Kategoriarkiv: Kultur

Oversigt over fede studierabatter i Aarhus

Uanset om du har gået på uni i 3 år eller om du lige er startet, så kan vi godt blive enige om, at pengene er små –  og at enhver sparet krone er tjent. Mange butikker har faktisk virkelig gode studierabatter, hvor du kan ‘’tjene’’ penge. I følgende artikel får du en liste over vores favoritter

Tøjbutikker

Selvom man er studerende, vil man gerne se sej ud – og hvad er sejere end et par Levi’s jeans? Levi’s ligger i Bruuns Galleri, og her får du hele 20% ved fremvisning af studiekort. 

Mangler du en sød sommerkjole eller noget sejt til fredagsbaren? Fremvis studiekort hos Message og få 10%. Message har flere butikker rundt i Aarhus. 

Mad

Dedees er et virkelig lækkert sandwich sted med adresse på Banegårdspladsen 8. Her får du 10%, hvis du kan fremvise studiekort. 

Craver du lækker mexicansk mad? Prøv Vaca i Latinerkvarteret. Her får du som studerende også 10%. 

Er du vegetar eller veganer? Eller er du virkelig bare vild med sund mad? Uanset hvad så er Fika utroligt lækkert, og du får 10% som studerende. Fika har to restauranter i Aarhus. En på Nørregade 28 og en på Jægergårdsgade 47. 

Et par af mine favoritter er også Vnoodles, hvor du får 20%. Eller The hummus and pita bar, hvor du får 10% ved fremvisning af studiekort. Og sidst men ikke mindst Havnens grill, hvor du får 10% (perfekt tømmermændsmad!). 

Aktiviteter 

Elsker du at gå i teateret, så skal du helt klart prøve en forestilling på Aarhus Teater. Som studerende eller under 25 år kan du i sæson 2020/21 købe billetter til kun 80 kr. pr. billet til alle forestillinger alle dage på Aarhus Teater! 

Medlemskab

Medlemskaber hos yogastudier er sindssygt dyre, men hos Hotyoga på Aarhus Havn får studerende 15% på deres medlemskab. 

Kaffe 

Som studerende har vi brug for lidt ekstra energi i ny og næ, men købekaffe er dyrt. Dog er et godt tip, at du kan få 25% på kaffe hos 7/11, hvis du er studerende og 30% på Lagkagehuset. 

Frisører

Vi vil jo gerne se godt ud, men det kan hurtigt blive en dyr affære at rende til frisøren hver tredje måned, som det anbefales. 

Dog har Barber Lounge en studiepris, som du kan få oplyst, når du bestiller tid. Ladies & gents hairdresser på Sønder Allé 5 giver 20% til studerende. Haarhuus på Studsgade 3 er en miljøvenlig og kvalitetsbevidst frisør, der også tilbyder studierabat. 

Andet 

En af de ting, vi som studerende har en tendens til at forsømme, er tandlæger. Det er dyrt, men det bliver endnu dyrere, hvis vi forsømmer det. Rigtig mange tandlæger har faktisk studierabat, og er du medlem af Danmark, kan du få dækket tandlægetjek og tandrensninger til du er 26. Jeg har hørt godt om Tandlægerne Risskov, der giver 15% i studierabat. 

Kunsten at fejre Pride hjemme i stuen

Serier

Har du lyst til at fejre Pride med en rolig seriedag på sofaen? Så har vi tre gode forslag til dig; den eftertænksomme, den morsomme og den afslappende serie.

Queer Eye

Queer Eye er en realityserie, hvor fem homoseksuelle mænd, kaldet The Fab 5, tager ud til en udvalgt person, som grundet livets knubs holder sig tilbage fra at være sit bedste jeg. Hver af mændene i The Fab 5 er ekspert på hver deres livsstilsområde. De er ikke kun eksperter i tøj og frisure, de klassiske elementer i en make-over. Nej, der er også en ekspert indenfor madlavning, indretning og coaching. Det er særligt her Queer Eye bliver en serie ulig nogle make-over programmer, jeg før har set. Serien fokuserer ligeså meget (hvis ikke mere) på den indre forandring, som den ydre. Hver af afsnittene kommer ned i de mest sårbare og følsomme dele af livet (selvfølgelig på den der meget amerikanske ‘følelserne uden på tøjet’-måde). Hvert afsnit er en følelsesmæssig rutsjetur, som bliver hængende i én — længe efter afsnittet er ovre. En fantastisk serie, der virkelig ender med at blive en øjenåbner.

RuPauls Drag Race

En amerikansk realityserie om mænd, der udøver Drag og kæmper i diverse konkurrencer. RuPauls Drag Race er en serie som mange nok kender, men som ikke nødvendigvis falder i alles smag. Jeg skal da også være ærlig at sige, at jeg skal være i et bestemt humør, for at kunne se på de mange Drags’ overdrevne evne til at skabe skandaler, skænderier og drama ud af ingenting. I sidste ende, er det en utrolig sjov serie, hvis man er til den slags. Serien er ikke nødvendigvis det bedste eksempel på at lære mere om Dragqueens, da de i RuPauls Drag Race ofte fremstår overdrevet karikerede, men til tider indeholder serien dog sine få eftertænksomme og følsomme øjeblikke. Dét man i stedet kan tage med sig fra serien er ideen om, at køn er en menneskeskabt illusion. Serien viser dig at det kan være sjovt at give slip på samfundets ciskønnede normer, og at det er muligt at lege med vores maskuline og feminine sider.

Modern family

En af mine absolut yndlingssitcoms, Modern family, er en af de serier, jeg egentlig kan glemme tilhører LGBTQ-kategorien på Netflix. I serien følger vi tre familier, hvor en af familierne er det homoseksuelle par  og deres adopterede vietnamesiske datter. Fordi de tre familiers hverdagsliv får lige meget skærmtid, skiller det homoseksuelle par sig ikke ud fra de to andre heteroseksuelle familier, og hvilket gør at serien på sin vis med til at normalisere regnbuefamilien. Mitchell og Cameron har dog også sine problemer grundet deres seksualitet, og det er i høj grad med til at skildre de moderne udfordringer, som det kan føre med sig at være homoseksuel. Mændenes fædre har accepteret sønnernes seksualitet, men bliver gang på gang sat på prøve i mødet med det uvante. Parret møder flere gange spørgsmålet om hvem der så er ”kvinden” i forholdet, samtidig med at de selv må finde ud af rollen som fædre for et fælles barn. En fantastisk sitcom, hvis du bare har brug for at slappe af, mens du stadig får et indblik i regnbuefamiliens liv.

Bøger

Har du lyst til at dykke lidt dybere ned i emnet og lære mere om LGBT+ miljøet og de udfordringer, som miljøet også kan rumme? Så har vi tre gode forslag til bøger med fiktion, fakta og det derimellem.

Call me by your name

Call me by your name er André Acimans fiktive roman, om den italienske teenagedreng Elios forelskelse i Oliver — en amerikansk fyr midt i tyverne, der arbejder for Elios far, hen over sommeren. Efterhånden som Elio kæmper med sin forelskelse, erfarer han, at Oliver måske har det på samme måde. Bogen er både et blik ind i den unge teenageforelskelse, det grænsesøgende sind og mest af alt lidenskaben mellem to mennesker. Det er dog også en eftertænksom og vemodig bog, om at uanset hvor smuk kærligheden kan være, er den til tider svær at forene med det virkelige liv. Desuden er bogen også blevet filmatiseret, og jeg synes at filmen Call me by your name er ligeså fantastisk som bogen.

Kønsballade

Hvis du læser eller har læst på nærmest hvilken som helst humaniorauddannelse, har du nok stødt på Judith Butler og hendes værk Kønsballade (Gender Trouble). Værket, der udkom første gang i 1990, har været en stor inspiration for diverse køn- og queerteorier. Butler beskæftiger sig særligt med ideen om køn som en social konstruktion. Således sætter hun ord på den banebrydende ide, om at køn er noget vi i nogen grad performer — og dermed at vores væremåde ikke nødvendigvis er bestemt af vores biologiske køn. Ønsker du derfor at blive lidt klogere på hele debatten, om hvad køn er, og hvorfor vi bruger køn til at forstå os selv, er Butler et godt sted at starte.

Den, der lever stille

Den, der lever stille er den prisvindende autofiktive roman om Leonora Christina Skovs opvækst og hendes søgen efter sig selv. Da Leonora endelig flytter hjemmefra, kaster hun sig ud i romantiske relationer til kvinder — en side af sig selv hun har undertrykt i barndommen. Leonoras nyfundne seksualitet er dog ikke uden problemer. Hendes forældre nægter at acceptere hende, for den hun er. Det fører Leonora ind i en længere kamp i forståelsen af sig selv — for hvad er egentlig vigtigst? Hendes forældres kærlighed eller retten til at være sig selv? Jeg synes det er en meget lærerig og virkelighedstro roman om at finde sig selv, når man samtidig forsøger at rette sig efter andres forventninger til én.

Sange

Har du egentlig bare lyst til at fejre Pride med en god sang i bussen eller derhjemme, så har vi tre gode sange, du kan skråle med på.

Girls like girls

I sangen Girls like girls af Hayley Kiyoko bliver det at piger kan lide piger sidestillet med drenge, der kan lide piger, og sangen forsøger netop derfor at sætte den lesbiske seksualitet på lige fod med den heteroseksuelle. Sangen udfordrer særligt de mænd, som føler at deres seksuelle domæne bliver overtaget af uvedkommende kvinder. Sangen får også et særligt smukt udtryk, når det kobles med musikvideoen, hvor to veninder undervejs i videoen opdager deres tiltrækning til hinanden. Det ender dog “galt” da den ene piges fyr opdager det.

Born this way

Den kendte klassiker Born This way af Lady Gaga er efterhånden ved at kunne kalde sig en ”LGBTQ Anthem”. Sangen, der flere gange gentager ”I was born this way”, handler om, at man ikke kan flygte fra den, man er, så man kan lige så godt være sit fulde jeg – uanset hvem det så end måtte være. Sangen akkompagneres desuden af en musikvideo så kreativ, at sangen i sig selv nærmest bliver et kunstværk, som kun Lady Gaga kan formå det.

Same love

Same love Af Macklemore, Ryan Lewis og Mary Lambert må nok siges at være en af de mest rammende sange, om de mange modstridende komplekser, der findes i vores samfund (eller nok nærmere det amerikanske samfund), når det kommer til LGBTQ miljøet. Hver linje har en eftertænksom pointe, og jeg vil derfor foreslå at høre sangen med teksten ved siden af. En fantastisk sang der med fordel kan høres igen og igen.

Vil du gøre noget?

Ønsker du selv at være mere inddraget i LGBT+ miljøet i Aarhus, så bliv en del af miljøet i LGBT+HUSET.

MARTSGUIDE

6/3: Gratis filosofibar – Om Judith Butler

Tid: 15-16 Lokation: Studenterhus Aarhus Hak i SU’en: Gratis

Er du også helt vild med at dykke ned i diverse kønsteorier, feminisme og queerteori? Så er dette oplæg om Judith Butler i Studenterhuset nok lige noget for dig. Faktisk er der Filosofibar hele ugen med forskellige oplæg indenfor filosofiens verden, så der er noget til enhver smag.

 

6/3: Vidensbif – Mean Girls

Tid: 20.30-22.30 Lokation: Øst for Paradis Hak i SU’en: 120 kr.

Det er nu 16 år siden den ultimative klassikker Means Girls kom til verden, og det skal selvfølgelig fejres. Filmen der gav os de legendariske citater som ”You can’t sit with us” og ”Get in loser. We’re going shopping.”  Århundredets Festival har i denne omgang placeret sig i Øst for Paradis, hvor aftenen kun vil handle om filmen. Kunne man ønske sig en bedre fredag aften?

 

7, 14, 21, 28/3: Søstrene Grene-lagersalg

Tid: 10-15 Lokation: Gunnar Clausens vej 20, Viby Hak i SU’en: Afhænger af eget forbrug

Søstrene Grene holder lagersalg alle lørdage i marts måned, hvilket betyder fantastiske ting til billige penge! Der er allerede en overvældende interesse for begivenheden (med god grund), og de anbefaler derfor, at man kommer en anden dag end den første lørdag, og at man tilmelder sig på begivenheden for den dag, man kommer.

 

11/3: Hjertesorggruppe 

Tid: 19 Lokation: Faculty Club, Studenterhus Aarhus Hak i SU’en: Gratis

En begivenhed der måske ikke er aktuel for alle, men en begivenhed der har et vigtigt budskab. Nemlig at snakke om den sorg der kaldes kærestesorg. En sorg der for mange er et tabu. Derfor håber vi her på redaktionen at kunne oplyse flere om, at der faktisk findes et sted på universitetet, der kan rumme denne type sorg. De mødes onsdag i ulige uger, så hvis du ikke lige kan denne aften, er der masser af muligheder for at komme forbi en anden aften.

 

15/3: Meditationsgudstjeneste

Tid: 16-17 Lokation: Skt. Johannes Kirke Hak i SU’en: Gratis

I en stresset hverdag kan det være svært at finde tid til at pleje sig selv og sit sind. Det skaber Skt. Johannes Kirke nu et rum for denne søndag. Og frygt ej, du skal ikke stå tidligt op på din søndag morgen for at kunne være med. Det begynder nemlig først kl. 16. Så giv dig selv den gave, at bruge en time på at fokusere på dig selv og samle dine tanker til meditationsgudstjeneste.

 

18, 19/3: Food Maker Faire 2020

Tid: 15-20 Lokation: Aarhus Tech Hak i SU’en: Gratis for unge (16-28 år)

Endnu engang slår Food Maker Faire dørene op for en fantastisk madfestival. Denne gang foregår det på Aarhus Tech. Der er åbnet fra kl. 15 – 20, og det bedste ved det hele er, at det er gratis for unge mellem 16 – 28 år. Og er der to ting studerende elsker, så er det da gratis ting og mad. Der er derfor ingen grund til at blive væk fra denne lækre festival.

 

FEBRUARGUIDE

2/2: Brætspilsmarked med nyt og brugt

Tid: 12-15 Lokation: Aarhus Brætspilscafé, Fredensgade 38 Hak i SU’en: fra 5 kr.

Er du også vild med hyggelige spilaftener med dine venner? Så er brætspilsmarkedet hos Aarhus Brætspilscafe lige noget for dig. Gør et godt fund til en rimelig pris. Priserne vil variere fra 5 kr. og op til et par hundrede kroner alt efter spil.

 

3/2: Pub Quiz i Studenterbaren

Tid: 20-23 Lokation: Studenterbaren Hak i SU’en: Gratis

Dette er en klassiker, men altså værd at nævne! Studenterbarens Pub Quiz garanterer altid god stemning og selvfølgelig mulighed for en kold øl. Første quiz-omgang i februar er mandag d. 3., men har du ikke mulighed for at quizze der, så er der en mulighed igen d. 17. februar. Så tag studiegruppen under armen og få et velfortjent afbræk fra læsningen.

 

5/2: Spændingsfeltet – Samtale om at læse 

Tid: 19:30 Lokation: Aarhus teater Hak i SU’en: 85 kr.

Er du vild med litteratur og scenekunst, så er dette arrangement noget for dig. Her diskuterer indsigtsfulde aktører de to oplevelsesformer i relation til hinanden. Det bliver et spændende møde mellem skuespiller Mathias Flint, dramatiker og instruktør Christian Lollike samt anmelder og forfatter Martin Bastkjær, som bl.a. undersøger, hvordan man arbejder med tekst og litteratur i forskellige roller. Det bliver helt sikkert spændende og lærerigt.

 

8/2: Secondhand Bazar

Tid: 12-15 Lokation: Studenterhus Aarhus Hak i SU’en: Gratis

Konceptet om genbrug er godt for mange ting og er særligt godt til os studerende, da det ikke lige frem er penge, vi vælter os i. Dog er det svært at holde shoppetrangen helt fra døren, og her er Studenterhusets Secondhand Bazar altså perfekt. Måske finder du noget, en anden ikke længere kan bruge, men som for dig er lige det, du står og mangler – og så endda til en billigere pris. Det er selvfølgelig også muligt at købe din egen stand for eksempelvist at tjene lidt ekstra penge til nogle af de andre spændende begivenheder her i februar.

 

9/2:  Oscar Night i Øst for Paradis

Tid: 22:30-06:00 Lokation:    Øst for Paradis, Paradisgade 7-9 Hak i SU’en: 150 kr.

Så er det tid til den største fest på året for alle filmelskere! Øst for Paradis slår dørene op til en vaskeægte Oscar aften med rød løber, drinks og selvfølgelig live transmission af hele showet. Der er lagt op til en hyggelig og ikke mindst festlig aften, så tag din bedste ven eller veninde under armen og kom afsted – og så må mandagen efter klares med en ekstra kop kaffe. Billetprisen på 150 kr. inkluderer billet til film, goodiebags, forfriskninger samt lidt morgenmad mandag.

 

14/2: Valentinsdag 2020

Tid: Hele dagen Lokation: Hvor end du er Hak i SU’en: Op til dig selv

Blot en lille reminder. Gør din kæreste glad med en flot buket blomster, eller drop hele konceptet. Heldigvis bestemmer du selv.

 

20/2: SPARK Festival ’20

Tid: 18 Lokation: Frontløberne, Jægergårdsgade 154C Hak i SU’en: Gratis

SPARK Festival, som giver elektronisk musik en platform i Aarhus, foregår over tre dage fra d. 20-22. februar. Musikfestivalen åbner med en aften, der er gratis for alle, hvor debatten om musikkens kønsbalance er i fokus. Heri opstår spørgsmålet bl.a. om, om vi er på rette spor, når det kommer til flere kvinder på scenen? Så går du op i musikdebatter og musik generelt, så er dette noget for dig. Efter paneldebatten byder aftenen nemlig også på tre koncerter fra studerende på DIEM – Det Jyske Musikkonservatorium.

 

23/2: Fastelavn

Tid: Hele dagen Lokation: Bageren Hak i SU’en: ca. 20-30 kr.

Så er det fastelavn! Forkæl dig selv med en fastelavnsbolle og gør søndagslæsningen lidt mere hyggelig. Hvis der er én dag, du må, så er det da lige præcis denne dag!

 

28/2 Spillebule – Gensyn med de klassiske konsoller

Tid: 14-22:30       Lokation: Studenterhus Aarhus Hak i SU’en: Gratis

Nu har du muligheden for et ’trip down memory lane’ i spilverdenen, når Studenterhuset og Århundredes Festival indbyder til et gensyn med bl.a. Mario Kart, Tekken 3 og Grand Theft Auto. Der venter helt sikkert en sjov aften med velkendte melodier og universer, som kan få enhver til at gribe spillekonsollen. Og kender du ikke de gamle klassikere, er der ikke andet for end at tage af sted, for disse spil må du prøve!

 

29/2: Magt, misbrug og #MeToo

Tid: 15-16:30 Lokation: Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5 Hak i SU’en: 120 kr. Studerende: 60 kr.

Århundredets Festival og Kvindemuseet inviterer indenfor til en snak om det efterhånden velkendte hashtag #MeToo. Ønsker du at blive klogere på hele debatten, eller er du blot interesseret i den verden, vi lever i i dag, så er dette en oplagt mulighed for at blive klogere og reflektere over andet end pensum.

JANUARGUIDE

Alle Fredag og lørdage: Happy Hours på fairbar

Tid: 16:00-18:00 Lokation: Fairbar, Klostertorvet 6 Hak i SU’en: Gratis

Har du brug for en pause fra eksamenslæsningen, eller skal du måske fejre en veloverstået eksamen, vil der hver fredag og lørdag fra 16-18 være happy hour på Fairbar, hvor du kan købe en stor fadøl til en lille fadøls pris. Udvalget hos Fairbar er stort og lækkert, så hvis du har lyst til at starte aftenen ud med en spændende specialøl til en ikke-så-dyr pris, så er Fairbar stedet.

 

10/01: Fatter Fredagsbar

Tid: 15:00-04:00  Lokation: Fatter Eskil, Skolegade 25Hak i SU’en: Gratis indtil 21:00

Endnu et event til den læsetrætte, der har brug for et afbræk. Den 10. januar er der gang i den på Fatter Eskil. Fra 15-16 kan du få Top’en vi alle kender og elsker til en flad 10’er, og derefter er der gratis mad kl. 17 – rigtig godt på en SU! Kl. 22 er der koncert, så har du brug for en god aften med det hele, så er Fatter Eskil stedet denne fredag. Indgang er gratis indtil kl. 21.

 

18/01: Dødstaffel i Institut for Vild Analyse

Tid: 10:00-?? Lokation: Mejlgade 53 Hak i SU’en: gratis

Er du vild med langhårede, syrede samfundsdiskussioner, så er IVA noget for dig. De holder dødstaffel den 18., og beskrivelsen er som følger:
”Som en anden fugl Fønix, hænder det at vi brænder op ved denne tid på året. Men efter frokost begynder asken til vores gentagende forbavselse dog altid at spjætte med benene endnu en gang. Det kan til tider føles som en udød zombietilstand, andre gange som spillevende udødelighed. Spørgsmålet er altså endnu engang: hvordan slår vi den ihjel? Mød op og smid brænde på bålet eller se instituttet gå på vandet!

Vi starter kl. 10.00 i Mejlgade og slutter når vi er færdige. Vi skal bl.a. tale om: tænkningen i samfundet, tænkningen i instituttet, semesteret der er gået, semesteret der måske kommer, hjemmeside, måske Lacan’s fire diskurser? etc.”

 

22/01: Bogreception: Mellem Frygt og Håb

Tid: 18:30-19:30 Lokation: Kristian F. Møller boghandleren, Store Torv 5 Hak i SU’en: gratis

Mellem Frygt og Håb er en ny bog, hvor Michael Bach Henriksen og Bjørn Tulinius interviewer 18 store forfattere og tænkere, heriblandt Salman Rushdie, Slavoj Zizek og Aarhus Universitets helt egen Dorthe Jørgensen. Temaet er det 21. århundrede, og hvordan vi sammen kan holde fast i håbet i en tid med krig, katastrofer og opsplitning. Forfatterne til bogen vil onsdag den 22. januar være at finde til reception i Kristian F. Møller boghandleren kl. 18.30, hvor der vil være bogreception. Det er gratis, og man behøver ikke reservere plads.

 

28/01: Filmvisning: Processen

Tid: 18.00-21.00 Lokation: Øst for Paradis, Paradisgade 7-9 Hak i SU’en: 100 kr.

Processen af Franz Kafka er en af de helt store litterære klassikere. Josef K., hovedpersonen, fanges i en bureaukratisk proces, hvor han arresteres uden at få at vide, hvad han bliver anklaget for. Værket illustrerer det, mange kalder ”det kafkaske”, altså det tontunge eksistentielle bureaukrati, det levende mareridt, livets absurde labyrint. Øst for Paradis viser tirsdag den 28. den legendariske instruktør Orson Welles’ filmatisering af værket, og efter visningen vil der være debat med phd. Ludvig Goldschmidt, der forsker i det danske bureaukratis idéhistorie. Kom med og gå klogere derfra!

 

Det er ikke det helt store antal events, men hey – vi forstår jo, at du skal skrive eksamen. Mangler du flere overspringshandlinger, finder du dem her.

AGF for dummies

Uanset om du er tilflytter eller om du kender Århus som din egen inderlomme, har du med statsgaranti (eller Bundu garanti som vi siger i fanzonen) på et eller andet tidspunkt hørt eller set noget vedrørende AGF. For det er, på trods af trøjernes farve, en yderst farverig, kaotisk og turbulent klub. Og netop disse adjektiver beskriver vel nok klubbens moderne historie bedst. For på fodboldbanen har der langtfra været garanti for flot spil, gode resultater og topplaceringer siden årtusindskiftet. Heftig udskiftning på trænerposten, indre uro, blodrøde regnskaber og adskillige nedrykninger har i stedet alt for ofte fyldt i klubben.

Alligevel har klubben en fanskare, der sjældent mister troen på holdet, og som i hvert fald aldrig undlader at bakke op, hvilket i dette øjeblik omsider ser ud til at give pote, da holdet ligger på en historisk flot tredjeplads. Og det er da svært ikke at få lyst til at være en del af dette.

Så hvis du har lyst til at blive en del af AGF’s fankultur eller blot kunne tænke dig at imponere svigerfar- eller mor med en god gang AGF-paratviden, vil vi stærkt anbefale dig at forsætte læsningen, som indeholder en udførlig guide til at fremstå som en inkarneret og stolt AGF-fan.

Skridt 1: KSDH

Vær klar på at råbe ”KOM SÅ DE HVIIIE (hvide)”. Et slogan der bliver råbt godt og vel 30.000 gange på en normal kampdag. Yderligere bør det siges et par gange dagligt. Hvis ikke til andre så bare til dig selv.

Skridt 2: Omstillingsparat

Før du vælger at dedikere dig til klubben, skal du være klar over, at man aldrig, som tidligere nævnt, er klar over, hvor klubben er på vej hen. Derfor er omstillingsparathed en central kompetence som AGF-fan. Man ved nemlig aldrig, om morgendagen byder på champagnebold eller ydmygende nederlag.

Skridt 3: Alt eller intet

Man kan ikke være AGF-fan for sjov. Det er alt eller intet. Man skal huske på, at fodbold ikke er et spørgsmål om liv eller død. Det er meget mere end det!

Skridt 4: Optimist

At Aarhus bliver kaldt ”smilets by” forpligter i høj grad, og derfor er AGF-fans i den grad kendetegnet ved deres evindelige optimisme omkring holdet. Der skal faktisk ikke meget mere end to sejre i træk til, før der bliver drømt om at komme til at spille i Europa, hvor den evige drøm om at vinde det første mesterskab siden 1986 trænger på.

Skridt 5: Memorér sangene

Når du har skrålet ”kom så de hviiieeee!” et par gange, er det tid til at synge de mere avancerede sange, hvor fanklubben altid er klar på at synge for. En af de mest kendte er ”I troede vi var døde og borte”, som får hårene til at rejse sig, og som desuden får ”You’ll never walk alone” fra Anfield til at lyde som fællessang i pensionistklubben. Teksten er en sikker vinder, når gutterne på banen skal have solid opbakning, og lyder således:

(Du holder hænderne over hovedet i de to første vers, hvorefter du klapper i tredje vers)

I troed’ vi var døde og borte

I troede vi ville forgå

Men blå-hvide er vi af hjertet

Og GF vil altid bestå

Med blod, sved og tårer vi fejrer

De modigste helte fra by’en

I taber jo modet og blegner

Når GF slår ned som et lyn

Oh oh oh oh oh oh oh oh oh

Oh oh oh oh oh oh oh oooh

Oh oh oh oh oh oh oh oh oh

Oh oh oh oh oh oh oh oooh

 

Skridt 6: Randers(rend os) i røven

AGF’S evindelige ærkefjende og (set fra AGF’s perspektiv) lillebror i Østjylland. Desværre går det altid helt ad helvede til mod Randers, og de har virkelig krammet på os. Men som skridt 4 foreskriver, så bliver det nok i næste kamp, at vores held vender!

Skridt 7: Vær forberedt på tosser!

Lige meget hvor du vælger at placere dig i Ceres Park, så vil der formodentlig sidde en tosse få pladser fra dig, som råber alt muligt både sjovt og upassende. Det er ofte en bitter ældre mand, der har svært ved at holde den vrede inde, som har ophobet sig over de sidste mange års manglende resultater.

Skridt 8: Godt med tøj på! 

Selvom Ceres Park er stort og relativt nyt i stadionregi, så kandiderer det til at være et af Superligaens ringeste stadioner. Løbebane og pivåbne tribuner hvor enhver lille vind kan slippe igennem og forårsage en omgang forkølelse. Selvom en hjemmekamp mod Hobro i starten af december i sig selv lyder sexet og uimodståeligt, så husk at være fornuftigt påklædt, så du kan nyde de hurtige kombinationer og knivskarpe afslutninger.

Skridt 9: Kom sulten!

AGF’s stadionplatte og den dertilhørende store fede frankfurter kan ikke beskrives med ord, så derfor er konklusion: Smag den – det vil du ikke fortryde, og du vil automatisk få medlemskab til klubben af stadionplatteafhængige AGF-fans.

Skridt 10: Etmålsføring er aldrig nok #nerverafstål

Statistikken over hvor mange gange AGF har smidt en etmålsføring i de døende minutter, tør ingen AGF-fans se. I stedet er der kun en ting, der hjælper, og det er nerver af stål. Derfor bliver man altid til kampens sidste fløjt med sine flossede negle og svedige håndflader!

AGF ligger i skrivende stund nummer tre i Superligaen og har fremvist et fremragende regnskab med smukke sorte tal. Vi har Mustapha Bundu som hamrer mål ind på samlebånd i angrebet og en dybt engageret cheftræner i form af David Nielsen, som elsker og er elsket af AGF-fans. Så hop med på bølgen, imens den er allerhøjest, også ses vi til næste kamp!

 

Illustration: Emma Iben Sahl Frederiksen

DECEMBERGUIDE

30/11-1/12: Arkitektskolens Julemarked 

Tid: Klokken 10-17 Lokation: Arkitektskolen Hak i SU’en: Gratis

Hvis du har allerede er træt af de vægge, der omgiver universitetet, og har brug for lidt luftforandring, så tag et kig ned på Arkitektskolen, der igen i år huserer julemarked. Her kan du blandt andet købe ‘’hjemmelavede’’ julegaver, som de dygtige arkitektstuderende selv har kreeret. I år er temaet inspireret af farverne sort og grå, så man kan se frem til en anderledes fortolkning af julepynt end de røde og grønne farver, som vi ellers forbinder med julen!

 

2/12: Gratis yoga i UngK

Tid: Klokken 8:30-9:30 Lokation: UngK Hak i SU’en: Gratis

Har du altid gået med en lille drøm om at prøve yoga, men har tjekket diverse yogastudier ud og langsomt lagt den drøm fra dig, fordi det er uhørt dyrt? Så er dette arrangement noget for dig. Hver mandag og torsdag fra 8:30 til 9:30 er der gratis yoga i UngK. Du behøver ikke være smidig eller have prøvet yoga før – undervisningen handler nemlig lige så meget om at have det sjovt. PS. Yoga er også et fremragende afbræk fra eksamen!

 

3/12: Julehygge i Studenterhuset 

Tid: 16:00-18:00 Lokation: Studenterhuset Hak i SU’en: gratis

Julen er selvfølgelig heller ikke gået forbi Studenterhusets næse! De har arrangeret en hyggelig eftermiddag, hvor du har mulighed for at lave juledekorationer, drikke gløgg og spise julekager til du får ondt i maven. Sidst på eftermiddagen bliver der læst et H. C. Andersen-eventyr højt. Et lille hyggeligt arrangement der ikke er så tidskrævende, men alligevel løfter julestemningen til et højere niveau.

 

3/12: Julemiddag i Studenterhuset 

Tid: 17:30-20:00 Lokation: Studenterhuset Hak i SU’en: gratis

Kan du slet ikke få nok af Studenterhusets juleri, så er der mulighed for at jule endnu mere – endda på tværs af forskellige kulturer. Studenterbaren kommer til at danne rammerne for julemiddagen, men du skal selv medbringe en lokal ret fra dit hjemland – selvfølgelig gerne en juleret! Jul og mad – what’s not to like?

 

3/12: Korkoncert i Skt. Lukas Kirke

Tid: Klokken 20 Lokation: Skt. Lukas Kirke Hak i SU’en: 75 kr.

For fjerde år i streg synges julen ind i Skt. Lukas Kirken af to af Aarhus’ bedste kor. Hele kirkerummet vil blive taget i brug, og der males store lysbilleder på væggene. Denne aften skulle efter sigende være helt magisk, og du går helt sikkert hjem i julestemning og måske endda lidt mere salig.

 

7/12: Vinsmagning på Løve’s

Tid: Klokken 15-17 Lokation: Løve’s Bog- og Vincafé
Hak i SU’en: 75 kr.

Er du til vin og litteratur? Eller bare vin? Så har Løve’s Bog- og Vincafé et arrangement lige for dig. Den første lørdag i hver måned holder de nemlig vinsmagning mellem klokken 15-17. For bare 75 kroner kan du få lov at smage fem forskellige vine. Temaet skifter hver måned, så du kan udvide din vinhorisont eller drikke en masse god vin, inden du skal videre til julefrokost.

 

13/12: Luciaoptog i kajak 

Tid: Klokken 18:00-19:45 Lokation: Havnepladsen Aarhus
Hak i SU’en: gratis

Kan du alligevel mærke julehyggen lige så langsomt snige sig ind på dig, men mangler du det sidste for at finde nissehuen rigtig frem? Så er det sejlende luciaoptog gennem Aarhus Å med garanti det sidste skub, du mangler! Kommer du i god tid, er du måske heldig at få plads ved Det Lille Hus på Havnen, der serverer gløgg over bål. Du kan endda lave din helt egen lucialanterne i deres lanterneværksted. Dét er go’ luciahygge!

 

13/12: Slatfest i Klubben

Tid: Klokken 18:00-02:00 Lokation: Klubben
Hak i SU’en: gratis for Studenterlaugets medlemmer og 30 kroner for AU-studerende

På BSS lader de ikke eksamenslæsning stå i vejen for en god fest. De runder semesteret af med den årlige Slatfest. Der er lovet gode tilbud i baren og lækker musik på dansegulvet. Klubbens fester plejer at være sjove og det er da en god måde at fejre juleferiens snarlige indtræden.

OBS: Der er risiko for kø og dørene lukker, når Klubben er fyldt op, så kom i god tid!

 

NOVEMBERGUIDEN

1/11: J-dag: Årets Første Sne

Tid: 20:59 Lokation: Hele Aarhus Hak i SU’en: Varierende

En af året største ‘gå-i-byen’-dage, og du er inviteret! Sælger din fredagsbar ikke julebryg? Eller endnu værre: Har din fredagsbar lukket? Uanset hvad, så tag din studiegruppe med til J-dag. Blå nissemænd og nissepiger kommer med flydende gaver på flaske til alle. Er du rigtig heldig, får du måske en blå nissehue, som du kan imponere det modsatte køn med!

 

1/11: Lystændingsfest i Salling/Minikoncert med Kesi

Tid: 19:00-22:00 Lokation: Salling Hak i SU’en: Gratis

Er du ikke lige til julebryg, så holder Salling lystændingsfest. Ligesom alle andre år har Salling pakket deres bygning ind så mange julelys, at Magasin får mindreværdskomplekser. Kom og se lysene blive tændt klokken 19. Som smørklat til risengrøden har Salling lokket rapperen Kesi til at spille en julesang eller to fra klokken 19:10 og frem. Bagefter er der mulighed for at bruge hele SU’en på julegaver til familien og impulskøb til dig selv for Salling har lovet fantastiske tilbud.

 

4/11: Doku i Domen

Tid: 19:00-21:00 Lokation: Domen Hak i SU’en: Gratis

Doku i Domen er ny dokumentarklub, som hver måned inviterer til gratis dokumentarvisning og en efterfølgende snak om emnet i månedens film. Denne måned vil klubben vise filmen ”You Before Me”; en film om instruktorens afdøde mors ungdom. Efterfølgende vil dialogen komme ind på bl.a. selve filmen, og hvordan vi kan håndtere sorg. Doku i Domen er en fantastisk mulighed for at komme væk fra studiet, hygge sig og reflektere over forskellige emner. Tag din læsemakker under armen og smut mod Domen.

 

5-26/11: Naturvidenskabelige foredrag

Tid: Se link Lokation: Søauditorierne Hak i SU’en: Gratis

Aarhus Universitet livestreamer en række naturvidenskabelige foredrag dette efterår. I november er der hele seks foredrag, som du kan se! Foredragene bliver holdt i Søauditorierne, men bliver livestreamet til biografer, biblioteker, forsamlingshuse, skoler mv. i en lang række byer danske byer. Der er ingen undskyldning for ikke at lære noget nyt og spændende!

 

8-9/11: Løve’s Litterære Dage 2019

Tid: Se link Lokation: Løve’s Bog- og Vincafé Hak i SU’en: Gratis

Løve’s Bog- og Vincafé holder en lille intim litteraturfestival, hvis program byder på lidt af hvert. Du har her mulighed for at snakke med både debutanter og garvede forfattere og få et indblik i deres værker. Caspar Eric, Thomas Korsgaard og mange andre forfattere lægger vejen forbi. Det rygtes, at nogle af forfatterne vil give et smugkig på endnu uudgivet materiale. Er du til litteratur og har tid i weekenden i uge 45, så smut forbi og vær med.

 

11-14/11: Valg på AU

Lokation: Aarhus Universitet Hak i SU’en: Gratis

Der er valg på AU. Der skal stemmes studerende ind til Bestyrelsen, Akademisk Råd, Ph.d-udvalget og Studienævnet. Brug din valgret og stem! Er du fortvivlet over, hvad valget egentlig indebærer, så hold øje med Delfinen op til valget. Delfinen vil udgive en række artikler om valget og dens relevans for dig som studerende!

 

11/11: Pub Quiz: Harry Potter & the Pub Quiz

Tid: 20:00-23:00 Lokation: Studenterhuset Hak i SU’en: Gratis

Studenterhuset holder den ultimative Harry Potter-quiz, hvor du kan teste din viden om troldmandsverdenen. Skulle din studiegruppe være ligeså store potterheads som du, så tag dem med og udgør et team. Quizen er på engelsk og husk: ”To make professor McGonagall proud, the quiz will be hard and based solely on the books.”.

 

13/11: Oplæg: ”Hvad Vi Deler”

Tid: 17.30-20.30 Lokation: Foredragssalen på Moesgård Campus Hak i SU’en: 65 kr. (50 kr. for studerende)

Vil du blive klogere på tidens tendenser? Den Antropologiske Vinkel afholder d. 13. november arrangementet ”Hvad Vi Deler” på Moesgård Campus. Deling er et socialt fænomen, som kommer til udtryk i mange forskellige former, herunder blandt andet moderne trends som Airbnb, Gomore, Sociale Medier og lignende. Der bliver serveret lidt varmt at drikke i pausen, og så er der rig mulighed for at deltage i diskussionen, og ikke mindst komme ud i de smukke omgivelser ved Moesgård. 

 

20/11-19/12: Smag på julen i Væksthusene

Tid: Se link Lokation Væksthusene i Botanisk have
Hak i SU’en: 45 kr.

Den danske julemad er fyldt med ingredienser fra hele verdenen. I Væksthusene kan du komme og lære en masse om de planter og krydderier, som gør vores danske julemad så velsmagende! Den bedste måde at lære om disse ting er selvfølgelig ved at proppe dem i mund og smage på dem og netop dette, kan du her. Rundvisningerne foregår efter lukketid, så hvorfor ikke droppe den sene eftermiddagslæsning og tage i Botanisk have?

 

25/11: Madspildsmiddag

Tid: 18:00-20:00 Lokation Gl. Aaby Kirke Hak i SU’en: Gratis

Madspildsmiddag er et månedligt arrangement, som både bekæmper madspil og styrker netværket mellem unge i Aarhus. Maden er overskudsmad, som butikker i Åbyhøj har doneret. Så kom og spis, ellers går maden til spilde. Arrangementet ligger sidst på måneden, så er du lav på SU og lyst til at møde nye mennesker, så er dette noget for dig. Derudover kan man være heldig at få rester med hjem.

 

Forkerthedsfølelser og onani med bamser: Fries Before Guys på Risskov Bibliotek

På alle pladser står der genanvendelige træbåde med pommes frites-chips. Lokalet er fyldt med glade, spændte unge kvinder (og en enkelt bibliotekstrofast ældre herre). Arrangementet er helt udsolgt. Karina, der er ansat på biblioteket, starter med en lille introduktion om bibliotekets nye initiativ: bæredygtighed og VÆREdygtighed – der dækker over nærvær, fællesskab og bevidsthed om egne handlinger. Og netop bibliotekets søgen om at være væredygtige, har ført til at Josephine og Nanna sidder her i dag.

Antisammenligningsbog uden filter

Den aalborgensiske duo fik faktisk lidt tilfældigt titlen som forfattere. Gyldendal forsøgte mange gange at ringe til kvinderne, der stædigt ignorerede opkaldene. De var overbevist om, at Gyldendal forsøgte at sælge dem et medlemskab til deres bogklub. Men det var ikke formålet med opkaldet, fandt de ud af, da Josephine endelig tog telefonen; Gyldendal ville have dem til at skrive en bog. Det blev til En som os – en bog, hvis titel kan forstås på flere måder. Bogen er en antisammenligningsbog, som de selv kalder den. Fyldt med personlige minder, anekdoter, digte, dagbogstanker og messenger-samtaler. Bogen handler om hvordan det er at være et helt almindeligt menneske i en verden fyldt med idealer – skrevet med en yderst ærlig, sårbar og humoristisk tone.

Arrangement i aften er det første om bogen og ikke podcasten. Nanna og Josefine sidder på niveau med publikum imens de læser højt fra bogen og fortæller om skriveprocessen. Det hele er helt nede på jorden og meget ligefrem. Uden filter, ligesom deres bog. Bogen er delt op i fire kapitler; angst, seksualitet, forkerthedsfølelser og forbundethed, og de to piger læser op fra hvert af disse kapitler. En latter spreder sig i salen, når der læses historier fra teenageårene. Om onani med en stor og gul bamse og om barbering helt om til røvhullet som en fast rutine inden det lokale halbal. Vi smiler lidt, når Josephine fortæller om skammen over at have været nøgen med en dreng under en mor-far-børn-leg som 6-årig, men forstår samtidig også de forkerthedsfølelser, der ramte hende dengang.

Angst, sorg og forkerthed

Det er nemlig ikke kun grin og glæde som dette midlertidige fællesskab skal rumme. Der bliver skabt et rum, hvor der er plads til nysgerrighed og undren, men også sværere og tungere følelser. Om angst, sorg og forkerthed. Nanna fortæller med en bævrende stemme om en forårskoncert, der endte i gråd, fordi hun som skilsmissebarn følte, at hun stod mellem sine forældre. Undervejs har hun behov for pause i sin oplæsning.

Der er meget vigtigt i bogen og i de unge kvinders oplæg. De fortæller ærligt om deres dødsangst. Selvom det kan være et svært emne at snakke om, mener duoen at det er utrolig vigtigt at gøre det alligevel. Som de understreger, så mangler der et sprog, der kan illustrere hvad det vil sige at have angst.

“Skam får næring, når det forties, men forløses når der tales om det”

Også skam er et gennemgående tema, som er tæt forbundet med forkerthedsfølelser. Josephine oplevede skammen så sent som forleden. Hun var blødt igennem på Nannas madras, dyne og topmadras og endte med at spilde salt ud over det hele i panikken over at få det fjernet. Skam får næring, når det forties, men forløses når der tales om det, siger de to. Og netop dette er grunden til, at de taler højt om det og andre svære emner. Både i deres podcast, i deres bog og her i dag. Nogle gange rammes Josephine og Nanna af panik over, hvor meget de har udleveret sig selv og deres omgivelser i bogen, men det er også det, der gør bogen ægte, ærlig og værd at læse.

Da vi forlader Risskov Bibliotek denne kølige torsdag aften, står mere eller mindre alle tilskuerne i kø til at få signeret deres bog og få snakket med de to Fries-kvinder. Duoens indflydelse er ikke til at overse.

 

OKTOBERGUIDEN

3/10: AU Study Abroad Fair 2019

Tid: 15.00-18.30 Lokation: Søauditoriet Hak i SU’en: Gratis

Har du overvejet at læse et semester i udlandet? Det kan være ret uoverskueligt at finde ud af hvilke muligheder man har, hvordan det forholder sig med økonomien og så videre, når man skal på udveksling. Men frygt ej! På AU Study Abroad Fair er der en masse hjælp at hente. Kom forbi Søauditoriet og få besvaret alle dine spørgsmål!

 

4-5/10: Lyd+Litteratur Festival 2019 

Tid: 20.30 Lokation: Radar Hak i SU’en: 100 kr. for en dag, 150 kr. for begge

Lyd+Litteratur er en grænsesøgende, fornyende og eksperimenterende festival.  Du kan både opleve forfattere, musikere og lydkunstnere og en anden tilgang til litteratur og lyd end du er vant til.

 

5/10: Secondhand Bazar 

Tid: 12.00-15.00 Lokation: Studenterhuset Hak i SU’en: Gratis

Hver måned afholdes et secondhandmarked i Studenterhuset, og oktober er selvfølgelig ingen undtagelse! Du har mulighed for med god klimasamvittighed at upgrade din garderobe med lækre nye, brugte items til billige penge. Gør et godt kup (eller mange). Der er gratis adgang.

5-12/10: PROUD Filmfestival

Tid: X Lokation: Øst for Paradis Hak i SU’en: 70/95 kr.

PROUD er en filmfestival både for dem, der tilhører LGBTQ+ og de nysgerrige. I løbet af ugen vil der både være kortfilm for dem, der er til kvinder og dem, der er til mænd. Der er filmquiz, kortfilm om gender og queer og en masse andet relevant og horisontudvidende på programmet.

10/10: Åbent redaktionsmøde i Delfinen 

Tid: 17.00-19.00 Lokation: Studenterrådets lokaler i Studenterhuset Hak i SU’en: Gratis

Vil du skrive artikler eller anmeldelser, lave interviews, tegne, få skøre idéer eller fotografere? Blive en del af et fællesskab med studerende fra flere forskellige uddannelser? Og tilmed styrke dit CV? Så sving forbi til åbent og uforpligtende redaktionsmøde ved Delfinen. De er meget søde 😉

 

11/10: DR VokalEnsemblet: Meditationskoncert 

Tid: 17.30-20.30 Lokation: Aarhus Domkirke
Hak i SU’en: 98 kr. (hvis man er under 30 år)

Hvornår har du sidst gjort noget rigtig godt for dig selv? DR VokalEnsemblet hjælper dig med at slappe af og finde inderlig ro med deres smukke, meditative musik i smukke omgivelser – Aarhus Domkirke. Så sæt din midtsemesterstress på pause, og giv dig selv et indvendigt kram. Du har fortjent det.

 

21/10: Danske mediers dækning af MeToo på sociale medier

Tid: 19.00-21.00 Lokation: Dokk1 Hak i SU’en: Gratis

#Metoo er meget mere og andet end bare et hastag. Det har været med til at sætte fokus på seksuelle overgreb og synliggøre problemets omfang. Men der har ikke kun været en positiv modtagelse af kampagnen: eksempelvis har 7 ud af 9 danske medier mere end dobbelt så mange negative end positive opslag om #metoo. Bliv klogere på hvilken betydning det har – blandet andet for ofrene, og hvordan man kan ændre det til foredrag på Dokk1.

 

26/10: Troldspejlet koncert i Musikhuset 

Tid: 12.00-13.15 Lokation: Musikhuset Aarhus
Hak i SU’en: 90 kr. (for studerende)

Mon ikke du har siddet en eftermiddag eller to og fået inspiration til nye computerspil, film og tegneserier fra Jakob Stegelmann? Nu har du muligheden for at gå skridtet videre, når et stort symfoniorkester giver dig nogle af de mest kendte musikstykker fra både film, tegnefilm og computerspil. Så læn dig tilbage og lad musikken tage dig til en fjern galakse, en troldmandsskole og en masse andre ikoniske steder. Det lyder heller ikke som det værste at foretage sig efter en lidt for sjov fredagsbar, vel?

 

26/10: VINK POP UP x Little Winter x PPP

Tid: 20.00-23.00 Lokation: Jægergårdsgade 154C
Hak i SU’en: Gratis

Det lokale kulturmagasin VINKaarhus holder et event, der byder på en skøn sammensmeltning af skrøbelige, ærlige popsange fra det aarhusianske band Little Winter (der tidligere har spillet på blandet andet SPOT Festival) og fotokunstprojektet Photographic Plate Project, der søger at fastslå fotografiet som kunstart, og dette gør de blandt andet ved at dykke ned i teorien, traditionen og processen bag.

 

28/10: Madspildsmiddag

Tid: 18.00-20.00 Lokation: Gl. Aaby Kirke Hak i SU’en: Gratis
Til madspildsmiddag kan du gøre noget godt for både miljøet og din økonomi – og socialt samvær i tillæg hertil.  Som navnet antyder er dette arrangement med til at bekæmpe madspild. Det er helt gratis for dig at deltage, og du kan tilmed få eventuelle rester med hjem. Vegetarer er også velkomne!

En beretning fra Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag

Tab og vind med samme sind

Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag begyndte selvsagt med morgenkaffe hos en fra det volleyballhold, som jeg var med på. Planen var ”at få en lille skid på” inden første kamp. Det lykkedes. Vi tabte. Banerne skrånede, man byttede side halvvejs, og der var ingen dommere. Man spillede fair. I det smalle spor mellem banerne sad heppekor. ”Manageren” for det spanske hold Los Cojones Salvajes (De Vilde Puder jf. Google Translate) havde lige så selvsagt, som at der var Bailey i morgenkaffen, en Pablo Escobar-skovsnegl siddende på overlæben, mens han bar rundt på soundboksen, der spillede alle de spanske sange, man kender lyden af, men ikke navnet på. Bolde fløj konstant rundt i luften, nogle råbte i ærgrelse og glæde, da de ramte jorden, andre glædede sig over spilstop og løb ud til ølkassen. Engagementet var mildest ugeneraliserbart. Et rygte gik på at en havde drukket femten øl før klokken var tolv. Han tog det stille og roligt, blev der fortalt. Anden kamp tabte vi. De andre var gode, og jeg spurgte efterfølgende, om de var kommet for at vinde, da de alle seks sad på en bænk i solen og spiste madpakker. En sagde nej, en anden åbnede en Tuborg Classic fra six-packen på bordet. De var primært med for at hygge sig – stille og roligt. Deres hold vandt turneringen.

 

Floorball og techno

Gravøl fulgte i pausen. Fodboldspillerne lignede nogle, som mente det, de lavede. Jeg så både rasende ansigter og tonstunge tacklinger, og jeg var glad for, at jeg spillede volley. Floorball lignede en technofest på deres lille indrammede asfaltbane, målmændene trippede foran de latterligt små mål, som man næsten skulle bruge briller for at se. De andre løb frem og tilbage, svingede med deres stave, løftede dem i jubel, hvis der på mirakuløs vis nogen sinde blev scoret, mens den hårdeste techno, jeg længe havde hørt, fik det hele til at virke endnu mere sindssygt. Vi kom hjem og snakkede om at kigge på folk der parallelparkere, grinede over hvor meget én af vores spillere lignede Logic og skålede. Sørgende var vi nok ikke. Da vi kom tilbage til pladsen halvanden time senere til den sidste kamp, lå græsset fladt på banerne og mindede mere om sjap og jord, men stemningen var uforandret. Det sejlede. Nogle tumlede engang imellem ind i nettet og fik stolperne til at drætte om. De blev rejst op, og der blev spillet videre. Vores spil sejlede. En på mit hold smed sig efter bolden, og det lignede mest af alt at han havde lyst til at blive liggende. Vi tabte. Ham, hvis ølforbrug jeg hørte om tidligere, var på holdet. Han serverede skævt, men sådan var det.

DJ Aligator

Senere på festpladsen stod øltelt efter øltelt. Sammen med madteltene på rad og række fik det bagsiden af pladsen til at ligne en flygtningelejr. Køer med hungerende folk snoede sig fra alle telte, og man skulle tro, at de gav gratis mad og drikke væk, så lange de var. I midten durk gennem pladsen lå plastikplader som lappeløsninger på det åbne, smattede muddersår, der strakte sig fra den ene ende af pladsen til den anden. Lad os kalde den Grøften.

Mennesker var der nok af. Fire piger stod i kø til toilettet, og lod mig vide, hvad de havde på hjerte ved at gentage, hvad hinanden sagde som et firstemmet ekko. Der er mange mennesker, sagde den ene. Lidt mudret, sagde den anden, og så tog det ellers fart med skiftende kommentarer, og hvert udsagn kom fra en ny: ”Ingen toiletter.” ”Ingen toiletter.” ”Ikke nok toiletter.” ”Ikke nok toiletter.” ”Der er lang kø til toilettet.” – Amanda, Marie, Svea & Rebekka, arkitektstuderende. Jeg skiftede fikst samtaleemnet, og spurgte, om de havde været en del af idrætsdagen. ”Hvad for noget idræt?”, blev jeg spurgt. De dyrkede ikke sport. Det stod nu klart for mig. De var kommet for at høre DJ Aligator, og situationen eskalerede, da jeg erkendte, at ingen af hans sange stod klart for mig, og jeg gik derfra med ren besked om, at han var en del af kulturkanonen. Tvivlende på om jeg burde skamme mig over min uvished, slentrede jeg mod ølteltet og savnede den gode volleyballstemning, spanske sange og ingen DJ Aligator.

”Den her svinesti med mennesker minder om Københavns Lufthavn i uge 29.”

Mudderet blev bestandigt højere. Emil Kruses koncert var fin. Jeg gik mellem et skålsbrøl og en begyndende historie om ”Noget fedt, der skete på Roskilde i år, bror, jeg sværger, det var for SINDSYGT,” og tænkte på, om jeg var den eneste, der lod mig plage af mudrede, nye sko.

Holdningerne var delte. En råbte ”Mudderet er lort” for derefter at vende rundt og synge og danse med på det, der tilsyneladende var hendes yndlingssang. Om hun mente det bogstaveligt, ved jeg stadig ikke. Julia fra litteraturhistorie sammenlignede Grøften med Københavns Lufthavn. Ditte fra datavidenskab sagde mere konstaterende: ”Der er meget crowded.” Ditte havde ret. Natalie, pædagogisk assistent, gav lettere op og foreslog sin veninde, at de skulle tage på bodega i stedet. Det ville også være ærgerligt, tænkte jeg, men så kiggede jeg ned på mine sko og fik lyst, men nej, jeg måtte lede videre. Så slemt var det heller ikke. Og der var øl.

”Jeg har studiekammerater, der er her et eller andet sted. Det er en kæmpe fest. Vi skal da bare finde en eller anden koncert, der er nice, og som vi kan danse til.” – Signe fra Kolding.

Der var ikke andet for, og for enden af Grøften spillede Alexander Oscar. Det var heldigt. Der var – for at opsummere det hele – smat og god stemning.

SEPTEMBERGUIDEN

3/9: NASA journey to Mars

Tid: 19.00-22.00 Lokation: VIA University College, Campus C Hak i SU’en: Gratis (kræver tilmeldelse)

Har du interesse for NASA, rumfart eller er din sjæleplanet Mars? Så kan du nu komme til foredrag med Doktor Ravi Margasahayam, en gæsteforelæser med passion for rummet og den uofficielle rumambassadør for NASA. Til foredraget bliver du indviet i arbejdet med rumfart og får rig mulighed for at stille alle dine rumlystne spørgsmål om rumstationer, Mars og den teknologi, der fører os ud i Universet. Foredraget foregår på engelsk.

 

5/9: Matematisk Kantine fylder 60 år

Tid: 15.00-21.00 Lokation: Matematisk Kantine
Hak i SU’en: Gratis

Nu har en særlig kending fødselsdag. Omend man har haft trang til romkugler eller mormormad, så er Matematisk Kantine stedet. Så kom med til fødselsdag, når den står på både kage og kaffe, men også livemusik og en masse gode tilbud. Hvis du har lyst til et afbræk fra studiestart, så smut forbi Matematisk Kantine og nyd en dejlig eftermiddag.

 

18/9: Yoga og Kage

Tid: 17.00-18.30 Lokation: Universitetsparken
Hak i SU’en: Gratis

Har du brug for lidt mere zen i din hverdag, eller bare en god undskyldning for at spise en god omgang kage? Ja, så er det her lige noget for dig. Nu afholder Medicinerskabet yoga med instruktør, vand og lovning om godt vejr. Det kan godt være en god idé at huske egen yogamåtte, så du er sikker på at have en tilgængelig, men ellers er det bare at melde sig til på Facebook og møde op i Universitetsparken.

 

30/8 – 8/9: Aarhus Festuge

Tid: Fra morgen til aften Lokation: Alle vegne i Aarhus
Hak i SU’en: Gratis (kræver dog lidt penge til drikkelse og mad)

Ja, du har nok allerede opdaget de mange skilte, den høje musik eller de glade mennesker, der render rundt i byen på nærmest alle tidspunkter af døgnet. Aarhus Festuge er nemlig i gang! Hvis du er ny i byen, så frygt ej: Det er ganske normalt at hele byen begynder at summe af liv på dette tidspunkt af året. Her kan du nemt orientere dig i de mange begivenheder, og det er som altid svært at bestemme sig for, hvad man har allermest lyst til.

 

7/9: 80’s Party på GBAR

Tid: 22.00-05.00 Lokation: GBAR Hak i SU’en: Gratis entré frem til midnat

Har du en stor paryk gemt i skabet? Eller har du altid haft en lyst til at gå med store skulderpuder og neonfarver? Så har du endelig en mulighed for at udnytte det og komme til 80’er-fest på GBAR. Musikken vil være det allerbedste fra det neonfarvede årti, så det er bare at møde op i bedste dansehumør og fyre dine bedste boggie-moves af.

 

13/9: Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag 2019

Tid: 8.00-23.59 Lokation: Fredagsbaren finder sted i Uniparken Hak i SU’en: Gratis

Dette er en af de største årlige begivenheder for studerende i Aarhus. Det er efterhånden lang tid siden at Kapsejladsen fandt sted. Men der er endnu mulighed for at samles med studiet og have en kæmpe fest til koncert blandt andet Johnson og Soleima! Der vil være flere scener med musik, boder med mad og drikke og ikke mindst en masse aktiviteter såsom ølbowlingturnering. Hele herligheden er gratis, og selv drikkevarer og mad er holdt på et SU-venligt niveau. Vi håber, at vi ses på pladsen til indvielse af det nye semester.

 

18/9: Lær at lave bål – med snobrød og snaps 

Tid: 18.00-20.30 Lokation: Tumlepladsem Riis Skov Hak i SU’en: 35 kr. (kræver tilmeldelse)

Har du en indre spejder i dig, eller er du bare glad for bålhygge og snobrød, så er arrangementet lige noget for dig. Værterne Signe og Sofie står klar på Tumlepladsen og hjælper dig med at få styr på optænding af bål og ikke mindst de helt rigtige taktikker til snobrødsbagning. Det er bare at nyde varmen fra bålet og måske liiige reservere en vasketid i vaskekælderen, så røglugten kan elimineres igen bagefter.

 

20/9: Global Klimastrejke 

Tid: 9.30-12.00 Lokation: Rådhuspladsen Hak i SU’en: Gratis

Nu er der igen International Strejke for klimaet! Det er tid til at den såkaldte grønne regering holder deres løfter og lever op til Parisaftalen. Derfor kan du nu samles med en masse andre mennesker og kæmpe for en fælles sag og vores fremtid. Så find dit flotteste biologisk nedbrydelige skilt frem og trask ned til Rådhuspladsen. Det er tid til en grøn fremtid.

 

21/9: Indvielse af det nye REUSE 

Tid: 11.30-16.00 Lokation: REUSE Sydhavnen Hak i SU’en: Gratis

Er du nyligt flyttet hjemmefra uden så meget som en tallerken i flyttekassen, eller har du bare fået for store udgifter til studiebøger i år, så er det tid til at besøge REUSE. Oven i købet er det tid til en indvielse af det helt nye REUSE, placeret på Sydhavnen og proppet med lækre gratis ting. Så tag afsted til en hyggelig dag fyldt med musik, taler og aktiviteter – ja, måske ender du med at finde lige præcis de ting du mangler i hjemmet.

 

29/8- 12/10: Lazarus på Aarhus Teater 

Tid: oftest 19.30 Lokation: Aarhus Teater Hak i SU’en: 60 kr. for studerende

Har du en indre Bowiefan, der trænger til at bryde frem, eller elsker du bare et godt teaterstykke? Så er du verdens heldigste aarhusianer. David Bowies mesterlige og medrivende musikforestilling er kommet til Aarhus Teater. Lazarus tager dig ind i det helt rigtige Bowie-univers, hvor intet er helt som man regner med, men alligevel helt som det skal være. Så skynd dig ind på Aarhus Teaters hjemmeside, så du kan sikre dig studiebillet til oplevelsen.

 

Chill ud i Smilets By

Salling Rooftop

Ovenpå Salling finder du det hyggeligste område med en af Aarhus’ bedste udsigter. Tør du, kan du træde ud på glaspladen, der befinder sig over Strøget. På Salling Rooftop er det altid muligt at få en varm kop kaffe, en kølig cocktail eller en bid mad i restauranten. Dette kan ofte nydes til lyden af en af tagets mange koncerter. Fredag eftermiddag er der stort set altid DJ, der leverer sprøde toner til din Aperol Spritz.

 

Havnebadet

Trænger du til et sted, hvor du kan køle af, nu hvor den permanente har sommerlukket? Så kom forbi havnebadet på Aarhus Ø – et sted fyldt med unge badeglade mennesker. Promenaden ned til Havnebadet huser desuden mulighed for en kold øl, lækker cocktail, en god frokost eller en dejlig dessert. Det perfekte sted at befinde sig, når det simpelthen bare er for varmt at være andre steder.

 

Graven

Graven er samlingspunktet for latinerkvarterets hyggeligste sommervibes. Her er der både mulighed for at få en frisk is hos OLUFs, en kold øl hos Lecoq eller lækker morgenmad hos Grød. Se om du og dine venner kan få plads på de farverige bænke eller forhøjningens lille græsplane eller nyd atmosfæren i de omkringliggende butikker.

 

Botanisk have

Parken Botanisk Have har en masse at tilbyde. Udover at være utrolig smuk, er der også rig mulighed for at udforske væksthusene fyldt med alverdens planter. Parkens søer og de skyggefulde områder giver mulighed for romantiske gåture. Er man mere til sjov med vennerne, vibrerer parkens mange solrige plæner af liv, musik, øl og kongespil. Vil man være garanteret en dejlig dag i solen, foregår den her.

 

”Havnepromaneden”

Stedet som alle kender, men ingen rigtig kender navnet på. Aarhus Havn? Dokk1? Navitas? Lad os bare kalde det et sted derimellem. Stedet hvor man kan spille basketball, hvor DR inviterede til VM-hygge sidste år, hvor springvandet giver de små glæde, og trapperne ned til vandet langs Navitas glæder de solglade. ”Havnepromaneden” lover desværre hverken VM i fodbold eller sejlsport dette år, hvad stedet derimod garanterer er et dejligt sted at hænge ud, hvor overraskelser præger hverdagen.

 

JUNIGUIDEN

1/6: Aarhus Pride Parade

Klokken: 11 – 13:15 Lokation: Bispetorvet Hak i SU’en: Gratis

Fest og farver bevæger sig gennem gaderne og sørger for dette års Pride Parade. Følg med (2,54 kilometer), eller nøjes med at overvære paraden, der viser støtte til lige rettigheder og muligheder – uanset kønsidentitet eller seksuel orientering.

01/06: Smed X Games 2019 Gade Edition

Klokken: 12:00 – (02/06) 01:00 Lokation: Skovgaardsgade 5
Hak i SU’en: Gratis

I Aarhus holder Smed X Games deres årlige street konkurrence i skateboarding og BMX. Selvom du hverken skater eller har erfaring med små cykler, er der rig mulighed for at godte dig med øl, sodavand og street-food, mens du shopper i boderne, lytter til livemusik eller glor på tricks, der aldrig stopper med at imponere dig.

 

05/06: Folketingsvalg

Klokken: 8.00-20.00 Lokation: Se valgkort Hak i SU’en: Gratis

Stem, stem, stem!

 

13/06: Gratis yoga i Mindeparken med Fitness World

Klokken: 18 – 19 Lokation: Mindeparken Hak i SU’en: Gratis

Eksamensforberedelse rusker kroppen og tvinger den til at overarbejde for at nå de høje mål, som studerende sætter sig selv. Gør dig selv en tjeneste. Tag din ven med til ’Balance under den blå himmel’, og få din krop tilbage i balance.

 

13/06: Århus Stiftstidende møder Jørgen Leth på Salling Rooftop

Klokken: 17 – 18 Lokation: Salling Rooftop Hak i SU’en: Gratis (begrænset antal pladser)

Jørgen Leth drager folk med sin tale. Om du hører hans stemme, der taler hen over dækbilleder af det franske landskab, eller du fjernt genkender den i de skrattende højtalere i Letbanen, underholder han altid. Eksil-aarhusianeren taler om udviklingen i Smilets By, som han – ligesom mange andre emner – har stærke holdninger til.

 

13/06: Åbning af LiteratureXchange

Klokken: 16 – 17 Lokation: Dokk1, Rampen Hak i SU’en: Gratis (siddepladser til de første 200)

Litteraturfestivalen LiteratureXchange bugner af muligheder for at opleve noget, der rører dig, tænke en tanke, du ikke havde tænkt dig at tænke, møde inspirerende mennesker, spise god mad, lytte til musik, se en god film og fordybe dig. Festivalen byder kort sagt på ALT. Kom ned, når de skyder festivalen i gang med musik, litteratur og en åbningstale af Rabih Azad-Ahmad, som er rådmand for Kultur og Borgerservice.

Nogle arrangementer kan du læse om senere i guiden, men jeg vil stærkt anbefale dig at gå ind og læse det fulde program. Festivalen varer i hele ti dage, og programmet for den ene dag er mindst lige så interessant som programmet for den næste.

 

14/06: Kultur, kvindekamp og kedsomhed – mød Mario Vargas Llosa

Klokken: 19:30 – 21:00 Lokation: Dokk1, Store sal
Hak i SU’en: 120,- (studerende 80,-)

Mario Vargas Llosa er peruviansk journalist, professor i Latinamerikansk Litteratur, litteraturkritiker, præsidentkandidat i 1990 og Nobelprismodtager i litteratur i 2010. Han er kort sagt en mand, som har noget at sige. Sammen med DR-journalist Karin Mørch taler han om litteraturens potentiale til at gøre os klogere på det samfund, der omgiver os, hvor han vender en idealistisk kamp for en bedre verden med syn på kvinders rettigheder.

 

21/06: Maratonsang i Aarhus

Klokken: 8 – 22 Lokation: Dokk1, Rampen Hak i SU’en: Gratis

Der er noget over at synge i fællesskab, og det er der rig mulighed for at gøre hele dagen. Fra tidlig morgen til sen aften fylder arrangementet Dokk1 med sange fra højskolesangbogen. Højskolelærere, forstandere og musikere deler historier og spreder lykken ved at synge sammen.

 

22/06: Rasmus Seebach (Hjalmer, Chris Burton og Burhan G) // Familiekoncert, Aarhus

Klokken: 13:00 – 20:30 Lokation: Havnepladsen
Hak i SU’en: 390,-

Rasmus Seebach fejrer tiårs jubilæum for sit debutalbum ’Rasmus Seebach’. Det gør han sammen med Hjalmer, Chris Burton og Burhan G, som sørger for en musikalsk dag med nogle af de største navne inden for dansk pop.

 

23/06: Litteratur på Store Torv

Klokken: 11 – 17 Lokation: Store Torv 5 Hak i SU’en: Gratis

Som en del af LiteratureXchange sætter Kristian F. Møller (boghandleren) telt op på Store Torv, så selv hvis vejret er dårligt, kan du nyde at se og høre aktuelle forfattere på klos hold. De læser op, fortæller om deres aktuelle værker, og der er mulighed for at få signeret sin bog.

 

27/6: UngK holder fødselsdag

Klokken: 14-17 Lokation: Nørre Allé 23 Hak i SU’en: Gratis at deltage. Mad og drikke kan købes

Ungdomskirken i Nørre Allé fylder fem år og fejrer det med en fernisering og fest. Galleri Grisk har udsmykket murerne på den gamle kirke og i kirken er der udstilling. I gårdhaven tændes der op for grillen og festlig stemning.

 

Det var et udpluk af nogle af de ting, der sker i Aarhus. Held og lykke med jeres eksaminer, og hav en rigtig god sommer!