Kategoriarkiv: #201

Fælles floorballtræning

Aarhus Universitets-Sport er AU’s officielle sportsforening. Den har 18 forskellige medlemsklubber med gode muligheder for studerende for at dyrke sport. I denne måned har vi nyt fra vores medlemsklub Team Århus Floorball.

Af Klubkonsulent Nikolai Andersen

AUS medlemsklubben Team Århus Floorball (TÅF) indbyder til fællestræning. Alle, uanset køn, alder, anciennitet og motionsfærdighed kan møde op til fællestræning, hvor der spilles på tværs af holdene. Men hvad er floorball, og hvordan kan du komme i gang med at spille det? Læs med her, hvor TÅF giver et indblik i Floorball.

Hvad er floorball?

En gang imellem opleves det, at folk spørger, om floorball ikke er det der blindebold? Altså hvor man sidder på gulvet, og kaster en bold med en klokke i. Vi har skam ikke noget imod blinde folk, men blindebold er det nu ikke. Floorball er den sjove sport, der minder om det hockey, du spillede i folkeskolen. Floorball er en holdsport i hockeyfamilien med 5 markspillere og en målmand på hvert hold. Man spiller med stave og en plastikbold med huller på en indendørsbane med 50 cm høje bander. Kampe spilles i tre perioder af 20 minutter.

Kom og vær’ med!

Lyder det som en sport, der kunne være noget for dig? Hvorfor så ikke blive medlem hos Aarhus’ hyggeligste floorballklub?

Vi træner på tværs af hold, niveau og køn hver onsdag kl. 20:30 i Ceres Park Arena, Stadion Alle 70, 8000 Aarhus C. Træningen er ugens højdepunkt for mange af vores herre- og damespillere, fordi det giver anledning til god motion i godt selskab. Vi har stave, som vi gerne låner ud. Vi tilbyder motionsmedlemsskab OG studierabat. Du får de første tre træningsgange gratis.
Vores træningstidspunkter passer ovenikøbet godt i forhold til studerende, da de fleste, også selv med lange forelæsningsdage, kan deltage. Et af vores seje medlemmer cykler hele vejen fra Skejby Aarhus N til Ceres Park Arena hver onsdag. Afstand er ikke en forhindring!

Mere end bare floorball

Dét at spille floorball ved TÅF stopper ikke ved træningen alene. Foruden, at vi selvfølgeligt også spiller kampe, går vi også meget op i sociale arrangementer. Floorball fylder en del i vores klub, men det sociale fylder mindst lige så meget. Vores dejlige festudvalg sørger derfor blandt andet for at holde julefrokoster, hyggemiddage og andre hyggeaftner.  

 

Har du spørgsmål til, hvordan du kan blive medlem af TÅF, kontakt da Aarhus Universitets-Sport på aus@aus.dk eller Team Aarhus Floorball på kontakt@taaf.dk

Det mørke Jylland- der hvor melankolien vender

 

Fotojournalist Carsten Ingemann tilbyder et nyt blik på udkantsdanmark som et sanseligt rum med fotoserien ”Mørke”. Er du en vintertræt storbymelankoliker, kan du prøve at gøre det samme med din egen hverdag.

Carsten Ingemann Skagen

Tekst: Anne Sophie Saugbjerg

Foto: Carsten Ingemann & Tina Louise Sørensen

Hvis du også bliver modløs ved tanken om forelæsning kl. 08:15 i vinterhalvåret, fordi vækkeuret ringer, mens det ligner nat udenfor, så er du lægevidenskabeligt berettiget til dit tungsind. I hvert fald hvis man spørger overlæge og ph.d. Klaus Martiny, som er tilknyttet Psykiatrisk Center København.

”Man bliver vinterdeprimeret, fordi man får for lidt lys. Lys påvirker niveauet af stoffet serotonin i hjernen, og det er manglen på det stof, der ofte spiller en afgørende rolle, når man bliver deprimeret,” fortæller han til Videnskab.dk.

Overlægen anbefaler lysterapi, hvis man vil tristheden til livs. Men har du ikke lyst til at spendere SU’en på en lyslampe, så kan du prøve at dvæle ved mørket i stedet og mærke nuancerne i det. Det har Carsten Ingemann gjort i fotoserien ”Mørke”, hvor billedsproget trækker på mørke som en sanselig ressource.

Mørket trænger sig på

Carsten Ingemann deltog for få år siden i fotoprojektet Uden for myldretid, hvor fire fotografer brugte udkantsdanmark som motiv. Carsten Ingemanns bidrag “Mørke” er skudt på forskellige locations om natten. Fordi fotografierne er taget i mørke, er de sælsomme og svære at afkode. Kameraer virker ved at indfange lys, og under nattehimlen er det helt andre ting, der reflekteres end i dagslys. Herved får landskaber og dagligdagsgenstande et markant anderledes udtryk, når de fotograferes i mørke. Og den ufuldstændige gengivelse af motiverne giver fotografierne en grynet kvalitet. Helt konkret, bliver synssansen sat skakmat, eftersom motiverne ikke tillader blikket at betragte dem ordentligt. Beskueren må derfor trække på andre sanser for at afkode fotografierne. Mørket bliver med andre ord sanseligt.

Når blikket er følesans

Når man inviteres til at sanse med blikket, så fungerer synssansen som en følesans. Dette kaldes haptisk visualitet, som er en taktil visuel sansning. Normalt har vi en distance til det, vi betragter, hvilket er smart, da vi så kan orientere os i verden. Problemet med dette er, at vi får en fysisk og logisk afstand til, hvad vi ser. Når vi bruger det haptiske blik, kommer vi derimod helt tæt på det sete og mærker det. For nærsanserne fortæller øjnene, hvad de betragter. Øjnene dvæler og bevæger sig rundt på billedfladen, hvor de gransker teksturer og materialitet. Når vi bruger vores haptiske syn, omfavner vi altså motiver med blikket, og mærker dem, så vi kan forstå dem. Det er et sanseligt blik, som får andre  kvaliteter frem i de ting, vi omgiver os med.

Sanselige fotografier

Vi bruger vores haptiske syn, når vi ser på Ingemanns mørkebilleder, fordi de sælsomme fotografier fordrer en taktil sansning; vi må forholde os til fladen såvel som til de teksturer og detaljer, som motiverne forærer os. Efterårsmørket på fotografierne er derfor ikke en ensartet masse af trøstesløshed, men en vifte af forskellige sanseindtryk, som vi kan omfavne med blikket, der aktiverer vores øvrige sanser. Det er måske ikke så underligt, at vi inviteres til at bruge det haptiske blik, når vi ser på fotografierne. For Ingemann er fascineret af mørkets sanselige potentiale.

”Man kan ikke se, når det er mørkt. Og så får man nogle andre stemninger frem. Man skærper sine øvrige sanser. Man bliver mere opmærksom på dufte, fugtighed og alt muligt andet, og så bevæger man sig ud i noget ukendt,” ræsonnerer han i informationsfilmen til Uden for myldretid.

Carsten Ingemann dronninglund

Det mørke Jylland  

Ifølge Ingemann har mørket også den fordel, at det skjuler alt det grimme, og man får øje på konturerne og landskabets vigtigste detaljer. Ikke mindst Jylland er garant for mørke, som han mener er blevet en mangelvare i de større danske byer. Fotoprojektet ”Mørke” bliver derfor en reference til begrebet ”Det mørke Jylland”. Et begreb som skaber associationer til både den rådne banan og udkantsdanmark. Men Ingemann formår at styre mørket udenom de triste og trøstesløse medbetydninger, som de danske yderområder har fået, ved at bruge mørket som en sanselig ressource. Ifølge Tina Louise Sørensen, som forsker i æstetiske medialiseringer af udkantsdanmark ved Aarhus Universitet, så udfordrer Ingeman den herskende opfattelse af udkantsdanmark med fotoserien “Mørke”.

Udkantsdanmark er mange ting. Men det syn, vi har på de danske yderområder, er i høj grad blevet udbredt gennem mediernes fremstilling af stederne, som værende noget væsensforskelligt fra byerne,” siger Tina Louise Sørensen.  ”Til denne fremstilling hører visuelle klicheer af til-salg-skilte og faldefærdige huse, hvis formål er at bekræfte, at udkantsdanmark er et stagneret sted præget af social deroute.”

“Ingemanns sælsomme “Mørke”-billeder tilbyder et helt anderledes blik på den danske provins. Her bruges det ikke-urbane mørke som en sanseressource: som en art rekalibrering af sanserne. Resultatet er en række meget sanselige og smukke fotografier, der netop igennem en meget taktil form også kan siges at rekalibrere vores syn på udkantsdanmark,” ræsonnerer hun.

Kulturhistoriske perspektiver på mørke

Men begrebet mørke har flere betydninger, end man lige skulle tro. Tina Louise Sørensen fortsætter.

”Mørke et noget helt konkret, nemlig fravær af lys. Men mørke er også konceptuelt, og det ligger dybt i vores kulturhistorie, at mørket som en dikotomi til lys repræsenterer noget negativt. Det ser vi måske allertydeligst i sproget, hvor mørke konnoterer død, ondskab og uoplysthed (jf. mørkemænd, den mørke middelalder), hvorimod lyset er associeret med viden, liv og det guddommelige (jf. oplysning). I sin skildring af udkanten spiller Ingemann uden tvivl på ordsproget ’det mørke jylland’, der ikke bare henviser til Jyllands helt konkrete mørke, fordi det er en tyndt befolket landsdel, men også konnoterer, at den jyske befolkning skulle være mindre oplyste, ja simpelthen dummere, end den resterende danske befolkning. Men Ingemann vender den konceptuelle dikotomi på hovedet ved at insistere på, at det moderne byliv mangler mørke. Mange byboere ved eksempelvis ikke, at der aldrig er helt mørkt ude på landet, fordi atmosfæren altid lyser op. Det ser man ikke inde i byerne pga. omfattende lysforurening. Det betyder også, at det genuine mørke er blevet en raritet, og der tegner sig faktisk en tendens lige nu, hvor øde steder har fået en attraktionsværdi, fordi man her kan opleve det ægte, autentiske mørke. Det betyder også, at man kan gentænke det mørke Jylland, og udkantsdanmark, som en sanseressource,” konkluderer hun.

Carsten Ingemann trøstrup mark

Omfavn hverdagsmørket

Selvom udkantsdanmark er mørkere end de urbane områder, så er vinterhalvåret i byen mere end mørkt nok for mange af os. Men når Ingemann kan bruge mørket som en sanseressource, så kan man måske også gøre sin egen vinterhverdag til et sanserum. Det kræver kun, at man stopper op og dvæler ved genstande med sit haptiske blik; det kan være lyset fra en lygtepæl, der rammer fortovet på en bestemt måde eller et nøgent træ, der får en helt speciel kontur mod en hvidgrå himmel. Eller luk dine øjne og mærk stedet med hele kroppen. For der ligger en verden af sanselighed i vintermørket, som venter på at blive udforsket.

Om denne metode påvirker seretoninniveauet vides ikke. Men det er forsøget værd. Ellers kan man altid tage en overdosis D-vitaminer, inden man trækker stikket ud og køber en envejsbillet til solrige Thailand.  

Fakta:

Udtrykket “Det mørke Jylland” kan dateres til Henry Stanleys bog ”Through the Dark Continent” fra 1878. Bogen blev oversat til dansk i 1888 med titlen ”Gennem det mørke fastland”. Den danske udgivelse gav anledning til at kalde de dele af Jylland, hvor Indre Mission have størst indflydelse, for ”De mørke egne af Jylland” eller det mere mundrette ”Det mørke Jylland”.

Vinterens survival kit

Tekst: Susanne Christensen

Illustrationer: Christian “Rigo” Poulsen

Det skete igen. Sommeren sluttede. Som hvert år. Men i år før den overhovedet var begyndt, kom rigtigt i gang eller for alvor foldede sig ud i sine skønne flor af letpåklædte, solbrændte mennesker på stræder og strande, ved koncerter og caféborde, sludrende, smilende, flirtende, benovet af solens ulidelige lethed og bogen om tilværelsen af samme navn. Skyerne hang over landskabet som en trussel imod det enkle, dog ekstravagante liv. Kun med en paraply som mediator vovede vi os ud i det fugtige betonlandskab til en forsigtig øl med vennerne.

Og så kom vinteren. Ikke meget anderledes end sommeren, men vi havde ikke den gyldne kulør at falde tilbage på, ingen flygtige kys i den lune aftensol, ingen grillfester med minigolf og sladder og kulørte lamper på snor. Intet. Nu ligger vi ensomme og blege under dynen og stirrer ind i en flimrende skærm med tørre neglebånd og fugtige øjne. Trætte. Triste. Hungrende efter slik og kage slutter vi os til de fem procent, der hvert år rammes af en vinterdepression. Livet er miserabelt nu, og det kunne ikke blive værre, om så en meteor ramte vores hjem og udslettede resten af vores ynkelige tilværelse. Det kunne selvfølgelig også blive bedre.

For selvom vinteren ligger og lurer bag vindueskarmen, så er der hjælp at hente. Her kommer et par gode råd til, hvordan du undgår at synke helt ned i depressionens omklamrende svøbe.

Stå ud af sengen

Det gøres helt enkelt ved, at du ruller om på siden – den mest ergonomiske stilling for din ryg og den letteste at snegle sig videre i – flytter dynen væk, vipper benene ud over sengekanten og rejser dig op. Gør det hurtigt, som når du river et plaster af, så du ikke får trang til at kravle tilbage under dynen. 

Tag en sviptur til Gran Canaria

Bag en vinterdepression gemmer sig nemlig en overproduktion af det lysfølsomme hormon melatonin, der sætter i gang, når solen og varmen forsvinder. Hvis din studenterøkonomi bløder, og kontoen er lutter minusser, kan du kompensere ved at tænde alle lamper derhjemme, trække gardinerne fra og skrue helt op for radiatoren.

Begynd at ryge

Hvis du ikke allerede gør det. Den stramme rygelov i Danmark dikterer nemlig, at du ikke må genere andre med din klamme røg. Du er derfor tvunget til at gå udenfor, mens solen og lyset stadig er fremme. Sollys er et fantastisk middel mod vinterdepression, da det hæmmer produktionen af melatonin. Er den hel gal, kan du forsøge dig med lysterapi, der går ud på at sidde og kigge ind i en specialkonstrueret lampe, der lyser med 10.000 lux.

Spis en bøf

Ifølge læger har signalstoffet serotonin en betydning for dit humør om vinteren. Jo mere, jo bedre. I serotonin findes aminosyren tryptofan, som du får ind gennem kosten. Tryptofan findes i proteinrig kost som for eksempel kød. Så steg en bøf og spis det hele. Tilføj råstegte kartofler, pebersauce og et stort glas rødvin. Det sidste har ingen effekt. Men det er lækkert.

Omgiv dig med grøn

Grøn er godt for øjnene, siger ordsproget. Og det siger flere amerikanske studier også. Grøn er en farve, som er forbundet med sommerlig natur, og den kræver ingen tilvænning for dine øje eller din hjerne. Så mens du sidder og skal skrive dit hundrede siders speciale, lukket inde på dit deprimerende lille værelse, kan du jo med rette ændre indstillingerne for sidefarven til en grøn, du godt kan lide. Så undgår du måske samtidig den berygtede specialesump.

Bol

Det kan ikke siges tit nok. Hverken af forskere, professorer, læger eller andre eksperter: Sex er godt – for alting. Lige fra knogleskørhed til uren hud. Ikke alene forbrænder du tusindvis af kalorier ved den fysiske akt, men din hjerne udskiller samtidig endorfiner og oxytocin, henholdsvis lykke- og kærlighedshormon. Så tag fat i din kæreste, elsker, ven, date eller en anden og kom i gang med at bolle. Nu!

Sig ord med c, v, x, z, æ 

Smil til verden. Det får din hjerne til at udskille endorfiner og nedsætter stress. Hvis du om vinteren ikke synes, at der er meget at være glad over, kan du hjælpe dit smil lidt på vej ved at bruge masser af ord med c, v, x, z og æ. Kroppen kan ikke altid kende forskel på et ægte smil og et forceret, og disse bogstaver vil trække dit ansigt op i en smilende grimasse. Vi anbefaler: Celestial, vaskekælder, exkæreste, zebra, æstetisk. Se! Du har det allerede lidt bedre, ikke?

Hyg dig med Gabriel Iglesias

Aka Fluffy. Uden tvivl den sjoveste komiker, kendt af menneskeheden. Hvis du end ikke kan trække på smilebåndet af denne amerikansk-mexicanske charmetrold, så anbefaler vi meget stærkt, at du opsøger professionel hjælp. Du kan starte din Youtube-spree her: https://www.youtube.com/watch?v=mtk5Ej-xLsM

The Messerschmidt Drinking Game

Hvis intet andet virker, kan du overveje at anlægge dig en snert af alkoholisme i vinterhalvåret. Langt den sjoveste måde at gøre dette, er i selskab med Danmarks egen linselus EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt. Saml venner og bekendte foran fjernsynet, og gense hans kampagne op til afstemningen om retsforbeholdet.

Reglerne er simple: Sæt rammen med nissehuen om skærmen. Der tages en tår, hver gang nissehuen sidder på Messerschmidt hoved. Hvis det ikke er nok til at oparbejde en god brandert, kan I eventuelt tage et shot, hver gang Messerschmidt siger: ”Det her er en §20-afstemning”, ”EU skal tilbage til at være en handelsunion” og ”Danmark kan få en parallelaftale på Europol-området.”

Randers – Danmarks mest melankolske by?

Af Line Sass

Mit navn er Line. Jeg er 26 år gammel, og jeg er født og opvokset i Randers. På nuværende tidspunkt giver jeg over 6500 kroner for at bo i smilets by, Aarhus. Alligevel har jeg ikke engang plads til en sofa. I min gamle lejlighed i Randers boede jeg for sølle 2000 kroner om måneden. Jeg havde en stor altan på toppen på Østervold med plads til både drivhus, solsenge, borde-bænkesæt og grill. Jeg er tilflytter, en kernepige fra provinsen og en af mine yndlingsbeskæftigelser er at skrive.

DSC_0859

Melanko… Hvad for noget?

Mine medskribenter på Delfinen har stillet følgende spørgsmål på et redaktionsmøde: Er Randers Danmarks mest melankolske by? Det spørgsmål vil jeg forsøge at give et subjektivt – og muligvis nuanceret – svar på.

Når jeg slår ordet melankoli op i en ordbog, betyder det noget i retning af at være tungsindig og nedtrykt – sågar depressiv. Lad mig starte med at understrege at jeg ikke mener, Randers fortjener titlen som Danmarks mest melankolske by. Ordet melankolsk irriterer mig – nok mest fordi det lyder så fint, når det hensynsløst bliver drysset ovenpå fordommen om Randers som dødens pølse.

Det er ikke mange uger siden, jeg var til Stand Up Open Mic i Aarhus. To af de optrædende komikere fortalte, at de for kort tid siden var flyttet til Randers. De gjorde begge en dyd ud af at drille byen med dybe suk og himmelvendte øjne. For eksempel fortalte den ene, hvor glad han var, når han tog toget til Aarhus – og hvor deprimeret han blev, når han efterfølgende kom tilbage til Randers station. Alle lo, klappede og nikkende samtykkende med den største selvfølgelighed i blikket. Jeg fik lidt Aarhusianer-lede, må jeg indrømme.

Helt ærligt!

Jeg kan ikke forstå, hvorfor Randers stadig har et så blakket og tilknappet et ry, der sidder fast som lyserødt tyggegummi under skoen. Det er f.eks. længe siden, rockerne fik forbud mod at komme i Storegade, hvor byens diskoteker og barer er samlet. De bliver simpelthen ikke lukket ind i nattelivet på samme måde som før i tiden. Jeg ser ingen i Nike Shox sko, når jeg slentrer i byens midte, ligesom det heller ikke flyder med Mokai.

Randers ligger ca. 30 minutter fra Aarhus. Det gør byen til en slags lillebror, som vi burde passe bedre på, hvis du spørger mig. Jeg kan godt tænke, det er trist, at man i Randers ikke udnytter Gudenåen noget bedre. Den er på nuværende tidspunkt mere eller mindre afskåret fra bylivet. Der kunne sagtens være små caféer, restauranter, lækre lejligheder mv. langs åen, ligesom vi faktisk også har et latinerkvarter, der ligger øde hen. Jeg kan godt tænke, det er trist, at det er banker, brillebutikker og ejendomsmæglere, som får nogle af de bedste placeringer i byen.

Det gør ondt, når jeg ser en god forretning lukke ned, fordi den ikke kan køre rundt. Jeg er træt af kedelige kædebutikker, og jeg er for længst flyttet til Aarhus, da jeg hverken ønsker at uddanne mig til håndværker, pædagog eller sygeplejerske.

Når det er sagt, så er Randers et sted, hvor der er plads til forskellighed, det skæve og det skøre. Hvor mange byer har f.eks. et Elvismuseum, en regnskov og Danmarks største privatskole? Jeg har egentlig ikke noget imod, at min barndomsby bliver drillet lidt, men jeg har samtidig lyst til at sende bolden videre.

DSC_0854

Hvad fuck sker der i Brande?

Jeg har en bekendt, der blev deprimeret af at bo i Kolding. Hvad fuck sker der i Brande, og hvor fanden er Herning? Jeg har en ven fra Randers, som blev bedt om at bygge CinemaxX i København. Er der ikke gode håndværkere i hovedstaden, spørger jeg mig selv om?

Jeg kan også hurtigt lufte nogle fordomme om Aarhus som f.eks., at alle pigerne har  knold, virker så fucking ens og går rundt i de samme Acne og Samsøe Samsøe trøjer.

Hvis vi endelig skal snakke om geografisk melankoli, bliver vi simpelthen nødt til at få nogle tørre tal på bordet.

De tørre tal – svesken på disken

Er Randers en af de mest voldelige byer at bo i? Her må svaret blive et stort rungende nej. Tal viser, at byen netop ikke er på listen over de ti mest voldelige kommuner – baseret på antallet af voldsanmeldelser.

Brøndby scorer en førsteplads på listen, ligesom kommuner på den københavnske vestegn notorisk ligger i top. Det viser tal fra Metroxpress.

Jeg har en veninde, der har snakket med en politibetjent fra Randers. Da hun fortalte, at hun af og til går alene hjem fra byen i Aarhus om natten (og føler sig tryg ved det), blev han noget bekymret. Min pointe er, at der er nuancer i alting. Hvordan forholder det sig f.eks. med selvmordsraten på landsplan – som kan hænge sammen med følelsen af at være nedtrykt, depressiv og tungsindig? Lad os se på det.

De seneste tal fra Center for Selvmordsforskning viser, at selvmordsraten i år 2013 er størst i Region Hovedstaden og dernæst i Region Syddanmark. Der er m.a.o. ingen statistisk grund til at tro, at det nødvendigvis er den rene elendighed i at bo i Randers.

Faktisk viser en nyere undersøgelse foretaget af Epinion, at Østjyderne er de danskere, der er gladest for deres region. Fire ud af fem østjyder er glade for at bo, hvor de bor – og de betragter det som et hyggeligt sted. Dertil kommer, at det er dem, der bor på landet, dvs. i provinsen, som sætter størst pris på deres bopæl.

Jeg bliver lidt fristet til at skrive, at det måske ikke er uden grund, at det netop ikke er randrusianere, der har stillet spørgsmålet: Er Randers Danmarks mest melankolske by? Lad os nu tage de statistiske briller af og snakke om noget mere hyggeligt. Jeg laver lige en kop te.

Vi har Poul Thomsen

I Randers har vi den kære Poul Thomsen kendt fra Dus med dyrene. Han går – og cykler –  rundt iblandt os og hilser så pænt, som min mor siger. Og ja, han er stadig pisse sej. Også den nærmest altædende Jørgen Skouboe fra Nak og Æd har slået sine barndomsfolder i Randersområdet såvel som den smukke Ibi Makienok (Støving) – og den afdøde statsminister Jens Otto Krag. Vi har selvfølgelig også Kay fra For lækker til love, men det er en helt anden historie. Fik jeg nævnt, at byens julebelysning er helt fænomenal?

Min far kommer fra Sønderjylland. Han mener, at Randers er et hul, og at det er min mors skyld, jeg er vokset op her. Jeg er nu meget godt tilfreds. Når jeg tager hjem til min barndomsby, møder jeg næsten altid nogen, jeg kender. Det lokale miljø kan mærkes, og ekspedienterne i butikkerne taler til mig på en helt anden måde end i Aarhus og København.

Det hele er ligesom mere nede på jorden. Når det er sagt, så har jeg godt nok forelsket mig i Randers’ storebror, Aarhus, og her har jeg umiddelbart tænkt mig at blive.  

DSC_1047

Randers Memes

I kender måske Randers Memes? Hvis ikke så kommer forklaringen her. Det er en side på Facebook og på Instagram, som (citat) ”omhandler livet i Randers og de mennesker, som bor der. Alt på siden er for sjov”.

Her kan du f.eks. se en video af en cigaretrygende dreng med et bad boy-look i øjnene. Han er ikke meget ældre end meget af det tøj, der hænger i mit skab. I en anden video ser man en fyr blive slået ned på åben gade med overskriften; ”Du skal ikke komme med dumme bemærkninger i Randers”. Jeg hæfter mig ved, at videoen ikke er optaget i 8900, hvilket lader til at være en mindre detalje.

Siden flyder med billeder f.eks. af en politimand i joggingbukser, og hvad der mistænkeligt ligner Nike Shox sko. Endelig ser jeg en video, som jeg faktisk synes er meget sød.

Her opfordrer en far sin unge søn til at tage scooteren ind til byen – fordi det er sådan, vi ruller i 8900.

Jeg må sige, at jeg ikke bliver stødt af det, jeg ser, og jeg må bare konstatere, at der er mange fra Randers, som faktisk har trykket ”synes godt om” siden. Jeg giver den også lige et like (2 sekunder).

Skulle vi aldrig skåle?

For mig at se er Randers en by med en god portion selvironi, som sagtens kan tåle at blive drillet lidt. Det er en by, som kan rumme det anderledes, og den er ligefrem blevet et festtema til nogle af de gymnasiefester, der bliver afholdt rundt om i Danmark.

Hvis Randers virkelig er Danmark mest melankolske by, ville den så inspirere til fest, liv og glade dage? Mit gæt er nej, og det vil jeg gerne skåle på. Faktisk vil jeg gerne udbringe et trefoldigt leve for byen og provinsen i almindelighed. Vi skal være gode ved hinanden, vores byer og vores forskellighed! Randers længe leve, HURRA, HURRA, HURRA… Og så det lange: HURRAAAAAA.

PS. Jyske piger er de sødeste.

PPS. Hvis julemanden læser min artikel, ønsker jeg, at letbanen bliver udbygget til Randers. Det har byen fortjent.

 

Kilder:

http://aarhusupdate.dk/nyheder/ny-undersoegelse-oestjyderne-er-gladest-for-deres-region/ hentet 18.11.15

http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/24373997 hentet 17.11.15

https://cfs.linkgrc.com/PublicPages/Statistics hentet 18.11.15

Når psyken spænder ben

Flere og flere unge mennesker møder psykiske udfordringer. Dette kan både manifestere sig i stress, angst og depression. Nogle gange bliver problemerne så store, at de bliver invaliderende og står i vejen for det liv, de unge gerne vil leve. Men der er heldigvis hjælp at hente. Delfinen mødte Turi Nørholm til en snak om de typiske psykiske gener studerende møder, og hvad man kan gøre ved dem.

Tekst og foto: Trine Møller

Lokalerne i Ryesgade, hvor en gruppe af psykologer og psykoterapeuter holder til, er store, lyse og rare. Store sofaer, kunst på væggene og the på kanden. Det første der møder mig, er en yngre kvinde, som med tårer i øjnene taknemmeligt tager afsked med Turi. Det er en varm afsked og varme er noget, der straks rammer en, når man møder cand.pæd.psyk og psykoterapeut Turi Nørholm. Hun smiler stort og byder mig hjerteligt velkommen. Turi er oprindeligt uddannet folkeskolelærer, men så i sit arbejde en masse sårbare unge, der havde brug for hjælp, men ingen der havde tid til at tage sig af dem. Det fik hun lyst til at gøre noget ved, og gik i derfor en anden retning, og siden har hun viet sit liv til det. Og hun elsker det.

Angstens væsen
Turi fortæller, at tendensen til angst er steget betydeligt de otte-ni år, hun har været praktiserende. Unge oplever afmagt, hjertebanken og decideret panik. De kan ikke sove om natten, og tilstanden tager til. Helt almindelige dagligdagssituationer føles som en eksamen. Ifølge Turi handler angsten om uvelkomne følelser. Følelser som man ikke kan håndtere, og derfor lukker af for. Og så starter projektionen. I stedet fører de det over på noget, de kan styre f.eks. kalorier, træning eller selvskade. Man finder noget, man kan styre, fordi man ikke kan styre sine egne følelser. I forlængelse af angsten ses et andet klassisk problem, nemlig stress. Stressen er ofte produceret af den unge, som har kæmpe forventninger til sig selv. Men Turi ser også samfundstendenser som en forklaring: ” Førhen var der mere en tendens til, at det var samfundets skyld, hvis tingene gik galt. Det er ikke fordi, det er løsningen at sige, at det er samfundets skyld, men i dag er det jo din egen skyld. Gode karakterer, om du lykkes i livet- alt er dit eget ansvar. Og det er næsten for tungt et pres at bære, at du alene bærer skylden for alt. Lidt mindre pres på de unge ville være en fordel. Hvorvidt man lykkes, handler jo om mange ting. Det handler om evner, talent, støtte og en masse andre faktorer.”

Magter ikke at tømme opvaskemaskinen
Den sidste af de klassiske problematikker, som Turi møder, er unge ramt af depression, som udgør ca. en fjerdedel af Turis patienter. Når man bliver så presset, at man ikke føler, at man slår til, og får så meget modstand, at man ikke kan magte situationen, kan det udvikle sig til en depression. Man ser ikke længere lys for enden for tunnelen og mister ethvert håb til egen fremtid. Dette kan skyldes f.eks., at man ikke føler, at man slår til fagligt eller i sociale sammenhænge. Og så giver man op, og tænker at man simpelthen ikke magter at løfte livet. Turi fortæller, at hun møder unge mennesker, som ikke kan overskue at tømme opvaskemaskinen. De vil bare gerne indlægges, så nogle andre kan tage sig af dem og så de ikke længere skal tage valg. ” Det er der, hvor alt mod, håb og energi bare er taget ud af dem. Nogle når helt til specialet, og så kan de bare ikke mere.” Men selv her er der håb. ”Hvis nogen kommer til mig og siger, at det hele er for meget, så gælder det om at tage det fra det generelle til det specifikke. Det er kunsten i psykologien. For det kan sagtens være, at det i virkeligheden er en lille del af programmet, der vælter læsset. Kan vi fjerne eller flytte den lille ting, der gør, at det er for meget? Nogle gange er det bare at flytte en sten i skoen, og så løber de videre.” Og det er her den professionelle kommer ind i billedet. Eller menneskeeksperter, som Turi kalder det. For selvom den unge har det rigtig dårligt, og det virker til, at hele læsset er ved at vælte, eller allerede væltet , er det ofte bare små ting, som en professionel kan se skal reguleres. Men det er vigtigt at søge den hjælp, for ellers kan et lille problem ende med at vokse sig stort, og så kan det ende i medicinering og diagnoser.

Den manglende egenomsorg
Turi nævner også selvskade som et stigende problem. Man bliver vred på sig selv, fordi man ikke præsterer godt nok. Man er misfornøjet med sig selv, pisker sig selv og straffer sig selv. De unge er hårde ved sig selv og hårde ved hinanden. De kræver hele tiden mere af sig selv. De skal være dygtige til det hele. De skal have gode karakterer, træne, spise sundt. Turi ser en løsningsnøgle i begrebet egenomsorg:” Det har aldrig været så komplekst at være ung, som det er i dag. Man skal præstere på alle områder. Men i stedet for at piske sig selv, skal vi fokusere mere på egenomsorg. Hvordan passer jeg på mig selv? Egenomsorg er at være god ved sig selv. Det er individuelt, hvad det vil sige at være god ved sig selv. ” Turi ser alle sine klienter som eksperter i sig selv og eget liv. Det hun kan hjælpe med, er at fremkalde det, man allerede ved om sig selv. I egenomsorgen ligger også, hvordan man tænker om sig selv. I tankerne ligger der en stor kilde til forandring og til hjælp ud af angst, stress og depressionsproblematikkerne. Mange unge har lavt selvværd og det Turi kalder negative automatiske tanker. Ifølge Turi er noget af det, der står allermest i vejen for folks glæde og lykke her i livet disse tanker. Vi skal stoppe op og se på sandhedsværdien af de tanker, vi har. Og så skal vi huske, at vi har tanker, men at vi ikke er vores tanker. Man skal ikke tage de negative tanker som sandheder i sit liv. Ellers kan de negative tanker tage over og komme til at styre ens liv. Negative tanker medfører dårlige følelser, og så ender man ofte med at handle skidt. Og det er nogle voldsomme sætninger, unge menneskers hjerner ytrer: ” Det er utrolig mange negative tanker, jeg hører unge have om sig selv, og de står i vejen for, at de kan få de liv, de gerne vil have. Det er utroligt, hvor hård man kan være mod sig selv. Men man kan lære en sorteringsmekanisme og det kan ændre hele ens følelsesliv omkring én selv. Det giver selvværd og dermed mere balance.”

Følg glæden
Ifølge Turi er der to primære dele i det psykologiske puslespil; det kognitive og så det følelsesmæssige. Og det er vigtigt at huske dem begge to, når man søger efter løsninger. For hjertet og hjernen har tit to forskellige svar:” Rigtig mange kommer ind med tvivl om hvilket studie, de skal vælge. Og så spørger jeg- hvad siger hjernen? De svarer f.eks. at vi har rigtig meget brug for kemilærere. Hvis jeg så spørger, hvad hjertet siger, kan det f.eks. være, at de elsker det kreative. Det bedste resultat findes mellem det dine følelser siger, og så fornuften. Følelser og hjerne sammen har de bedste løsninger. Hvis de to ting ikke taler sammen, så ender man ofte med at droppe ud af studiet, fordi man glemmer, at følelserne tit har en masse at skulle have sagt. Du skal have et drive og en lyst for at nå målet. Jeg spørger tit lidt provokerende, hvor glæden ligger. Hvad gør dig mest glad? For det er altså vigtigt. Hvis man følger glæden, vil der være større sandsynlighed for, at man rammer rigtigt.”

Fremdriftreformens fremtidsperspektiver
Turi kan genkende præstationsangsten fra sin egen studietid, men oplever alligevel, at der er tale om en helt anden konkurrence og et helt andet pres i dag. Fremdriftsreformen gør ikke presset mindre, og Turi hører ofte unge snakke om den. De unge ærgrer sig over, at de skal hurtigt videre og hurtigt igennem. De føler sig pressede, og føler hele tiden, at nettet bliver strammet omkring dem. Turi skulle selv igennem en uddannelse for at finde sin rette plads, fordi det tit kræver en dannelsesrejse at finde ud af, hvem man egentligt er, og hvad man skal her i livet. Turi frygter, at de unge ikke vil have tid til at trække vejret og mærke ordentligt efter:” Når man ikke stopper lidt op, så træffer man også nogle forkerte valg, som kommer til at koste og der ryger su-point. Det er svært at vide, hvad retning man skal i, når man ikke har sig selv på plads endnu. Der er ikke plads til meget dannelsesrejse, og hvad kommer vi til at betale for det? Jeg tror, at mange vil tage en uddannelse, hvor de efterfølgende vil finde ud af, at det var forkert. Og det er også spild af ressourcer. Der vil være mange valg, som er truffet alene på det rationelle, fordi man ikke har givet sig selv tid og plads til at lytte til andet.”

Tag ansvar for dine problemer
Turi har stor respekt for det, at man tager sine problemer alvorligt og beder om hjælp. Og det er en rigtig god ide at gøre det i tide, inden problemerne vokser sig fuldstændig uoverskuelige. Tit kan små ændringer og justeringer flytte en helt masse. Og det er helt legalt at bede om hjælp, man behøver ikke klare det hele selv. Man skal sætte grænser for sig selv og lytte til sin krop. Faresignalerne viser sig tit i kroppen ved stress og overbelastning, og overhører man dette, er det meget sværere at komme op igen, når man får angst, stress eller depression. Pludselig står man med et alvorligt problem. Se signalerne før du bliver syg. Et alternativ til den klassiske terapi, er gruppeterapien, hvor de unge mødes i grupper og deler deres problematikker under kyndig vejledning af terapeuter:” Det har vist sig at være en særdeles effektiv teknik, da den unge, udover det terapien byder på, også erfarer, at han eller hun ikke er alene med problematikken”. Turi beundrer de unges ærlighed i dag. De fortæller åbent, hvad de føler. Turi oplever også, at det ikke er forbundet med så meget tabu som tidligere at gå til terapi. En opfordring må lyde herfra til at opsøge hjælp, hvis studierne, relationerne eller livet generelt trykker. Der er ikke noget galt i ikke at kunne klare det hele selv.

BAG OM VALGKAMPEN 2015

Stemmerne er talt op. Men bag valgresultatet gemmer der sig forskellige meninger og mange timers arbejde.  Hvordan fører man valgkamp på Aarhus Universitet? Hvad gør kandidaterne for at få stemmer? Hvilket universitet ønsker de? Det var nogle af de spørgsmål som blev besvaret, da Delfinen trådte ind bag valgkulissen og mødte tre aktive studenterpolitikere.

Tekst & foto: Kristian Vessø Jensen

I

Studenterrådets valgkampsansvarlige havde ikke lukket et øje hele natten. Gået frem og tilbage på gangene i Stakladen, mens søndag var blevet til mandag, og ordnet det sidste; såsom at printe valgplakater ud, sørge for at der var nok tape, planlægge ruterne for ophængningen. Og som han selv meddelte over morgenbordet ”brugt en halv time på at finde noget sprut”, som kunne give de fremmødte varmen denne klamme mandag i november. Men havde altså ikke fundet noget ud over et par overskydende gajolrør fra en af efterårets fester og det var lige ”kras nok” at starte dagen på og slet ikke det samme, som den Gammel dansk, der traditionen tro skåles i inden medlemmerne af Studenterrådet klistrer Universitet til med valgplakater under den såkaldte plakatstorm.    

     Så frisk som man kan være lidt over klokken syv, sidder godt og vel 20 medlemmer samlet denne morgen. Mange af dem med med daglig gang på statskundskab, men som det kommer frem under navnerunden er fag som Filosofi og Human Security også repræsenteret. Efter et gavmildt morgenmåltid gør den valgkampsansvarlige, som hedder Mads Hareskov Jørgensen og læser Statskundskab, opmærksom på reglerne for ophængningen: At valgplakaterne ikke må hænge i hovedhøjde på døre. At Matematisk kantine ikke vil have plakater hængende. At rengøringspersonalet ”får et hjerteanfald” hvis der bliver brugt andet end bluetrack-tape på vinduerne. Og så går de i gang.

60.000 danske kroner har Studenterrådet sat af til dette års valgkamp. Mange af disse penge stammer fra Universitets egen kasse. Universitet er nemlig forpligtet til at yde økonomisk støtte til studenteraktiviteter, og her får Studenterrådet ”en hel del”. Studiemessen er også en vigtig indtægtskilde. Derudover deler de tre studenterorganisationer Frit Forum, Konservative Studerende og Studenterrådet en pulje på 115.000 kr., alt afhængigt af hvor mange stemmer de hver især får til bestyrelsesvalget. Sidste år fik Studenterrådet omkring 80% af stemmerne til dette valg og fik derfor over 80.000 kr. fra puljen. En del af disse penge kanaliserer Studenterrådet videre ud til fagrådene, som bruger pengene på lave studenterpolitiske aktiviteter for de studerende på de respektive fag.

    Den største udgiftspost på valgbudgettet er kaffe. ”For at komme i snak med folk.” som Mads Hareskov forklarer nogle dage efter plakatstormen. Kaffe lokker potentielle vælgerne ud af busken og det er der brug for. Stemmeprocenterne har ikke været over 20% ved nogle af de sidste mange års valg, og der er ikke meget, som tyder på at den kommer op over i år.

Hvorfor tror du at stemmeprocenten er så lav?

”Det spørger vi jo også tit os selv om. Folk er jo på universitet midlertidigt. De fleste af os er her selvfølgelig noget, der minder om fem år, men det første år er alting meget nyt og så kan det være svært at sætte sig ind i, og nogle af de sidste år er man måske egentligt på vej væk. Der er forholdsvis kort tid hvor man ligesom skal være opmærksom på de her ting. Det er et relativt kompliceret system. Der er mange ting, man skal sætte sig ind i, og Universitet bruger ikke særligt meget energi på at informere om det.”

Videre fortæller han:

”Vi skal både fortælle om at der er valg, og hvad valget går ud på, og så hvem vi er, og hvorfor man skal stemme på os. Det er rigtig meget at få i hovedet på en gang for de studerende. Universitetets studerende er jo kritiske mennesker, så når det er dem man skal stemme på, der står og fortæller om valget, kan det godt opleves som om man bliver påduttet noget.”

Sådan vurderer den valgkampssansvarlige arbejdsbetingelserne, forud for et valg der historisk set giver Studenterrådet sejren over næsten hele linjen. Og til spørgsmålet om Studenterrådet igen vinder de to pladser i universitetets bestyrelse svarer Mads Hareskov Jørgensen uden at tøve:  

”Ja, det gør vi helt sikkert.”

 

II

Til sammenligning har Den Borgerlige Studenterforening et valgbudget på godt og vel 6000 kroner. Deres valgplakater ser da heller ikke nær så prangende ud: Et A3 papir i sorthvid print med et lille blåt KS logo nederst i venstre hjørne. Men altså mest sort. Sådan ser Henrik Dahlins valgplakat også ud, medlem af de konservative studenter og opstillet til ”det hele” på de borgerlige lister. Et af hans valgslogans lyder: De bedste universiteter er ikke for alle. Han er en velklædt ung mand, der giver hånd. I øvrigt teologistuderende.

”Vi mener at der bliver taget for mange ind på universitetet. Det er et generelt problem ikke bare på universitetet, men det er et uddannelsespolitisk problem op i gennem hele sektoren, at der er for mange der kommer ind på det almene gymnasium. Og mange af dem, selvfølgelig ikke alle, går i større grad op på universitetet, hvor der er rigeligt med fag de kan komme ind på også hvis de har fået en middelmådig eller ringere karakter.”

Lidt senere uddyber han:

”Det er jo ikke sådan, at jeg forestiller mig at der sidder nogle onde socialistiske mennesker ude på universiteterne. Men det er i høj grad modellens skyld. altså vi har jo indrettet et universitet der går efter kvantitet. Det handler om at få så mange studerende igennem, jo flere studerende du får igennem, jo flere penge tjener universiteterne.”

Men hvad skal de folk så lave, hvis ikke de skal på universitetet?

”De er jo ikke fordi vi vil sparke dem der sidder på universitet ud. Dem der er der i dag. Hvis vi nogensinde for held til at lave det er om, eller lave et universitet der er struktureret på en anden måde, så vil det jo være et spørgsmål om at kommende generationer selvfølgelig får chancen for at komme på universitet, men så skal der kæmpes det mere for at komme ind på universitetet. Og det tror jeg i grunden er gavnligt for samfundet som helhed, fordi i samme proces skal vi jo være gode til at tale andre uddannelser op; håndværksuddannelser, professionsuddannelser. ”

Sådan ser nogle af de overordnede visioner for de konservative studerende ud. Mere konkrete forslag går på at udbyde kantinedriften på Universitetet til andre end Studenterhusfonden, som man har gjort med Matematisk kantine. På at slå fag der ligner hinanden sammen på tværs af studier. Mange af disse forslag stiller de konservative studenter på det nyligt oprettede studenterpolitisk forum, hvor de andre studenterorganisationer også er repræsenteret og hvor rektoratet er med på en lytter og gerne vil diskutere indkomne forslag. Forslaget med udlicitering af kantinedriften fik med Henrik Dahlins ord en ”lunken modtagelse.”

Hvad gør du for at overbevise vælgerne?

”Jeg forsøger at møde dem der hvor jeg er selv. Ind til videre har jeg ikke gjort så meget spræl ud af det andet end at jeg selvfølgelig har været rundt sammen med mine gode kammerater i de konservative studenterende og hænge plakater op. Det bliver nok først her i den afsluttende halvanden uge at vi kommer til skrive nogle indlæg som vi prøver at få slået op og at vi begynder at agitere offentligt i stande rundt omkring på universitetet.”

Men som Henrik Dahlin også forklarer har de konservative studerende slet ikke de samme resurser eller mandskab som Studenterrådet. ”Vi kan ikke være til stede alle vegne.”

 

III

Meget tyder altså på at Studenterrådets spidskandidat, Lieve Vermeulen, med stor sandsynlighed kommer til at sidde i universitets bestyrelse fra og med februar 2016, når de nye medlemmer konstitueres. Sammen med studenterrådets anden repræsentant, Sarah Junge, skal hun tale de studerendes sag over for bestyrelsens andre medlemmer, som bl.a. tæller den tidligere minister Connie Hedegaard og Arlas administrerende direktør Peder Tuborgh. Lieve har været aktiv i Studenterrådet i flere år og har siddet i studienævnet på Instituttet for Kultur og Samfund og i Akademisk Råd på Arts. Hun er kandidatstuderende på Human Security, på dansk; Miljø og Konfliktstudier.

”Jeg synes det var virkelig spændene at finde ud af hvad der ligesom foregik bag kulisserne. Men også hvor meget vi reelt kan påvirke nogen steder som studerende. Jeg har været med til at sidde og diskutere hvilke fag og hvordan vi skulle ændre vores studieordning på Religionsvidenskab. Det synes jeg var vildt spændene. Det er nogle lange processer, men man er med og man bliver lyttet til. ” Og videre fortæller hun om hvorfor hun er involveret i studenterpolitik: ”Men også frustrationen over at der nogle gange bliver truffet nogle beslutninger på Universitet, men også oppe i Ministeriet, som man kan se nogle negative konsekvenser af.”

Hvad siger du til dem som mener at I brokker jer for meget i Studenterrådet? At I pr. automatik er imod besparelser?

”Jeg synes jo egentligt, vi har ret til at brokke os over besparelser på vores område. Det tror jeg ikke der er særlig mange der vil acceptere, bare sådan lige at man kom og skar på deres område. Men jeg tror også at det vi tit og ofte er frustreret over er jo den fart det hele går i. Altså fremdriftsreformen skulle udtænkes på to dage og implementeres sådan her. Vi kan godt forstå argumentet at studerende skal hurtigere igennem, det kan vi godt arbejde med, men vi mener ikke at fremdriftsreformen er svaret.”

Og videre svarer hun:

”Jeg tror jeg ville synes det var mærkeligt hvis vi bare nikkede og sagde; ja, men så skærer vi og så ved vi at det går ud over en del fag på Arts, fordi de i forvejen står lidt svagt. Det ville da også være mærkeligt.”

Hvis ikke fremdriftsreformen er svaret, hvad er så?

”Min erfaring siger mig at studerende ville stå bedre, hvis man fik noget mere undervisning og noget mere vejledning og noget mere feedback, så man føler sig klar til at gå til sine eksamener; så man føler sig klar til at tage et fuldpoints semester. Altså nogle rammer der giver støtte. Men det handler måske også om at lave et studiemiljø, der giver en hverdag fra morgen til aften, hvor man har mulighed for at møde i sin gruppe og møde sin underviser. ”

De borgerlige studenter mener at universitetet ikke er for alle. Har de ikke fat i noget, når de mener at der bliver presset for mange igennem og at der er nogen som ikke rigtig formår det? De skulle måske ikke have været inde i første omgang.

”Det synes jeg ikke. Fagene har jo lavet en vurdering af hvad for nogle krav man skal opfylde for at komme ind på en uddannelse. Det er ikke fordi vi har en stor mængde studerende der er bare ikke er kompetente til at gennemføre de fleste fag. Det er jo ikke fordi at folk er interesseret i at blive forsinket Jeg ser det som en værdi, at vi ikke kun optager studerende med skyhøje karakter, og jeg mener heller ikke at det er afgørende for om man kan gennemføre sin uddannelse på normeret tid. Der er mange ting som spiller ind, når studerende bliver forsinket – bl.a. studierelevant arbejde og udveksling. Dertil skal det siges, at jeg ikke mener, at flertallet er interesseret i at blive forsinket.”

Sådan ser de ud. Nogle af meningerne blandt studenterpolitikerne på Aarhus universitet. Diskussionerne fortsætter så længe der findes studerende, der vil diskutere studenterpolitik.

På grund af deadline er valgresultatet ikke med. Det kan findes på www.delfinen-magasin.dk

FAKTA

Valget foregår på tre niveauer, og de studerende har stemt om, hvilke kandidater der skal repræsentere de studerende i følgende organer:

Studienævnene

Hver uddannelse på AU er tilknyttet et studienævn, som træffer beslutninger om hvordan studieordningerne skal se ud, og hvilken slags eksamener der skal eksamineres i. Studienævnet behandler derudover ansøgninger om merit og dispensation.  

Akademisk Råd

Hver af de firefakulteter (Business and Social Sciences, Science and Technology, Health og Arts) på AU har en dekan. De akademiske råd som er tilknyttet hvert fakultet har til formål er at rådgive dekanen på fakultetsniveau.

Universitetsbestyrelse

Det højeste organ på AU. Bestyrelsen ansætter rektor og træffer overordnede beslutninger om Universitetets udvikling, og godkender de økonomiske budgetter. De studerende har to pladser i Universitets bestyrelse.

Den Pessimistiske Ordmaler

I forbindelse med sin film, “Melancholia” udtalte Lars Von Trier, at der i al god kunst findes melankoli. Dette er ikke en ny tanke, der har nemlig gennem historien været en vis dobbelthed forbundet med begrebet – en iboende kreativ mulighed udover det triste, en meningsfuldhed, en iboende konstruktiv kraft. Det er denne tanke, der er vores udgangspunkt, da vi en grå fredag møder den verdenskendte britiske forfatter A.S Byatt.

Tekst og foto: Anna Eva Heilmann og Trine Møller

IMG_8066

Hun er altså ikke hvem som helst, hende A.S. Byatt, selvom hun ikke gør meget væsen ud af sig, som vi står og forsigtigt rækker hænderne ud mod hende midt i Nobelparken. Hun er lille og grå, støtter sig til en stok, og har af uvisse årsager, en rulle tape rundt om håndleddet.

“Pleasure to meet you,” hilser hun roligt, på et fuldstændigt vidunderlig britisk, og vi bare næsten gyser af fryd.

Det var sådan en smule før lukketid, vi blev tilbudt en audiens med dette litterære koryfæ, og vi har fået tildelt et kvarter, for nok er man 79, men A.S Byatt er en ombejlet og travl dame.

Vinder af Booker-prisen i 1991, for bogen “Possession”, der for alvor satte hendes navn på den litterære himmel, og i 2008 udnævnt af New York Times som en af de vigtigste britiske forfattere i nyere tid;  vi havde sandelig ikke turdet håbe på, at vores forespørgsel om et interview ville blive besvaret – og det positivt.

Men her sidder vi overfor hende i et lille frokostlokale, mens folk omkring os fortærer svensk pølseret.

“I må undskylde mig, jeg er lidt træt,” smiler hun langsomt og høfligt, mens hun fingererer  nærmest nervøst med tape-armbåndet.

Dame Antonia Susan Byatt blev født i England 1936 ind i en vaskeægte upper-class familie, med alt hvad det medførte af kostskoler, uddannelser på både Cambridge og Oxford, anstrengte familieforhold og en lettere stiff upper lip. Yderst intellektuel i sit forfatterskab, formet af en lang årrække som lektor i litteraturhistorie på blandt andet University College London, trækker hun i sine bøger linjer igennem historien med komplekse lag af socialrealistisk analyse, sublim litterær stil og mytiske spor – alt sammen malet med yderst åndfulde penselstrøg.

Ofte beskrevet som lynende skarp, og en smule køligt distanceret, er det med en vis ærefrygt, vi derfor beder hende om tilgivelse på forhånd:

Vores spørgsmål kommer nok til at være knapt så intellektuelt stimulerende, som du er vant til?

Hun ler dejligt, “I ville blive overraskede over, hvad jeg får af spørgsmål.”

Vi trækker vejret igen.

“Jeg er en ekstrem pessimist”

Jeg har læst flere interviews, hvor du beskriver dig selv som en ‘evig pessimist’ – er det noget, du vil uddybe?

“Jeg er en ekstrem pessimist,” nikker hun, “man bliver måske nødt til at lade som om, man ikke er det, men i virkeligheden er jeg det i høj grad – jeg føler, vi alle nødvendigvis må være det.”

Hvordan kan det være?

Byatt overvejer et øjeblik; “vi har ikke tid til at gøre, hvad vi burde gøre – vi kan tydeligvis ikke organisere vores samfund godt nok – vi mennesker kan simpelthen ikke finde ud af at indrette os ordentligt”.

Hvordan mener du?

“Se på hvordan vi behandler jorden; vi burde være i stand til at varetage vore have, vi burde være i stand til ikke at forgifte jorden, vi burde være i stand til at kontrollere vores fiskning – det faktum at vi ikke er i stand til dette – denne kortsigtethed – synes at overbevise mig om, at pessimisme netop er den rette tilgang.”

Ragnarok

A.S Byatt er fascineret af nordisk mytologi. I mange af hendes bøger, er elementer herfra flettet ind, og i bogen Ragnarok: The End of the Gods, genfortæller hun hele myten, der ender med gudernes voldsomme endeligt-  fra Ask Yggdrasils rødder, over Bifrost og til helvedeshunden Garm bryder lænken, Midgårdsormen åbner sit gab, og flammerne til sidst når himlen.

Hvad er det ved denne fortælling, der betager Byatt?

“Det er vel to ting, vil jeg tro. Jeg er jo fra det nordlige England, og føler derved, at jeg hører hjemme i Norden. Jeg voksede op med historien om den nordiske mytologi, lidt ved et tilfælde, dog. Min mor forærede mig bogen. Hun studerede den på Cambridge. Jeg kan huske, jeg læste den igen og igen som lille pige under krigen.”

Byatt stopper op og studerer os intenst et øjeblik.

“Jeg kunne lide den, mest fordi den endte dårligt. Jeg føler, at meget få er i stand til at skrive en dårlig slutning, faktisk. Alle dør her – i den originale. Jeg ved, kristendommen har forsøgt at flette genopstandelse ind, men nej, alle dør – og de ved, at de skal dø! Og det er jo egentligt her, vi respekterer dem mest, fordi de ellers ikke er nemme at respektere, de nordiske guder. Som de græske guder var de alle i virkeligheden rædselsfulde.”   
Melankolien – at skrive sig vej ud  

Et andet gennemgående element i Byatts forfatterskab er kunsten. I Matisse Stories tager  hver novelle f.eks. udgangspunkt i et af Henri Matisses malerier. Vi har derfor taget

Albrecht Dürers “Melencolia” med som inspiration til vores næste spørgsmål.

Byatt smiler, da jeg lægger billedet foran hende. Hun lægger tape-armbåndet fra sig, og kører i stedet fingrene hen over den forpinte engel, der sidder indrammet, omgivet af redskaber og måleapparater, med et stærkt intenst , men fanget blik i øjnene.

“Hvad er det, ved du det?” Byatt peger på en detalje i nederste hjørne.

Jeg tror, det er en høvl.

“Ah, ja,” hun nikker og går billedet systematisk igennem. Man får en fornemmelse af, at hvad nogen opfatter som følelsesmæssig distance langt mere er en gennemsyrende pragmatisk tilgang til alt omkring hende. Byatt observerer, studerer, opmåler.

Hvordan tolker du dette billede – forstår du melankoli som, hvor der kan være grobund for kreativ udfoldelse?

“Da jeg var yngre, tænkte jeg, at man kunne finde noget i melankolien – det var sådan mit liv var. Jeg led af slem astma, min far var væk, det var under krigen.”

Hun peger på tegningen.

“Se på englen, der sidder der, indrammet og fanget, lukket inde, alle ting omkring er tunge, sådan tænkte jeg før; at sindet var lukket inde på denne måde – men det tror jeg ikke længere”

Hvorfor ikke?

Nu tror jeg, at når man skriver noget virkeligt godt, at man derved næsten er ude af melankolien, og dette er en absolut vidunderlig følelse.”

Så du skriver dig ud af melankolien?

Hun ryster på hovedet, “at skrive tager dig ikke fuldstændig ud af melankolien, men det hjælper. Det er en måde at navigere,  “partially making sense of chaos”.

Hun peger på englens skarpe blik.

“Se det blik, det er fuldt af energi, retter sig mod noget, der ligger uden for rammen – og se på trappestigen, der ligeledes forsvinder ud af billedet, Dürer prøver måske at rapportere om, hvad der er hinsides dette.”

Der er altså en mulighed her i billedet?

“Ja, der er en mulighed, trappestigen fører ud, den er måske ikke nem at komme op af, men der er en mulighed.”

Ordmaleren

Et sidste spørgsmål: Du kan godt lide Matisse, og bruger hans værker i dine bøger.  Hvordan kan det være, at denne sprudlende, farverige og livsglade stil tiltaler dig så meget – det synes en markant juxtaposition til dit pessimistiske sind – eller er det?

“Jeg tror, at hvad Matisse gør, er det modsatte af dette billede,” Byatt peger på Dürers billede igen,  “du ser ikke måleinstrumenterne og redskaberne hos ham – alle hans opmålinger er allerede perfekte, det er derfor hans billeder er så dejlige at se på; alt er i perfekt balance hele tiden.”

Byatt tænker sig om

“Han var ikke en god mand, Matisse, ikke ifølge kristne standarder – hvilket jo stadig er den standard, vi måler ud fra. Han var i stand til at skære alt andet væk i livet end det kunstneriske arbejde, selv familien blev ignoreret. Og da han i slutningen af livet sad tilbage næsten helt lam, var han stadig i stand til at skabe ting, der var fulde af liv og energi.”

Hun putter taperullen tilbage på håndleddet.

“Han er interessant for mig, fordi han hele tiden satte kunsten før alt andet, og jeg kan lide ham, fordi han ikke gør stor ståhej om mennesker – han observerer og maler dem, kortlægger dem, følger nysgerrigt deres linjer. Det er ikke erotisk, det er afmålt.”

Hun kigger op, vores audiens er forbi

“I hope it was useful?”

Authors in Aarhus

Senere på dagen sidder vi igen i selskab med Dame Byatt, denne gang dog i selskab af mange andre nede på Dokk1, hvor Authors in Aarhus har arrangeret en samtale mellem hende og den danske hjerneforsker Morten Kringelbach med overskriften  “Literature and the Brain”. Her får vi igen en fornemmelse af en person, der er utroligt intellektuel på en sansende måde.

“I think with my fingers,” forklarer hun, og peger på tapen, der stadig er rundt om håndleddet.

Alt bliver researchet grundigt. Fire års læsning er gået forud for den nye bog, hun endnu ikke vil afsløre navnet på. Det handler nemlig om at se verden fra mange forskellige vinkler, at udforske så meget så muligt for så at rapportere. Tankerne bliver skrevet ned i utallige notesbøger, der efterhånden er “more me, than I am”. Notesbøgerne ligger derhjemme som videnskabelige logbøger – bliver flere og flere, “I am in a constant mode of exploration – I write about the world as well as I can.”

Dame A.S Byatt er en eminent ordmaler, en af de store. Hun observerer,  kortlægger og skriver sig til en balance, der holder kaosset lidt i ave. Man er måske ikke opløftet, men beriget.

“I hope this was useful?”

Det var det.

Faktaboks :

Authors in Aarhus – er regionens internationale forfatterscene. Scenen er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Kommunes biblioteker og Aarhus Universitet og præsenterer udenlandsk litteratur for et bredt publikum.

Selvom danskerne læser meget, så bliver der læst forsvindende lidt oversat litteratur. Det er en skam, da litteraturen er en unik og nuanceret måde at møde verden på. Authors in Aarhus skal være med til at gøre international litteratur tillokkende, tidssvarende og tilgængelig for en bred læserskare.

Til hvert arrangement er der inviteret  mindst en udenlandsk forfatter, og det vil gennem interview være muligt at få et indblik i, hvilke emner, der bliver diskuteret i andre kulturer og lande. Arrangementerne afholdes på Dokk1 og foregår, når ikke andet er angivet, på engelsk. Authors in Aarhus er inspireret af den International Forfatterscene i Den Sorte Diamant.

https://www.aakb.dk/temaer/authors-in-aarhus

Nyt magasin ude – nyt tema!

Sig nærmer tiden. Magasin bliver viklet ind i lyskæder, duften af brændte mandler følger dig op ad Strøget, og kontoen skal lænses dygtigt – for julegaver, ris á la mande og flæskesteg varer læænge, koster mange penge.

Men.

Julen er også en tid, der kan resonere lidt hult. Det er nemlig ikke alle, der skal hjem til jul, ikke alle, der har et hjem til jul, ikke alle der holder jul. I Syrien, i Paris, i Beirut og i Mali bliver der ikke spillet Søren Banjomus.

Skillemadinkadinkadu klinger måske også lidt skingert herhjemme, hvor alt det farlige er kommet tættere på. Vores sind er blevet terroriseret, og vi skutter os og åbner ikke døren for fremmede. Måske man netop i denne tid skulle huske på historien om et mellemøstligt par, der måtte søge tilflugt for natten i stalden, da der ikke var plads til dem i herberget.

Tungsind, træthed og meningsløshed. Albrecht Dürers berømte kobberstik Melencolia fra 1514, som pryder forsiden, illustrerer melankoliens væsen – en skikkelse sidder fastfrosset, fanget i en sindstilstand, der ikke tilsyneladende lader lyset komme ind.

Eller hvad?  Skikkelsen kigger intenst på noget, der ligger uden for rammen, og i baggrunden ses en stige, der leder op – ud.

Kan vi bruge melankolien til noget – kan vi skabe mening i meningsløsheden? Er det en nødvendig bagside til glæden, ligger der måske netop i melankolien noget konstruktivt?

Bliver det overhovedet jul i år?

I dette nummer af Delfinen undersøger vi melankolien. Læs bl.a. interviewet med den verdenskendte britiske forfatter A.S Byatt, der beskriver sig selv som en ‘evig pessimist’, læs om det ‘mørke Jylland’, om Randers og en barndoms køkken. Læs interviewet med en psykolog, der taler om psykiske udfordringer,  læs også en reportage fra universitetsvalget og slut af med en musikalsk guide, der vil sætte dig i den helt rette, melankolske stemning.

Rigtig god læselyst!

(og glædelig jul)

Trine Møller                 Anna Eva Heilmann

 

Læs magasinet lige her!