Kategoriarkiv: Kærlighed

Illustration: Tine Eltved

Restriktioner og forsamlingsforbud: Jokeren i datinggamet

På Aarhus Kommunes hjemmeside gives der gode råd til dating under corona. Rådene lyder bl.a.: Dyrk så vidt muligt kun sex med din faste partner eller så få partnere som muligt og Gå på date og dyrk kun sex, hvis alle parter er raske. Behovet for gode råd til sex og dating siger noget om hvilken bemærkelsesværdig og anderledes situation, vi står i.

Men hvordan har corona-krisen egentligt forandret dating-scenen? Og hvilke nye problemer støder man på, når man er på jagt efter kærligheden eller et knald under en global pandemi?
Delfinen har talt med dem, der står midt i orkanens øje, og oplever hvordan det er at komme helt tæt på hinanden, samtidig med at man holder afstand.

Tekst: Amanda Bundgaard Larsen
Illustration: Tine Eltved

Har jagten på kærligheden været sværere under corona? Hvis ja, hvordan?

  • ’’Jeg vil ikke sige, at jeg har været på jagt efter kærligheden, før og under corona. Men det er generelt sværere at møde nye mennesker af det modsatte køn. Når man ikke må være samlet så mange, og man helst bare skal være derhjemme, er det svært at komme i kontakt med nye mennesker. Så uanset om man er på “jagt” eller ej, er muligheden for at finde kærligheden i hvert fald blevet mindre.’’ (Mand, 23 år)
  • ’’Man skal arbejde meget hårdere for det. Men det er også svært, fordi man ikke ved, hvad man må. Må man begynde at se nye mennesker? Er det skamfuldt? Og hvad skal man lave? Man kan ikke gå ud og få en øl. Man kan kun gå en tur, fordi der lige pludselig er et afstandskrav, der spiller ind.’’ (Kvinde, 25 år)
  • ’’Ja det synes jeg bestemt. Jeg synes egentlig, det er blevet langt mere uoverskueligt at kaste sig ud i. I og med barer og restauranter er lukket og man ikke kan mødes til en øl i byen, er man nødsaget til enten at holde en udendørsdate eller mødes hos hinanden. I sommers var det ikke noget problem, fordi der jo er vejr til at drikke en flaske vin på stranden eller i en park. Men med det kolde våde vejr er udendørsdates ikke specielt tiltalende. Og en hjemmedate er ikke specielt moralsk grundet restriktionerne, derudover bliver en hjemmedate, for mig, hurtigt anset som et bootycall – derudover er det jo ikke alle, der har lyst til at invitere et fremmed menneske ind i sin lejlighed. Så på den måde er det at date blevet ret uoverskueligt.’’ (Kvinde, 24 år)
  • ’’Man føler sig mere alene.’’ (Mand, 24 år)

Stemningen blandt Delfinens medvirkende er, at det er blevet sværere at ’’dumpe’’ ind i kærligheden. En ny joker i datinggamet er tilsyneladende også den dårlige samvittighed over at date – må man overhovedet ses med fremmede? Må man komme hjem til hinanden?

En varm kartoffel i debatten er ensomhed blandt unge, og jeg kunne godt tænke mig at høre fra de medvirkende, om de oplever en øget lyst til at være to, når man er så meget alene. Jeg har derfor spurgt dem:

Har isoleringen ændret din lyst til at tosomhed?

  • ’’Umiddelbart ikke. Jeg synes, man har vænnet sig til, at man ikke kan se andre end sine tætteste, og derfor er mere alene, end man plejer. Jeg tror næsten det var værre inden corona, da det der var mere en sjældenhed ikke at lave noget sammen med andre. Jeg tror også, det afhænger af, hvor ofte man er sammen med andre, samt hvordan man generelt har det med at være alene.’’ (Mand, 23 år)
  • ’’Man føler godt lidt, at man kan mangle en. Jeg tror fx når man har en kæreste, så føler man sig ikke ensom på samme måde. Man bliver meget mere bevidst om, at man er alene. Mit selvsyn har ændret sig. Jeg føler mig ikke lige som min bedste udgave af mig selv, fordi jeg fx ikke gør noget ud af mig selv eller bliver bekræftet gennem mit arbejde. Jeg har svært ved at føle, at jeg er interessant.’’ (Kvinde, 25 år).
  • ’’Man kan også godt give corona skylden for, at man ikke rigtig får gjort noget ved kærligheden.’’ (Kvinde, 22 år)
  • ’’Jeg synes egentlig, jeg har fundet ud af, jeg er ret god til at være alene. Selvfølgelig tænker jeg, at det sommetider kunne være skønt, at man kunne isolere sig med en og få noget nærvær, men det har ikke som sådan ændret mit behov for en kæreste.’’ (Kvinde, 24 år)
  • ’’Corona har bestemt også gjort noget godt som nylig single. Det har gjort det væsentlig lettere og bedre at få reflekteret over sit gamle forhold, og “nemmere” at komme igennem sit break-up. Før ville det være nemmere at gå ud og gøre noget, man fortryder dagen efter. Det gør det hele lettere for en selv, men også mere ensomt. Man er vant til lydene i hjemmet, men nu er der stille. Ingen at komme hjem til.’’ (Mand, 24 år)

De medvirkende har vidt forskellige holdninger til, om nedlukning har gjort lysten til kærlighed større. Nogle mener, at man føler sig mindre ensom, fordi alle er det. Andre er gået igennem et brud under corona, og har brugt tiden til at reflektere over det forliste forhold.

Jeg er selv i et forhold, og jeg er derfor uvidende om, hvordan man dater – især under en pandemi, derfor har jeg spurgt de medvirkende.

Har du selv været på date under corona, hvis ja, hvordan har det været og blevet arrangeret?

  • ’’Ja, en “tinder-date”. I første omgang var det bare en gåtur udenfor. De efterfølgende gange var det hjemme hos mig. Det var dog i sommers, hvor man nok var lidt mere chill omkring hele situationen.’’ (Mand, 23 år)
  • ’’Jeg har kun været på en date, og der var vi sammen med to andre, som jeg ikke kendte. Det vidste jeg faktisk ikke, om man måtte på det tidspunkt. Der bliver ingen akavet stilhed, fordi man altid bare kan snakke om corona. Det er meget rart’’ (Kvinde, 25 år)
  • ’’Ja jeg tror jeg har været på date med tre forskellige. Første date var i foråret med en gammel kollega, så vi var hos hinanden, da vi alligevel havde set hinanden hver dag på arbejdet. De to andre har været tinder-dates, hvor jeg har mødtes med dem hhv. på en bar i sommers og til en gåtur. Det kan godt være lidt akavet, da alle jo ikke har samme forhold til restriktionerne. Nogen vil gerne kramme hej og farvel, hvor det “må” man jo egentlig ikke. Det kan godt ende i nogle akavede øjeblikke!’’ (Kvinde, 24 år)

Det har været vildt interessant og hyggeligt at høre, hvordan corona har ændret hele datinggamet, og hvordan det påvirker jagten på kærligheden. Lige pludselig skal man tage hensyn til afstand, dårlig samvittighed, og hvor man før plejede at charmere sig ind ved at købe en øl i baren til en sød pige, der må man finpudse sine sproglige kompetencer og få smidt en sød og frisk besked ind i DM’s. Den helt store game changer inden for dating er de her restriktioner, der hele tiden ændrer sig, og som man må tilpasse sin jagt efter – og at læse ud fra de medvirkendes erfaringer, så er de et benspænd for at få en sød date med hjem i sit afsprittede hjem.

Kærlighed til sporten

AUS-medlemsklubben Jysk Akademisk LystfiskerforeningLommeulken” har for nyligt været på karpetur. På disse ture, spejler der i vandets overflade en sand passion og kærlighed til lystfiskeri. Læs med her, hvor Lasse Beck beretter om turen.

Tekst: Lasse Beck

Morten Svarer, vores fiske-wizzard, inviterede i anledning af den kommende karpetur til Tips og Tricks i Biohuset. Mortens store begejstring og passion omkring karpefiskeriet fik mig hurtigt overbevist om, at jeg helt klart skulle med på den nærtstående karpetur.

På dagen

Jeg ankom forsinket og tømmermændsramt til søen, oven på en fredag, hvor jeg havde brugt det meste af natten på, at prøve at ”fange en sygeplejerske” ude på Campus N. – det skulle senere vise sig at karpeturen var noget mere succesfuld. Det startede ud stille og roligt. Morten hjalp med at rigge mine 3 karpestænger til – dog med 3 rigs jeg selv havde bundet til den foregående Tips og Tricks-aften.

Vinderkarpen
Klokken passerede 01:00, og jeg gik ned til min rod-holder, hvor jeg vidste, at den midterste bidmelder ikke virkede. Jeg skulle til at forhøre Morten om, hvorvidt jeg skulle tage stangen op eller lade den blive i vandet henover natten. Det mest heldige, på grænsen til overtroisk-magisk-vanvittige sker så! I de sekunder jeg står og ser på stangen, begynder hjulet at løbe, og i mere eller mindre stilhed forsvinder mere og mere line. Jeg fik løftet stangen fri og begyndte fighten! Jeg mærkede straks, at denne fisk var større end foregående, og jeg tænkte ”bliv på, bliv på, bliv på”. Jeg fik de nervøse tanker ud af hovedet, og efter en god fight, blev karpen nettet. Om jeg var glad? JA gu’ fanden var jeg glad! Skælkarpen var (i min fiskeoptik) kæmpestor og skulle senere vise sig ikke kun at være min nye PR. på ”fiskevægt”, men også turens fisk!

Et kæmpemæssigt TAK skal der lyde til Morten, der brugte mere tid på hjælpe og lære fra sig end selv at fiske. Endnu en gang bekræfter gode venskaber og oplevelser, hvor godt et valg det var (tilbage i 2014) at melde sig ind i studenterfiskeklubben med det underlige navn, Lommeulken.

(INFOBOKS I BUNDEN)Har du også en kærlig beretning fra en AUS-medlemsklub, så send den til klub@aus.dk – så sørger vi for at dele den med andre! Er du ikke medlem af en AUS medlemsklub, kan du klikke dig ind på www.aus.dk og se vores mange idrætstilbud.

Kærlighed i Rio de Janeiro (og om at blive forelsket tusinde gange på en uge)

Man siger, at kærlighedens sprog tales af alle, og det meste kunst og musik fra hele verden synes også at dreje sig om kærlighed – i alle dens afskygninger. Men når det kommer til stykket er oplevelsen og legemliggørelsen af den varierende; fra person til person, fra alder til alder og ikke mindst fra kultur til kultur. Den danske kærlighed er relativt privat; noget naturligt og skønt, men samtidig noget, som man helst ikke skal dyrke i ekstremerne. Jeg selv er pæredansk, og jeg forelsker mig hverken hurtigt eller ofte – og jeg er i hvert fald slet ikke typen, der indrømmer det. Men under en rejse til Rio de Janeiro blev jeg overrasket over at opdage, at kærligheden også er relativ i forhold til omverdenen. For i Brasilien er kærligheden noget, der skal deles og vises, og det kan mærkes hos selv en uromantisk dansk turist…

Tekst: Ida Bæk

Foto: Adam

Det er i dag knap en uge siden, jeg landede med flyet i Rio de Janeiro, jeg er allerede blevet forelsket flere gange, end jeg overhovedet kan huske, og jeg er ikke engang tæt på at skamme mig over det. Der er noget i Brasilien, der gør, at kærligheden føles naturlig; den ligger i luften og i maden og i vandet og i menneskene; man ånder, drikker, spiser og fejrer kærligheden på hvert et gadehjørne. Kærligheden er en så åbenlys og vital del af den brasilianske kultur, at selv en “gringa do Norte” (*hvid nordeuropæisk kvinde), som jeg, ikke kan gå fri af den. Kærligheden viser sit ansigt og sin krop, og ingen brasilianer, gør det mindste for at skjule den. Så hvorfor skulle jeg?

Den brasilianske kærlighed kan, udover at være uforbeholdent til stede overalt, karakteriseres ved sin mangfoldighed. Det er ikke kun kærligheden to mennesker imellem, der fejres; det er også kærligheden til mad, til Brasilien, til kroppen, til musikken og til caipirinhas. Den første gang, jeg forelskede mig i Brasilien var det netop caipirinhas (**Brasiliansk drink med den lokale alkohol Cachaca, lime og rørsukker) der stjal mit hjerte; blot 3 timer efter at jeg var landet i Rio. Men det var ikke bare drinken, jeg forelskede mig i. Det var også serveringen og fremstillingen fra Fran; en ældre kvinde, der hver dag sælger caipirinhas til 5 R$ (cirka 10 kr.) på en festlig gade i centrum fyldt med musikere, gøglere og dansende mennesker. Drinken var kølig, sur, bitter, sød, stærk og helt igennem fantastisk – selv efter Fran toppede op med Cachaca halvvejs igennem, så den blev ekstra stærk. En caipirinha kommer dog sjældent alene, og jeg har nu drukket flere caipirinhas, end jeg har tæer på fødderne, den aften og andre, hos Fran og hos andre. Men ligesom man siger, at man aldrig glemmer sin første forelskelse, så tror jeg aldrig, at jeg glemmer min første caipirinha fra Fran, og de første vilde timer i Brasilien.

Min næste forelskelse i Rio de Janeiro meldte sin ankomst ikke lang tid efter den første caipirinha. Faktisk blev jeg forelsket uden at bevæge mig mere end 10 meter væk fra Frans bod. For pludselig begyndte sambarytmer at strømme fra et spontant opstået band, og menneskemængden satte i bevægelse lige så hurtigt, som lydbølgerne spredte sig. Kærligheden til musikken manifesterede sig i form af dansende kroppe, og der blev svajet og rystet og rørt og klappet. Caipirinha-forelsket som jeg var, begyndte også jeg at flytte på mine hvide ben, hjulpet på vej af kærlighed til både caipirinha og samba. De to konsekutive forelskede forstærkede hinanden og blev til en stor fest af kærlighed, der fortsatte med caipirinhas og samba helt indtil den lyse morgen. I Brasilien er kærligheden nemlig ikke eksklusiv og ofte går kærligheden til én ting hånd i hånd med kærligheden til en anden. Ligesom caipirinha og samba, der elskes sammen.

Naturligvis er forelskelse ikke kun en dans på roser, og på andendagen følte jeg mig ganske forrådt af min nyfundne kærlighed til brasilianske fester. Heldigvis er der ingenting i Rio, som en tur på stranden ikke kan kurere. Praia de Ipanema er en af byens mest populære strandpromenader og er kendt fra Getz & Gilbertos bossanova-hit “The Girl from Ipanema”, der handler – ikke overraskende – om at blive forelsket. Det var lørdag eftermiddag og tid til at vise sig frem, og som jeg trådte ind på det varme sand, omgivet af mennesker i alle aldre iført ikke-eksisterende bikinier, meget stramme badeshorts og store smil, synger Astrud Gilberto “Tall and tan and young and lovely”. Hvis jeg havde forventet udelukkende at se smukke, unge mennesker, var jeg dog blevet svært skuffet for på stranden finder man store og små, i alle aldre og alle farver og kropstyper, og der er ikke en eneste, der gemmer sig væk. Det blev da tydeligt for mig, at kærligheden til kroppen også dyrkes i det offentlige rum – måske mere end noget andet sted. Og netop fordi brasilianerne elsker deres kroppe så meget og viser dem så bramfrit frem, syntes sangteksten pludselig at tale sandt, og jeg blev nok engang forelsket i stranden og dens mennesker og alt hvad den indebar. Jeg nød Ipanema så meget, at jeg helt glemte, at jeg selv var mere eksponeret end sædvanligt. Når alle andre viser deres krop, så glemmer man sin egen, og der var kun gået et døgn i Rio de Janeiro, før jeg begyndte at elske min egen krop lige så åbenlyst, som brasilianerne.

Kærligheden i Brasilien er tilgængelig overalt og distribueres med gavmild hånd til enhver, der tør tage imod. Men der er stadig én form for kærlighed, som (for det meste) hører tosomheden til; kærligheden et kærestepar imellem. Selvom jeg selv var blevet forelsket et utal af gange i dette kærlighedens land, så var dette en form for privat kærlighed, som vist var til stede i det offentlige rum, men som man ikke bare kan tage del i. Jeg har set den hos to unge mænd, der kyssede hinanden uforfærdet og lidenskabeligt i metroen. Jeg har set den hos det argentinsk-brasilianske par, som jeg bor hos, i form af en hånd i en hånd og et strøg på kinden under aftensmaden. Med al den kærlighed flyvende omkring en, kan det dog være svært at forstå, hvordan denne tosomhedens kærlighed kan differentieres fra alt det andet, og om den mon er lige så flygtig, som mine egne brasilianske forelskelser. Jeg spurgte en brasiliansk bekendt, hvad han mente om kærligheden i Brasilien, og han tøvede lidt. Så svarede han, at han bliver forelsket i en ny pige hver uge, og for ham er denne forelskelse ganske ærlig. I én uge er han forelsket, og kærligheden blomstrer frit. Men når ugen er forbi og en ny pige fra Ipanema kommer forbi, så er det hende, han kaster sin kærlighed efter, og denne kærlighed er lige så sand som den første. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt kunne genkende hans definition af kærlighed – i hvert fald ikke som den vedvarende og dybe kærlighed. Han trækker blot på skuldrene og tager en slurk af sin caipirinha.

Jeg ved ikke helt, hvad mit forhold til Brasilien er; om jeg blot er betaget eller fuldstændig solgt. For her er det virkelig ikke svært at forelske sig, og det ses også tydeligt på de mange t-shirts, kasketter, smykker og tatoveringer med brasilianske motiver, der pryder både turister og indfødte. Fædrelandskærligheden er sammenlignelig med alle andre former for kærlighed i Brasilien; den skal spredes, deles, vises og selv en turist som jeg er mere end velkommen til at elske deres land, hvis jeg vil. Mit danskerhjerte fortæller mig, at kærlighed tager tid, men i Brasilien springer man i med begge ben, og måske burde jeg gøre det samme. I Brasilien er ”elske” og ”forelsket” det samme, og det kan man ligeså godt tage med, når man er her.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Plads til at elske mig

At værdsætte sig selv, ligefrem elske sig selv, er helt fundamentalt for vores livskvalitet. Men det er ikke en egenskab, vi er født med. Det er noget, vi lærer gennem den ros og anerkendelse, vi får fra andre. Så når den mangler, føler mange ofte, at de skal præstere til perfektion for at blive elsket og at kunne elske sig selv.

Tekst & illustrationer: Susanne Christensen

Vækkeuret ringer. Ayo Fjelbro Steffensen gemmer sig i sin seng.
”Jeg har ikke lyst til at stå op,” tænker hun, som de fleste andre dage. ”Jeg har ikke lyst til at skulle ud i verden.”
Hun kan godt ignorere vækkeuret et stykke tid uden, at det gør noget. Det går ikke at skulle op og i gang med at påklistre facaden. Ren, pæn, ordentlig at se på. Hun ligger helt fladt på maven. Høflig, selskabelig, dygtig i skolen.
”Jeg har ikke lyst til mit liv,” tænker Ayo. ”Jeg har ikke lyst til at skulle præstere og snakke med andre.”
Så begynder tankerne: Jeg er ikke god nok. Jeg kan ikke engang komme ud af min seng. Hvor er det pinligt. Der er jo ikke noget fysisk i vejen med mig. Jeg er bare doven. Totalt uduelig. Hvis jeg ikke engang kan komme ud af min seng og ud af min dør, så kan jeg da ingenting.
Men hun bliver liggende. Og tankerne fortsætter hele dagen. Det er ren rutine.

Langt de fleste kan nikke genkendende til denne følelse af manglende livslyst, ikke at slå til, den indre kritiker, der tager styringen. Dårligt selvværd. Ifølge en undersøgelse, som analyseinstituttet Cormark har foretaget for Psykiatrifonden, lider hver femte dansker under dårligt selvværd. Selvværdet er den måde, hvorpå vi tænker om os selv, og de følelser det udløser. Selv om det normalt svinger op og ned igennem hele livet, er det vigtigt for den psykiske trivsel, at man har en positiv selvopfattelse. Et dårligt selvværd kan føre til stress, depression, misbrug, angst og i yderste tilfælde selvmord.
Men et højt selvværd er langt fra noget, man er født med. Det er noget, man udvikler i barndommen, når man møder anerkendelse fra forældre og andre voksne, der skal drage omsorg. Det giver en oplevelse af at være elsket og ønsket. Det ved kærlighedsterapeut Connie Kragelund.
”Vi har et medfødt behov for dette,” oplyser hun. ”Jo mere vi er blevet set, hørt og forstået, desto mere kan vi elske os selv. Det kræver dog, at disse voksne kan acceptere de negative sider og følelser.

”Kunsten ved kærlighed er at elske det, som man ville ønske var anderledes.”
Kærlighedsterapeut Connie Kragelund

 

2

Fanget af pigefnidder og forventninger

”Elsker jeg mig selv? Nej, ikke rigtigt,” siger Ayo.

Det kan umiddelbart godt være svært at tro på hendes udsagn. Udefra ligner Ayo arketypen på en af de superstudenter, der engang imellem dukker op i medierne. Hun har langt, blond hår, tjekket tøj og et karakterblad fuld af 10- og 12-taller. Men hun smiler.
Ayo smiler, uanset om hun er glad eller trist eller vred eller misundelig. Så ingen kan se, hvordan hun i virkeligheden har det.

”Jeg har en masse negative billeder af mig selv. Dem bruger jeg til at forberede mig selv på, hvad andre måske synes er negativt ved mig,” siger  hun.

Ayo kan ikke huske, at de negative billeder ikke har været en fast del af hendes tankemønster.  Det blev dog meget fremtrædende, da hun blev teenager. Her begyndte hun at blive opmærksom på sig selv i forhold til sin sociale omgangskreds og begyndte at analysere, hvordan andre kunne opfatte hende. Så vidt hun husker, har ingen nogen sinde sagt noget grimt direkte til hende, men alligevel begyndte hun at tvivle på sit eget værd.

Tvivlen kom fra flere kanter. I folkeskolen oplevede hun meget af det, hun kalder pigefnidder. Veninder blev hurtigt skiftet ud og bagtalt. Hun kunne aldrig stole på, at hendes veninder rent faktisk kunne lide hende. Der var også en del mobning. Aldrig direkte af hende, men hun stod udenfor og så, hvad der kunne ske, hvis hun ikke passede ind.

”Så jeg prøvede at være, hvad jeg troede, de andre ville have, alt efter, hvilken gruppe jeg var i. Jeg kunne for eksempel lide det samme musik som de andre. Uden at tænke på, om jeg egentlig syntes, det var fedt,” siger hun.

En anden kant, der gav grobund for tvivl, var familien. Ayo er den yngste i en flok af søskende, fætre og kusiner, der alle i hendes optik klarede sig fantastisk godt. De fleste havde videregående uddannelser og velbetalte job. Derfor fik Ayo den idé, at hun skulle klare sig godt i alting, hele tiden, på alle områder.

”Det så utroligt nemt ud. Og jeg syntes bare, det var skide-svært,” siger hun.

“Når vi sammenligner os med det perfekte, så taber vi – men kun hver gang!” 

Baron Katie

Dog kom det mest sønderknusende slag imod Ayos selvværd fra hjemmet. En skilsmisse, da hun var 11 år, fik hende til at tilsidesætte sig selv fuldstændig.

”Jeg forsøgte at være den søde pige, som lavede lektier og ikke var til besvær. Jeg kunne jo se, at mine forældre havde det svært. Så jo bedre en datter hun kunne være, jo bedre,” siger hun.

Det betød også, at hun dag efter dag følte sig forkert. At der ikke var plads til hende og hendes følelser derhjemme. Der var nogle perioder, hvor hun var ked af det og ikke ville i skole. Men hun blev sendt af sted alligevel. Hvis hun blev vred, så fik hun skældud, i stedet for at der blevet taget hånd om, hvorfor hun blev vred. Hun kunne heller ikke håndtere at være dårlig til noget, fordi hun så, hvor godt andre af hendes familiemedlemmer klarede sig. Somme tider havde hun det så skidt med sig selv, at hun ikke kunne magte at stå ud af sengen. Det endte altid i selvbebrejdelse, fordi hun selv tænkte, at det var uhørt, at man ikke kan komme op om morgenen. Samtidig forsøgte hendes forældre altid at drive hende op og af sted i skole. Hvilket forstærkede følelsen af forkerthed.

”Jeg tænkte, at hvis jeg ikke var mig selv, så var jeg god nok,” siger Ayo. ”Så jeg blev rigtig god til at sige: Jeg har det fint. Jeg har det fint.”
Hendes stemme slår over til en skinger tone, hver gang hun rammer til ordet: Fint. Som en papegøje, der gentager uden at forstå.
”Hvis jeg så gik ned på mit værelse og græd bagefter, så var der jo ikke nogen, der så det,” siger hun afslutningsvis, alt imens hun smiler.

Hvad Ayo gennemgik, er ikke ualmindeligt, oplyser tankefelts- og psykoterapeut Elisabeth Aarup.
Selvværdet grundlægges i to-tre års alderen, hvor barnet begynder at blive bevidst om, hvad forældrene kan lide, og hvad de ikke bryder sig om. Typisk bliver barnet rost og anerkendt, når det er sødt og opfører sig pænt, og skældt ud eller irettesat, når det fylder for meget, er for aggressivt eller for begejstret. Barnet lærer, at det er holdt af, når det er på en bestemt måde, men afvist, når det er på en anden måde. Derfor spalter barnet de negative, uønskede og uelskede sider fra. Det opbygger et uægte jeg, fordi det har tilpasset sig fars og mors behov. Heri ligger essensen af det dårlige selvværd. Barnet var nødt til at blive falsk for at få forældrenes kærlighed. Det blev ikke mødt og set og elsket, som det var. Det dårlige selvværd kommer altså af en dybereliggende følelse af at være uelsket.

Reddet af en katastrofe

Ayo startede på Virum Gymnasium. Stx. Naturligvis. Alle tog jo gymnasiet. Der var intet direkte formål. Hun anede ikke, hvad hun skulle bagefter. Der var ingen tvang, ingen som sagde, hun skulle. Idéen om, at det er godt at blive hurtigt færdig med en uddannelse, sad bare i hendes hoved, som en uimodsigelig sandhed. Hun havde taget tiende klasse på en efterskole, så ifølge hende selv, var hun var allerede et år bagud.

”Jeg var meget optaget af, hvordan mit liv så ud udefra. Jeg tænkte, at hvis jeg gjorde, som det var forventet, man gjorde, så var det sikkert godt. Jeg havde en idé om, at alle skulle kunne lide mig. Det er selvfølgelig lidt svært,” siger Ayo. Hun smiler ikke.

På dette tidspunkt havde hun en tjekliste af ting, der skulle gennemføres, fordi det var noget, man gjorde. Tøseaften. Tjek. Fitness. Tjek. 12-tal. Tjek. Hver gang hun ikke klarede sig godt nok ifølge sine egne standarder, betød det, at hun enten var for dum eller for doven eller for dårlig. Hun ville opfatte en middelmådig karakter som et bevis for, at hun ikke var god nok. Standarden var sat til perfektion, så det lykkedes stort set aldrig at opnå en følelse af at være god nok. Når hun en sjælden gang kom tæt på at være perfekt, var følelsen blot en flygtig tilfredshed. Når hun ser på sit liv indefra, var det tomt. Stressende og tomt.

Dårligt selvværd skaber et stort behov for at præstere, og derfor en frygt for ikke at kunne præstere. I denne frygt ligger et behov for anerkendelse, en afhængighed af, at andre synes man er dygtig eller succesfuld. Så man præsterer, knokler, kæmper for at høste anerkendelse, ros, oplevelsen af succes. Det ulykkelige er, at man aldrig bliver mæt. Nedenunder succesen gemmer sig nemlig det sultne og ulykkelige barn, der aldrig bliver ægte set og ægte mødt, og derfor forbliver ulykkeligt, fortæller tankefelts- og psykoterapeut Elisabeth Aarup.

”Hvis bare Verden ikke kunne vælte mig så nemt. Jeg ville gerne… At jeg ikke var bange for at fejle hele tiden,” siger Ayo. ”Det er irriterende. For hvis jeg bare havde en grundlæggende ro med mig selv – i mig selv – så ville alting blive meget nemmere. Hvis jeg stod på min egen side. Verden bliver voldsomt farligt, hvis hver lille situation fører til, at det hele falder sammen.”

Hun har svært ved at sætte ord på den grundlæggende ro. Famler efter det, der burde falde hende så let. En tilfredshed med sig selv, at stå på sin egen side, at være sin egen bedste ven.

Men gymnasiet og de høje karakterer gav hende ikke en grundlæggende ro eller satte hende på sin egen side. Tværtimod hadede hun at gå i skole, hun fik angst over det, fik for mange fraværstimer, hun blev stresset over det og endte med at hade sig selv.

Det hele kulminerede et halvt år inde i studiet. Ayo sidder på gangen til den halvårlige prøve og venter på, at den er overstået. Der er stille. Hun har svært ved at trække vejret. Pludselig bliver alting sløret. Hun kan ikke udholde tanken om, at hun måske får en dårlig karakter. Så hun rejser sig. Hun er nødt til at gå ud, gå hjem, komme væk herfra.

Øvelse i kærlighed til sig selv

”Elsker jeg mig selv? Nej, ikke rigtigt. Men jeg har tænkt mig at blive herre-god til det,” siger Ayo, og hun griner.

Den første øvelse i selvkærlighed var, at hun stoppede på gymnasiet. Det fungerede tydeligvis ikke. Det næste var, at hun fandt en psykolog, som hun følte gav plads til hende, og hvordan hun havde det. Denne psykolog var i stand til at rumme alle de negative følelser, hun havde om sig selv, hvilket hun aldrig helt havde oplevet. Med den rummelighed, begyndte Ayo langsomt, men sikkert at give sig selv mere plads til, hvem hun var. Hun begyndte at blive bedre til at tage sig af, hvordan hun havde det. Og hvad hun havde lyst til. Hun begyndte at sætte sig selv i første række.

”Jeg tror, at hvis man gerne vil lære at tage sig af, hvordan man selv har det, så er der nogen andre, der skal vise én, hvordan man gør. Der skal være nogen til at fortælle, at noget er i orden, før man selv mener, at det er i orden,” filosoferer hun.

Indtil nu havde hendes liv været fyldt med gøremål, der bundede i en idé om, hvad andre forventede, hun skulle være, eller selv syntes hun burde være. Men i takt med at hun begyndte at værdsætte sig selv, blev tjeklisten krøllet sammen og smidt væk. Eksempelvis havde hun tidligere haft en idé om, at hun burde have rigtig meget lyst til at se sine venner og familie. Men nogle gange har hun behov for at være alene. Og de behov begyndte hun i højere grad at tage hensyn til.

”I virkeligheden blev alting lettere, fordi jeg stoppede med at være, hvad jeg troede, andre ville have, og bare accepterede at være mig,” siger Ayo, og hun sidder et øjeblik og reflekterer. ”Det er vel i virkeligheden at være på sin egen side.”

Netop at acceptere sig selv er helt essentielt for at kunne elske sig selv, mener kærlighedsterapeut Connie Kragelund.
At elske sig selv er, at du holder af dig selv på trods af, at du har nogle sider, du betragter som negative eller kommer til at gøre noget usmart eller dårligt. Det er også, at du holder med dig selv; At du er din egen bedste ven, som du kan stole på, uanset hvad der sker, fortæller hun.

Dette kræver, at man lukker munden på sin egen indre kritiker, altså stopper de negative tanker, man har om sig selv. Og det er faktisk meget lettere, end det måske synes. I første omgang skal man anerkende, at de er der. Og anerkende, at de i tidernes morgen opstod ud fra et behov for at blive set, hørt og forstået, samt behovet for at være en del af flokken. Man kan eventuelt identificere, hvem den minder om fra barndommen. Det kan være forældrene, eller blot den ene. Måske en mobber eller en streng skolelærer. Herefter kan man gøre forskellige ting, og det er lidt forskelligt, hvad der virker for den enkelte. Man kan bede den indre kritiker om at hjælpe sig på en ny måde. Man kan gøre den opmærksom på, hvordan man hellere vil have, at den skal tale. Man kan vende de negative ting, den siger til noget positivt, så ”De andre kan ikke lide dig!” bliver til: ”Jo mere jeg holder af mig selv, desto bedre kan andre også lide mig – og jeg øver mig i at holde af mig selv!” Endelig kan man naturligvis ignorere den, hver gang den starter på sit negative sludder. Det eneste, man aldrig bør gøre, er at analysere de ting, kritikeren siger, for når man giver den opmærksomhed, styrker man de negative tanker.

”At elske dig selv er også, at du sørger for at gøre det, som du får det godt af på den lange bane og lader være med det, som ikke er godt for dig,” fortæller Connie Kragelund.

Sætter sig selv først

For Ayo syntes det meget vanskeligt at gøre, hvad der var godt for hende. Igennem hele sit liv havde hun tilsidesat sine egne behov for at glæde andre. Så i stedet valgte hun at lade være med at gøre, hvad der var dårligt for hende. Bare for at starte et sted.
Hun havde for længst accepteret, at hun ikke kunne overskue gymnasiets mange timer, så hun meldte sig til enkeltfag på VUC. Her tog hun kun de fag, hun selv mente, hun kunne holde til. Hvilket hun aldrig havde gjort før.

”Det gode ved at gå på VUC er, at der findes en masse mennesker, som heller ikke passer ind i denne her samfundsnorm om, at man skal blive hurtigt færdig. Det giver lidt mere plads til at være, hvem jeg er, fordi alle er lidt skæve,” siger Ayo, der første år var den yngste i sin danskklasse.

Det blev dog nødvendigt at tage nogle ret heftige slåskampe med tanken om, at jo hurtigere, man bliver færdig med sin uddannelse, jo bedre. Ofte har hun bebrejdet sig selv over, at hun kunne have været færdig, da hun var tyve. Den indre kritiker mente, at fordi det tog længere tid, så er det mindre værd.

”Så tænker jeg bare: Fuck det! Det er kraftedeme da trist, at det skulle tage fem år, og så står man bare med huen i hånden og tænker: Nå, men det er jo… ikke noget… Jeg kommer bare til at fejre det endnu mere!” griner Ayo.

Hun har allerede bestilt sin hue. Til sommer har hun en fuld studentereksamen.

Det første år på VUC gav hende en oplevelse af, at noget lykkedes for hende. Det er en helt ny følelse. Det lykkedes dels på grund af, at hun fik sat grænserne for sit fravær op. Som i gymnasiet, følte hun et pres under mødepligten, der hang over hendes hoved og truede med, at hun kunne blive smidt ud, hvis hun fik for meget fravær. Nu var hun dog bevidst om, at presset var en faktor, der kunne knække hende. Det havde hun bestemt ikke brug for. Så hun gik ned til studievejlederne forklarede dem sin situation og mod en forevisning af dokumentation, fik hun forhøjet fraværskvoten. Oplevelsen af succes på sine egne præmisser gjorde Ayo i stand til at elske sig selv. Lidt efter lidt. Mere og mere. Dag efter dag. Selv om der er lang vej endnu, er hun inde på den rette sti.

”I virkeligheden var det jo en god ting, at det hele faldt sammen,” siger Ayo. ”Jeg var jo stadig den samme. Så det var jo ikke så slemt, at det var faldet sammen.”

”Livet blot er en joke – intet alvorligt.” Leonard Jacobson

Vækkeuret ringer. Ayo Fjelbro Steffensen gemmer sig i sin seng.
”Jeg har ikke lyst til at stå op,” tænker hun, som andre dage. ”Jeg har ikke lyst til at skulle ud i verden.”
Hun kan godt ignorere vækkeuret et stykke tid uden, at det gør noget. Det går ikke at skulle op og i gang med at påklistre sin facade. Ren, pæn, ordentlig at se på. Hun ligger helt fladt på maven. Høflig, selskabelig, dygtig i skolen.
”Jeg har ikke lyst til mit liv,” tænker Ayo videre. ”Jeg har ikke lyst til at skulle præstere og snakke med andre.”
Så begynder tankerne. Jeg er ikke god nok. Hvis jeg ikke engang kan komme ud af min seng og ud af min dør, så kan jeg da ingenting. Hvor er det pinligt.
Men hun bliver liggende. Og det er faktisk i orden.

1

Risotto – en rigtig scoreret

Tekst & foto: Lasse Yde Hegnet

Risotto er en italiensk ret, der er ”opfundet” i Milano. Milano var i middelalderen i perioder under spansk kontrol, og risottoen udvikledes med inspiration fra den spanske paella. Ris blev en meget vigtig del af kosten i Italien, og i Milano blev risene blandet med slow-cooking principper og forskellige krydderier (safran eksempelvis), og til sidst udvikledes ”Risotto alla Milanese”. Denne risotto var med oksekød og hvidvin.

Siden er der kommet forskellige variationer af risottoen. Den viste udgave er en simpel studenterudgave uden nogle fancy ingredienser. Når man kan mestre denne simple udgave er det nemt at freestyle over grundprincipperne og bruge, hvad man har liggende. Risotto kan laves med æbler, blåbær, hindbær, asparges, gedeost, blæksprutter eller muslinger som hovedingrediens, ligesom det er en ret, der er nem at peppe op med små ting, eksempelvis kan man bruge gorgonzola sammen med parmesanosten.

Når du laver risottoen, viser du mest af alt, at du kan finde ud af at lave en, på overfladen, simpel ret, der smager rigtig godt. Men mest af alt demonstrerer du, at du kan dedikere dig til at lave mad. Det er en slow-food ret, der kræver tid og opmærksomhed for at blive god. Når du laver risottoen, skal du nemlig hele tiden være ”over” den, og passe den. Rører du ikke i den hele tiden, brænder du den på, og den kommer til at smage dårligt. Tilsætter du ikke nok vand, bliver risene hårde og trælse at spise.

Laver du en risotto til din date, viser du, at du er villig til at bruge tid for at forkæle hende/ham, og når du nu kan dedikere dig til at lave maden grundigt, tænk så lige på, hvad du ellers kunne dedikere dig til og være grundig med!

Det skal du bruge:

  • 250-300 g risottoris
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 peberfrugt (frit farvevalg)
  • 100 g skiveskåret champignon
  • 1 liter grøntsagsbouillon
  • Salt
  • Peber
  • Cayennepeber
  • Oregano
  • Olivenolie
  • Basilikum
  • Parmesanost
  • 1 date

Først bringer du bouillon-vandet i kog og varmer olien i en anden gryde. Imens skærer du løg og hvidløg i tern.

Når olien er varm, svitser du løg og hvidløg. Imens skærer du peberfrugten i tern.

Når løg og hvidløg er gennemsigtige, tilsætter du peberfrugt og champignon. Lad det stege nogle minutter.

Tilsæt ris i små portioner og lad det blive svitset et minuts tid.

Øs bouillon over ris og grøntsager i små portioner. Det er meget vigtigt, at du ikke hælder alt vandet over på en gang! Tilsæt mere bouillon, når risen har suget det, du lige har hældt op.

Herfra skal du blive ved med at røre i risottoen, så den ikke brænder fast i bunden, og for at vandet bliver fordelt til alle risene. Bliv ved til risene er kogte. Løber du tør for bouillon, må du lave mere.

Når risene næsten er færdigkogt skal du hælde parmesanost i. Det giver retten sin cremede konsistens, og får den til at hænge bedre sammen. Bliv ved med at røre rundt til konsistensen føles rigtig (det kan du også smage dig til).

Når retten næsten er færdig, smager du til med salt, peber, cayennepeber, oregano og basilikum.

Husk at servere den med et glimt i øjet og stearinlys på bordet!

Kærlighedens mange ansigter – en hyldest til kærlighed på film

Jeg elsker film. Med årene er jeg blevet lidt af en filmnørd. Intet føles bedre end at slænge sig i røde bløde biografsæder, og for en stund slippe væk fra dagligdagens krav og problematikker. Eller glæden over at putte sig i varmen under dynen med en DVD og gemme sig for rusken og regnen udenfor. Især kærligheden kan man varme sine blåfrosne fingre på, og hvis den ikke lige er tilstede i eget liv, kan den heldigvis gives i rigelige doser via film. Her kommer min personlige favoritliste, som hver især skildrer kærlighed på sin egen unikke og rørende måde.

Tekst: Trine Møller

Menneskejagt (1959)

Reklamemanden Roger O. Thornhill bliver ved en tilfældighed forvekslet med en anden. Dette bliver starten på en lang flugt fra nogle skumle skurke, som for alt i verden vil så ham ihjel. Verdens til alle tider smukkeste mand Cary Grant, som for en sidebemærkning var smuk helt til sit 82 år, leverer den pragtfulde hovedrollepræstation med charme, varme, humor og kæk arrogance.Tilsæt smuk kompliceret blondine i skikkelse af Eva Marie Saint og nogle af filmhistoriens bedste actionscener ; flyet med sprøjtemidler, der angriber Thornhill på en mark og jagten hen over præsidentansigterne på Mount Rushmore, og du har en af filmmesteren Alfred Hitchcocks bedste film. Og det siger ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige. Omend der nærmere er tale om en sofistikeret actionfilm(ej sammenlignelig med vore dages Fast and Furios stressfilmsgejl) end en decideret kærlighedsfilm, er romancen mellem Grant og Saint et mesterligt studie i den romantiske sadist Hitchcocks opstillen af  forhindringer for kærligheden. En helt igennem charmerende og kvik film. En ægte klassiker, som bør ses.

Mine aftener i Paradis(1988)

Italienske Guiseppe Tornatores mesterværk er en kærlighedserklæring til film og en hyldest til tiden før fjernsynet, hvor biografen var et langt hyppigere besøgt sted. Det meste af filmen foregår ligeledes i biografens mørke og skildrer venskabet mellem en dreng og filmoperatøren Alfredo. Alfredo mister under en brand næsten synet, men ved hjælp af drengens hjælp, formår han stadig at passe sit job. Drengen bliver som voksen filmskaber, og filmen er ligeledes et tilbageblik på hans barndomsår i 1950’erne i en siciliansk landsby. Filmen har selvbiografiske undertoner, og skildrer Tornatores opvækst med film, som han fik ind med modermælken, og som berigede hans tidlige år. Filmen er en hyldest til venskabet, filmens verden og til mindet om en lykkelig barndom. Den er varm, rolig og humoristisk, og skildrer på fineste vis den smukke venskabelige kærlighed mellem to generationer.

Lost in Translation (2003)

Lost in Translation beskæftiger sig med  tematikker som ensomhed, fremmedgørelse og storbyens anonymitet. Hvis du nogensinde har følt dig alene i verden, vil du kunne relatere til denne film.  Den fallerede filmstjerne Bob er i Tokyo for at skyde en reklame . Unge Charlotte er der med sin mand, som er fotograf og har alt for travlt til hende. To ensomme amerikanere på samme sjælløse luksushotel. De møder hinanden og udvikler en fin relation, hvor de sammen oplever den fremmedartede storby, og i hinanden finder noget forståelse og omsorg. Der er tale om kærlighed mellem to mennesker, men ikke en seksuel kærlighed. Istedet skildres en smuk gensidig tiltrækning og en platonisk relation. Det er en rolig film, hvor blikke og stilfærdig mimik og gestik siger mere end tusind ord. I en mindeværdig scene ligger de begge fuldt påklædte i en seng og kigger op i loftet. Bob stryger blidt Charlotte over hendes bare fødder. I denne berøring ligger langt mere kærlighed og erotik end i selv de vildeste sexscener.

Notting Hill (1990)

Notting Hill har alle de elementer en god kærlighedsfilm skal have. William har en meget lidt succesfuld boghandel i London, som sælger noget så smalt som rejselitteratur. Anna Scott er en succesfuld amerikansk skuespillerinde med hele verden for sine fødder. Dreng og pige mødes og sød musik opstår. Dog er det ikke helt så enkelt. Hovedpersonerne kommer fra to verdener. Kan disse forenes? Mikset med det skønneste soundtrack med udødelige kærlighedsnumre  som All Greens ”How can you mend a broken heart” og Elvis Castellos ”She”, et helt katalog af charmerende skæve birollepersonligheder som Williams uheldige søster og hans uskønne, opmærksomhedssøgende roomie Spike og sidst men ikke mindst London som den smukkeste location, udgør dette en komplet og helt igennem charmerende kærlighedsfilm. Prikken over i’et er Hugh Grants britiske charme og accent i rollen som William overfor altid smukke Julia Roberts.