Kategoriarkiv: #199

Latterværksted på en hverdag

”Det her er en arbejdsplads, hvor ting bliver magiske…. nogen gange.”

Tekst og foto: Mie Olsen 

Forspil

Loungestemningen er til at tage og føle på. Men ikke på den der påtagede casual cool måde, hvor folk henslængt cirkulerer rundt og smider smarte kommentarer afsted, imens de i skjul lurer efter den nærmeste reflekterende genstand at spejle sig i. Nej, atmosfæren i det lille lokale emmer af noget helt andet. Noget løssluppent, uformelt og skægt, der lader vente på sig, selvom klokken har passeret de 20.00. Bløde guitarrytmer pulser fra en højtaler over døren, hvor par og grupper af unge langsomt siver ind og tager afsked med den friske efterårsluft i Vestergades baggård nr. 58. Her er faretruende lavt til loftet, og vi sidder tæt stuvede sammen med vores klirrende flaskeøl. Med ét bliver her stille, og folk kigger forventningsfuldt omkring. Sker der noget? Åbenbart ikke, for snakken tiltager ufortrødent. Jeg sidder så nær parret ved siden af, at jeg må tage mig selv i ikke at lytte til deres samtale. Et øjeblik stirrer jeg lidt for længe på dem, før jeg skamfuldt drejer hovedet 180 grader og på mekanisk vis stirrer direkte ind i murstensvæggen. Her hænger gamle LP’er flettede ind over hinanden og længere væk bag den endnu ensomme mikrofon på det sparsomme gulv, der om forhåbentligt kun få minutter kommer til at udgøre en scene, hænger et billede af et ansigt indgraveret i barken på en træstamme. Hvad? Jo ganske rigtigt. Munden vrænger, øjnene er lukkede, mens hånden forsøger at skubbe kroppen ud af træets favngreb – uden held. Jeg ryster på hovedet og tager en ordentlig slurk Ceres. Øllen spreder ro i kroppen, og min stive akademikernakke løsnes langsomt op. Over indgangen hænger et grønt skilt med en hvid flugtmand på. Mon han ikke kan lide showet, når jeg lige at spekulere, før et entusiastisk råb kortslutter min tankerække. ”Velkommen til Comedy!” Klar besked. Det er torsdag aften, og nu begynder Open Mic på Ny V58.

Ping pong, humanjura og noget med en mørbrad

Kasper Gross smiler forventningsfuldt ud til os. Han er en kendt stand-up komiker og aftenens uofficielle konferencier. Stemmen er velopl
agt, men opmærksomheden fanges hurtigt af en flok fulde drenge, der klapper og hujer oppe foran. Det er dagen før deres RUS-tur på Universitet. ”Hvad læser I”, lyder det kækt gennem mikrofonen. ”Bøger”, svarer flokkens alfehan med forceret dyb røst, før hele gruppen klasker sig på lårene af grin. Alle vi andre smiler overbærende. ”Kan I mærke det”, siger Kasper med et legesygt glimt i øjet. ”Det bliver ping… Det bliver pong… Det bliver ping pong.” Med de betryggende ord starter to timers komisk speeddating med de hele ni stand-up komikere, der står for aftenens underholdningspalette af mere eller mindre forberedte jokes. Open Mic arrangementet har efterhånden mange år på bagen i Aarhus, og i marts rykkede det fra sin velkendte plads i Thorups Kælder til det nye V58. Her er nemlig 3 lokaler og dermed plads til 3 shows ad gangen. I aften er der 2 Open Mic arrangementer, og jævnfør et skilt med påbuddet ”IKKE FLERE LEDIGE PLADSER” har jeg sat mig ind i det mindste af dem. Her er ingen stor smart scene med et rødt tæppe og trommesæt, men de mere intime omgivelser gør ikke oplevelsen mindre intens. Tværtimod. ”Vi har et meget demokratisk system”, fortæller Pelle Lundberg mig efter showet. Han er næstformand for foreningen Stand-up Comedy Aarhus, og sammen med formanden Jacob Taarnhøj står han for at arrangere samtlige humoristiske optrædener på stedet. ”Man sender en mail, og så får man som regel plads en uge eller to efter. Og så har man fem minutter til at starte med”, fortæller han. ”Det vil sige, at jeg i princippet kan stille op uden nogen erfaring”, spørger jeg kækt. Han bekræfter høfligt, om end ikke lidt tvivlende på mine fremtidige komikerevner. Jeg bebrejder ham ikke.

”Så har vi sådan et system, hvor værterne evaluerer og giver pil opad eller nedad alt efter, hvordan det gik,” fortsætter han. ”Når man rykker op får man 10 minutter og til sidst 15 minutter. Derefter kan man blive vært. ” Der er gratis comedy på Ny V58 hver mandag til torsdag mellem 20.00 og 22.00, og stedet er virkelig en læreplads inden for komisk håndværkersnilde. Det er her, aspirerende talenter kommer med deres første spæde punchlines, sorte fortællinger og platte seksuelle ordspil. Her vokser jokes ind i himlen og falder ligeså hurtigt til jorden igen. Som én af aftenens komikere Henrik Jakobsen ironisk formulerer det: ”Man kan virkelig dø på den scene”.

Samme scene emmer dog af liv og godt humør her til aften. ”Kender I de der jobmesser, hvor man kan møde spændende virksomheder”, spørger Kasper Gross de fulde HA-drenge på forreste række. ”Vi har det samme på humaniora bare med a-kasser i stedet. Jeg plejer altid bare at sige til folk, at jeg læser jura – altså humanjura. Det er i sidste ende bare et papir på, at man ikke kan få job.” Jeg må knibe en lattertåre ud af øjenkrogen i forløst erkendelse af, at den joke ikke er grebet ud af den blå luft. Og det er netop det, der rammer lige i mellemgulvet. Når humoren sætter ord på det, vi ikke altid kan sige højt til hverdag. Som eksempelvis at en Hoptimist, man selv har købt siger; ”Jeg er din eneste ven”. Her rammer Jonas Mortensen plet på spydig vis, før han går over til det mere underspillede og øjebliksgakkede. ”Jeg har tabt en mørbrad for nyligt…” Med åben mund lader han sætningen hænge i luften, før han fortsætter. ”Selv ikke engang vores hund troede på det, da det skete.” Der klappes og hujes. Andre komikere fortsætter med skægge ordspil, som når Adrian Busk hiver fat i ordet uhumsk. ”Hvorfor bruges ordet humsk så ikke? Man har jo aldrig hørt nogen gå ind i en ryddet lejlighed og komplimentere; ”Sikke en fin lejlighed, den er godt nok humsk”. Og det har han da fuldstændig ret i. Sidst men ikke mindst er der de satiriske politiske indslag med et seriøst islæt leveret i letfordøjelige humørbomber, som når Jakob Taarnhøj hiver fat i Dansk Folkepartis politiske holdning til flygtninge. Han mener, at i fremtiden er det ikke nok at være krigsfange, nej man skal være personligt forfulgt. Et rimeligt krav til nyankommne flygtninge må derfor være, at vi kan se forfølgeren lige i hælene på dem, når de når landegrænsen. Som aftenen skrider frem bliver mine håndflader svedige, men det gør ikke noget. Jeg er nemlig i det bedste torsdagsselskab man kunne drømme om. Her er uformelt, og ingen dømmer hinanden.  

Klimaks

Sitren i luften, mens mavemusklerne spændes kollektivt. Munden hviler let på ølflasken, og øjnene er fæstnede ved scenen. Sekunderne inden udløsning. Vi ser hinanden an og afvejer stemningen. Timing er alfa omega, og det er nu eller aldrig.     

Et svært håndværk

”Sådan. Du har ødelagt min punchline.” Kasper Gross ser ikke ud til at tro sine egne øjne. Han ryster på hovedet og slår ud med armene. ”Jamen du har ødelagt timingen. Den kommer aldrig igen.” Synderen er en fnisende pige til højre for scenen, der med en tilfældig bemærkning har afbrudt den uudtalte 3 sekunders stilhed mellem det skæve retoriske spørgsmål og jokens klimaks. Av. Kasper Gross ser ud til at ærgre sig godt og grundigt, men han er jo ikke komikker for ingenting. Af ulykken smeder han en ny joke om pigens fadæse og baner vej for endnu et latteranfald.

For netop evnen til at improvisere i nuet og fastholde kontakten med publikum er et must for alle stand-up’ere. ”Det handler om kemi, ligesom når man fører en samtale”, fortæller den garvede komiker Jonas Mogensen mig efter showet. Vi sidder i en lidt for blød sofa bag baren i backstage lokalet, imens han leder efter de rigtige ord. ”Det kræver en helvedes masse håndværk at skrive en god joke og vide, hvad man skal ramme. Man bruger noget tid på at famle i alle mulige retninger, indtil man finder sig selv.” Jeg spørger dristigt ind til, hvorvidt han så har fundet sig selv. ”Jeg er begyndt at være der”, nikker han langsomt. Jonas Mogensen har læst jura men arbejder nu som tekstforfatter til blandt andet serien Dybvad og et kommende underholdningsprogram på DR, når han da ikke ugentligt prøver nyt materiale af til de gratis Open Mic arrangementer.

De skrå brædder på ny V58, der før profilerede sig hovedsagligt som spillested, er nemlig først og fremmest en læreplads for autodidakte humørbomber. Et sted hvor man brygger på opskriften til en vellykket joke og finder ud af, hvem man vil være som komikker. Her stiller ivrige aspiranter sig op for allerførste gang, mens rutinerede sværvægtere prøver materiale af til deres kommende shows. ”Vi har jo haft alt lige fra Frank Hvam til dem, der aldrig stiller sig op igen,” fortæller Pelle Lundberg smilende. Og i det lille kælderrum, hvor tomme ølflasker efterhånden hober sig op på gulvet, på bordene og i alskens afkroge, mærker man da også, at der er dømt frit eksperimentarium for komikerne til at udfordre deres materiale. Flere går i rutefart mod deres notesbøger i scenens udkant for at udvælge de sjoveste jokes, når de er ved at have opbrugt deres tid. Alt afhængig af selvsikkerhed og erfaring lyder bemærkninger som ”Jeg kan vist lige nå en til” og ”Jeg har bedre jokes, jeg bruger dem bare ikke her, fordi det her er gratis”. Det gør rummet intimt. Af og til føles det næsten som en akavet form for uligevægtigt stævnemøde, når komikeren blotter sin personlighed ved at afsløre så intime hverdagsoplevelser, som at pille en bussemand ud af næsen på sin kæreste midt om natten. Man er sammen i øjeblikket. Som Nikolaj Wulff påpeger om den manglende respons på hans kørselsjoke; ”Enten kender I ikke Gomore, eller også kan I bare ikke lide mig…” Da jeg senere som karikeret outsider med blok og kuglepen trænger ind i de allerhelligste private gemakker på førstesalen slår det mig, hvor drengede og tilbagelænede alle de her mænd, der joker om onani, kød, break-ups og sexmode, i virkeligheden er. Bag baren hænger de ud med flokken og falder ned oven på dagens optræden.

Efterspil

Det blev mærkeligere, end jeg havde regnet med,” lyder Jonas Kjærsgaards outro for i aften. Han er debutant fra dette års Zulu Comedy Galla, og ordene klinger i mine øre, da jeg trækker min store blå skrammelcykel ned mod Magasin sammen med Jonas Mogensen og Henrik Jakobsen. Det er en mild efterårsaften, og komikerne fortæller mig, at et bredt publikum med både mænd og kvinder ofte er det bedste. Så falder jokesene nemlig altid i god jord blandt dele af publikum, og latter smitter som bekendt. Lige så overspændte og karikerede som de to mænd var på scenen, lige så nede på jorden og seriøse er de nu. Vores veje skilles uden videre ved Vinstuen, og jeg siger tak for i aften. Natten er ung, men jeg sætter mig nu alligevel op på cyklen og vender snuden hjemad med et bredt smil på læberne.

 

IMG_3854IMG_3858

Slip latteren løs – hvis du tør

Billede af Lina

Det er længe siden, jeg har stået i en rundkreds og endnu længere tid siden, jeg har været ude af min komfortzone på den måde. Mine kinder koger, min strik føles tung på kroppen, og mine håndflader fortæller mig, at jeg er nervøs.

Reportage fra Aarhus Latterklub  

Tekst & foto: Line Sass

Tirsdag den 16. september. Klokken er 18.30, og det står ned i stænger. Vi kravler ind under en bolsjestribet paraply, trodser regnen og slentrer mod Aarhus Latterklub i Sølystgade 30. Det er på mange måder en jomfrutur, vi skal ud på – min veninde Mette og jeg.

For første gang nogensinde skal vi deltage i et latterarrangement, og vi har ingen idé om, hvad der venter os. Jeg har altid tænkt, at det må være en grineren oplevelse udover det sædvanlige, men hvem kommer egentlig i sådan en latterklub og hvorfor? Er det muligt at grine på kommando, eller kan man slet ikke lade være, når man først er begyndt?

”Skal I til fødselsforberedelse?”

Da vi ankommer til Aarhus Latterklub, fniser vi lillepigeagtigt til hinanden og kigger undersøgende på trappen, der fører op til første sal. Jeg forestiller mig et rundt bord og sorte kaffekander, der går på omgang. Måske lidt småkager til at bløde stemningen op.

”Skal I til fødselsforberedelse”, spørger en ældre mand, der tydeligvis kan se, at vi leder efter noget. ”Nej, vi skal i latterklub”, svarer jeg lettere overrasket og suger maven ind. Vi bliver gelejdet op ad trappen.

Nok er vi i den fødedygtige alder, men vi er begge lige blevet single, og det dér med mand og børn har nok lange udsigter. Vi trænger ærligt talt til at blive opløftet. Det er grunden til, vi kommer, og vi har tænkt os at grine!

Latterpræsidenten

Arrangementet bliver afholdt hver anden tirsdag, og det er klubbens kære latterpræsident, Søren Kjær Jensen, der tager imod os. En rund og humørfyldt mand med friske røde kinder. Lokalet er hvidt, lidt nøgent og tilpas stort til, at vi alle sammen kan være der og stå oprejst.

Alle kigger forventningsfuldt på hinanden og på latterpræsidenten. Der er stor aldersspredning, og jeg er overrasket over, hvor mange mennesker som er mødt op – unge som ældre. Klubben har cirka 40 faste medlemmer, der betaler en flad 20’er om året for at være med.

Det varer ikke længe, før vi stimler sammen i en pædagogisk rundkreds, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at der er noget særligt over måden, vi står på. Så ranke, spændte og insisterende klar på at have en fest – en almindelige tirsdag aften. Det er rørende, men jeg kan samtidig mærke, hvordan nervøsiteten kommer snigende.

”Det er som om, vi ikke rigtigt passer ind,” hvisker Mette og peger på hendes høje støvler. De står i skærende kontrast til de velfornøjede bare tæer over for os. Det er tydeligt, at de mest velvillige har taget skoene af.

Det er længe siden, jeg har stået i en rundkreds og endnu længere tid siden, jeg har været ude af min komfortzone på den måde. Mine kinder koger, min strik føles tung på kroppen, og mine håndflader fortæller mig, at jeg er nervøs. Mette og jeg holder hinanden i hånden og giver kun modvilligt slip – også på kontrollen.

Tungen vil ikke ud

”Åh hå hå ha ha hy hy ho ho hi”, lyder det rundt om i lokalet. Arrangementet bliver kickstartet med en omgang julemandslatter efterfulgt af blandt andet røde-lårs-latter og mad-i-munden-latter. Latteren skyller og skvulper rundt i lokalet. Mette og jeg føler os for alvor på dybt vand, da vi får besked på at fange regndråber med tungen og hive armene i vejret. ”Tungen vil ikke rigtigt vil ud,” gisper Mette, mens hun kigger på min tunge, der forlegent stikker frem.

Når jeg ser rundt i lokalet, er der særligt én person, der fanger mit blik. Det er en ung blond kvinde, der pynter rummet med sin tilstedeværelse og gode energi. Jeg kan ikke lade være med at betragte hende med en vis nysgerrighed og undren. Hvad får nogle mennesker til at virke glade? Mens jeg overvejer hemmeligheden bag smilet, griber hun selv ordet og foreslår en kærlig krammeøvelse, der minder hende om efterskoletiden. Jeg har aldrig gået på efterskole, og jeg krammer normalt ikke mennesker, jeg ikke kender. Det gør man ikke dér, hvor jeg kommer fra.

Henrykte grimasser

De glade ansigter stivner i henrykte grimasser. Maverne hopper, tårerne triller og flere snapper efter vejret. En ældre kvinde tager sig til kæben og ømmer sig efter adskillige grineflip. Der er ingen tvivl om, at festen er i fuld gang. Alle er inviteret, og jeg må blankt erkende, at Mette og jeg selv desværre er nogle party poopers. Vi bakser og maser med at levere øvelserne bare nogenlunde tilfredsstillende, og det er på alle måder en meget anderledes og grænseoverskridende oplevelse.

Jeg kan umuligt slappe af, mens jeg til slut ligger tæt pakket i smørhullet mellem en ældre herre og latterpræsidenten himself. Manden til venstre for mig kan se, at jeg lider, og han tilbyder at bytte plads med Mette. Jeg ender med at ligge i fosterstilling, mens jeg presser hovedet mod hendes skulder og fremstammer ordene: ”Jeg kan ikke mere!”

”Det bobler bare”

Ude på gangen møder jeg den glade, blonde kvinde, der længe har fanget mit blik. Hendes navn er Lina. Hun er 28 år og har lige færdiggjort kandidatuddannelsen i sygepleje. Da jeg spørger hende, hvorfor hun er taget i latterklub, svarer hun med et smil, at hun nok er blevet lidt afhængig: ”Jeg har gået til det i halvandet år nu, og jeg glæder mig altid til at komme”.

I latterklubben lærer Lina at grine, og det bruger hun aktivt i arbejdet som sygeplejer – samtidig med, at hun får en ro og glæde med sig hjem: ”Jeg griner af, at det er så fjollet. Vi griner sammen, og det bobler bare. Det er den totale frihed og lykke, hvis du spørger mig,” siger hun og tilføjer, at livet som studerende ikke altid er let. Faktisk er Lina blevet så glad for at grine, at hun har besluttet sig for selv at blive latterinstruktør.

På gangen møder jeg også 26-årige Johanne fra Aarhus, der taler med kammeraten Steffen på 27 år. Det er anden gang, Johanne deltager i et latterarrangement. Første gang var i 2009, hvor hun havde en fotoopgave om emnet. Johanne tager dagens oplevelser med et smil: ”Det er sjovt, og jeg ville bestemt overveje at blive fast medlem, hvis jeg ikke skulle flytte fra byen,” lyder det fra Johanne. Hendes ven Steffen er enig og tilføjer, at ”man sover godt bagefter, ligesom humøret bare er bedre”.

Tak for i aften

Jeg har aldrig været i rum med så mange glade mennesker på én gang, og jeg er forbløffet over den åbenhed, jeg møder. Klubbens deltagere formår at slippe latteren løs – som hele mennesker der tør te sig tosset og insistere på at ville have det sjovt. Det kan jeg kun have respekt for, og jeg siger tak for i aften. Jeg tror virkelig på, at latter kan gøre livet lettere, men hold nu op, hvor er det svært at give slip…

På Aarhus Latterklubs hjemmeside kan du læse mere om stedet og grinemøderne: http://www.aarhuslatterklub.dk

Frygt og lede i Aarhus – en (næsten) udførlig guide til aarhusianske fredagsbarer

Af: Anna Eva Heilmann

Når din uge har været uhyggelig lang, din forelæser modbydelig ond, din sambo har spist det sidste af din pesto, og din mor påpeger manglen på børnebørn, er det så befriende skønt at kunne søge tilflugt i de små, indeklemte og overfyldte barlokaler, som universitetet bugner af.

Som små, klistrede åndehuller ligger de ofte halvgemte mellem auditorier, kontorer og kosteskabe; en fjern, dunkende bas ofte din eneste ledestjerne i jagten på billig øl. Målrettet styrer du mod dem, for tiden er nu inde til at glemme alt om socialkonstruktivisme, genmanipulation og litterære analysemetoder. Nu skal du efterlade de finmotoriske færdigheder i bunden af de første lunkne Ceres, og indtage dansegulvet til den-dér-gode med Medina.

Nu skal vi rigtig have det sjovt allesammen.

I bedste Hunter S. Thompson- stil har jeg ofret mig i journalistikkens ædle ærinde. I jagten på noget tiltrængt sjov, har jeg væbnet mig med nogle tro fæller, en lille eksklusiv flok af studerende, alle fast besluttede på at gennemføre vores rejse gennem bar-landskabet på campus. Dette, for at bringe Delfinens læsere en (næsten) udførlig guide til universitetets herligheder, men vel også i et krampagtigt forsøg på at klamre os fast til en ungdom, der synes støt at smuldre mellem vores fingre konfronteret med karrieremesser, forsikringspolicer og pensionsordninger.

To af mine medkompagner har kujonagtigt prøvet at bakke ud i sidste øjeblik, med slatne taber-undskyldninger som “influenza” og “speciale”, men hér er ingen kære mor –

Vi er på en mission.

En færd.

Kl. 18:13

Fredagsbar for Datalogi og IT (Fredagscafeen)

Et eller andet sted på Katrinebjerg.

Der er ubehageligt lyst, selvom vi lige er dykket ned i en kælder, og lysstofrørene reflekterer de i forvejen blege ansigter, der stirrer intenst på os. Kønsfordelingen ligger på en solid 90/10 i lokalet, FIFA-spillet er i gang henne i hjørnet, og der står en full-size Justin Bieber figur og smiler til os.

Den mest nervøse i vores gruppe, ser ud til at være på nippet til at bruge nødudgangen, men vi griber fast i jakken på hende, og trækker hende op til baren, hvor en af os har insider-forbindelser. Han forsøger desperat at mægle mellem de mistænksomme lokale og os ængstelige nytilkommere – uden ret meget held.

Vi trykker os i stedet sammen i et hjørne med en øl.

Og en øl mere.

Og én mere.

Gradvist bliver vi rimeligt enige om at Datalogi-baren er et ganske  hæderligt sted. Den stride strøm af kolde øl, bedøver vores sanser nok til at se gennem fingre med, at fyren ved siden af har en My Little Pony t-shirt på, “bronies for life,” mumler han, fast besluttet på ikke at skabe øjenkontakt.

Vi bliver enige om at en øl mere er nødvendig.

Men så bliver det hele også pludseligt meget sjovere. Et pragtfuldt menneske kommer som en deus ex machina ind fra højre og sætter et brætspil foran os. Og ikke hvilket som helst brætspil, heller.

Tina Lund-spillet;  en genistreg udi underholdning og hesteparatviden.

Mine medspillere er ikke videre entusiastiske, og begejstringen vil flere ender tage, da jeg suverænt fylder min stald op på rekordtid, køber guldhesten og vinder spillet. Syge af jalousi over min sejr, stemmer gruppen for at rykke videre og at søge nye uopdagede fredagsbarer, og jeg må lade flertallet bestemme.

Kl. 20:18

Teologisk og Religionsvidenskabelig fredagsbar (Theos Bar)

Nobelparken

Himmelske toner indhyller os med det samme vi træder ind af perleporten. Folk svæver rundt på dansegulvet som berusede engle i jeans, og røgskyer omfavner os blidt.

“TEQUILA,” skriger en forbipasserende engel os i hovedet, og vi føler ikke der er andet at gøre end at adlyde.  

“Guds fred, mit barn,” velsigner bartenderen mig og hælder altervinen op, “dette er Jesu Kristi blod.”

Kristi blod ryger ned til tonerne af Heaven is a place on earth, og vi svæver med ud på dansegulvet i en overjordisk rus. Rusen varer i minutter, timer, ind i evigheden.

Lige indtil en engel brækker altervin ud på gulvet.

Vi svæver mod døren, hvor der i et underligt lille nabolokale står en skægget ungersvend og synger sarte Johnny Madsen-sange på en karaoke-maskine.

Det begynder at udvikle sig mærkeligt.

Vi flyver videre.

Kl. 22:01, Arabisk Fredagsbar (Arabar)

Nobel, et eller andet sted

Vi bliver nær viklet  ind i et kæmpe Hezbollah-flag, da vi træder ind i lokalet, og alt lugter af vandpibe.

“øh,“ tøver en af mine venner med jødiske aner.

“Det er ironisk,” beroliger en fez-beklædt bartender os, “vil I ha’ en Taybeh-øl fra Palæstina?”

Det vil vi selvfølgelig. When in Rome og alt det der.

Kl. 22:33, Filosofisk og Idehistorisk fredagsbar (Panta Rei) 5. etage i en eller anden bygning

Lokalet er klaustrofobisk  lille, og samtalen foregår på på blid og sagte facon. Øllen er ubehøvlet billig, og alle har skæg. Lange, lange skæg.

Alt er skægt, faktisk

Lige på nær ham den lokale, der insisterer på at snakke Marxisme. Vi prøver at kommunikere, at vi har forladt vores tænkende jeg hjemme i en nobel sags tjeneste, men det er som om en ond dæmon har indtaget ham, og han vil ikke tie stille.

Vi flygter fra produktionsmåder og Kapitalen og migrerer over i en blød sofa, hvor en anden skægget type afventer sine ofre:

“Hvordan har I det med Nietzsche?” kræver han at vide.

“har det faktisk rigtig dårligt,” stønner en af mine medsammensvorne.

Skæggede Fyr puster sig op; “det synes jeg faktisk er skide polemisk bare at sige -”

“nej, “ gisper min ven, “jeg har det pissedårligt,” han pisker ud af døren.

Så hurtigt som vore alkoholforgiftede kroppe kan bære, følger gruppen trop, og finder vores ven med hovedet i kummen.

“urgh,” siger han.

“argh,” svarer vi.

“fortsæt uden mig,” hvisker han stille.

“men – ”

“I må videre, “ insisterer han.

En tung hånd lander på min skulder, og jeg kigger tilbage på resten af min før så frejdige gruppe. De ryster på hovedet med nedslåede øjne.

“man down,” hvisker de.

Jeg tager et sidste blik på vores faldne kammerat, som han ligger og krammer toilettet. Vender mig resolut mod udgangen.

Hans offer vil blive husket.

Men vi er på en mission, og kan ikke lade noget stå i vejen for os nu.

Der er happy-hour på medicin.

Vi vakler ud i natten igen.

Kl. 01:20, Medicinsk Fredagsbar, tæt på Eforen

Efter besøget på filosofi føler vi ikke blot en eksistentiel ubalance, faktisk gynger det hele. Vi er derfor tæt på at miste endnu en kammerat til ænderne i søen, men ved heltemodig fælles indsats når vi alle mediciner-baren i nogenlunde tør behold.

Vi dukker ind i klinikken, hvor en kæmpemæssig samling læger fuldstændig uden grænser tager overordentligt godt imod os. De ordinerer os hurtigt et middel, som kan afhentes uden recept i baren, og jeg har kun en flygtig tanke om, hvorvidt jeg burde være tryg ved at lægge mit liv i disse væseners hænder, inden strobelyset tændes, og vi alle må overgive os til dansen. Det er som om vi bevæger os op på bordene og aktiverer basarmen, men jeg er 27 år, så det kan ikke have sin rigtighed, tænker jeg og sluger et meget grønt shot med noget giftigt.

Kl. 03.35, Eforen

“det er sådan helt vildt, du ved, armen sindssygt”

“helt sikkert”

“jeg føler bare, du ved..”

“hmm”

“det’ bare sådan wow

“hmm”

“hvad?”

“…hvad?”

Kl. 04:20

Kl. 06:02, Universitetsparken

Jeg kigger langsomt rundt på min heltemodige gruppe, som de ligger spredt rundt omkring i græsset. Kampen har været lang og sej, men på ingen måder meningsløs. Imens giften langsomt forlader vores kroppe og virkelighedens tristesse begynder at krybe ind, benytter jeg chancen til at takke alle mine modige venner, der har afsat både tid og lever for at gennemføre missionen. Vi kan være stolte af os selv. Deltagerobservationen har været essentiel i dette antropologiske feltarbejde, der forhåbentligt munder ud i at give læseren håb og mod til selv at kaste sig ud i det sjove og farverige barlandskab, der ligger gemt på Universitetet.

Mediterranea – en uhyggelig aktuel film

Billederne af lille, druknede Aylan, giftige debatter om flygtningekvoter, Europa i oprør, aldrig har en film som Mediterranea syntes så forbandet aktuel. En stærk film, der sætter navne og ansigter på to unge skæbner, der, som tusindvis af andre, vover livet i kampen for at skabe sig et nyt og bedre liv i det forjættede Europa.

Af Anna Eva Heilmann 

I filmen møder vi de to hovedpersoner, Ayiva og Abas, i Algeriet, hvor de netop er ankommet fra hjemlandet Burkina Faso. Herfra følger vi dem på en lang og farefuld færd på fods gennem ørkenen mod den libyske kyst, hvor en båd skal tage dem til Italien. Mod Europa vil de, for at tjene penge til familien derhjemme, og for finde det Europa de har oplevet gennem billeder på Facebook.

Båden når de, efter at blive overfaldet af banditter, og herefter følger en turbulent tur over Middelhavet, hvor de kun i sidste øjeblik bliver reddet af den italienske kystvagt, givet tre måneder til at finde en lovlig arbejdskontrakt og et koldt, vådt telt at sove i.

Ayiva og Abas finder sort arbejde på en appelsinplantage, og begynder langsomt at tjene penge nok at opgradere teltet til et lurvet kammer, og ordentlige arbejdshandsker. Især Ayiva kommer godt ud af det med chefen, og han stiger i graderne nok til at blive inviteret til middag hos familien, en arbejdskontrakt bliver det dog aldrig til. Abas har det sværere med at forene det romantiserede billede af Europa, med den våde, hårde og kolde realitet, og i frustrationen falder han i selskab med andre lige så frustrerede unge mennesker – prisen bliver grufulde italienske tæsk.

Mediterranea er filmet som en dokumentar, er observerende og usentimental. Der er ikke de store plot-twists eller klimaks, selv voldsomme scener synes naturlige og ikke overraskende. Det er måske dette, der gør Mediterranea så uhyggelig. Man sidder med den ubehagelige fornemmelse, at denne historie på ingen måde er speciel eller unik, at den finder sted lige nu, mange steder, tæt på os.

Mediterranea handler om hvordan det er at ankomme til et fremmed land, hvor man ikke er videre ønsket. Den handler om mødet med venlige mennesker, men også mødet med had og fjendtlighed, om kampen mod hjemlængsel og frustrationen over ikke at være i stand til at ændre særligt meget. Det er en hård film, en højaktuel film, en afsindig vigtig film.

Øst for Paradis Filmimport har besluttet, at de første 4 ugers indtægter fra den kommende film ”MEDITERRANEA” vil blive doneret til Dansk Flygtningehjælp. Filmen får premiere 15. oktober ibiografer landet over, og for hver billet, der sælges i hele landet, går importfirmaets andel ubeskåret til at hjælpe de syriske flygtninge. Det er håbet, at filmen udover at give økonomisk afkast til Dansk Flygtningehjælp også vil være med til at give et mere nuanceret billede af ”de fremmede”.

Litterære humoristiske lækkerier – En miniguide til humoristisk litteratur

Humor er et humanistisk, komplekst, mangefacetteret og ikke mindst individualiseret fænomen. Når en roman karakteriseres som humoristisk eller ej, bygger det således på en subjektiv dom. Alle fire nedenstående værker er derfor blot forslag, som bygger på min personlige læseoplevelse. Men er du på jagt efter en letlæselig og vittig roman til pauserne fra studiebøgerne, til de regnfulde efterårsdage eller natbordet, så kan du med fordel læse videre og lade dig inspirere.

Af Karoline Kjær Hansen

DopplerErlend Loe: Doppler. Gyldendal, oversat af Susanne Vebel, 2005, 176 sider

Doppler er fortællingen om den ambitiøse familiefar, Andreas Doppler, der en forårsdag styrter voldsomt fra sin mountainbike på en cykeltur gennem skoven og umiddelbart herefter oplever en uvant ro. En ro, som han beslutter sig for at forfølge, hvorfor han opgiver sit hidtil begavede og tilpassede stræberliv og flytter ud i en skov uden for Oslo for at finde sig selv, gøre op med alle sine kundskaber og ”kompetencer” og dyrke ensomheden, ligesom hans afdøde far på sin egen mærkværdige og tankevækkende måde gjorde det. Her knytter han sig hurtigt til elgkalven, Bongo, efter han i sin jagt på føde har dræbt dens mor, men forpligtelserne er ikke nemme at ryste af sig og konfrontationen med den civiliserede leveform er i den nyfundne hverdag ikke til at forudsige. Skoven bliver med tiden mere befolket, og udviklingen er ”mildt sagt uheldig”, som Doppler selv konstaterer. Den pessimistiske Doppler er dog ikke nem at sætte ud af kurs og kæmper stædigt videre mod alle kompetencerne; en kamp, som i høj grad er anbefalelsesværdig at følge.

Norske Erlend Loe fremsætter på ekstremt iscenesættende vis i Doppler en skarp kritik af det senmoderne samfund og dets idealer samt det moderne individs evindelige forsøg på at leve op til disse. Med sit minimalistiske og direkte sprog tegner Loe konturerne af en antihelt og sætter herved nutidens helteideal på spidsen. Doppler er ikke blot en morsom og underholdende, men også en moralsk fortælling, som ikke kun den midaldrende mand i eksistenskrise kan lære noget af.

Alt bliver oplyst

Jonathan Safran Foer: Alt bliver oplyst. Tiderne Skifter, oversat af Jan Hansen, 2003, 319 sider

Den, i fortællingen, amerikansk-jødiske forfatter Jonathan Safran Foer er i sit forsøg på at opsøge den kvinde, som eftersigende reddede hans jødiske bedstefar fra nazisterne under Anden Verdenskrig rejst til Ukraine. Med på sin eftersøgning har han den ukrainske tolk, Alex, hvis halvblinde bedstefar agerer chauffør, der ligeledes har medbragt sin ustyrlige førerhund Sammy Davis Junior Junior, som den unge forfatter er dømt til at dele bagsæde med. Denne konstellation er skyld i mange komiske sammenstød og anekdoter, som jeg-fortælleren, Alex, beretter læseren om. Samtidig får læseren et indblik i rejsen gennem til dels ærlige og venlige, men samtidig selvoptagede og ikke mindst underholdende breve skrevet på gebrokkent engelsk sendt fra Alex til forfatteren efter hans hjemrejse til USA. Disse morsomme situationsbeskrivelser – grænsende til komiske kultursammenstød – står i skarp kontrast til den parallelle fortælling. Heri indføres læseren nemlig i historien om den ukrainsk-jødiske by Trachimbrod og følger dens beboere i 150 år frem til 1941, hvor nazisterne på brutal vis udryddede disse.

Foer formår på original vis at forene denne tragiske fortælling med de komiske aspekter, som står frem i rammefortællingen, og gennem sin særlige fornemmelse for sproget karikerer han det ukrainske folkefærd på morsom vis. Hvorvidt denne karikatur er velbegrundet eller ej, er så en anden diskussion.

VANGEDE BILLEDERDan Turèll: Vangede billeder. Borgens Forlag, 1975, 200 sider

Den danske avantgardist Dan Turèll fik i 1975 med genrehybriden Vangede billeder sit folkelige gennembrud, og værket lever endnu højt på sin storhedstid. Turèll skildrer med afsæt i sin egen barndom livet i Vangede, som det tog sig ud i 1950’erne; et arbejderkvarter, som hovedsageligt var beboet af tilflyttere fra Nørrebro og Vesterbro. På baggrund heraf karakteriseres Vangede som ”skyggen mellem Gentofte og det begyndende forstads-København”, hvor proletariatet med stolthed dyrkede sin mentalitet, kollektivitet samt kæmpede for det geografiske ståsted. På anekdotisk, sproglig autentisk og troværdig vis guides læseren gennem gaderne i Vangede. Turèll optegner kvarteret komplicerede geografi (for Vangede hører officielt ind under Gentofte, men dette er ifølge vores fortæller og kvarterets øvrige beboere en frygtelig fejltagelse) og præsenterer dets kendisser og særlinge, som ikke er et fåtal. Man skal trods værkets skarpe og gennemførte humoristiske karakter ikke læse sig langt ind i romanen for at fornemme, at Turèll ser tilbage på sin barndom med nostalgi. Det er et erindringsværk, som hylder arbejderklassens uhøjtidelige, lettroende og – i kontrast til overklassens borgerlige konservatisme – smagløse livsstil.

Og bageren i Vangede var fuldstændig cool, og engang da Mor havde været ved at knække brødkniven på et franskbrød han solgte hende, og det viste sig at der var et halvt kosteskaft i franskbrødet og hun så gik derned med brød og kosteskaft, så sa’e han bare: »Åh, tusind tak – det var sateme dejligt De fandt den og kom med den . . . De aner ikke hvor jeg har savnet dén blomsterpind« . . . – Og Mor fik sgu ikke engang et andet brød.

 

Hjerte17-300-coverStine Pilgaard: Min mor siger. Samleren, 2012, 168 sider

Handlingsforløbet i Min mor siger er centreret om en ung, specialeskrivende kvinde, som netop er blevet forladt af sin kvindelige kæreste og derfor har set sig nødsaget til at flytte hjem til sin far og bosætte sig på hans præstegård. Derfor synes det ikke umiddelbart oplagt at karakterisere Stine Pilgaards debutroman som humoristisk. Kærestesorg, afvisning og nærhedsønsket, som ifølge jeg-fortælleren opstår hos os alle, idet navlestrengen efter fødslen blev klippet over, og som herefter for altid står som et urealiserbart ønske, er et centralt tema i fortællingen. Men den hjerteknuste jeg-fortæller iklæder sig romanen igennem et så tykt lag af selvmedlidenhed, at den gang på gang kammer over i selvironi. Pilgaard formår således at behandle det melankolske på underholdende vis og skildre fortvivlelsen over tabt kærlighed på en fornyet og mådeholden facon, hvorved hun kommer helt tæt på essensen heraf. Mens jeg-fortælleren forsøger at bearbejde sin hjertesorg og forlige sig med sine mange mislykkedede relationer, finder hun sig selv fanget mellem sin fars barmhjertighed og sin mors overfladiske bekymring, ærlige naivitet og resultatorientering samt sin egen sygelige fascination af sin læge. Hun formår som resultat heraf gang på gang at rode sig selv ud i misforståelser, fordi ”misforståelserne er det eneste der findes”. Den ene misforståelse efter den anden resulterer i en kæderække af kiksede situationsbeskrivelser og megen – bevidst eller ej – klodset kommunikation, som sammen med den gennemgående ironiske tone og selvironiske distance gør det svært for læseren ikke at samle læberne i et sympatiserende smil.

Hun har altid syntes at prins William virkede så tiltalende. Han er lige blevet gift, siger jeg. Kate er en døgnflue, siger min mor, hun går i et med tapetet. Jeg siger at jeg nægter at sidde og diskutere hvorfor jeg ikke er gift med prins William. Det handler om indstilling, siger min mor, det gælder om at være åben.

Pigerøvshumor med kærlige toner

Kvindekønnet har været igennem en større kulturel, historisk og social udvikling for i dag at kunne markere sig på comedy-arenaen. Et område med en lang tradition for at være domineret af mænd. Men hvad kendetegner egentlig kvinders humor? Og kan kvinder gøre grin med det samme som mænd?

Tekst: Julie Lindhardt Høimark Sørensen

Foto: Manuel Claro, DR1

For at forstå kvinders tilgang til humor, er det vigtigt at holde sig for øje, at der grundlæggende er nogle store sociale, kulturelle og historiske udfordringer forbundet med sjove kvinder. Helt traditionelt set har kvindekønnet skulle tiltrække omgivelserne med deres skønhed. Det er biologisk bestemt, at kvinder er gået efter styrke og magt for at få beskyttelse. Mænd går efter skønhed, fordi skønhed er et tegn på sundhed i naturen. En kombination af styrke og sundhed sikrer artens overlevelse. Det er pixibogsudgaven af, hvordan mænd og kvinder biologisk set bliver tiltrukket af hinanden. Så hvad sker der, når kvinder bryder med skønheden og tør vise sig fra deres mindst tiltrækkende side? Så er det netop, at kvinder for alvor bliver sjove, fordi de bryder med nogle sociale, kulturelle og historiske principper. Selve kernen i humor er at turde udstille sig selv på en mindre attraktiv facon. Humor er at bryde sociale normer, for eksempel ved at være fjollet, kikset, dum eller grim. Kun ved at turde dét, bliver noget rigtig sjovt. Således beskriver forfatter, foredragsholder og kultursociolog Emilia van Hauen, de udfordringer, der er forbundet med sjove kvinder.

Det sociale opgør

Så når en kvinde skal være humoristisk, skal hun som regel gøre grin med sig selv, fordi hun dermed bryder en biologisk bestemt skønhedsnorm. Og det er ikke umiddelbart tiltrækkende. Det er ikke noget, der gør en kvinde yndig, sød eller tiltalende. I den klassiske forstand, vel at mærke. Kontrasten mellem enten at være sjov eller at være attraktiv er altså den store udfordring for kvindekønnet. Men er det helt umuligt for kvinder både at være sjove og attraktive?

”Jeg tror, at der er flere og flere mænd, der ser, at humor i høj grad er et tiltrækkende træk ved kvinder i dag, blandt andet fordi det er et tegn på overskud. I et civiliseret samfund som vores, handler det om at kunne skabe overskud på flere måder – ikke kun biologisk og praktisk,” som Emilia van Hauen fortæller og uddyber det med:

”Der er ved at ske en større diversitet i forståelsen af, hvad en kvinde og en mand er. Vi kan jo også grine anderledes af en mand i dag, eller føle med ham på en anden måde, end vi kunne tidligere. Det er ikke så mange generationer siden, at en mand, der græd, var umandig og en taber, og derfor var det socialt uacceptabelt. På den måde ændrer synet på kønnet sig hele tiden.”

Kvinders sociale status i samfundet er fuldstændig afgørende for kvinders forhold til humor. Der ligger et socialt opgør i, at kvinder i dag har styrken til at gøre grin med sig selv og sit køn. Denne udvikling beskriver Emilia van Hauen:

Først når du er stærk nok, kan du gøre grin med dig selv, uden at det har nogle negative konsekvenser. Hvis du er svag, så gør du ikke grin med dig selv. Du har jo ikke overskud til det, fordi så underminerer du bare i endnu større grad din egen position. Selvom vi civiliserede mennesker sjældent vil være ved det, så handler næsten alt, hvad vi gør, om overlevelse.”

Kvinder har traditionelt overlevet på at være tiltrækkende gennem skønhed, fordi det kunne skabe adgang til fysisk og social sikkerhed. I dag kan kvinder overleve på så meget andet, og kun fordi kvinder har en styrkeposition, har vi socialt ”råd” til at gøre grin med os selv. Ifølge Emilia van Hauen, er det også derfor, at vi begynder at ændre på hele forestillingen om, hvad en tiltrækkende kvinde er.

Der ligger et socialt opgør i sjove kvinder – og især andre kvinder ser det som en kæmpe befrielse. Også fordi sjove kvinder italesætter mange af de dilemmaer og konflikter som moderne kvinder står i til daglig. Men heldigvis formidlet på en måde, så vi også kan smile af os selv uden at føle os udstillede på den negative måde.”

”Tour de Pik”

Ditte: ”Se lige os, vi kunne være med i ”Klovn”… Fed serie, ikke? Den er fandeme sjov! Også ”Klovn the Movie”. Kæft, jeg græd af grin, det gjorde jeg, jeg græd! Men den kunne vi jo ikke lave. Altså kvinder. Den historie kunne kvinder ikke lave.”

Louise: ”Hvorfor ikke?”

Ditte: ”Altså så ville ’Tour de Fiss’ være ’Tour de Pik’. Og så noget med at tage en lille niece med på en kanotur – og når man så kom til Skanderborg Festival, så tog man et billede af hendes abnormt store skede og kæmpe klitoris. Det er jo ikke rigtig sjovt. Det er bare ikke rigtig sjovt, vel?”

Louise: ”Nej.”

Ditte: ”Ingen humor i skeder, vel?”

Sådan forløber den første samtale mellem de to kvindelige hovedpersoner, Ditte og Louise, i DR1s comedy-serie af samme navn. Serien er skrevet af de to skuespillerinder Ditte Hansen og Louise Mieritz, der desuden spiller hovedrollerne og selv lægger navn til deres egne karakterer. Fuldstændig som vi kender det med Casper Christensen og Frank Hvam i ”Klovn”. Serien er da også blevet omtalt som ”Klovn på østrogener” og ”Klovn for kvinder”. Det vidner det om, at der ikke er lavet mange serier som ”Ditte & Louise”, der så direkte henvender sig til kvinder. Hvor de to kvindelige hovedroller tør at eksponere sig selv 100% og lave sjov med hele kvindeuniverset. Med serien forsøger Ditte og Louise at italesætte den store forskel, der er på, hvad henholdsvis mænd og kvinder kan slippe afsted med i humorens hellige navn.

Særlig har de to manuskriptforfattere ønsket at skabe mere rummelighed med serien.

“Vi har besluttet at bruge vores egne smertepunkter for at gøre det så ærligt som muligt. Vi vil gerne appellere til lidt rummelighed. Det ligger i tiden at hige efter noget perfekt, men DET er så dumt. Prøv nu at høre: Vi er mennesker, vi er fulde af fejl, og det er fejlene, vi lærer af. Vi viser nogle kvinder, der prøver, så godt de kan, men spænder ben for sig selv. Det er moderne kvinder, som vi kender dem selv,” siger Louise Mieritz til ugebladet Femina.

”Humor er at fejle. Humor er at glide i en bananskræl. Det er det modsatte af at være yndig. På den måde har kvinder lang vej derhen. Men rigtigt mange kvinder, jeg kender privat, er helt vildt sjove. Det er bare ikke en dyd, vi er trænet i,” som Ditte Hansen siger i en artikel til Soundvenue.

”Ligegyldigt om din chef er en kvinde, kommer der altid nogen og siger, ’din figur er ikke likeable nok’ og ’vi taber mændene på gulvet’. Sådan nogle ting tror jeg ikke, Frank og Casper skal lægge øre til. Næsten alle kvindelige hovedroller i tv-serier skal have en diagnose, fordi vi skal have en grund til, at de ikke er likeable. Men almindelige mennesker har også fejl, og det vil vi gerne vise,” som Louise Mieritz tilføjer i artiklen fra Soundvenue.

Derfor har Ditte Hansen og Louise Mieritz ønsket at skabe en serie om to kvinder, der forsøger at begå sig i en udpræget mandeverden, og hvor der bliver gjort grin med de absurditeter, som de to karakterer må stå til mål for på grund af deres køn.

Blandt de kvindelige studerende på Aarhus Universitet, er der mange positive ord at hente om serien.

Jeg elsker ’Ditte & Louise’. Det er befriende og opløftende, at to kvinder skildrer kvindelig seksualitet på en nuanceret og til tider uflatterende facon. Kvindelig seksualitet har tendens til at blive skildret meget ensidigt: Kvinder er monogame, de vil helst dyrke blid kærestesex og når de en sjælden gang har lyst, handler det primært om et behov for omsorg. Det er ikke særligt ofte, at vi møder kvinder på tv og i film, som på den måde tager ejerskab over deres egen seksualitet. ’Ditte & Louise’ er et nødvendigt og tiltrængt indslag i dansk kultur,” siger Sille Kirketerp Berthelsen, der studerer Nordisk Sprog og Litteratur.

”Jeg kan som kvinde identificere mig med det at være klodset i situationer, hvor man helst ikke skulle være det. Ditte og Louise er jo begge virkeligt kiksede og klodsede. Og så kan jeg identificere mig med hele spørgsmålet om, hvorvidt kvinder kan være sjove, eller om det er ”frastødende” på mænd. Jeg og en veninde havde for nyligt den diskussion. Hun havde hørt fra nogle af sine drengevenner, at piger der var sjove ikke var sexede,” fortæller journaliststuderende Jackieline Panduro Axelsen.

For de kvindelige studerende på AU er det faktisk slet ikke selve humoren i ”Ditte & Louise”, der er det mest fængende. Det er graden af identifikation, der har helt afgørende betydning for dem.

”Ditte og Louise har hver især nogle personlige egenskaber, som jeg kan identificere mig med. Så jeg ser faktisk mig selv i begge de to kvinder. Det er vigtigt, fordi når de kommer ud i lidt mere ekstreme situationer, så har de mig stadig med,” siger Simone Bak Laursen, der er studerende på Oplevelsesøkonomi.

Selvironi med en kerne af kærlighed

Selvom der er sket en større diversitet i den klassiske forståelse af mænd og kvinder, er der dog stadig stor statusforskel på det maskuline og feminine, ifølge Emilie van Hauen.

”Det er cool at være en drengepige, men det er fandeme ikke cool at være en tøsedreng. Hvis du lægger noget feminint ind over en dreng eller en mand, så mister han ofte, ikke hver gang, men ofte status. Og hvis du omvendt lægger noget maskulint ind over en pige eller en kvinde, så stiger hendes status ofte, afhængig af situationen selvfølgelig! Det vil sige, at når du har en høj status, så må du gerne skrælle lidt af dig selv, fordi det er bare drengerøvshumor. Og pigerøvshumor… Jeg ved ikke engang, hvad det er. Jeg tror slet ikke, at begrebet findes – men det kunne da være en idé?.”

Kvinders humor handler grundlæggende om at gøre grin med sig selv. Derfor er selvironi også kendetegnede for kvinder. Omvendt er maskulin humor i højere grad at pege på andre og gøre grin med dem. Det kalder Emilia van Hauen for ”en klassisk magtstrategi, hvor man gør grin med dem, man gerne vil bekæmpe”.

Selvironien skal dog være baseret på en kærlig tone. Der skal være en eller anden grad af kærlig kerne i humoren for, at det virkelig appellerer til kvinder. Ellers bliver det for utiltalende for mange kvinder, mener Emilia van Hauen.  

”Det skal ikke bare være ondt. Vi kvinder gør nok grin med os selv. Derfor har vi ikke behov for, at andre også gør grin med os, med mindre, at det bliver med et kærligt blik. Derfor må du gerne gøre grin med alle vores fejl, og alle vores åndssvage træk, men det skal på én eller anden måde være kærligt. Og så må det gerne ende lykkeligt.”

Et eksempel på lykkelig selvironi er den succesrige bog og filmatisering af ”Bridget Jones Dagbog”. Her sætter Emilia van Hauen også spørgsmålstegn ved, om den var blevet så stor en succes, hvis ikke den skøre og forfjamskede Bridget Jones havde fundet kærligheden til sidst – men fordi, hun gør dét, er Bridget Jones et bevis på, at man godt kan være elskelig og få succes, selvom man ikke er perfekt.

115268103

Humor – et komplekst fænomen der er afgørende for vores wellness

Fænomenet humor er ekstremt bredt, har mange forskellige definitioner og kan studeres og analyseres ud fra en masse forskellige fagområder. En ting er forskerne mere eller mindre enige om og det er at humor giver os en balance, spiller en stor rolle i vores sociale udvikling samt trivsel og giver os en følelse af wellness.

Tekst: Vassili Stroganov      Foto: Lars Kruse

Selv om ordet humor virker til at være meget simpelt, så er selve fænomenet humor noget bredere og mere komplekst end som sådan. Selve ordet humor kommer fra oldgræsk og betyder kropsvæske, noget der er forbundet med vores største følelser. I det gamle Grækenland havde man noget indenfor lægevidenskaben der hed humoral, som vedrørte legemsvæsker og her skulle der være balance i mellem de 4 væsker, som man troede at mennesket bestod af. Hvis den balance ikke var der, så kunne man være sangviniker eller man kunne være melankolsk. Derimod hvis der var balance i mellem de 4 væsker, så havde man humor. Man mente altså at humor havde en eller anden forbindelse med balancen i mennesket og at vi alle har brug for humor i forhold til at være i balance. En anden teori, der hentyder til at humor giver os en balance, er Sigmund Freud’s Relief Theory, som påstår at humor og latter en mekanisme der hjælper os til, at komme af med stress og på den måde får os til, at komme i balance.

Siden Freud har der ikke været meget dokumenteret humorforskning, lige indtil omkring 1990’erne, hvor man for alvor begyndte, at forske i fænomenet. Her har nogen humorforskere defineret humor til at være evnen til at opfatte noget som morsomt, et resultat af en helt bestemt kognitiv proces, der får en til at grine eller have det sjovt. Der er dog mange forskellige definitioner og måder, man kan se humor på. Trods definitionerne, er det stort set umuligt, at sætte humor på formel eller ind i et bestemt skema. Først og fremmest er det vigtigt at notere sig, at der er mange forskellige former for humor, som hver især har sine egne unikke træk. Nogle former for humor kan være stærkt knyttet til det kropslige, mens andre former kan være mere knyttet til det intellektuelle. Humorforskere er meget uenige om, hvor mange forskellige typer af humor der er. Nogen mener, at der er 10 forskellige former, mens andre mener at der er over 20 forskellige former for humor. De mange former for humor kan studeres fra mange forskellige fag og vinkler, da fænomenet humor er enormt tværfagligt.

Humor på mange niveauer

Humor kan studeres ud fra psykologi, sociologi, litteratur, etnografi, antropologi, sprog, gelotologi samt andre fagområder. En af de ting, der er så fascinerende ved humor, er at det kan bruges om så mange forskellige fænomener, som f. eks: at lave sjov, at have let ved at more sig og grine ad forskellige ting, og det at have en humoristisk sans. Humor er også en vigtig del af vores udvikling og sociale egenskaber fra vi er helt små. Tidligere lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, Hans Vejleskov har i mange år forsket i humor i forbindelse med børns udvikling, og her har bla. børns sociale forståelse været i fokus. Det at humor er så fagligt bredt et emne, er en væsentlig grund til at Hans Vejleskov valgte at beskæftige sig med netop dette emne:

”For mig har det nok betydet mest, at humor er et tværfagligt emne, det er specifikt menneskeligt og det  hører også hjemme under disciplinen social kognition, dvs. hvordan børn udvikler sig med hensyn til at opfatte og forstå menneskelige og sociale forhold, hvilket jeg har arbejdet en del med. Der kræves jo f. eks en vis forståelse af andre for at afgøre, om noget de siger, er for sjov eller alvorligt ment, eller for at fornemme, om den man er sammen med, vil synes, at en vittighed er morsom”, fortæller Hans Vejleskov og fortsætter:

”Jeg selv har ikke lavet meget empirisk forskning på dette område, men i forbindelse med observationer af det sproglige samspil under leg, har jeg konstateret, at mange børn ret tidligt kan ’fange’ noget, der er uudtalt eller implicit, noget der ’ligger i luften’ – herunder om det en anden gør eller siger, er ment ’for sjov’”, siger Hans Vejleskov og konkluderer, at social intellekt er noget, der udvikles allerede fra en meget tidlig alder. Den sociale intellekt er netop den vi bruger mest når vi skal bruge og forstå humor og i det hele taget til at forstå andre mennesker. Professor på Institut for Kommunikation og Kultur, Henrik Skov Nielsen mener at netop det sociale element spiller en stor rolle inden for humor:

Jeg synes rigtig tit, at humor har at gøre med venskaber og med fællesskaber. Den bedste humor er mulig med nogen, man kender utrolig godt og meget vanskelig over for nogen, man ikke kender særligt godt, fordi jo mere præcis humoren er, jo sjovere er den for dem, der er en del af det fællesskab, den er irammesat af”, siger Henrik Skov Nielsen, der blandt andet underviser i et tværfagligt fag om humor på kandidatniveau på Aarhus Universitet, der hedder Humor – Current Research Topics. Henrik Skov Nielsen er enig med de mange humorforskerer, om at humor meget ofte ikke kan sættes på formel, dog er der enkelte steder, hvor man kan se nogle mønstre og små tendenser. Et af de steder, hvor humor næsten altid er efterspurgt, er hos en kæreste eller partner:

”Man ved jo også fra undersøgelser, at humor måske er den mest efterspurgte egenskab ved en partner. Det er jo sjældent, at nogen nævner 5 ting, de ønsker sig i en partner, hvor humor ikke er en af dem, og nogen gange er det endda den vigtigste. Det viser noget om, hvor afgørende vi føler, at humor er for vores wellness. Mange vil nok sige, at det er en afgørende form for lykkefølelse”, siger Henrik Skov Nielsen.

Det er sjovere at være sjov sammen med andre

Lektor på Institut for Kommunikation og Kultur, Stefan Kjerkegaard, er helt enig i at det sociale i humor er utrolig vigtigt og at det altid er bedre, når man kan dele et grin med andre mennesker:

Det er jo sjældent, at man faktisk sidder og griner for sig selv. Det kan man godt gøre, men så skal det også være rigtig sjovt. Man griner normalt ikke højlydt, når man er alene, men i det øjeblik, man deler grinet med nogen, så bliver forløsningen større. Der er en social ting omkring humor, som er vigtig,” fortæller Stefan Kjerkegaard, der også underviser i faget Humor – Current Research Topics her på Aarhus Universitet. Et emne inden for humor, der ikke er current, men som er vigtigt for, at bedre kunne forstå nogle af de nutidige humorteorier og forskningsspørgsmål, er de to klassiske teorier om, hvorfor vi synes forskellige ting er sjove:

”Den ene klassiske teori er, at det der vækker latter er, når noget er inkongruent – når der er ’en indbygget modsætning’, som f. eksempel når en vagabond fra Storm P hedder Alkibiades. Den anden klassiske teori er at det, der vækker latter er, at man føler sig ovenpå, enten fordi man selv har været dygtig eller heldig eller fordi en anden har ’dummet sig’ eller er kommet galt af sted, som f. eks når én kommer hjem fra skiferie med armen i bind eller hvis en glider i en bananskrald”, fortæller Hans Vejleskov. Den første af de to klassiske teorier sætter fokus på et spørgsmål, der netop nu bliver forsket i:

”Den mest dominerende teori inden for humorforskning lige nu, den kalder man inkongruens teori. Inkongruent betyder noget der ikke passer helt sammen – en uoverensstemmelse. Der er selvfølgelig ting der er inkongruente, der ikke nødvendigvis er sjove. Det der er den store gåde, det er spørgsmålet om, hvor meget inkongruens og uoverensstemmelse der skal til, og på hvilken måde, før noget er sjovt? Der skal også være noget andet tilstede, så som timing, nogle konventioner om hvor og hvornår man kan lave en vits osv.”, siger Stefan Kjerkegaard.

Synes du, det er sjovt?

Omvendt kan man argumentere for, at vurderingen om noget er sjovt til en vis grad altid er subjektiv. Det som den ene finder hylende morsomt, det er der en anden, der slet ikke synes er sjovt. Logikken peger på, at der kunne være både noget sandt og falskt i både inkongruensteorien og subjektivitetsargumentet. En anden nyere humorteori er en mere negativ en af slagsen, en teori der udforsker humorens mørke side:

”Det der er ret nyt og meget interessant er, at man har taget fat på at undersøge både børns og voksnes større eller mindre frygt for at blive genstand for latter. Dette er et andet slags personlighedstræk, og der er store både individuelle og kulturelle forskelle. Bemærk, at lige så dejligt det er at more sig og le, lige så ubehageligt er det at blive leet ad. Er man meget bange for det, er man særlig nem at mobbe”, siger Hans Vejleskov.

Komedien får næsten aldrig en Oscar

Uanset hvad, så er humor et virkelig dybt og enorm spændende fænomen, der inden for nogle fagområder endnu ikke har fået den credit og respekt, som et emne med så stor en relevans for vores trivsel bør have. Research Assistent på Danmarks Institut for Pædagogik ved Aarhus Universitet, Kasper Porsgaard, som også har læst filosofi Aarhus Universitet er enig:

Inden for filosofien og litteraturens verden har man fokuseret rigtig meget på patos og alvor, tragedier, ulykker, heltedåd og krig i stedet for humor og komedien. Så tragedier har altid haft en højere status end komedier, og det synes jeg er rigtig synd, fordi at komedie er ekstremt dyb når man begynder at tænke over, hvad det er, der gør ting sjove. Det bliver hurtig meget kompliceret,” siger Kasper Porsgaard.

Det samme kan siges, når det kommer til komediefilmgenren. Det er virkelig sjældent at vi ser en komediefilm vinde en Oscar. Normalt er det altid en dramafilm eller endnu en biopic, der løber af med statuetten. Hvordan kan det være? En del af svaret ligger netop i litteraturens og filosofiens verden, men også i vores kultur generelt. I middelalderen havde man hofnarren, som skulle underholde kongen og resten af det fine selskab ved blandt andet at latterliggøre sig selv. Allerede dengang havde man et nedladende syn på komedien og alene navnet hofnar siger en del om respektløsheden omkring jobbet. At skabe en god komediefilm eller stand up, kræver et kolossalt talent og finfølenhed over for publikum og det er langtfra alle, der besidder den egenskab.

Den antropologiske stand up

Lige præcis stand up comedy er en genre som antropolog på Aarhus Universitet, Morten Nielsen har kigget nærmere på og fundet ud af, at der er slående ligheder mellem antropologi og stand up comedy. Sammen med andre antropologer fuldførte han i 2014 et forsøg ved navn The Comedy of Things med inspiration fra stand up comedy:

”I Amerikansk stand up comedy, og i comedy generelt, der udspringer humoren ofte af den overraskende fremstilling af dele, som egentlig hører sammen, men lyder som om de ikke gør det. Det var så netop tanken med dette forsøg at stille spørgsmålet, om der er noget i det, som stand upperen gør, som der faktisk kan have noget væsentligt at sige om, hvordan antropologisk viden skabes og hvad antropologi handler om. Det er ikke alle former for antropologisk videnskab, der er tale om, men visse former,”  siger Morten Nielsen og fortsætter:

”Vores formodning er, at der i humoren og i comedy, er et uudforsket materiale, og nogle uudforskede muligheder for at kunne forstå, hvordan vi skaber betydning for hinanden, altså hvordan vi hele tiden udtrækker nogle karakteristika af socialt liv og kombinere det på en utal af måder,” fortæller Morten Nielsen. Dette er endnu et bevis for at humor findes i så mange forskellige aspekter af vores liv og kan bruges til meget mere end man tror. Humor kan være en måde at tænke på.

Når humor bliver magt

En anden måde man kan se på humor, er ved at kigge nærmere på forholdet mellem humor og magt. Stefan Kjerkegaard udtaler:

Jeg synes, at forholdet mellem humor og magt er ret spændende, altså hvad humor kan bruges til i forhold til magt. Det kan jo virke utroligt stærkt, hvis du går opad mod dem der har magten. Hvis du går opad på magtkurven mod dem, der har magten, så er der næsten ingen grænser for, hvor meget du kan bruge humoren, men hvis du går nedad kan det skabe problemer. Jeg tror det har noget at gøre med nogle strukturer, der er i samfundet. Hvis jeg som lærer gør grin med en studerende, så ville det være helt forkert, men derimod må de studerende gerne lave en revy, der gør grin med os. Det er mere acceptabelt kan man sige. Det er mere legitimt, at bruge den kritiske humor mod dem der har magten.”

En ting er helt sikker omkring humor og det er, at hvis det bliver brugt på den rigtige måde, så stimulerer det os mennesker med positiv energi og nye måder at tænke på. Forskere har konkluderet at humor har positive virkninger på blandt andet helbredelse, livskvalitet, levealder og social popularitet. I Danmark er der blandt andet lavet vellykkede forsøg med, at der jævnligt kommer klovne på besøg på hospitalers børneafdelinger, blandt andet på Skejby sygehus. Selvom humor er et kompliceret fænomen, så er humoren en af vores vigtigste egenskaber, som mennesker og uden den ville livet ikke være det samme. Humor er afgørende for vores wellness. Det er vejen frem.

Man kan lave sjovt med alt, hvis bare man gør det på den rigtige måde

IMG_6176

Sebastian Dorset kan prale af noget, som er få mennesker forundt. Han lever af sin passion. Han lever af at få folk til at grine. Delfinen mødte den reflekterende og intelligente komiker, da han var i Aarhus for at være konferencier til åbningen af Hearts and Minds festivalen til en snak om, hvad folks humor siger om dem, hvor grænsen for humor går og hvordan humor kan ændre ting i samfundet.

Tekst: Trine Møller og Eline Eggers

Sebastian Dorset er ikke en typisk komiker. Der er ingen selvfedme eller uknækkelig selvtillid over ham. Derimod udstråler han varme, venlighed og imødekommenhed. Alt bliver leveret med et glimt i øjet. Han er iklædt en fin habitjakke og skjorte og fortæller åbent og selvironisk om sin tid på Aarhus Universitet. Hr. Dorset gik ikke den helt lige vej til komikken. Først tog han favntag med juraen i to år. En kamp, som han ikke vandt. Som han selv beskriver det:

”Det gik ikke så godt. Jeg læste simpelthen ikke nok. Dog bestod jeg førsteårsprøven på to år. Men så spurgte nogle af underviserne, om jeg måske skulle prøve noget andet.”

Efter jura begyndte Sebastian på Journalisthøjskolen. Efter eget udsagn fordi det lå tættest på det kollegie, han flyttede ind på. Det gik dog noget bedre, og fire år senere kunne han kalde sig journalist:

”Når man først er inde, så spytter de bare en ud fire år senere. Man skal virkelig have alvorlige sygdomme eller ikke møde op for ikke at bestå. Sådan var det i hvert fald dengang”.

”Gud, de betaler os for at være sjove”

Men han kom aldrig rigtig i gang med at være journalist. Han kunne ikke rigtig tage det alvorligt og ej heller hidse sig op over, hvorvidt kommuner nu overholdt regulativer og den slags småsager. I stedet kom han hurtigt i gang med at skrive til underholdningsprogrammer. Det afgørende for hans karriere blev tilbuddet om at være en del af redaktionen på tv-programmet ”Ugen der gak”:

”Det var første gang, jeg fik penge for at være sjov. Det var stort. Det var en rigtig god redaktion, hvor alle var sådan lidt: Gud, de betaler os for at være sjove. Så må vi hellere prøve i hvert fald!”. Sebastian var ansat til at være fuldtidsresearcher og så lidt en, der skrev jokes. Men han fik hurtigt tvistet det til, at han var halvtidsjournalist og heltidssjov.

”Jeg har ikke det der optræde-gen”

Ved siden af havde Dorset dyrket stand-uppen. Han havde længe haft lyst til det, men havde omgærdet det med en vis ærefrygt. Han vil heller ikke beskrive sig selv som et naturtalent:

”Jeg var rigtig dårlig til det i starten. Jeg har ikke så meget selvtillid på den måde naturligt. Jeg har ikke det der optræde-gen. Det havde et langt tilløb, hvor jeg ligesom skulle vende mig til det, og så synes jeg, at det gik bedre.”  

Dorset kan i virkeligheden bedst lide at være alene, men komikken sørger for, at han kommer ud og ikke bare sidder ”derhjemme og drikker”, som han siger med et glimt i øjet og slår en latter op. Dorset mener heller ikke, at han er født sjov, men at barndomshjemmet prægede ham i den retning:

”Hvis jeg skal være lommepsykolog, så tror jeg, at hjemme hos mine forældre blev det belønnet at være sjov. Jeg fandt ud af, at jeg kunne være sjov, selvom jeg ikke havde samme viden og sprog som de voksne. Der var sådan en overraskelseseffekt, jeg kunne ramme. Det tror jeg, at jeg havde en eller anden evne for. Og så tror jeg, at jeg bare dyrkede det, fordi man blev belønnet for at sige en vittighed. Ikke sådan med hundegodbidder, det var ikke sådan, at jeg fik en lille hundekiks hver gang. Dem måtte jeg selv stjæle”. Dorset griner igen. Stort og varmt.

En erhvervsskade

Tilgengæld mener han, at man kan lære at være sjov. Selvom der findes mennesker, som slet ikke forstår humor:

”Jeg havde engang en underviser, der helt ærligt indrømmede, at hun ikke havde humor, så vi skulle gøre opmærksom på det, når vi forsøgte at være sjove. Det er en fantastisk selvindsigt at have. Alle andre tror selv, at de er sjove. Jeg tror, at man kan lære sig nogle teknikker omkring, hvordan man er sjov, men man kan ikke grundlæggende lære at forstå humor.” Humor er for Dorset et vigtigt karaktertræk hos hans medmennesker, og han indrømmer, at han har pådraget sig den erhvervsskade, at han dømmer folk på deres humor. Han synes selv, det er frygteligt:

”Hvis folk siger, hvem deres yndlingskomiker er, og jeg synes, det er en, der er helt forfærdelig, så tænker jeg, at det nok ikke er den humor, jeg synes særlig godt om. Og så dømmer jeg dem på det.”

Der findes altså god og dårlig humor

Dorset er en rolig og afbalanceret mand, men en ting kan gøre ham gal. Nemlig ideen om, at der ikke findes dårlig humor:

”Altså folk der påstår, at et eller andet ikke er sjovt  eller ikke er godt, og det er noget, man selv synes er godt sådan fagligt, der er jeg begyndt sådan nærmest at sige, at jeg har en faglighed inden for humor, og jeg ved, at det der, det er godt. Jeg ved, at det er godt og jeg ved, at det er sjovt og originalt. Også hvis folk ikke synes, det er sjovt, så siger det sgu noget om dem. Der kan man ikke bare sige; “hver sin smag”. Det er kun inden for humor, at man har den der ting med, at hvis folk synes, det er sjovt, så må de selv om det. Indenfor alt andet er der sådan en form for smagsdommeri.” Dorset gør sig gerne til smagsdommer inden for humorverdenen, og giver os en definition på god humor. Ifølge ham handler det om sproglighed, tone og originalitet. At man gør noget, som ingen andre gør eller tænker tingene på en ny måde. Hvad er dårlig humor så?

”Man skal afstå fra at bruge billige tricks. Nogle har et trick og så bruger de det hele tiden. Det synes jeg er dårligt. Billige tricks kan være ”Byt-om-på-ting-vittigheder”. Jeg hader jokes, hvor man kan se pointen med det samme.”

Gammel i gårde

Sebastian har efterhånden levet af at være sjov i 18 år. Og med tiden er han blevet bedre til at stå på scenen. Han har lært sig nogle færdigheder, og han har nogle tricks at falde tilbage på, hvis han kokser på scenen. Men hvis han skal se tilbage på en lang karriere, er der nogle særlige gange, hvor humoren er gået op i en højere enhed for ham:

”Jeg kan huske engang, jeg tror, det er sket sådan tre-fire gange i mit liv, altså på tyve år som stand-upper, at jeg har sagt noget improviseret og så først efter jeg havde sagt det fundet ud af, hvorfor det var sjovt. At jeg når at sige det, inden det har nået at vende i min bevidsthed, altså jeg har været ubevidst sjov nogle gange. Det er altså skægt, men så er det også frygteligt pinligt, fordi man kommer til at grine af sig selv. Carsten Bang så mig engang optræde, hvor jeg gik sådan to skridt tilbage og klappede med. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Jeg tror bare ikke, jeg vidste, hvad jeg skulle fortsætte med. Så jeg giver lige mig selv en hånd.”

Samtidig ved Sebastian godt, at han ikke altid har været lige sjov. Fortryder han nogle jokes?  

”Jeg har sagt nogle dumme ting, hvor jeg bare har tænkt, det var sjovt, og så var det måske et dumt ordspil. Jeg har nogle gange sagt nogle ting, og hvis joken så bare var ordspil, som jeg syntes kunne være skægt, så kan det virke som om, at jeg ikke syntes et eller andet alvorligt er et problem. Pædofili-jokes, hvor folk tænker, at det er sgu egentlig ikke særlig sjovt det der. Der er nogle mennesker, der sidder og føler sig ramt.”

Man kan lave sjovt med alt

Dog synes Sebastian ikke, at der er en grænse for, hvad man må lave sjov med. I hans verden er det ikke emnet, der afgør, om det er okay, men måden man gør det på:

”Hvis man ikke gør det for at være provokerende og vise, at man godt tør. Der skal være et formål med det og så skal man pege det rigtige sted hen. Altså man skal jo ikke gøre grin med folk, der er blevet dræbt i trafikuheld, men man kan godt lave sjov med, at danskere åbenbart synes, at deres liv er så vigtige, at de åbenbart skal køre helt vildt stærkt. Altså de der kampagner, de laver for, at man skal køre bil, mens man kører bil. Man kan sagtens gøre grin med, at folk ikke gør det, men det er dumt at gøre grin med dem, der bliver kørt ned.”  

Sebastian synes, at vores kultur er en nul-krænkelseskultur, hvor humoren ikke har ret meget plads at blomstre på:

“Der er en kampzone, hvor folk vil være fritaget for krænkelser alle vegne, man må ikke sige noget, og der skal nærmest være en advarsel først. Men jeg synes, det er dræbende for humoren.” Og det synes Sebastian er rigtig synd, fordi han mener, at humoren som udtryksform kan noget særligt og kan være med til at gøre en forskel og ændre tingene. Humoren vækker og overrasker folk, og får dem steder hen, de ikke anede, at de ville komme:

”Jeg tror hjernen stopper op, fordi der opstår en fejlslutning ligesom i ‘The Matrix’, hvis man kan huske den gamle film, hvor de pludselig får deja-vu-oplevelser, fordi der er nogen der piller ved Matrixen. Det er det humoren kan. Der sker et eller andet, som man ikke havde forudset.”

At turde gøre grin med noget som er svært

Sebastian synes også, at humoren er god til at kaste lys over de svære ting i samfundet. Han nævner, at mange komikere selv har forskellige diagnoser og handicaps og tager udgangspunkt i dem i deres stand-up:

”Det er meget bredt, og det er meget spændende, at folk tager fat på nogle ting, der faktisk berører dem i stedet for, at det bare altsammen er, jeg scorer ikke særlig godt. Alle mandlige stand up’ere snakker om, at de har svært ved at møde damer. Og man tænker – åh nej.”  

Humor kan være med til at nedbryde nogle grænser, og Sebastian synes faktisk, at humor er den allerbedste måde at gøre det på. Man skal turde gøre grin med noget, som er svært. Humor kan bruges i alle sammenhænge.

Ifølge Sebastian er det sjældent de mennesker, der selv er ramt, som bliver forargede over humor, men folk der kender nogen, mener de kender nogen eller synes det er synd for nogen. Men Sebastian mener, at der er en tendens til, at vi ikke bruger humoren nok:

”Af en eller anden grund har vi ladet de kedelige bestemme i mange år. De, der ikke har nogen humor, de har fået lov at bestemme. Man må sørme ikke være sjov omkring bestemte emner. Hvorfor har de ret til at være kedelige omkring bestemte emner, når vi andre ikke har ret til at være sjove? Hvorfor har de ret til at være bekymrede, hvis vi andre ikke har ret til at være optimistiske? Det er blevet finere at være alvorlig.”

Humor fremmer indlæring

Også i forhold til indlæring synes Sebastian ikke, at vi skal glemme humoren:

”Nogle af de ting man husker, er ting der bliver sagt med humor. Noget af det jeg kan huske fra min fjerne fjerne studietid er, når forelæserne ligesom stoppede op og lavede noget sjovt, når de viste noget humor i forhold til det. Det har bidt sig fast. I min kortvarige ikke-succesfulde jura-tid var der en forelæser, der selv stoppede op efter, at han havde sagt, hvorvidt den der var kommet til skade “burde, skulle, kunne, måtte” indse at, og så gentog han sådan burde-skulle-kunne-måtte indse og studsede over, at det ikke ligefrem var de enkle formuleringers kunst. Jeg kan bare huske det der med, at han selv stoppede op og reflekterede over det og fik os til at grine af, hvor dumt det egentlig var. Det er sådan noget, man kan huske mange år efter. Jeg aner ikke, hvad det handlede om, men jeg kan huske den formulering, og jeg kan huske den forelæsning.”

Verdens bedste job

Interviewet lakker mod enden. Dorset skal over og være konferencier på et arrangement i forbindelse med åbningen af Folkeuniversitetets Hearts and Minds festival. Han har coachet nogle forskere, så de på otte minutter kan præsentere deres forskningsområde på en humoristisk måde. Sebastian konkluderer, at han har verdens bedste job. Folk er altid glade, eller også bliver de det i hvert fald forhåbentligt. Han vil gerne blive indenfor branchen resten af sit liv. Og så vil han gerne skrive en roman. En sjov en.

FAKTA:

Sebastian Dorset, f. 1970

Debuterede som stand-up komiker i 1995 på Britannia i København.

I 2003 medvirkede han i stand-up touren Fem på flugt sammen med Mikael Wulff, Carsten Bang, Omar Mazouk og Lasse Rimmer.

Han var redaktør på DRs satireredaktion Tjenesten fra 2003 til 2009.

Han har i løbet af sin karriere skrevet materiale til blandt andre Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen og Jan Gintberg.

Han har desuden været medskribent på taler for Villy Søvndal.

 

Delfinen #199 – Humor

Skærmbillede 2015-10-04 kl. 08.44.48Humor kan være svær at blive klog på. For hvad er humor egentlig? Det er et underligt fluffy begreb, og der kan ikke sættes en videnskabelige formel eller en klar definition på det. Det der kan skabe latterkramper hos en person kan være fuldstændig uforståeligt for en anden. Faktisk dræber det humoren, når man prøver at forklare den. Men en ting er sikkert. Humor er et eftertragtet karaktertræk, og vi bruger den konstant i vores dagligdag.

 

Evnen til latter kan spores langt tilbage. For mellem 10 og 16 millioner år siden begyndte en abe at grine. Latteren er universel og forstås på tværs af kulturer og sprog. Latter og humor skaber fællesskab, styrker relationer og gør os glade. Når vi griner frigives lykkehormonet dopamin oppe i hjernen. Humor er vanedannende og der er utallige måder at få sit fix på.

I dette nummer af Delfinen sætter vi fokus på humorens væsen. Vi har snakket med en mand, som lever af at få folk til at grine, nemlig komikeren Sebastian Dorset. Efter 20 år i branchen mener han, at man ud fra et fagperspektiv kan sige, hvad der er sjovt og hvad der ikke er sjovt. Læs interviewet hvor vi får svar på hvad god og dårlig humor er, og undersøger hvorvidt der er en grænse for, hvad man kan lave sjov med.

 

Læs også baggrundsartiklen, hvor vi går i dybden med humorforskningen, dyk ned i reportagen fra en latterklub og bliv inspireret til humoristiske romaner i litteraturguiden. Studer også billederne af grinende mennesker og deres svar på, hvad der bringer latteren frem hos dem.

 

Rigtig god læselyst!