Kategoriarkiv: Anmeldelser

DiCaprio maraton på Netflix til din sommer

Her er 3 tre perler med Leonardo DiCaprio, der gemmer sig på Netflix

1 Inception

Denne originale og innovative film gør “Heist” genren til skamme på alle parametre. Filmen engagerer sig ikke kun i Nolans elskede cirkulære beretning, men sender dig også på en drømmerejse: En rejse med DiCaprio som hovedperson, hvor puslespillet og den emotionelle sidehistorie sikrer, at spilletiden på 150 minutter føles som en neglebidende kortfilm.  

2 The Revenant

Med et revenge-plot, der ikke er videre kompliceret, er vi tvunget til at fokusere på Leonardos, indtil  videre, bedste præstation som skuespiller. En visuelt prangende film, stærkt cast og en Oscar-vindende opvisning af DiCaprio. 

3 Django Unchained

Grænseoverskridende komisk galskab, der giver os et revenge-plot, dyppet i  instruktørens groteske stil. Tarantinos syvende feature ender kun på tredjepladsen, da DiCaprio, pragtfuld som han er i filmen, kun er med i den sidste halvdel af historien.

”Jeg vil også #metoo’es” – kontroversielt og aldeles underholdende teater

Teater HURRA er en flok skæve, skøre, vidunderlige, dagligdags damer med noget på hjerte. De er i alderen 33 til 42 år og er modsat det klassiske skuespillerhold ikke skuespilleruddannede, men lever et helt almindelige liv – ligesom publikum. Det er dog ikke noget man mærker, når de sprudlende kvinder står på scenen og opfører sig lige som det passer dem. ”Vi er rebelske og relevante – og fortsat uenige om, hvorvidt vi er et feministisk projekt” skriver de selv på deres Facebookside. Kvindernes hverdagsliv er da også hvad stykket er præget af. I stykket forekommer mange tanker, ideer og finurligheder, som publikum i høj grad kan relatere til. Noget er leveret med humor, noget er trist og noget af det hænger ved.

Det er fredag aften, fugtige af regn træder vi ind i et lille rum med en ret intim belysning – en lille rød lampe. Tæt pakket med forestillingens andre gæster står vi og venter på at klokken bliver 20.00, og vi skal se forestillingen ”Lyden af døde dyr”. Her serveres ikke bobler og udvalg af snacks, men dåseøl og saltstænger, og det rammer essensen af teateret godt – det er ikke fint og fornemt som Aarhus Teater. Det er intimt, nede på jorden og autentisk. I samlet flok går vi ud i regnen igen, og bevæger os ind i en industribygning. Vores sæder er klapstole sat op på kasser bygget af træpaller. Der ringes med en lille guldklokke, og forestillingen går i gang. I løbet af de godt halvanden time som forestillingen varer, bliver vi præsenteret for temaer som Tinder, børn med iPads, pels og retten til pik. En eventuel selvhøjtidelighed er pakket godt og grundigt væk. Kvinderne på scenen synger ”Jeg er krænkelsesparat. Jeg vil også #metoo’es”, viser venstre bryst som en kommentar til amning i det offentlige, funderer over om det er en dom at miste sin mødom og hænger minder på tørresnore. Det lyder måske lidt absurd og underligt – og det er det også. Men det hele er serveret med en stor portion ironi, grin og engagement, så selvom der også behandles tunge emner som døden, er det en virkelig sjov og underholdende forestilling.

”Lyden af døde dyr” spiller ikke længere, men næste gang teater HURRA fremfører et stykke anbefaler vi på redaktionen, at du smutter ned til Frontløberne, hvor teater HURRA hører til og ser en forestilling. Vi garanterer, at du får et godt grin. De har i hvert fald erhvervet to nye tilskuere, der helt sikkert kommer igen til deres næste forestilling.

 

Adresse:
Frontløberne, Jægergårdsgade 152, 8000 Aarhus

Anmeldelse: Ingeniørrevyen “Os fronter man ikke”

Festligt, forvirrende, til tider skinger og ikke mindst fantastisk sjovt. Sådan beskriver jeg bedst årets ingeniørrevy. Selvom revytitlen ’Os Fronter Man Ikke’ hurtigt bliver glemt som forestillingen går i gang, vækker sketchs og sange latter og ikke mindst begejstrede tilråb fra publikum. Og selvom titlen ikke emmer noget der ligner et tema, er der ingen tvivl: Det her bliver sjovt.

Men ak, humanisterne blev ramt. Ingeniørerne har erklæret krig mod humanisterne. Alene tanken om at nyde en god bog eller en opera, er åbenbart nok til at tvinge dem i hemmelige støttegrupper. Dog ville det ikke være helt galt at antage, at ingeniørerne måske ville have godt af en hjælpende hånd fra humanisterne. Måske en enkelt musiktime eller lidt dramaturgikundskab ville være godt for revyens medlemmer. For selvom sangteksterne er skrevet med glimt i øjet og skuespillet vækker latter i hele salen – ingeniør eller ej – så kunne lidt sangtimer eller koreografi fjerne de sidste skingre toner og skabe den ekstra wow-effekt.

Selvfølgelig er dette kun sagt for at skyde igen. Jeg er vel ikke humanist for ingenting. For selvom sangstemmerne måske trængte til lidt kærlighed, må jeg indrømme at aftenen hurtigt svandt hen i latter. Ingeniørrevyen lader dig dvæle tilbage til den svundne barndom og blander det elegant med referencer til ingeniørlivet. En perfekt opskrift på en hel ny slags genre.

Revyen vælger da også at tage udgangspunkt i det helt store fænomen fra de flestes barndom, nemlig Harry Potter. Både i form af den klassiske fortælling – dog med uglepost flyttet til eBoks – og ikke mindst ’The Mysterious Ticking Noise’. Alt sammen krydret med interne ingeniørjokes og en på grænsen til det upassende involvering af Peter Madsen som ’He who shall not be named’.

Derudover pryder melodierne fra blandt andet Løvernes Konge, blandet med alt fra solosang til en hel ny verden af IT-problemer. Lad os bare sige, at jeg selv med min stakkels humanistiske personlighed, pressede lattertårerne på. Som om det ikke var nok, bliver publikum genforenet med en mere pervers, og ikke mindst upassende, Doktor Pjuskebuks. Her er det dog ikke ’Gæt en lort’ der er på spil, men derimod en venlig påmindelse om at huske at fjerne dit ur, før du foretager en koloskopi – altså medmindre du foretrækker at få ’en ven i dig’. Lad mig bare sige, at Doktor Kussesjusk ikke får besøg af mig foreløbigt.

Kort og godt om ingeniørrevyen

Hvis du er ingeniør, men endnu ikke en del af revyen, så få fingeren ud og join fællesskabet, for jeg tror ikke at det bliver meget sjovere end det her. Hvis du mangler et godt grin så tag med til ingeniørrevyen, når den vender stærkt tilbage næste år. Og kan du ikke vente indtil da, så glæd dig til at Youtube opdateres og giver dig adgang til hele herligheden digitalt.

Jeg blev i hvert fald glædeligt overrasket og med den gode stemning fra revyen (og ikke mindst festen bagefter) er jeg gået derfra med et opladt batteri og ømme mavemuskler.

 

Anmeldelse: Bandersnatch leger med mediet og dig

Den atypiske film handler kort fortalt om hovedpersonen Stefan, der er ved at udvikle sit første videospil, Bandersnatch. Det grundlæggende anderledes ved filmen er, at man som seer, i modsætning til ved andre produktioner, bliver stillet over for en række valg og gennem valgene styrer hovedpersonens handlinger og filmens forløb. De første valg er helt basale beslutninger om noget så trivielt som valg af morgenmad. Som filmen skrider frem, gik det dog op for mig, at alle de valg man træffer, får en konsekvens. Man kan derfor opleve at engagere sig i højere grad med filmens indhold i takt med filmens forløb. Når man ser film, vil man typisk forvente, at filmens karakterer træffer de åbenlyse valg for sig selv. Når man som seer pludselig står med valgene, kan filmen friste en til at træffe de åbenlyse ”forkerte” valg, blot for at se, hvad der vil ske. Men tror man her, at filmen har et lineært forløb på baggrund af seerens valg, så tager man grueligt fejl.

 

Multiple forløb og eksistenser

Filmen giver i nogle tilfælde et praj om, hvornår man tilsyneladende har truffet et ”forkert” valg, som enten bliver udtrykt i Stefans omgivelsers misbilligelse, eller idet at Stefan, og dermed seeren, får mulighed for at ændre sin beslutning. Men det er ikke den eneste gang, man som seer får lov at skifte kurs. I filmen bliver det diskuteret, hvorvidt der findes flere virkeligheder, og hvorvidt vi eksisterer i flere versioner af os selv. Det kommer også til udtryk i selve mediet, idet man som seer får mulighed for at gå tilbage og lave et skelsættende valg om, og dermed leve på ny. Jeg nåede at springe tilbage i filmen hele fire gange og ændre mine valg, før jeg endelig nåede til rulleteksten, hvor jeg egentlig var skuffet over mit sidste valg, da det ikke gav mig den tilfredsstillende slutning, jeg havde lagt to timer i. De forskellige veje, man som seer hele tiden bliver stillet overfor, inddrager i høj grad seerens engagement, men kan også blive en lettere langtrukken proces.

 

Legende oplevelse med flere lag

Filmens fokus på Stefans videospil, hvori de valg brugeren træffer, afgør spillets udfald, bliver også selve filmens koncept. Stefan opdager efterhånden, at han i filmen træffer nogle valg, som ikke stemmer overens med hans egen vilje, hvorefter han prøver at handle imod seerens valg. Dermed bliver seeren også pludselig Stefans modstander. Jo længere, man kommer i filmen, jo mere begrænset bliver ens handlemuligheder, og man kan derfor stå med følelsen af at skulle vælge mellem pest eller kolera for Stefans skæbne. På den måde styrer filmen en i en fjendtlig rolle, uanset hvad man selv ønsker som seer. Samtidig opstår der muligheder for at træffe valg i tide og utide, hvor Stefan også selv træffer valgene, og igen frarøver seerens påvirkning. På den måde får filmen utroligt mange lag, og kan næsten ikke beskrives, men skal opleves.

 

Filmens indhold er ikke det væsentlige. Interessen vækkes nærmere i det interaktive og i metaovervejelsen af filmen, som får seeren til at reflektere over filmens indhold i perspektiv til virkeligheden, som jo er Black Mirrors særlige kendetegn. Jeg vil klart anbefale filmen, da den blev hængende ved mig og fik sat sit præg på mine tanker. Jeg ville ikke anbefale filmen til en omgang fredagshygge, men uden tvivl som en oplevelse, du ikke må gå glip af.

 

Bliv skarp med Opgaveskrivning

At skrive opgaver er en helt central men alligevel perifer del af universitetsstudiet. Det meste af undervisningen foregår mundtlig, mens det, der bedømmes, typisk er skriftligt. Jeg husker tydeligt en af mine første forelæsninger efter min allerførste aflevering, hvor en tilvalgsstuderende spurgte: ”Jeg har fået kritik tilbage på, at min opgave ikke har fulgt en standardform. Intet sted står der, at den skal følge en standardform…og hvad er det forresten?” At skrive en opgave er i det hele taget et uudgrundeligt forsøg på at få fastholdt noget oparbejdet viden på en standardiseret facon, men når kritikken af samme kan gå på noget så grundlæggende som den overordnede form, ser det sort ud.

Opgaveskrivning: Emnet, litteraturen og principper er en bog om – netop, sjovt nok! – opgaveskrivning udgivet af to erfarne vejledere. Den laver indhug i forskellige dele af opgaveskrivningens kunst ud fra de tre overordnede temaer, der nævnes i titlen. Igennem dette kommer de ind på noget fra en typologi over forskellige opgavetyper og deres respektive krav, det kvalitative i valget af emne og problemformulering samt synopsisskrivning omkring samme, og hvordan man kan få mest muligt ud af at forberede sig til vejledningssamtaler.

Bogens forside foreslår selv kaffe, Mac og notesbog, men min oplevelse er, at øl og udsigt virker lige så fint!

Opgaveskrivning: Emnet, litteraturen og principperne:

  • Skrevet af professor Per Nikolaj Bukh, AAU, og lektor Karina Skovvang Christensen, AU
  • Udgivet af DJØFs forlag i 2017
  • Pris: 175 kr (140 for medlemmer)
    148,75 kr i ebogs-format

Mest for samfundsvidenskaberne – men også for andre

Opgaveskrivning er først og fremmest rettet mod universitetsstuderende, der skal skrive større opgaver. Videre har bogen en vinkling ud mod samfundsvidenskaberne frem for humaniora eller naturvidenskabelige felter, om end jeg som filosofistuderende har følt, jeg har fået meget ud af den. Andet er det at mange af rådene bogen indeholder først rigtigt begynder at give mening i en kontekst, hvor man skal skrive flere end omtrent 10 sider, da det først er der processen begynder at kunne kræve den mere systematiske gennemtænkning, der lægges op til. Selve omfanget og vinklingen gør, at den henvender sig mest til førstegangsskrivende på større projekter, men hvor den gennemgående strukturerede opsætning med mange relevante overskrifter og et stikordsregister bagerst giver mulighed for, at den mere erfarne opgaveskriver kan dykke ned, hvor det giver mening.

En mere velunderbygget og reflekteret tilgang

Jeg har selv følt, at jeg har fået en hel del ud af bogen – ellers havde jeg næppe heller skrevet her! Det, der er særligt givtigt for mig, er, at jeg med bogen har fået en ny, mere reflekteret måde at tænke og bedrive opgaver. Særligt har jeg efterfølgende forberedt mig langt bedre, inden jeg skulle til møde med min vejleder. Videre giver det mig mulighed for efterfølgende at kunne dykke ned der hvor det giver mening, så jeg kan få noget mere sikkerhed under min tilgang til at skrive; og det tænker jeg giver pote, når jeg sidder midt i specialeskrivningen!

Alt i alt vil jeg give bogen 5 ud af 6 delfiner. Den manglende delfin kommer fra mit filosofi perspektiv; hvis jeg havde skrevet som ren erhvervsøkonomisstuderende, havde den stået på 6.

Eksamen: Studiesnacks – Lidt sundt og lækkert i en hård tid

Jeg elsker at snacke, og særligt hvis jeg kan gøre det med god samvittighed. Så da muligheden for at smage en masse sunde snacks fra House of Denmark bød sig, var jeg jo selvfølgelig på pletten! Jeg havde en forestilling om snacks i form af bananchips, daddelkugler og kedelig indpakning. Men jeg blev overrasket! For da jeg henter kassen med varer kan jeg se en masse flot indpakning i lækre farver og flere spændende varianter; vingummi, snackbarer og frugtkugler, og da jeg i første omgang tjekker indholdsoversigten kan jeg se, at der kun er proteinpulver i et enkelt af produkterne – og hvor er det dejligt! Og så er det endda økologisk, og det er noget der batter i dagens Danmark!

Vingummi – tyg, tyg, tyg.

Jeg tog produkterne med til prøvesmagning på mit arbejde i en fysioterapiklinik, hvor mine kollegaer legede smagsdommere. Vi startede fra en ende af og begyndte med vingummierne, som kom i tre smagsvarianter; jordbær, mango og passion og til sidst solbær. Den største udfordring ved vingummierne er helt klart konsistensen, som er lidt hård i det, og falder længst væk fra det jeg kender som en vingummi. Smagen er lækker og frisk, og faktisk ikke kunstig. De smager godt, og vi var alle enige om at det godt kunne være en lækker lille snack, når man sidder til forelæsning. Ligeledes synes vi også at de var søde at se på og der er helt sikkert gjort en masse ud af både smag, udseende på vingummierne og indpakningen! Min personlige favorit var helt klart mango og passion!

Frugtkugler – en let og lækker en af slagsen

Efter vingummiernes succes, kaster vi os frådende over deres ”Frugtkugler”. Ved første øjekast kunne der måske godt arbejdes en smule med udseendet af selve snacken, da de fleste af os fik lidt uheldige associationer da vi så dem. Varianten med hindbær er helt klart den bedste, den er frisk og smager rigtig godt af hindbær. Æble og blåbærvarianten smager lidt mere kunstigt i det, men kan sagtens nydes til en kop kaffe. Til sidst er den tredje variant med kokos også rigtig lækker. Den smager lidt hen af romkugler, som man lavede da man var lille. Indpakningen er lækker, med flotte farver og en fin gennemsigtig rund pakke, så man kan se hvad den indeholder. Smagsdommerne var også begejstrede for hindbærsmagen – alt i alt kunne jeg godt lige fikse sådan en pakke under en eksamen til at booste humøret, i stedet for en kage eller chokolade.

Klassikeren – snackbaren

Der er ingen tvivl om, at min og mine smagsdommeres helt klare favorit er de barer, som fulgte med i smagskassen! Indpakningen er flot i farverne, papiret er lækkert og barerne i sig selv ligner rigtig mad – hvilket jeg personligt godt kan lide! Proteinbarerne har en lidt underlig konsistens, og kunne måske godt have brugt lidt overtrækschokolade, så de lige fik et lille twist og et knæk, men ellers smager de fint. De har en lidt støvet eftersmag, men det tror jeg at lidt mørkt chokoladeovertræk kunne fjerne. De små frugtbarer, som består af 100% frugt, kommer i tre varianter. Alle tre har en fin og frisk smag, og kan nemt stille den lille sukkertrang sidst på eftermiddagen. Rawbarerne er min og smagsdommernes favorit, de smager godt og ægte, samtidig med at de har en rigtig lækker konsistens. Der er lidt at tygge på og smagen er kraftig, både i varianten med og uden kakao.

Hvor mange delfiner?

Jeg vil give produkterne et samlet antal delfiner 4 ud af 6 delfiner, fordi produkterne vinder meget på smagen, men også taber lidt på konsistens, og et enkelt produkt på udseende. De vinder meget på at være sundere alternativer, da de består af rene råvarer, og ikke har tilsat sukker og e-numre. Jeg vil argumentere for at produkterne helt klart er et sundt alternativ til det, man ellers ville snacke når man sidder til en eksamen og virkelig skal bruge de små grå.
Alt i alt havde jeg en positiv og god oplevelse med produkterne fra House of Denmark, og ville ikke tøve med at spise dem som snacks i hverdagen.

GROUNDED: Fortælling om en jagerpilot med stækkede vinger

Forestillingen Grounded på Svalegangen er en monologisk fortælling om en navnløs kvindelig jagerpilot i den amerikanske hær. En kvinde, der lever for faren, friheden og farten og for sin blå himmel, men som efter en orlov bliver tvunget til at opgive karrieren, da hun er blevet både gravid og forelsket. Den kvindelige pilot, spillet af Kaja Kamuk, forsøger at balancere familielivet med sin store længsel efter sit blå, men må erkende, at de to ikke er sammenførige. Hun må i stedet forblive grounded. Med stækkede vinger tager kvinden plads i en trailer midt i Nevadaørkenen, hvorfra hun skal agere øjet i det høje og styre den 11 milliarder dollars dyre drone, der har erstattet F-16-flyet Tiger. Som drone- og lænestolspilot er kvinden langt fra sit elskede blå. Lige så langt er hun fra de skyldige legemsdele, der er målet for hendes 1,2 sekunder forsinkede handlinger, mens de selv samme skæbner inde i den grå og opslugende skærm synes helt tæt på.

Det rosenrøde i en verden af grå

Fortællingen om kvindens forsøg på at genfinde sin identitet som soldat, og samtidig være en kærlig og tilstedeværende mor, er forestillingens omdrejningspunkt. Hver dag stirrer hun nu på en grå verden i den skærm, som har erstattet hendes blå. Skiftet, fra årlig- til daglig orlov, hvor hun hver dag efter arbejdet i det grå kommer hjem til den rosenrøde verden med mand og barn, udfordrer kvindens identitet. Langsomt krakelerer den rapkæftede og hårdhudede kvindes facade foran os, mens skrøbeligheden tager form, og kvindens mere ømme og nuancerede sider træder frem. Hvordan kombinerer man rollen som kærlig mor og hustru med den kyniske dronepilot, der ved et enkelt tryk på knappen bestemmer, hvem af de pixellerede mennesker i det grå, der skal leve eller dø?

En balancerende skildring

Grounded er et monologskuespil, hvilket betyder, at hele stykket bæres af Kaja Kamuks skildring af den kvindelige hovedperson. Dette gør hun med høj intensitet og balancerer fint mellem den hårdføre kriger og kærlige moder, mens hun samtidig formår at formidle og skabe sympati for den imaginære datter, Sam, samt den kærlige, forstående mand, Eric. Kamuks præstation er dybfølt og nærværende men til tider meget karikeret og overdimensioneret. En misbalance der gør, at man på tilskuerrækkerne bliver hevet ud af den ærlige fortælling. Fremførelsen af den lange monolog, der bevæger sig i alle afkroge af følelsesrepertoiret, kræver et personligt og imponerende skuespilarbejde. Dette leverer Kamuk, om end man savner en smule af den udvikling og dynamik i skuespilpræstationen, som den egentlige karakter gennemgår i stykket.

Forpustende temaskifte

Historien om den splittede kvinde er utrolig velskrevet, og monologen kaster om sig med guldkorn. Desværre kaster manuskriptet ligeså mange temaer om sig, hvilket resulterer i en følelse af, at fortællingen famler mellem sine mange forskellige debatemner. Grounded berører emner som identitetskrise, moderne fjernkrigsførelse, overvågning samt den evigtgyldige kønsdebat. Forestillingen der i sin essens omhandler vores kvindelige hovedpersons indre kamp, forgrener sig ud i så mange emner på sine knap 100 minutter, at man som tilskuer bliver helt forpustet af at skulle følge med. Selv Kamuk må springe rundt på scenen for at holde trit med temaskiftene. Forestillingen åbner døre til flere aktuelle debatter, og trods både inderlighed og nerve, kan det være svært at identificere sig med dem alle.

 

Spilleperiode: 22. april-13. maj 2017
Cast: Kaja Kamuk

Anmeldelse: VHS vs. Betamax

Med en excellent skuespillerpræstation og en mere moderat scenografi møder vi den kultiverede familiefar Axel. En nytårsaften, der åbner op for det højteknologiske år 1980, præsenterer han sin energiske teenagedatter Ida, og sin med-på-moden kone for Betamax-maskinen: datidens deluxe-udgave af en videoafspiller der åbner op for et kvalitetsbevidst udvalg af film. Axel har en klar vision: Han vil skabe et ”kulturcenter” for videoudlejning af Betamax-videoer.

Dog tager det en drejning, da hans folkelige kompagnon Tommy, her spillet af Rolf Hansen, nærmere søger en fremtid med den billige VHS-afspiller. Kvaliteten er måske nok det værre, men den kan afspille hele samlingen med Schwarzenegger og Stallone.

Herfra er det i humoristisk tone spækket med socialrealistiske drama-twists, familiestridigheder, forretningskonflikter og antikverede popnumre.

Selvom vi befinder os 30-40 år tilbage, stiller VHS vs. Betamax stadig højaktuelle spørgsmål. Med udgangspunkt i elitære Axel: ”hvem gider at se film i én køre hele aftenen uden at diskutere dem undervejs?” og folkelige Tommy: ”Mere action. Mere Rambo!” fordrer den til refleksion over, hvordan mennesket befinder sig i forhold til den teknologiske udvikling i dag, herunder hele on-demand bølgen. Bliver vi slave af tjenesterne og meningsløs underholdning? Eller sætter hele bølgen os fri med muligheden for større selvbestemmelse?

VHS vs. Betamax trækker alle de kantianske spørgsmål om æstetik og smag op ad hatten. Hvad er kultur, og kan noget kultur siges at være bedre end andet? Går der noget tabt, når den franske kunstfilm må afvige for efterspurgte eksplosioner og hollywood-endings? Eller er alt kunst, kunst – og er alt kunst lige godt?

Cast
Axel: Holger Østergaard
Tommy: Rolf Hansen
Axels kone: Katrine Beck Ibsen
Ida: Fanny Louise Bernth

Relevante Revenant ræser mod 4-5 Oscars

DiCaprio’s præstation i The Revenant overskygger alle hans tidligere præstationer inklusiv hans enestående optræden i den legendariske the Titanic, der vandt 11 Oscars. 11 Oscars vinder The Revenant ikke, men den kan sagtens komme op på en 4-5 stykker. DiCaprio vinder uden tvivl i kategorien best actor, Tom Hardy vinder best supporting actor, derudover vinder filmen for best cinematography, best director, og best costume design. Disse 5 forventede Oscar statuetter vidner om filmens tårnhøje kvalitet hele vejen rundt, og samlet set er det bestemt en fantastisk film, som man helt klart bør se, selvom den til tider er utrolig barsk, voldelig og dyster.

The Revenant er instrueret af Oscarvinderen Alejandro González Inárritu, som i 2014 bla. vandt ”best motion picture” for Birdman. Filmens hovedroller spilles af Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, Domhnall Gleeson and Will Poulter. Alle fire stjerner gør et formidabelt stykke arbejde. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at de virkelig levede i 1820’erne. Filmen får premiere i Danmark den 21. januar.

The Revenant er den sande historie om en Amerikansk soldat og tæppevæver ved navn Hugh Glass, der i 1820’eres USA overlever en fæl kamp med en bjørn, hvorefter han bliver efterladt til døden midt om vinteren i Lousiana’s vildmark af sine medsoldater. Hugh Glass’s skader inkluderer bla. et brækket ben, og gør at han ikke selv er i stand til at gå – dette er grunden til at hans medsoldater efterlader ham. Tæppevæveren overlever på mirakuløs vis kulden samt sine mange bjørneflænger og andre skader ved bla. at sætte sin brækkede knogle i sit ben på plads med sine egne hænder. Glass vil gøre alt for at finde de soldater der forrådte ham. Den viljestærke tæppevæver kæmper nu for at få sin hævn.

Selve ordet ”revenant” er fra 1900-tallets Fransk og betyder en der vender tilbage efter et langt fravær, eller en person der er genfødt. Navnet The Revenant er derfor meget passende til Hugh Glass, der gjorde det umulige og vendte tilbage fra at være halvt begravet i den iskolde jord af sine medsoldater midt ude i vildmarken, til at nå frem til den nærmeste Amerikanske soldatercamp – en tur der strakte sig over 320 km. Det var herefter at han fik navnet The Revenant.

Hvis man ser på DiCaprio’s eminente skuespil, er man villig til at tro, at det ikke er skuespil og at instruktøren har sat ham til at gå 320 km i den kolde sne – så godt gør DiCaprio det i denne film. Skuespillerens ansigtsudtryk og især den måde han med sine nærmest sygelige øjne er i stand til at udtrykke komplet rædsel, som han f. eks viser i bjørnekamps scenen, er noget andre skuespillere bare ikke kan gøre på samme niveau. DiCaprio har igennem hele filmen en formidabel situationsfornemmelse, og en tilstedeværelse der gør, at seerne lever sig endnu mere ind i filmen.

En anden skuespillers præstation, som man bestemt ikke kan komme udenom, er Tom Hardy’s. Hardy spiller en temperamentsfuld herre, der er alt andet end den gode mønstersoldat, som adlyder alle ordre fra sine overrangerende. Hardy’s evne til at vise rendyrket aggression og vildskab er fra en anden verden, en vildskab der gør hans karakter til mere dyr end menneske – et sandt fyrværkeri af vrede, der kan eksplodere når som helst.

Inárritu har skabt et sandt mesterværk, og det vil ikke være overraskende, hvis han vandt en Oscar for best director.

Det er langtfra kun skuespillet, der er i en klasse for sig i denne film, kinematografien er nemlig ligeså mærkværdig. Først og fremmest er filmen utrolig flot lavet med nogle fantastiske naturscener i form af øde vildmarker dækket med sne, mægtige bjerge samt kæmpe skove, og her formår instruktøren virkelig at fange naturens skønhed med kameraet. Samtidig får man nærmest en følelse af isolation fra omverdenen, når man ser det kæmpemæssige landskab. Filmens instruktør Alejandro González Inárritu kan meget andet end at vise flotte landskaber på den rigtige måde, han ved også hvordan man ved hjælp af forskellige kameravinker og uordinært kameraarbejde kan fortælle en unik historie. Dette kan kun ses og ikke forklares.

Inárritu har skabt et sandt mesterværk, og det vil ikke være overraskende, hvis han vandt en Oscar for best director. Sidst men ikke mindst er kostumerne i filmen lavet til perfektion, hvor de ud over at være ekstrem tidstroværdige, også fortæller os noget om de forskellige personer i filmen. Eksempelvis har nogen af soldaterne forskellige dyreskind på, der symboliserer deres personlighed eller de ting de har opnået i deres liv. Tom Hardy’s karakter John Fitzgerald var f. eks en kendt bjergklatrer, så han har et bøffelskind på der repræsenterer the Great Plains – et område tæt på Rocky Mountains.

Hele vejen rundt er filmen i særklasse, men hvis der er en lille ting, som man kan klandre filmen for, er det fejlcastingen af Domhnall Gleeson som kaptajnen Andrew Henry. Gleeson er uden tvivl en dygtig skuespiller, men han duer ikke til at spille ”leder roller” eller roller, hvor han skal udvise en kolossal mængde vrede. Han er simpelthen for meget af en nice guy, og det skærer tydeligt igennem hele vejen, så når han skal spille en stor autoritet blandt soldaterne og skal skælde dem ud, er det utrolig svært at tage ham seriøst.

Hvis man ser bort fra nice guy dillemaet, så er filmen perfekt, og ikke kun perfekt, men også relevant for nutiden. Selvom filmen finder sted i 1820’erne, så er filmens hovedtema præcis ligeså relevant i dag som den var for Hugh Glass i 1820’erne. Denne episke fortælling handler i bund og grund om viljestyrke, fighterspirit, håb, overlevelse, fanden i voldskhed og troen på sig selv. Disse elementer overlapper hinanden og kan alle bruges til at beskrive filmens hovedtema. The Revenant handler om aldrig at give op uanset hvad, og altid tro på sig selv. Tro kan flytte bjerge og kombineret med vilje og fighterspirit, er det en opskrift på succes. Selv om man i livet kan komme ud i situationer, hvor man tror, at det hele er håbløst, så skal man blive ved med at kæmpe og tro på, at det hele nok skal gå, og at tingene vil ændre sig.

Det er lige meget om man er en tæppevæver fra 1820’erne, eller en studerende på Aarhus Universitet i 2015, filmens tema gælder os alle sammen uanset tid og sted. I dag står verden over for flere trusler end nogensinde før – trusler som ISIS, flygtningekrisen og global opvarmning. Hvis vi lader os skræmme, lægge os ned og give op, så dør vi, ligesom Hugh Glass ville dø, hvis han bare blev liggende ude i vildmarken i stedet for at kæmpe for sit liv. Filmen The Revenant kunne ikke være mere relevant for nutiden, og dette er en af grundende til, at den kommer til at gøre det mere end rigtig godt ved årets Oscar ceremoni, hvor den kommer op på mindst 4-5 Oscars.

Det var en sand fornøjelse at se denne film, der uden tvivl er en af de bedste film ikke bare i 2015, men i de seneste fem år. Jeg giver denne film 6 Delfiner, fordi den er enorm stærk på alle filmkunstens facetter – en genial film. Dette mesterværk skal ses.

Forstå dog, hvad jeg mener

Ny udgivelse kaster lys over de basale principper i journalistikkens mørke spilleregler, og udgør et lynkursus spækket med håndgribelige tips og værktøjer til kommunikation og mediehåndtering for alle fagfolk med naturvidenskabelig baggrund.  

Af Line Haubjerg Nielsen, stud.med., 11. semester.

Viden forpligter

Fortæl, forsker, fortæl. Sådan lyder indledningen til en ny udgivelse af læge, ph.d. og journalist, Charlotte Strøm, som netop er landet på hylderne. Bogen er skrevet med én klar forhåbning: at afhjælpe den skepsis, afmagt og frygt for misforståelser, som mange forskere og naturvidenskabelige fagfolk oplever i mødet med journalister og nyhedsmedier. Bogen har til formål at motivere læger og naturvidenskabelige forskere til i højere grad at anvende medierne som en formidlingskanal for forskningsresultater og nyheder. Bogens omdrejningspunkt er endvidere at belyse den grundlæggende forskel mellem naturvidenskabelig og journalistisk tankegang, kommunikation og formidling. Sammenlignet med den naturvidenskabelige verden gælder der inden for journalistikkens fundamentalt andre spilleregler. Bogen henvender sig derfor til faggrupper, som på godt og ondt indgår i et samspil med journalister, hvad enten det gælder de traditionelle – eller sociale medier. Bogens første del omhandler grundstenene i journalistisk benarbejde og forklarer, hvorfor journalister arbejder, som de gør.

”Alle forskere har brug for at fortælle verden om deres fund og forskning, men mange bryder sig ikke om at skulle formidle til medierne, fordi de føler at journalisterne drejer deres historie i retninger, de ikke kan forlige sig med.”

 

I anden del præsenteres der en række værktøjer i form af håndgribelige, brugbare tips og vejledninger til, hvordan man mest effektivt gør brug af nyhedsmedierne og minimerer risikoen for at ende på forsiden med negativt fortegn.

Nyhedskriterierne: journalistikkens guldvægt

Som naturvidenskaber bliver det man lever for ofte det man lever af. Derfor kan det være svært at træde et skridt tilbage og kigge på sit eget professionelle virke med offentlighedens briller. I bogen understreges nødvendigheden af, at man som naturvidenskabelig forsker eller læge sætter sine resultater og nyheder i perspektiv, og forholder sig til nogle centrale aspekter af god journalistik, som man med fordel kan have i baghovedet ved samspil med medierne på både godt og ondt. Hvornår er noget en god nyhed? Hvad er journalisten ude efter? Hvordan når jeg frem til mit budskab?  Og hvad er mit budskab? Kapitlet indledes med en forklaring af nyhedskriterierne, eller på almen journalistslang AVISK, som dækker over begreberne: aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Nyhedskriterierne udgør journalistikkens fem tunge søjler, men kapitlet præsenterer endvidere emner som nyhedsvinkling, det gode sprog, citataftaler, five-minuttes-of-fame-fashion samt en to-do-liste i tilfælde af krisesituationer, shitstorms eller velkommen-på-forsiden oplevelser.

”Nyheder er journalistikkens bankende hjerte”

 

Alle disse begreber gennemgås på et letlæseligt og ubesværet sprog og forklares ved hjælp af en række virkelighedsnære eksempler, blandt andet historien om den tidligere klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling, Morten Hedegaard, der forlod sin stilling i november 2016.

Kunsten at pitche en historie

Hvor første del af bogen gennemgår hvad og hvorfor, så hjælper anden del os, i naturlig forlængelse heraf, med at forstå hvem, hvor og hvordan vi bør spille bolden på journalisternes banehalvdel. Hvad er det helt konkret man skal gøre, hvis man har en historie eller nyhed, man ønsker at få omtalt i medierne? Hvem skal man kontakte? Og hvad skal man sige? Denne del af bogen understreger, at man kan bevæge sig et led op i journalistikkens fødekæde, skabe et overblik over det medieudbud der er til rådighed og forsøge, så vidt muligt, at bruge redaktionel omtale hensigtsmæssigt og til egen fordel. Anden del af bogen kan betragtes som en mini-guide til, hvordan man bedst muligt formidler sin historie gennem medierne, og giver en række enestående, koncise værktøjer som for eksempel formidlingsprincippet Hey! You! See! So! og kunsten at sælge og pitche sin historie til medierne ved hjælp af push-pull metoden.

”Risikoen for at tale hen over hovedet på dine modtagere af budskabet bør altid veje tungere end frygten for at virke banal.”

 

Hele bogen er skrevet på et letlæseligt sprog i en munter tone. Hele vejen igennem farves teksten af kreativt billedsprog og perspektiveringer til almenkendt mediestof, hvilket resulterer i en læseoplevelse, der er alt andet end grå og kedelig.

”Husk at den viden der ikke bliver delt forbliver hemmelig og dermed er så godt som spildt”

 

Bogen drager paralleller til den medievirkelighed vi lever i, og det tilfører bogen aktualitet, at man som læser hele tiden har fornemmele af, at emnet har afsæt i virkeligheden. Efter endt læsning sidder man tilbage med oplevelsen af at have været gennem et sammenhængende og højst relevant mini-kursus i mediehåndtering, og man er uden tvivl bedre rustet og motiveret for fremadrettet at udnytte både de traditionelle og sociale medier som formidlingskanal af naturvidenskabelige nyheder.

forståfuld

Om bogen:
Sprog: Dansk
Sidetal: 160
Udgivelse: 1. Marts 2017 1. udgave 1. Oplag
Forlag: SharPen
Pris: DKK 199,-
Indbinding: Bog, hæftet
ISBN-13: 978-87-994812-1-7 

VHS vs. Betamax: Et vellykket teaterstykke om det folkelige mod det elitære – inden for filmmediet

Under instruktion af Kasper Sejersen stiller fire skuespillere i teaterstykket ”VHS vs. Betamax: Kampen om hjemmevideoen” spørgsmålstegn ved, om populærkulturen forfladiger mening og kunst. Stykket kan ses i Teatret Svalegangen frem til den 11/02.
Læs videre VHS vs. Betamax: Et vellykket teaterstykke om det folkelige mod det elitære – inden for filmmediet

Dagens mand er uoriginal, men god nok

Anmeldt af: Astrid Gjørup

 

Teaterstykket Jægerne er skrevet af Anders Valentinus Dam og Lars Danmark, og det er instrueret af Anders Valentinus Dam og Morten Lund. Medvirkende i stykket er Anders Valentinus Dam, Lars Danmark og Rasmus Reiersen, og det er produceret af teatergruppen Teater O og spiller på Teateret Svalegangen i perioden 17. September til 1. Oktober 2016.

Jægerne handler om tre mænd, som er taget på overlevelsestur i skoven, for at finde frem til den indre drengerøv og vildmand, som måske er gået lidt tabt i hverdagens moderne samfund. Der skal ikke være mere pjat med ris-kiks og økologiske urteoste, nu vil de tre venner klare sig i  bedste ’Nak og Æd’ stil, med det mad de finder i skoven, og de dyr de selv kan skyde. Med sig på turen har de hønen Leif, som de tre mænd har en slags fælles forældremyndig over.
Mens de tre mænd venter i skoven, på at byttet skal komme frem, diskuteres der på må og få om hvad der er galt med mænd nu til dags, og hvordan det hele egentlig burde være. Gennem betroelser til hinanden og til hønen Leif går det langsomt op for de tre venner at det der med at komme tilbage til sin indre viking måske ikke er så nemt, som man lige skulle tro. Og da sulten og dagligdagens bekymringer begynder at stige de tre mænd til hovedet, begynder virkelighedsfornemmelsen og medmenneskeligheden også langsomt at forsvinde. Til sidst er det meste af empatien mellem de tre venner gået tabt, og selvom de nærmer sig en mental tilstand passende for en hardcore viking, så er de tre mænd ikke blevet klogere på, hvordan en mand skal defineres eller hvem de selv er.  

Jægerne er meget humoristisk, og har en let tilgang til mange af de tunge emner der diskuteres mellem karakterne. Stilen er meget ’pik og patter’ og drengerøvsagtig, hvilket står i god kontrast til den alvorlige tone, som især karakteren Ernst ligger for dagsordenen. Det er ikke en historie, hvor der sker det helt store, men man er med hele tiden, og bliver såmænd også underholdt af blandingen mellem det komiske og tragiske.  Dog er det ikke en historie eller karakterer som kommer ind under huden på en, og man kan godt savne fornemmelsen af en rød tråd i handlingen. Samtidig kan man godt synes, at karaktererne er lidt for klichefyldte og uoriginale. Eksempelvis karakteren Joseph som altid er bange og småynkelig, fordi han har været i et mangeårigt ægteskab med en dominerende hustru. Og man bliver også lidt forvirret over hvad stykket egentlig handler om, for man tror først, det er en historie om identitet, men der bliver diskuteret mange brede samfundskritiske emner, hvor man ikke helt kan se, hvorfor det er relevant i forhold til resten af handlingen.  Der bliver nemlig ikke rigtigt gået i dybden med nogle af problemstillingerne, og der bliver ikke rigtigt udtryk nogle holdninger, man kan tage stilling til. Det bliver bare gjort klart, at der er mange problemer i denne verden, og man kunne måske godt have ønsket at stykket havde sat spørgsmålstegn ved, hvordan mange af de nævnte problemstillinger kan have påvirket de forskellige karakterer.       

Alt i alt mangler stykket lidt originalitet og fokus, dog er det underholdende 90 min. og man er med det meste af vejen.  Man skal bruge sin SU på at se det, hvis man gerne vil se noget, der belyser samfundskritiske emner på en let drengerøvsagtig måde.

Slow Witch finder den rette hastighed med 20 minutter igen

Tekst: Vassili Stroganov

Det er ikke nemt at lave en god gyserfilm, der virkelig skræmmer én fra vid og sans, og desværre bliver der lavet virkelig mange dårlige gyserfilm, der er med til at give genren et dårligt omdømme. Heldigvis er der dog film som den nye Blair Witch Project, som bare hedder Blair Witch, der giver genren lidt af respekten tilbage. Det er op til disse film at holde gyserfilmsbranchen i live. Der er noget helt simpelt ved Blair Witch, der er essentielt for gyserfilm, og som vi gyserfans så godt kan lide, nemlig det, at den er så realistisk, i hvert fald til en vis udstrækning. Man kan nemt leve sig ind i, at en gruppe unge mennesker går ind i en skov i jagten på at finde noget overnaturligt og dokumentere det på film. Bare det at skulle overnatte i en skov er uhyggeligt nok i sig selv, og hvis man så lægger noget overnaturligt og farligt oven i, så har man opskriften på en rigtig god gyserfilm. Skovens mørke, de mystiske lyde og det, at man på ingen måde kan regne ud, hvad der kommer til at ske lige om lidt, er det, der er så simpelt og samtidig så genialt ved Blair Witch. Lever denne film op til de store forventninger, som mange har fra den originale kultklassiker og the Godfather til alle ”found footage” film, nemlig The Blair Witch Project fra 1999? Svaret er: både ja og nej, og begrundelsen kommer lidt senere i den endelige analyse. Først skal vi kigge lidt nærmere på, hvem der står bag filmen, hvem der er med i filmen, og hvad filmen egentlig handler om.

Denne nye Blair Witch film er instrueret af Adam Wingard, som er kendt for den anerkendte gyserfilm, You Are Next, og filmen, The Guest, som også var en succes. Hovedrollerne i Blair Witch spilles af mindre kendte navne såsom James Allen McCune, Callie Hernandez, Brandon Scott og Valorie Curry. Selvom vi ikke rigtig er bekendt med navnene, så er der bestemt intet i vejen med skuespillet i denne film, på nær et par småting i mindre vigtige scener, såsom scenen, hvor Brandon Scott skal slå et telt op i skoven, og bare fordi det ikke lige lykkes for ham, så går han helt amok og sviner teltet til med ”the f-word”. Der står sikkert i manuskriptet, at han skal blive vred i situationen osv, men den måde han gør det på virker uægte og ”over the top”. Dette er dog bare en mindre detalje, og ellers er skuespillet helt i top, især i de vigtige scener i den sidste fjerdedel af filmen. Blair Witch fik premiere i Danmark den 15. september.

Selvom denne film er den tredje i rækken af Blair Witch film, så har Blair Witch anno 2016 intet at gøre med Blair Witch 2: The Book of Shadows fra år 2000, da Book of Shadows ikke regnes for at være en officiel del af ”The Blair Witch Franchise”. Dette skyldes, at de folk og det kreative team der stod for den originale film fra 1999 ikke havde nogen indflydelse på ”the final cut” af The Book of Shadows filmen, og derfor blev denne film heller ikke godkendt af de originale skabere af Blair Witch fra 1999. Så når man ser Blair Witch 2016, er det som om, at der kun er en anden film, og det er den fra 1999. Dette er egentlig meget godt, for The Book of Shadows var noget værre sjusk.

Kort fortalt  handler Blair Witch 2016 om James, som er broren til Heather, der forsvandt ude i skoven nær landsbyen Burkittsville i staten Maryland for 20 år siden i den første film, og aldrig er blevet fundet. James ser en video på Youtube af noget ”found footage”, og selvom det er svært at se, hvad der foregår i videoen, så er James helt sikker på, at det er hans søsters video, fra da hun forsvandt. James overtaler tre af sine venner til at tage med ham til Burkittsville for at finde hans søster, og de opsøger straks dem, der uploader videoen til Youtube. Dette er nogen lokale fra den lille landsby, og de påstår, at de fandt ”the footage” i skoven nær Burkittsville. Der er nu kun en ting at gøre, og det er at tage en helt masse kamera udstyr med sig ind i den forheksede og at lede efter Heather. Det siges, at den farlige Blair Witch bor i denne skov, men James og de andre er ikke bange for, hvad der sikkert bare er en gammel skrøne. Det skal senere vise sig, at de unge mennesker tog grueligt fejl, for dette skulle blive begyndelsen på et sandt mareridt. Nu er der ingen vej tilbage.

Dog skal vi lige tilbage til det vigtige spørgsmål om, hvorvidt denne film nu levede op til de store forventninger, vi alle gik rundt med efter at have set den første film? Som sagt er svaret både ja og nej. Svaret er ja, fordi denne film er en af de få gyserfilm, der faktisk formår at trænge helt ind under huden og gøre én bange. Dette gælder dog hovedsageligt for de sidste 20 minutter af filmen, men er man først bange, så går uhyggen ikke væk igen før om lang tid. Lydene i filmen virker rigtig godt og skaber en utrolig creepy stemning i den mørke skov. Man hører en gren knække og så er man helt oppe på dupperne.

Hvis man lige skal opsummere de positive ting ved Blair Witch, så er de sidste 20 minutter af filmen, lyden i filmen og bestemt også skuespillet i de vigtige scener i filmen rigtig positive og lever alle op til den gamle film, imens slutningen af denne film faktisk formår at overgå den gamle film, i hvert fald på uhyggeskalaen. Det var det positive ved filmen, og de elementer af filmen der levede op til, eller endda, overgik den gamle film.

Nu til det negative og de elementer, der bestemt ikke levede op til den gamle film, og her er det først og fremmest det langsomme tempo i starten af filmen, der trækker ned. Det tager så lang tid for denne film at komme i gang og for alvor at blive uhyggelig, men når den så først bliver uhyggelig, så bliver den virkelig uhyggelig, desværre dog for sent i filmen. Selvfølgelig gik den originale Blair Witch endnu langsommere, og det tog endnu længere tid, før den for alvor blev uhyggelig, men det er klart, for det var jo den første film, så den har lov til at være langsommere. I en to’er skal alting gå hurtigere fra starten af, for der er vi bekendt med den grundlæggende historie om heksen fra Burkittsville skoven, og så vil vi gerne dykke dybere ned i historien. Det kommer vi også, men ikke rigtig før hen mod slutningen af filmen desværre.

Et andet element der mangler i denne film er nytænkning. Bortset fra et nyt dronekamera som hovedpersonerne bruger samt flere hovedpersoner end i den første film, brugen af YouTube og den uhyrlige slutning på filmen, så er story linen næsten den helt samme som i den første film. Der er sådan set ikke noget galt med at spejle sig i den gamle film, for vi elsker jo den gamle Blair Witch, men det betyder ikke, at man kan tillade sig at være så doven med nytænkning, som denne film har været. Der er ikke tale om, at man helt skal genopfinde Blair Witch og lave alting med nye ideer alle steder, men man kunne sagtens have pustet mere nyt og kreativt liv i gyserklassikeren, og gjort den mere alá 2016. En anden ting er de mange jumpscares, som bare er så billige, urealistiske og ødelæggende for filmen. Når man er ude i en mørk skov midt om natten, så er det kun en tåbe, der ville hoppe ud foran et kamera for at skræmme den anden person. En tåbe eller bare en person med virkelig dårlig humor. Man burde mindst halvere de jumpscares, der er i denne film, eller bedre endnu – fjerne dem alle sammen.

Det bedste ved hele filmen er ikke overraskende de sidste 20 minutter, hvor man næsten helt har lyst til at lukke øjnene, for det hele rumler bare sammen i rent kaos. Man er endelig nået til det, man har længtes efter hele filmen, og alle ens forventninger bliver mødt. Slutningen er det hele værd.

Alt i alt er der mere positivt end negativt at sige om denne film, og det er i høj grad på grund af de sidste 20 minutter af filmen, der trækker det hele så meget op, at min bedømmelse for denne film bliver: 7/10 stjerner i stedet for 5/7 stjerner.

Fremtiden der gik tabt

Kim Karmark skriver i romanen ’Ud i det hvide’ overbevisende om en skrøbelig kvindes kaotiske indre og hendes refleksioner over fortidens mislykkede relationer

Af Trine Krabbe Oksen

“Jeg skulle aldrig have forsøgt at stikke Emil ned. Det var forkert. Det var dumt at bruge en saks. Da jeg mødte Frank, blev det hele nemmere, som om alting blev smukt igen og så alligevel ikke.”

Sådan indleder jeget sin historie i Kim Karmarks debutroman ’Ud i det hvide’. Det er vinter, og jeget, den 34-årige Ninna, gemmer sig i sine forældres sommerhus, gravid og alene. Ventende.

I det forladte sommerhusområde møder hun manden Vester, en stilfærdig og alkoholiseret eksistens, som bliver den mur, der kaster lyden af hendes fortælling tilbage. En fortælling om en fremtid, der er gået tabt.

Den umulige relation

Ninna har bag sig et forulykket forhold til Frank, som er far til hendes ufødte barn. Deres forhold er baseret på fortielser, og romanen skildrer dermed, hvordan det usagte, løgnen, undergraver relationen mellem to mennesker og til sidst får ubærlige konsekvenser.

Med beskrivelsen af deres relation rammer Karmark med præcision de evige misforståelser mellem parterne i et kærlighedsforhold:

”- Gider du ikke lige give mig lidt plads i det her projekt? – Hvad mener du? – Du kvæler mig jo. Jeg blev fuldstændig lammet. Det var som at høre Emil igen. Jeg troede, vi gik og hyggede os med at pakke, jeg havde det indtryk, at vi var fælles om det hele. Jeg stjal ikke ilten.”

Ninna fremstår som offer for sin egen naive forestilling om forholdet til Frank, og det er som om, hun gentagne gange taber fremtiden. Som da hun overrasker Frank ved at dukke uanmeldt op:

”Frank skulle have været forbløffet og glad, han skulle have inviteret mig med et sted hen, og vi skulle have overnattet i hans lille lejlighed, og jeg ville have lavet morgenmad (…) Det skulle være endt godt, og nu gik det helt skævt.”

Sparsom ilt og en lille, hård kugle

Karmarks skildring af Ninna får hende til at træde levende frem som et skrøbeligt menneske med et kaotisk indre og en hang til (selv)destruktivitet. Det gør indimellem næsten ondt, når hun beskriver, hvordan hun kæmper for at få kontrol over ilten, eller hvordan hun forsvinder ind i et indre mørke og til sidst kun er en hård kugle.

På samme måde rører beskrivelsen af, hvordan hun som barn dyrker sorgen, noget i én:

”Jeg legede, at jeg var invalid, og at alt var svært (…) Jeg kunne godt lide, når det var en sørgelig leg. Jeg kunne godt lide at se mig selv som offer for et eller andet dramatisk.”

Med Ninnas historie formår Karmark uhyggeligt overbevisende at portrættere en kvindes kaotiske -måske endda psykotiske- sind.

En rigtigere sandhed

Man kan som læser ”mærke” Ninna, men hun er måske særligt interessant, fordi hun ikke entydigt har ens sympati. Hun fremstår egoistisk og kynisk, da hun fortæller om Emil:

”Det eneste, jeg tænkte på, var, at det var mig, han skulle begære og ønske sig et liv med (…) jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde rigtig har elsket ham, fordi det kunne jeg bare ikke. Derfor blev jeg nødt til at slå ham ihjel.”

Hun undlader at fortælle sine forældre om sin graviditet og lyver for Frank om bruddet med Emil. Eller hun fortæller ham ”en rigtigere sandhed end den virkelige sandhed.”

Som læser oplever man historien gennem Ninna. Jeg-formen og den fragmenterede stil, som bliver tydelig henimod slutningen, giver én fornemmelsen af netop at befinde sig i hendes rodede indre.

Hun er en upålidelig fortæller: Det er som om, hun ikke bare lyver for sine forældre og Frank, men også for sig selv og læseren. Hun fortrænger den virkelighed, som efterhånden sniger sig ind på hende, og der er en tvetydighed forbundet med hendes fortælling:

”Jeg havde haft champagneflasken i hånden (…) Frank havde råbt, og jeg havde kastet og ramt. Men det kunne jeg jo aldrig finde på.”

Stille drama

Afslutningen på fortællingen om Frank pibler henimod romanens slutning frem gennem rammefortællingen, som er skildringen af Ninnas tid med Vester i sommerhuset.

Den glimtvise afslutning driver, kombineret med en fornemmelse af, at hun venter på noget, læsningen frem til en slutning, som på én gang er åben og samtidig har tydelige dystre undertoner.

Til trods for skildringen af dramatiske hændelsesforløb er stilen udramatisk. Romanen er velskrevet i et sprog, som skaber billeder af Ninna, der indimellem gør ondt, men den har også strejf af ironisk distance. Som når hun på første side reflekterer over at have forsøgt at stikke Emil ned og når frem til, at det var dumt at bruge en saks.

Man ender som læser med at løbe tør for sider.