Kategoriarkiv: Artikler

Lissabon: sol, kaffe og fodbold

Tanken om at skrive et speciale i Lissabon kunne virke fristende og dejlig, men det kan hurtigt blive til en stor udfordring. Det kræver en nøje planlægning, strukturering af hverdagen og god time management. Men i sidste ende er det er det hele værd.

Foto of tekst af Vassili Stroganov

At studere i udlandet kan godt lyde som en lidt uhyggelig tanke til at starte med, men hvis man bare tør tage chancen og kaste sig ud i det, så er det slet ikke så uhyggeligt endda. Jeg var personligt lidt forsigtig med at sige ”ja”, da jeg fik tilbuddet om at tage til Portugal i fem måneder og skrive mit journalistik speciale. Tilbuddet var meget fristende: jeg kunne bo helt gratis i en luksus penthouselejlighed, som tilhører min mors veninde, der heldigvis for mig skal stå tom i nogle måneder. Ville du også sige ”jo tak”? Det gjorde jeg i hvert fald.

Efter nøje overvejelse besluttede jeg mig for at tage chancen, og en kold november dag pakkede jeg mine ting og rejste til Lissabon. Det var så dejligt at slippe væk fra den deprimerende danske vinter, og komme til Sydeuropa. Der er intet bedre end at side på en bænk i det skønne Belém-område, hvor den nuværende Portugisiske præsident i øvrigt bor, nyde en kop kaffe og få en masse dejlig sol.

I min tid her i Portugal har jeg gået mange lange ture og set en masse seværdigheder, såsom Jesus statuen, som er en tro kopi af den i Rio, Henrik Søfareren statuen og sidst men ikke mindst Praca do Imperio (Empire Square), som er et af Europas største pladser og en utrolig flot én oven i købet. Lissabon er en utrolig flot by og jeg har været rigtig glad for at kunne skrive mit speciale her.

Praca do Imperio(Empire Square) - En af de største og smukkeste pladser i Europa.
Praca do Imperio(Empire Square) – En af de største og smukkeste pladser i Europa.

Men… lige dér opstod der min første udfordring i forbindelse med den masse af tid i det dejlige vejr, hvor man kun har lyst til at nyde det: gå lange ture ved floden, spille tennis, nyde et hyggeligt caféliv og de snakkesalige, søde portugisere. Tiden gik stærkt, og lige pludselig stod jeg sidst i december måned og var færdig med at indrette mig i lejligheden og vænne mig til det nye miljø og de nye omgivelser, men der blev ikke skrevet et ord i mit speciale! Med det samme blev jeg nødt til at konkludere, at jeg skulle hurtigst muligt strukturere min tid i Portugal, for at kunne nå specialet. Jeg blev nødt til at lave en tidsplan, som omfattede såvel et bestemt antal skrivetimer om dagen, og en plan for mine fremtidige Skype møder med min vejleder. Endelig begyndte det at se lidt mere overskueligt og realistisk ud.

Men for at kunne holde ud at lave det samme hver dag og have samme, ofte ret ensformig og kedelig, dagsrytme og dagsrutiner, indså jeg, at jeg samtidig skulle strukturere min fritid og de øvrige aktiviteter. Jeg blev derfor nødt til at lave en aktivitetsplan, som bl.a. omfattede tennisspil og løb to gange om ugen, og en række praktiske opgaver og aktiviteter. Denne organisering af min fritid har hjulpet mig enormt i at få ekstra energi og overskud til at gå i gang med mit speciale på trods af, at der er noget tid endnu til den 1. september, hvor jeg skal aflevere det.

Udsigt fra mit vindue over Ajuda området.
Udsigt fra mit vindue over Ajuda området.

Jeg må nok indrømme, at portugisisk sol og god portugisisk kaffe giver mig et godt overskud, som jeg skal bruge, når jeg sidder og knokler med et 80 siders speciale om 3 fodboldklubbers brug af sociale medier. Fodbold har altid fascineret mig, og det er ikke en tilfældighed, at jeg valgte at skrive om det i mit speciale, og for at holde mig up to date med fodboldverdenden, besluttede jeg gå ind og se Benfica kampe en gang imellem på det smukke Estadio do Sport Lisboa e Benfica. I mine to måneder her har jeg set fire gode Benfica kampe, og de har alle været en fantastisk inspiration for mit speciale.

En anden sport, som jeg altid har elsket, er tennis, og tennis har altid hjulpet mig med at få ekstra overskud til store og komplicerede universitetsopgaver. Derfor har jeg selvfølgelig meldt mig ind i en tennisklub, hvor jeg spiller hver tirsdag og torsdag. Her har jeg mødt nogen søde portugisere, der oven i købet alle er gode tennisspillere og selv om de ikke alle snakker engelsk, så kan jeg altid bruge mit noget rustne, men stadig brugbare gymnasiespansk. Træneren snakker kun portugisisk når han underviser og instruerer os i de forskellige øvelser, så når mit spansk ikke er nok til at forstå hvad han siger, så er det bare med at se på de andre og følge hvad de gør. Den anden af mine trænere, som heldigvis snakker engelsk følger meget med i amerikansk politik ligesom jeg, så vi får os altid en sjov sludder om Donald Trump, og hvilken sindssyge handling han nu har gjort, og her der altid en del at snakke om. Efter tennis kommer jeg hjem og laver mad, som i de fleste tilfælde er spaghetti med kødsovs, ris og rejer eller fryselasagne. Madlavning var også noget af en udfordring for mig, som ikke var vandt til det hjemmefra, men blev nødt til at lære denne kunst i Portugal.

Tiden går stærkt, og jeg er rigtig glad for at kunne få denne oplevelse med en specialeskrivning så langt hjemmefra, som giver mig en dejlig mulighed at sætte tingene i et helt andet perspektiv, lære nye mennesker og en helt ny kultur at kende samtidig med at udøve det store arbejde, som kræver anstrengelser og enorm arbejdsindsats. At skrive speciale i udlandet er hårdt, men hvis man tør at tage chancen så får man nogle fantastiske oplevelser med hjem i bagagen.

SKAM: Ung dramaserie der bryder med vanetænkning

Skam er serierevolutionerende, men hvorfor? Forklaringen blev serveret til gæsterne på et sølvfad, da tre engagerede eksperter viste klip og samtalte om seriens succes på festivallen NORDISKE NäTTER på Moesgaard Museum.

Tekst: Karoline Kjær Hansen

Foto: NRK TV

”Hvor mange har set tv-serien?”, spørger Lucia Odoom, journalist på Politiken, de gæster, som på denne mørke, regnefulde lørdag aften er samlet i det store auditorium på Moesgaard Museum. Splitsekundet efter udbryder hun: ”Hold da ferie!” På trods af at kun omtrent halvdelen hæver hænderne, er de utallige. I den brogede skare, som har indtaget auditoriesæderne, ses såvel unge piger og drenge som midaldrende mænd og kvinder. Allerede et kvarter før start kredsede snakken om det forestående samtaleemne, hvilket understreger Lucias karakteristik af serien som ”meget omdiskuteret,” da hun tager ordet og påbegynder samtalen med norske Vilde Schanke Sundet, postdoktor i film- og fjernsynsvidenskab, og Lynge Stegger Gemzøe, Ph.d.-studerende i danske tv-serier ved Aarhus Universitet.

Klassiske karakterudviklinger

I panelet hersker bred enighed om, at Skam er nyskabende, men før sløret løftes, kaster Lynge lys på de velkendte elementer, som serien indeholder. For ikke alt er nyt ved Skam. Lynge fremhæver selve plottet og den dramaturgiske form og understreger, at den på mange måder er klassisk, idet individudvikling og menneskelige forandringsprocesser er i fokus:

”På tv kan vi kan godt lide at se mennesker, som forandrer sig og går igennem en eller anden form for proces. Løvernes konge handler i bund og grund om Simbas udvikling. Han skal lære, at han ikke kan løbe fra problemerne, men skal tage ansvar. Det samme ser vi i Skam. Karaktererne skal ud på en rejse, hvor de ender med at blive klogere.”

I første sæson konfronteres hovedpersonen Eva med sin egen usikkerhed. I anden sæson står Noora, som skal lære at bearbejde sin perfektionisme, for skud, mens Isak i tredje sæson udforsker sin homoseksualitet, som han forsøger at forstå og acceptere.

Udviklingerne er centreret om almenmenneskelige og universelle følelser, som gør det muligt for den brede masse at relatere til og spejle sine egne følelser heri. Det er også én af grundene til, at den rammer så mange mennesker og så mega bredt lige nu, understreger Lucia. Men hvis ikke det nyskabende findes i karakterskildringerne eller i selve plottet, hvor findes det så?

Empirisk funderet

Blandt publikum sidder Kamille Carstens Hansen, som er 24 år og medicinstuderende, og hun er blandt andet vild med Skam, fordi karaktererne virker ægte: ”De har principper, men bryder dem i deres handlinger, ligesom rigtige mennesker gør, men som man ellers ikke ser på film,” forklarer hun. Hun er ikke den eneste med følelsen af, at karaktererne virker ægte, for netop dette fremhæver Vilde. Det bunder ifølge hende i metoden, som manuskriptforfatter og instruktør Julie Andem har anvendt. Serien bygger nemlig på forskning, idet Julie er gået empirisk til værks og har ved seriens tilblivelse været i kontakt med mere end 1000 unge piger for at skabe et billede af deres verden og behov: ”Det har dannet rygmarven til karaktererne, så vi føler, de er ægte,” understreger Lucia. Derudover har Julie hele tiden udvidet sit empiriske materiale. Mens hun skabte første sæson på baggrund af fokusgruppeinterviews med mere end 1000 piger på alle skoler i Oslo og omegn og castede bredt til serien, forsøgte hun i anden sæson at skærpe billedet af den unge generation ved at interviewe skuespillerne selv og gøre dem til medredaktører på replikkerne. I tredje sæson har hun forsøgt at trænge ned i konflikterne og har udforsket ungdommens minoritetsgrupper. ”Hun har altså lavet historien ud fra den verden, som de mange unge har beskrevet,” forklarer Vilde.

Vilde taler selvsagt norsk, og langt fra alle i det store auditorium har fanget alle pointer. ”Det er helt fair. Jeg har først lige lært norsk nu på grund af skam. Jeg kan forstå, hvad Vilde siger, fordi jeg har set Skam!” siger Lucia, mens latteren breder sig, og på dansk følger hun op, hvorefter fremhæver hun, at serien også er anbefalelsesværdig, hvis man ønsker at tilegne sig norsk.

”Kroppen din trenger potet”

Skam er en ungdomsserie, og derfor synes fraværet af forældre i serien bemærkelsesværdigt. Om end det ikke er totalt, hvilket en ældre herre blandt aftenens publikum korrigerer panelet i, så er voksne karakterer næsten ikketilstedeværende. Dette fravær bidrager også til, at de unge karakterer fremstår ægte. Det giver dem nemlig dybde og mulighed for at vise flere af de roller, som de besidder. Panelet eksemplificerer denne pointe ved at vise et klip fra anden sæson, hvor Noora kærligt under madlavningen forklarer Vilde, der subtilt kæmper med en spiseforstyrrelse, om de forskellige madvarers kvaliteter. Hun konstaterer: ”Kroppen din trenger potet.” Lucia pointerer, at scenen bygger på erfaringer, som skuespilleren bag karakteren Vilde har. Netop den samtale har hun haft i virkeligheden med sin far, men i stedet for en voksen pegefinger, får de unge venner mulighed for at løse problemerne indbyrdes: ”Kroppen din trenger potet” er blevet et slogan nu, fordi det kan ses som et symbol på venskabelig omsorg. I stedet for en voksen stemme som public service, bliver det noget, de unge siger til hinanden,” forklarer Lucia.

Men fraværet af voksne karakterer lykkes i høj grad på grund af karakteren Sana. Hun er muslim og superskarp, og hun agerer til tider pegefinger og rådgiver de andre karakterer. Hun er opstået netop, fordi en ung, stærk muslimsk karakter blev efterspurgt under den store research. Panelet beskriver hende som en powerwoman, altid parat med svar, men hun er kimen til at så tvivl om, hvorvidt det er virkelighedsskildring eller længselsskildring? Sagt med andre ord: om det skildrer verden, som de unge rent faktisk oplever den, eller om det er en skildring af den verden, som de længes efter? Man kommer aldrig helt ind under huden på Sana, og derfor diskuterer panelet, om hun er en potentiel kandidat som hovedperson i sæson fire. Meget peger på det, men Vilde er i tvivl: ”Skam er så uforudsigelig. Jeg tror, at det bliver Sana, men derfor gør det helt sikkert ikke det.” Netop de vekslende hovedpersoner giver karaktererne dybde, fordi synsvinklen skifter, og seerne samlet set får både deres egne, men også de andre karakterers syn på dem.

En parallelverden i baglommen

Skam distribueres ikke som andre tv-serier. Ikke blot udkommer et afsnit hver uge, men derimod små dryp hver eller hver anden dag i form af korte filmklip, Instagram-fotos eller beskedudvekslinger på seriens hjemmeside. Derudover er den lavet i real-tid . Det vil sige, at når klokken er fire i serien, er den også fire i den virkelige – seerens – verden. ”Vi følger karaktererne, som var det en ven på nettet,” forklarer Vilde og uddyber, at det er et nyt fortællegreb, som gør noget helt specielt i forhold til seernes stærke relation til karaktererne: ”Generelt kommer serien tættere på os, fordi vi venter på fortsættelsen hele tiden. Vi sidder selv og venter på beskederne.”

Lucia uddyber, at Julie bruger det digitale konstruktivt og herigennem skaber nærvær til karaktererne, deres følelser og plottet: ”Det er derfor, at det er en serierevolution. Fordi det griber så meget ind i kroppen.” Hun sammenligner sågar den bølge af kollektiv tristesse og psykose, som Skam har skabt i samtiden, med den bølge som udgivelsen af Den unge Werthers lidelser skabte i slutningen af 1700-tallet: ”Man har lidelserne i sin baglomme. Folk har sikkert også gået rundt med den bog og følt den som en parallelverden tæt ind til livet.” Og serien har også skabt et fællesskab blandt seerne, da der er opstået utallige fanfora på nettet, hvor folk diskuterer og fortolker i fællesskab.

Skamfulde Skam-seere?

”Hvis man er film- eller musiknørd, så er serien en gave at se,” forklarer Lucia. Hun fremhæver nummeret ”Talk Show Host” af Radiohead, som optræder i serien, men som også blev brugt i Baz Luhrmanns farverige genfortolkning af Romeo & Juliet for 20 år siden. Der er utrolig mange referencer til gamle, kendte klip fra filmhistorien, og musikken favner også bredt: ”Der er ingen grænser for, hvilken musik hun vil bruge og hvorfor, for der er altid ekstremt mange grunde bagved.” Serien er altså også til dem, som vil løse rebusser eller nørde referencer. Det er mere end bare en ungdomsserie, for den har substans, og seriens navn kan derfor også være misvisende, hvilket en ældre kvinde blandt publikum pointerer ved at spørge undrende ind til dette. De to fyre, Gustav Aarup på 21 år og Lars Bacher på 20 år, på anden række er fra looket at dømme som taget ud fra serien. De er begge blevet introduceret for den gennem deres kærester, men de skammer sig slet ikke over, at de ser Skam: ”Overhovedet ikke,” betoner Gustav. Lidt anderledes forholder det sig hos Kamille længere oppe blandt publikum: ”Jeg skammer mig ikke længere, men det gjorde jeg i starten.”

Hos Lucia i panelet er der dog ingen form for skam at spore, da hun afslutningsvis opfordrer de gæster, som endnu ikke har givet sig selv oplevelsen, at komme i gang med serien: ”Og hvis man allerede har set alle afsnit, kan man jo bare gense dem og forelske sig i de her fantastiske unge teenagere på ny,” afslutter hun. 

Mental motion midt i eksamensperioden

Netop som eksamensperioden tager rigtig fart d. 1. december, pauses det ugentlige tilbud om gratis undervisning i mindfulness på Aarhus Universitet. Erfaring viser nemlig, at de studerende i denne periode ikke benytter sig af tilbuddet. Men hvordan kan de studerende fastholde den mentale træning, når eksamensdatoen nærmer sig, og presset øges yderligere?

Tekst: Karoline Kjær Hansen

Illustration: Peter Følsgaard

En del af skriveprocessen

At være mindful betyder at være opmærksom på det, der sker her og nu uden at forholde sig fordømmende til det. Tine Agerskov er uddannet mindfulness-instruktør og står hver torsdag for undervisningen i mindfulness i Studenterhuset. I løbet af semestret oplever hun solid opbakning til timerne, men i eksamensperioden er hun vidne til en kultur, hvor de studerende fortaber sig selv i skriveprocessen og først husker at trække vejret, når den er overstået: ”Det er jo netop her, at det kan være godt at gå en tur, drikke en kop kaffe med en veninde eller tage til mindfulness, så det også er en del af skriveprocessen.”

Ifølge Anne Mette Vester fra Dansk Center for Mindfulness ligger der dog muligvis en naturlig forklaring bag mandefaldet. De studerende kan på dette tidspunkt være bevidste om værktøjerne, som gør, at det øgede pres registreres, men ikke føder handling: ”De ved fra sidste eksamensperiode, at det ikke er farligt.”

Små doser af opmærksomhed

Tine Agerskov opfordrer de studerende til at strække de opmærksomhedsglimt, som de allerede har: ”Det vigtigste er at være nysgerrig på ens opmærksomhed i små doser fremfor at gøre det til endnu en ting, der skal ind i skemaet”.

Det kan gøres ved at stoppe op fire sekunder et par gange om dagen og mærke efter sin mavefornemmelse, registrere sine tanker eller temperaturen i sin krop og i de omkringliggende omgivelser.

Rasmus Weber studerer antropologi og har erfaring med at inkorporere mental træning i dagsritualerne: ”I badet kan du for eksempel fokusere på det, du gør og føler under selve badet. Ved at registrere kropslige fornemmelser bliver du bevidst om øjeblikket.”

På lige fod med løbetræning

Anne Mette Vester medgiver, at lidt træning er bedre end intet, men betoner, at man skal investere i træningen, hvis man vil blive rigtig god. Hun henviser først og fremmst til den simple øvelse at fokusere på sit åndedræt og sidenhen til at downloade guidende lydfiler fra psykiatrifondens hjemmeside. På længere sigt kan det dog være gavnligt at følge et kursus og se gruppen som en ”løbemakker”: ”Man bruger gruppen til at holde hinanden til ilden i at træne”, forklarer hun og uddyber: ”Så kan man også se, at der er andre, der har det som én selv. Det kan være en kæmpe hjælp og lettelse for mange at finde ud af.”

Drømmer Robotter om Go?

Tekst: Rasmus Norup

Kan robotter have intuition, være kreative og endda drømme? DeepMind har store ambitioner: at udvikle kunstig intelligens som kan tænke kreativt på samme måde som os, og bruge denne kreativitet til at løse alle problemer i verden. Men man må starte et sted, og DeepMind begyndte med at skabe kunstig intelligens, som kunne spille computerspil fra 80’erne, som nu har arbejdet sig op til det klassiske spil Go, hvor den slog den siddende verdensmester. Men hvis den kan tænke, kan den så også drømme?

//Faktaboks:DeepMind. DeepMind er stiftet i 2010 og forsker i kunstig intelligens. Udviklingen tog fart da Google købte DeepMind i 2014, og de fik Googles enorme serverkraft og datalagre stillet til rådighed.

//Faktaboks:Generel intelligens og smal kunstig intelligens: En robot har smal intelligens, hvis den kan udføre en enkelt eller få opgaver bedre end mennesker kan. Vi kender det fra skakcomputere, der let slår et menneske i dette spil, men kan tilgengæld ikke andet end det. Den kan ikke køre bil, genkende billeder eller spille andre spil end skak. En robot med generel intelligens kan derimod udføre en hvilken som helst opgave bedre end mennesker, hvis den er trænet i opgaven.

//Faktaboks:Neurale netværk. Det nyeste skrig indenfor kunstig intelligens er neurale netværk. I stedet for at programmere robotten, laver man et virtuelt netværk af neuroner. Det minder om den måde dyr og menneskers hjerne fungerer på. Et neuralt netværk skal trænes i en opgave, og lidt efter lidt justerer den selv sine indre forbindelser og bliver bedre til opgaven.

60 millioner mennesker verden over så på da AlphaGo slog den kinesiske stormester Lee Sedon 4-1 i det ældgamle brætspil Go. Det var DeepMinds største bedrift, for Go er meget sværere end Skak for en robot at spille, da der er flere mulige udfald i et spil Go, end der er atomer i universet. Derfor er det ikke nok med rå regnekraft, det kræver intuition og kreativitet. Selvom Lee tabte, så er han glad for det han har lært af at spille mod robotten, han siger, at det har gjort ham mere kreativ i sit spil, og opflammede hans lyst til at udforske spillet dybere. Men hvordan kan robotter udvise intuition?

  1. Hvordan lærer en robot?

Grundlaget for denne type kunstig intelligens er simulerede neurale netværk, som består af mange lag af neuroner som er forbundet på kryds og tværs. Hver forbindelse har en såkaldt vægt, og det er disse vægte der justeres, når man træner det neurale netværk. I den ene ende er et inputlag, derefter mange såkaldte foldningslag og til sidst et outputlag, som er svaret på problemet. Det minder om den måde menneskers hjerne fungerer på, med input fra sanserne, bearbejdelse i hjernen, og output til muskler. Den træningsmetode, som DeepMind anvender, kaldes Reinforcement Learning og går ud på at belønne netværket for at udføre træningsopgaver korrekt. Med belønning forstås, at netop den vægtning får lov at overleve til næste træningsrunde. Livet for et neuralt netværk er brutalt, og mange generationer fødes og dræbes hvert eneste millisekund.

  1. DeepMind drømmer

Når du bruger Googles billedsøgning, så er det en af DeepMinds robotter der finder dem til dig. Den er trænet til at genkende mønstre, så en abstrakt sætning kan omsættes til et billede. Men hvad sker der hvis man kører netværket baglæns, drømmer den så? Det er konceptet bag DeepDream, hvor robotten får et billede og ændrer det, så den genkender mest muligt i billedet. Resultatet er de underlige billeder, der omgiver disse ord. Robotten synes, at noget ligner en hundesnude lidt, eller en bil og ændrer herved billedet, så det ligner, hvad dens ide om en hund er. På den måde kan vi få indsigt i, hvad robotten egentlig forstår ved begrebet hund, og man bliver hurtig klar over, at dens ide om hunde er meget anderledes end vores. Den kere sig ikke synderligt om, at en hund har fire ben, et hoved og en hale, nej for robotten er en hund med otte ben og fem hoveder meget mere hund. Man kunne undre sig over, hvorfor DeepDream drømmer så meget om hunde og katte, men det er fordi, som vi alle ved, så er internettet opfundet til at dele billeder af sine kæledyr, og Google har millioner af dem liggende. Hvis jeg blev bedt om at kigge på millioner af hundebilleder, ville jeg nok også drømme om dem.

Hvem betaler robotbilernes færdselsuheld?

Tekst: Ditlev J. Elkær

Illustration: Peter Følsgaard

Computerstyrede biler bliver snart afprøvet på de danske veje. I løbet af foråret vil folketinget behandle ny lovgivning vedrørende denne type biler. Transportministeren Hans Chr. Schmidt har foreslået en ændring af færdselsloven, som er sendt i høring, så der kan gives tilladelse til forsøgsordninger med selvkørende biler på de danske veje enten med eller uden fører. ”Hele teknologien på det og andre transportområder udvikler sig så hurtigt, at det er svært at forestille sig. Det betyder, at der også er nogle begrænsninger, som vi skal være opmærksomme på, når vi arbejder med lovgivning på de områder,” udtaler Transportministeren til ministeriets hjemmeside. Den gældende færdselslov kræver, at enhver fører af et motorkøretøj har et kørekort, ligesom loven implicerer, at føreren er et menneske. Ansvars -og erstatningsreglerne forudsætter disse to principper. Derfor er det ikke muligt at teste selvkørende biler i dag inden for lovens rammer, eftersom bilerne mangler et menneske bag rattet.

Et væsentligt problem ved de selvkørende biler er, at det endnu står uklart, hvem der skal stilles ansvarlig for de skader, som bilen er involveret i. Forestil dig eksempelvis, at Andy kommer cyklende ned ad Silkeborgvej en morgen, hvor morgentrafikken er særlig slem. Han cykler voldsomt stærkt, for han skal nå til forelæsning ved Søauditorerne. Det er Andys yndlings forelæser, som denne morgen afholder årets vigtigste forelæsning. Andy skal over krydset ved Silkeborgvej og Ringgaden. Forrest i højresvingsbanen holder en testbil på niveau 3, fra Desla Motors A/S Danmark, som netop har foretaget et stop, fordi dens censorer har opfanget, at en cyklist kommer bagfra. Føreren inde i bilen forstår ikke det pludselige stop og overser advarselslampen, da Andy kommer farende i hans blinde vinkel, mens bilerne bagved dytter og gasser op. Føreren tager derfor kontrol med bilen og foretager et højresving, som Andy ikke kan nå at undvige, og han slynges voldsomt af cyklen. På mirakuløs vis er der ikke sket Andy noget (vi antager, at han havde hjelm på), men cyklen er smadret til ukendelighed. Hvem betaler for Andys cykel? Det objektive ansvar, som føreren er omfattet af, betyder, at denne har ansvaret for færdselsuheldet. Det er uomtvisteligt, at vedkommende har begået en tydelig kørefejl. Testbilen vil være omfattet af den lovpligtige ansvarsforsikring, som kompenserer for tabet af Andys cykel, så han kan købe en ny. Eksemplet skal illustrere, at testbilerne vil blive omfattet af lovpligtige forsikringer, men at et straffeansvar vil kunne idømmes en fører, hvis denne havde kontrol med bilen, da ulykken skete. Det vil dog være den, der har tilladelsen til forsøgsordningen, som vil blive pålagt ansvaret, hvorved det er ”computeren” som kommer til at bære skylden for uheldet.

Folketinget står overfor en del juridiske dilemmaer, når de i foråret skal diskutere en udvidelse af færdselsloven. Hvordan tackler vi sagen, når en computerstyret bil træffer en forprogrammeret beslutning, hvor en garanteret skade vil ske?Eksempelvis i en situation, hvor bilen skal dreje, men ikke har den optimale mulighed herfor, for til højre er en anden bil med en fører, hvis køretøj bliver smadret, hvis den automatiske bil drejer denne vej, men til venstre er en fodgænger, som bliver kørt over, hvis bilen gøre det modsatte. Det bliver formentlig producenten af den selvkørende bil, som kommer til at stå med erstatningsansvaret. Præcis ligesom, når ens bærbare går i sort på grund af en produktionsfejl. Det er dog ikke afklaret endnu. Det forventes, at loven vil træde i kraft den 1. juli 2017, hvis man får bred politisk opbakning. Lovforslaget med bemærkninger kan i sin helhed findes på Folketingets hjemmeside.

Faktaboks:
Transportministeriet inddeler automatiseringen i seks niveauer fra 0. til 5.
Niveau 0: Ingen automation. Bilen køres af et menneske med kørekort.
Niveau 1: Begrænset automation, kræver fører som faktisk kører.
Nivieau 2: Delvis automation, accelererer eller kører ligeud af sig selv, men kræver fører.
Niveau 3: En computer styrer bilen, men der sidder en person bag rattet, som kan overtage, når som helst.
Niveau 4: En computer styrer bilen i enhver tænkelig trafikal situation. En operatør skal dog kunne overtage styringen.
Niveau 5: På dette niveau er teknologien så udviklet, at bilen kan det samme, som var det et menneske, der styrede bilen. Dette niveau vil ikke blive afprøvet på danske veje, og der vil ikke kunne gives tilladelse til et sådant forsøg endnu.

Tag med science fiction raketten til fremtiden

Tekst: Rasmus Norup

Illustration: Peter Følsgaard

Delfinen mødte,  assisterende professor i engelsk litteratur, Mathias Clasen til en snak om science fiction, irriterende robotstøvsugere og verdens ende.

Hvorfor er science fiction en vigtig genre?

”Det science fiction genren kan, er at gøre naturvidenskab og teknologi relevant på en anden måde, end, tilfældet er, når man læser en videnskabelig artikel. For i science fiction er der en hovedperson, gennem hvis øjne, vi ser det, der skildres.

Der er jo ingen, der kan forholde sig til klimaforandringer, når Greenpeace kommer og siger, at om 100 eller 200 år så er verdenshavene steget tre centimeter –  ja ’who cares’? Men hvis man læser en roman, hvor der er en person, som man investerer sig følelsesmæssigt i, så bliver det pludselig anderledes relevant. Eksempelvis i en roman som: The Drowned World af J. G. Ballard,  er verdenshavene steget, og vi følger de her personer, der sejler rundt og prøver at finde en mening med livet og tilværelsen, efter kloden bogstaveligt talt er under vand. Så bliver klimaforandringerne vedkommende på en anden måde.”

Hvad bruger vi science fiction til?

”Rigtig mange af de videnskabsfolk, der var involveret i det amerikanske rumprogram, var science fiction nørder, som havde læst Jules Verne og H.G. Wells  som tolvårige knægte, og havde af den vej fået stimuleret  en ’sense of awe’, og blevet fascineret af teknologiens muligheder. Da de blev voksne hyrede NASA dem til at bygge raketterne.”

Bliver robotter brugt som allegori for underklassen?

”Litteraturhistorisk  set, så har robotbetterne sit ophav i forestillingen om disse  som undermennesker. Ordet robot kommer fra en tjekkisk forfatter ved navn Karel Čapek, der skrev Rosumovi Univerzální Roboti, der netop handler om slave arbejdere, som kaldes  roboti på tjekkisk. Det er vel også den måde, vi bruger robotter på reelt – Jeg har en robotstøvsuger, og den er da helt klart min bitch! Det er da min forhåbning, at den kan gøre noget for mig, som jeg ikke selv gider. Men den brokker sig så bare helt vildt meget – Den taler med en kvindelig stemme, og måske er det lidt antifeministisk at brokke sig over, at min robotstøvsuger er en dame, men den brokker sig hele tiden over en eller anden ting, der sidder fast inde i den. ”

Fortæl mig om frygten for robotter og kunstig intelligens.
”Jeg tror, at det var Stephen Hawkins [samt Elon Musk og Bill Gates red.] der for nylig sagde, at hvis man lavede en kunstig intelligens, og gav den en instruktion om at lave så mange søm som muligt, så ville man umiddelbart sige ’fint nok, jeg har en robot der laver søm’. Problemet bliver så , når den fortsætter og tager alt jern i hele verden, og dræber mennesker for at ekstraherer jern fra vores blod, så kommer der nogle uforudsete konsekvenser. Så man skal  tænke sig  godt om, når man giver sig til at programmere kunstige intelligenser. Og der har science fiction genren advaret os gang på gang på gang.”

Er der en sammenhæng mellem frygten for robotter og zombier, som en slags frygt for massen, hvis robotter ses som arbejdere? Eller graver jeg for dybt?

”Ja du er helt dernede, hvor Karl Marx’s lig ligger og rådner, men i nogle historier fremstår robotterne som den ansigtsløse masse, der lige pludselig vender sig imod ’os’, hvem ’vi’ så end er.  Jeg tror, at der er visse paralleller mellem  robotter og zombier i populærkulturen, hvilket er et felt, jeg selv har rodet lidt med .

Det er interessant  og kontraintuitivt, at  jo mere menneskelignende en robot er, jo mindre synes vi faktisk om den. Dette fænomen kaldes ’the Uncanny valley’, som er en hypotese fremsat af en japansk robotforsker [Masahiro Mori red.], der lyder, at jo mere menneskelignende en robot bliver, jo bedre vil vi synes om den, men kun til et vist punkt, hvor den bliver for menneskelignende.  Så dykker vores følelsesmæssige respons og danner en  dal. Hvis jeg eksempelvis ikke vidste, at du var en robot – Vi har jo en fin og gensidig dialog, men hvis jeg lige om lidt opdager, at der stikker to ledninger ud af din sok, så ville jeg nok blive lidt bekymret ved situationen. Men du ligner jo et menneske, og det er det der tæller! ’The Uncanny valley’ er blevet empirisk dokumenteret efterfølgende, og der forskes i det på Ålborg Universitet. Der har de en forelæser, der har fået bygget en robot replikant, som han ruller ud til forelæsninger og undersøger hvor lang tid der går, før de studerende opdager, at det ikke er ham, men en robot der sidder og snakker!”

Nikolaj Sonne – en vigtig formidler af teknologi

Tekst: Vassili Stroganov

Foto: DR-Pressefoto

So ein ding muss ich auch haben – sådan en må jeg også have. Den tyske vending passer perfekt som titel på tv programmet om super seje gadgets, rappe robotter, selvkørende biler og meget mere. Her er selvfølgelig tale om programmet So ein Ding med, den teknologi-entusiasitske journalist, Nikolaj Sonne som vært. Meget fornuftigt har man skåret ”muss ich auch haben” væk og beholdt det cool og catchy ”So ein Ding”.

En væsentlig grund til, at programmet er ligeså catchy som titlen, er, at det ikke er forbeholdt ”teknologi-nørder”, men at lægfolk kan forstå de til tider videnstunge emner, som f.eks. artificial intelligence. Dette skyldes især den sproglige formidling, som Nikolaj Sonne vandt DR’s sprogpris for tilbage i 2011. So Ein Ding blev sendt første gang i 2009, men Nikolaj Sonnes interesse for elektronik startede længe før. I et email-interview med Delfinen sagde Nikolaj Sonne følgende:

”Jeg har været nysgerrig på teknologi og hvordan verden er skruet sammen så længe jeg kan huske. Og jeg har skilt ting ad lige så længe som jeg har kunnet holde om en skruetrækker,” fortalte Nikolaj Sonne.

Denne nysgerrighed førte til, at Nikolaj Sonne tilbage i 2005 begyndte med at lave Web-TV for gadgetmagasinet Gear og magasinets Web-Kanal – Gear-TV. Men i 2008 kom det store gennembrud, da han vandt en pris for Danmarks bedste Web-TV, en pris der uddeles af Foreningen af Danske Interaktive Medier, FDIM. Herfra gik det hele pludselig stærkt, og inden længe ringede DR til den unge teknologi-journalist og kom med et tilbud, som han ikke kunne sige nej til. Resten er historie og nu næsten 8 år senere, er der stadig fuld gang i ding-maskineriet og forhåbentlig bliver der holdt gang i ding-motoren i mindst 8 år til, hvor vi får mange flere afsnit at se med en masse nye dings. Programmet har flere gange haft robotter som tema og i et af afsnittene ser Nikolaj Sonne på fremtidens robotter, som favner alt fra bitte små mini-robotter, der kan spille fodbold, til kæmpe store bilindustri-robotter, der er så stærke, at man ikke skal komme for tæt på dem, hvis man vil undgå at komme til skade. Selvom der er kolossal forskel på robotterne, så har de stadig nogle fællestræk, men kan en robot f.eks. være en computer og omvendt? Hvordan definerer man det ene og det andet? Nikolaj Sonne gav sit bud:

”Jeg tænker det sådan, at en robot er noget, der på den ene eller anden måde agerer fysisk, mens computeren bare er en stillestående kasse. På den måde bliver robotstøvsugeren en robot, men mobilen en computer. På den anden side er der jo også robotter og bots der agerer rent digitalt, altså ligesom inde i det dersens internet, så reglen er jo ikke helt vandtæt,” sagde Nikolaj Sonne.

Det er svært at afgrænse definitionen på robot og computer præcist, men de to ”dimser” kommer uden tvivl til at præge vores hverdag i fremtiden. Og dimser der præger vores hverdag, har programmet haft mange af i de år, som det har kørt. Gennem disse år har programmet uden tvivl haft en effekt på den danske befolkning, og det har især gjort, at mange folk med ikke-teknologisk baggrund er blevet mere opmærksomme på forskellig teknologi og betydningen af den. Vi lever i en digitaliseret verden, hvor det er ekstrem vigtigt at følge med den teknologiske udvikling, som bare går hurtigere og hurtigere. Ny teknologi er vejen frem, og derfor er den bestemt værd at sætte sig ind i. I So ein Ding bliver man holdt up to date med den seneste teknologiske udvikling. Til spørgsmålet om, hvad der egentlig var målet med programmet helt fra starten, svarede Nikolaj Sonne følgene:

”Puuuh – det bliver ren bakspejlskiggeri og efterrationalisering. Dét jeg håber at vi, dvs. mine pissedygtige kollegaer og jeg gør i dag, er at fortælle interessante og sande historier om hvor teknologien er, og hvor den tager os hen. Os forstået på den helt store klinge – som i samfundet.”

Den teknologiske udvikling går lynhurtigt, men hvor er den på vej hen? En meget realistisk forudsigelse, som robotforsker Neil Jacobstein kom med i et afsnit af So ein Ding var, at robotterne simpelthen vil stjæle en masse jobs fra os mennesker i fremtiden, men samtidig vil robotter og kunstig intelligens skabe mere velstand i vores samfund. Så robotifiseringen af samfundet er ikke entydig godt eller skidt. Men hvad byder fremtiden på i den nye sæson af So ein Ding? Her svarer Sonne:

”Vi har 8 programmer i støbeskeen til foråret. Vi er først lige gået i gang, så der er endnu ikke noget der er hugget i sten, men det bliver noget med: Afrika-Tech, droner, sikkerhed-hacking, VR & AR, og Fin-Tech.”

Der er altså mange gode dings i vente til foråret. Lad os håbe, at robotterne ikke har taget vores jobs til den tid.

Vil intelligente maskiner kunne gøre dit arbejde i fremtiden?

Arbejdsmarkedet er en sær størrelse. Nogle har brug for at få opgaver løst, mens andre løser opgaverne – gerne mod betaling. Denne udveksling har traditionelt foregået mellem mennesker, men i dag foregår udvekslingen i stigende grad også med maskiner. Hvem ved? I de næste årtier kommer denne udveksling måske kun til at foregå mellem maskiner.

Tekst: Jake Inlove

Illustration: Peter Følsgaard

En del arbejde bliver i dag varetaget af maskiner. Sortering af viden sker via databaser og søgningsmaskiner. Oversættelse kan diverse programmer efterhånden også klare meget fint. Produktion og manuelt arbejde bliver i høj grad varetaget af samlebåndsmaskiner. Man kunne blive ved.

Mange stillinger, der eksisterede før i tiden, er blevet erstattet af maskiner. Eksempelvis var der engang noget, der hed en trykker – det var én person der lavede tryk, så bøger og plakater kunne laves i flere eksemplarer – han er blevet erstattet af kopimaskinen. Før trykkeriet blev opfundet, var der arbejde for folk, der sad og skrev bøger i hånden. Det er endnu et eksempel. Opgaver som førhen skabte mange arbejdspladser kan i dag klares af en maskine – og vi har ikke set enden.

Tænkende robotter

Lad os hurtigt gå igennem et par af de teknologiske frembringelser, der i fremtiden kan komme til at koste arbejdspladser. Googles selvkørende biler er øverst på listen, da de sandsynligvis kommer til at erstatte samtlige chauffør jobs. Derudover er der teknologifirmaet NarrativeScience system, der har opfundet softwaret Quill, som er AI, der kan analysere og fortolke sværttilgængelig data, hvorefter den skriver læservenlige artikler på baggrund af disse.  Dette kan erstatte en del journalistiske og videnskabelige jobs. Et tredje oplagt bud er robotteknologien i Kiva robotten, der ordner lagerarbejde for Amazon og i fremtiden også kan lave lagerarbejde for de fleste andre. Det sidste bud på en teknologi, der potentielt kan tage arbejde fra mennesker, er Cleverbot, som er en kunstig intelligens, der kan chatte med folk. Hvis du prøver at chatte med Cleverbot, vil du erfare, at den endnu ikke  er en stimulerende samtale partner, men at den til tider kan virke troværdig. Hvem ved, måske vil en opdateret udgave af teknologien bag Cleverbot kunne erstatte kundeservice personale og måske psykologer og lærere?

Kunstig intelligens VS. menneskelig intelligens

I 2013 lavede forskere fra Oxford University en undersøgelse af fremtidens arbejdsmarked. De konkluderede, at næsten hvert andet job er i stor risiko for at blive automatiseret af maskiner. En stor del af disse ændringer er skabt af maskinlæring, som er noget af det mest banebrydende indenfor kunstig intelligens.

Maskinlæring består af algoritmer, der kan behandle store mængder data og lave forudsigelser på baggrund af denne data. Dette forklarer Anthony Goldbloom, som er CEO og grundlægger af virksomheden Kaggle i Silicon Valley. Kaggle bruger forudsigende algoritmer til at løse problemer for bl.a. Nasa, Wikipedia og Ford.

Anthony Goldbloom’s firma har været med til at finde og udvikle algoritmer, der kunne bedømme gymnasiestile ligeså godt som lærere og diagnosticere specifikke øjensygdomme ligeså godt som læger. Anthony udtaler i sin TEDtalk, The jobs we’ll lose to machines and the ones we won’t, at maskiner er bedre end mennesker til at udføre ensformige opgaver, der skal laves hyppigt (såsom diagnosticering og karaktergivning), men han påpeger også, at mennesker fortsat er bedst til at håndtere nye situationer. Så ifølge Anthony Goldbloom vil dit arbejde i fremtiden være dit, såfremt det hovedsagligt består af at håndtere nye situationer og ikke har mange ensformige opgaver.

Nick Bostrom, en svensk filosof fra Oxford University, har undersøgt, hvad verdens førende eksperter indenfor kunstig intelligens tænker og tror om emnet. I denne undersøgelse blev disse eksperter blandt andet spurgt om: ”I hvilket år tror du, at der er 50 procent sandsynlighed for, at kunstig intelligens er på menneskeligt niveau?” Menneskeligt niveau blev i undersøgelsen defineret som ’evnen til at udfører næsten ethvert job mindst ligeså godt som et voksent menneske’. Median-svaret var år 2040 eller 2050, alt efter hvilken gruppe af eksperter der blev spurgt. Dette peger i retning af, at alle jobs en dag kan blive klaret af maskiner, men måske kommer dagen tidligere end vi tror?

Nick Bostrom spekulerer foruden over, hvad der sker, når maskiner kan klare sig bedre end mennesker. I sin bog, Superintelligence, stille han spørgsmålet, Hvad sker der, når kunstig intelligens overgår menneskelig intelligens? Når det sker, så er mennesker ikke engang kvalificeret til at varetage arbejde mere – vi er simpelthen ikke intelligente nok.

Maskiner – Fremtidens arbejdskraft?

For at svare på artiklens titel: Vil maskiner kunne gøre dit arbejde i fremtiden? Så må svaret lyde: JA! Men sandsynligvis først i år 2040-50 eller senere. Hvis dit job består af at håndtere nye og uforudsigelige udfordringer, så vil der nok gå mange årtier før kunstig intelligens kan udføre jobbet på samme niveau som dig.

Men hvis dit arbejde består af ensformige opgaver, der skal udføres på samme måde hver gang, så er det sandsynligt, at dit job indenfor de næste årtier bliver automatiseret og i fremtiden varetaget af maskiner. For eksempel vil chauffør- og lagerarbejde ikke være menneskejobs fremover.

Til slut bør det pointeres, at fremtiden stadig er uvis, på trods af at eksperter har kvalificerede bud på, hvad der vil ske. Eksempelvis skulle denne artikels forfatter vente 12 minutter, mens hans computer opdaterede, så han kunne nedfælde de sidste par linjer. Ikke ligefrem en faktor, der overbeviser én om, at teknologi kan erstatte os i fremtiden.

Delfinen tester energidrugs: Kaffe, Kaffe med Grøn te, Red Bull, Cult Cola

Tekst: Vassili Stroganov

Foto: Vassili Stroganov

I mine 21 år på skolebænken har jeg altid haft brug for et ekstra kick til at få lavet lektierne, skrive de store opgaver, være knivskarp i timerne og generelt være hurtig og effektiv. Fra min første dag i folkeskolen i august 1995 til specialeskrivningen her i 2016, har jeg brugt en eller anden form for energidrug til at holde mig kørende. I folkeskolen var det sukker, i gymnasiet var det kaffe, på bacheloren var det energidrikke, såsom Red Bull og Cult Cola, og nu på kandidaten er jeg blevet lidt sundere, hvor den står på kaffe mixet med grøn te, eller bare ren kaffe. Disse energidrugs virker på hver deres måde, og der er fordele og ulemper ved dem alle. Jeg har testet fire energidrugs, vi kunne kalde dem ”studydrugs light”,  hver dag henover fire dage.

Det første energidrug, jeg testede, er nok den mest populære af dem alle, nemlig kaffen. Jeg tror kaffen kommer til at virke, fordi koffein altid har virket og øget mit energiniveau. Hvis kaffen ikke kan give mig energi til dette speciale, så er der intet, der kan. Nu skal jeg se om Nescafeen kan give mig den magiske effekt, som alle snakker om. Jeg tager en tår og derefter en til. Energien strømmer ind med det samme, og jeg begynder nu at hamre løs på mit tastatur. Specialeskrivningen virker nu forholdsvis let og overskuelig. Konklusionen er, at når man sidder og bakser med et 80 siders langt speciale, så er der intet bedre end en dejlig sort kop kaffe, der på få sekunder aktiverer hjernen, så skriveblokeringen forsvinder. Kaffen har virket til perfektion, og de næste par timer er jeg helt frisk, men på lang sigt er kaffe, ligesom de fleste andre energidrugs, rent faktisk energidrænende og ikke omvendt. Den drænende effekt er også kendt som et koffeincrash, og det er netop det, jeg oplever efter et par gode timer, hvor jeg ellers var helt frisk og energifyldt.

På dag to testede jeg et energidrug, der endnu ikke er særlig udbredt, men er ved at blive mere og mere populært, nemlig kombinationen af grøn te og kaffe. I min optik bør dette drug virke godt, da kaffen giver stærk energi på kort sigt, mens den grønne te stabiliserer energien, så man ikke crasher på lang sigt. Efter at have prøvet dette kreative mix, må jeg sige, at det virker udmærket i længden, og at jeg kom op på et glimrende energiniveau i lang tid, men jeg savnede ”kaffekicket” utrolig meget; altså det skønne ”kick” man får efter den første store tår af den sorte kaffe, hvor man kan mærke energiniveauet stige med det samme. Tilgengæld kunne jeg næsten ikke mærke det crash, som jeg normalt får efter en kop kaffe, og det var netop den grønne te’s fortjeneste. Det er tydeligt, at jeg kan holde mig kørende i længere tid med dette mix, end jeg kan med ren kaffe, og det er jo fantastisk, når man skriver speciale, så måske burde jeg altid putte lidt grøn te i min kaffe fra nu af.

Den tredje dag testede jeg den famøse energidrik, Red Bull. Jeg tænker, at Red Bull bør virke, for når jeg kigger nærmere på dåsen, kan jeg se, at der er 194 KJ pr. 100 ml i den, og dette bør være nok energi til at aktivere min hjerne og gøre mig frisk. Frisk, må man sige, at jeg blev, og jeg skrev nu videre på mit speciale i høj fart. Hvis man troede, at kaffe kicket var stærkt, så skulle man prøve Red Bull kicket, eftersom dette er det stærkeste energikick, jeg nogensinde har fået. Desværre er der konsekvenser forbundet med dette kick, og det er et næsten ligeså stærkt crash. Derudover fik jeg en lille smule hjertebanken, hvilket var ret ubehageligt. Cirka en time efter, jeg drak min Red Bull, var jeg lige pludselig helt færdig og måtte holde en pause med specialet. Jeg må konkludere, at Red Bull faktisk er mere et energitease, end det er et energidrug, eftersom man opnår et tårnhøjt energikick til at begynde med, men det forsvinder dog ligeså hurtigt igen, og man ender med et kæmpe energicrash frem for et energiboost.

Den fjerde dag lavede jeg min sidste energidrugtest, og her testede jeg en Cult Cola. Denne energidrik bør give mig en masse kræfter på grund af den store mængde sukker, der er i Cola. Den store sukkermængde, kombineret med energien fra en Cult drik, kan kun øge energiniveauet endnu mere. Jeg tager et par tårer, men der sker ikke rigtig noget. Jeg sidder og stirrer ind på den halvblanke side på min computerskærm og venter på at få noget energi, og pludselig mærker jeg ilten løbe rundt inde i hovedet, og jeg bliver knivskarp på et sekund. De 196 KJ pr. 100 ml, som der står, den indeholder, har helt sikkert virket, og nu skriver specialet nærmest sig selv, men efter kun 45 minutter, er jeg pludselig helt færdig. Energi levetiden i en Cult Cola har været skuffende lille, og jeg vil aldrig mere bruge en Cult Cola til opgaveskrivning. Det er ikke energien værd, hvis man crasher efter bare 45 minutter. En anden negativ sideeffekt, jeg fik, udover det store crash, var hjertebanken, som heller ikke var særlig rart.

Efter at have testet de fire ”studydrugs” eller ”energidrugs”, kan jeg konkludere, at de to sikreste og mest effektive energidrugs på lang sigt er kaffen, samt kombinationen af kaffe og grøn te. For mig var det dog kaffen, der var bedst, fordi den gav mig lige præcis den mængde energi, jeg havde brug for, og det crash, der så kom efter et stykke tid, var slet ikke så slemt, som de crash jeg oplevede med Red Bull og Cult Cola. Grunden til, at grøn te og kaffe mixet blev mit andet valg efter kaffen og foran både Red Bull og Cult Cola, er fordi, at selvom jeg ikke rigtig fik det store energikick ud af mixet, så kunne jeg stadig holde mig kørende med specialet og være nogenlunde frisk i lang tid uden det store crash bagefter. Mit råd er at holde sig langt væk fra Red Bull og Cult Cola for at undgå de store crash og i stedet drikke kaffe, samt kaffe med grøn te, for så får du mere energi over længere tid, og du slipper for de store og ubehagelige crash.

Hvad er ekstase?

Tekst: Rasmus Norup

Illustration: Peter Fælsgaard

En fysiker er på besøg i biologernes fredagsbar, Biogas, for at finde ud af, hvad ekstase er. Der er mange kloge hoveder her, som nyder en øl eller sodavand efter en veloverstået arbejdsuge. Selvom det nu er tid til fest og til at opleve ekstase (og altså ikke at snakke om den!) så er mange studerende villige til at dele deres viden med en dum fysikstuderende.

Kage og kludder

For at blive klogere på ekstase, besøgte jeg biologernes fredagsbar: Biogas. Her måtte der både forekomme ekstase og biokemisk viden herom. Mit første møde med biogas var dog lidt skuffende. Mest fordi, at jeg var gået forkert, og befandt mig på et affolket Bioscience fakultet, hvor en gruppe studerende spiste kage. De forklarede mig vejen til Biogas, der viste sig at være i en helt anden bygning.  Som det typisk er med den slags rutevejledninger, så glemte jeg alt, der kom efter ”gå ud af døren”. Jeg begav mig derfor igennem uniparken og lyttede efter de umiskendelige toner af fredagsbar. Jeg ankom til noget, der lignede en fest, og spurgte mig frem – en venlig bachelorstuderende bekræftede: “ja, det er Biogas”, men erkendte ydmygt, at jeg nok skulle snakke med nogle klogere, hvis jeg ville finde ud af, hvad ekstase er for en størrelse. Kort efter blev jeg introduceret for Sebastian Vedel Nielsen og Jeppe Kaczmarek, der begge er kandidatstuderende i biologi.

Det gør noget fysisk ved dig

Vi køber et par øl, hvorefter Sebastian foreslår, at vi sætter os udenfor, for det er ikke til at høre noget inde i baren på grund af den højlydte stemning. Snakken falder straks på definitionen af ekstase:

“Det er når man er ude af kontrol på grund af noget positivt, og man føler så stor lykke eller begejstring, at man må frembringe en fysisk reaktion. Du kan ikke bare sidde fuldstændig stille og være præcis, som du var forinden. Så ekstase gør noget ved dig – også fysisk,” siger Jeppe.

Men det er ikke helt nok til en definition, og vi skal dybere ned i ekstasens biologi for at forstå den. Sebastian bryder ind: “som biolog er det rigtig svært at bruge begrebet ekstase, for der er rigtig mange dyr, der ikke har en selvforståelse, så før man kan tale om ekstase, må man først tale om dyr, og så kun dem der har intelligens. Det vil sige, at der er tale om især kragefugle og højere pattedyr, som er de eneste, der overhovedet kan føle begejstring.  For ekstase kræver forståelsen af at være et individ, så man kan føle, at individualiteten forsvinder.”

Men hvad er ekstase kemisk set? Her er biologerne hurtige: “Så er det et spørgsmål om mængden af dopamin, serotonin og oxytocin, altså vores glædeshormoner. Det er bare et spørgsmål om, hvor meget der er af det –  Ligesom når man giver katte kattegræs, så rammer det deres receptorer, og der går hårdknude i hjernen på dem.”

Dopamin og serotonin er de klassiske glædeshormoner, der i høj grad bærer ansvaret for vores lykke og tilfredshedsfølelse. Dopamin udskilles i hjernen, mens serotonin udskilles fra fordøjelsessystemet. Oxytocin er “moder-hormonet”, der udskilles under amning og forbindes med ikke-sexuel kærlighed.

Krop vs. hjerne

Men hvor starter ekstase-følelsen? I hjernen eller i kroppen?

“Det er et positivt feedback loop, der nok er triggered af noget kognitivt i hjernen, der bliver forstærket af noget fysiologisk… Hormoner er det nok. Men det er noget, der kører uden om den kognitive del, altså vi er ikke bevidste om det,” fortæller Jeppe. Om fest-stoffet ecstasy siger Jeppe:

“Jeg tror ikke, at det hænger sådan sammen, at hvis man er depressiv og så tager ecstasy, at man så går i ekstase,” han mener ikke, at stoffet i sig selv kan medføre ekstase, men at det kun forstærker det humør, man i forvejen er i under indtagelsen af stoffet, hvorfor det ikke kan være en ekstase-udløser i sig selv. “Men det kunne da være sjovt at give nogle mus noget ecstasy, og så se om de kommer i ekstase – ligesom i de gamle dage, hvor man gav LSD til elefanter,” afslutter han med et grin.

Mavefornemmelsen

Senere på aftenen møder jeg Selim Kilic, der er kandidatstuderende på medicin, der forklarer ekstase på følgende måde “Der er en tærskel, og når summen af en række stimuli på nogle receptorer, eller hvad det måtte være, overstiger denne tærskel, så er man i mere eller mindre grad i ekstase. Som eksempel er der opioid receptorer, hvor morfin og andre opioid-agonister kan frembringe en lykke-respons ved at binde sig til dem.” Herefter forklarer han, hvordan morfin virker fysiologisk set:

“oppe i hjernen har vi opioid receptorer, og der er nerveender der frigiver visikler, der indeholder noget opioid stimulerende, som for eksempel endorfiner. Det er på den måde, at hjernen kan frembringe lykkefølelse af sig selv. Et stof som morfin kan gøre det samme.”

Hvis man har været ude på en fuldstændig smadret løbetur, og så hører præcis det rigtige nummer på det rigtige tidspunkt, hvor man er lige ved at dø, og så bare får en kæmpe optur,  det kan godt føles ekstatisk. Det varer noget tid, men ikke timer. På den måde er ekstase flygtigt.” Svarer Selim, da jeg spurgte, hvad der kan gøre ham ekstatisk.

Tarme med charme

Selim har en spændende og kontroversiel betragtning på, hvor ekstasen starter:

“Det er ‘fringe videnskab’ endnu, men der er meget med mave-tarmsystemet i forhold til hjernen. Der er en hypotese om, at der er nogle mikrobiomer, der er i stand til at frigive tryptophan, der omdannes til serotonin i hjernen, hvilket kan have betydning for, hvilken type mad, som gør dig glad, fordi  bakterierne giver hjernen respons om, at når du spiser noget bestemt, så frigiver de nogle bestemte stoffer,” afslutter Selim og nævner en bog med den fantastiske titel ”Tarme med Charme”.

Krop vs. kultur

Kandidatstuderende på bioinformatik, Christian Stenvang, mener dog, at naturvidenskaben kommer til kort, når det gælder en definition på ekstase

“Det er jo rigtig nok, at man kan gå ned i et plan i mennesket og måle, hvad ekstase er, men det input og output der forekommer, er du nødt til at fortolke, og der kommer naturvidenskaben lidt til kort, for vi kan godt sætte processer op: at hvis der kommer noget stimuli ind i hjernen her, så sker  der: bom, bom og bom og så kommer der en følelse. Men præcis hvad der egentlig gør dig ekstaseret, det ved vi ikke rigtig.” Han holder en kort pause og fortsætter

“Hvad én person oplever som ekstase, vil ikke opleves sådan for en anden person, for hvordan vi opfatter ting,  er jo forskelligt. Vi kan blive enige om, at den her farve er ‘gul’, men er den ‘gul’, som jeg ser, den samme som du ser? Selvfølgelig kan vi tage et instrument og måle lysets bølgelængder, men vi kan ikke sige, at vi ser det samme.” Sådan er det også med ekstase, forklarer han. For det er svært at måle, rent objektivt, om en person er i ekstase.

Christian mener, at for at undersøge ekstase, så er vi nødt til at undersøge mennesker først og så bagefter forsøge at finde sammenfald mellem dyr og mennesker: “Når vi tager forskellige menneskelige synspunkter, så har vi nogle overlap, og så finder vi frem til, hvor overlapper det mest?” Det ville være interessant at finde disse overlap mellem dyr og mennesker, men endnu mere interessant, er det, at finde forskellene, hvor vi adskiller os,” funderer Christian, som mener, at ekstase er svært at indkapsle helt, fordi vores sprog er individuelt:

”problemet med at finde ud af, hvad ekstase er, starter allerede som sproglige forskelle. Det er et lingvistisk problem. Den måde, vi udtrykker os på, giver nogle associationer omkring noget, vi allerede kender til: hvilke ord vi har hørt, og hvilken kontekst vi har hørt dem i.  Allerede der går det galt, hvis vi ønsker at skabe et objektivt billed af ekstase.”

Christian mener ikke, at ekstasen starter i kroppen:

“Det er fuldstændigt kulturelt baseret, det kan virkelig være alt. Hvis vi går tilbage til det gamle samfund, hvor der var slaver osv. så kunne det være, at de følte ekstase ved at gøre et godt arbejde, men det er ikke sikkert, for så begynder vi at vurdere ting på, hvordan en person har det, derfor så kan vi kun snakke om os selv.” Christian peger på, at forventning spiller en stor rolle. Der findes altså ikke en objektiv ekstase-stimuli, såsom at spise god mad, eftersom det er hele tankeprocessen bag forventningen om smagen, der gør, at vi nyder god mad: “Det er selv-skabt, det er ikke kemien i maden, der gør det, men det er faktisk troen på, at der vil ske noget.” Ifølge Christian skal et indtryk tolkes, før kroppen reagerer på en positiv eller negativ måde: “Det er ikke sådan, at kroppen siger ‘det her er godt’ så sender jeg det derhen, og ‘det her er skidt’ så derhen. Det er et netværk i hjernen, der afgør, hvor det her stimulus skal placeres henne,” afslutter Christian, inden han bliver kaldt på henne fra døren “Han vil gerne have dig ind i A-baren, så han kan komme ud – Men jeg kan godt sige, at jeg ikke fandt dig?” småråber personen henne fra døren.

Jeg lader Christian slippe, og således, beriget og belært, tager jeg afsked med den summende fredagsbar og fortsætter til den TÅGEKAMMER fest, jeg allerede er en time for sent til.

Massen som ekstatisk fænomen

Personen der brølede i kor og forsvandt ind i larmen

Tekst: Jacob von Dichmann

Illustration: Peter Følsgaard

Artiklen er alene udtryk for skribentens egen hovedløse forvirring og skal ikke tages for gode varer

Denne artikel var tiltænkt at være et interview med en kulturpersonlighed om ekstasens rækkevidde og indflydelse i nutidens samfund og kultur, men da slog det mig: En sådan personlighed gives ikke i forhold til dette emne: Massen. Tidens ekstatiske samlingspunkt – det brølende vi.

Vi ser den for os. Folkemassen i det moderne samfund. Den udifferentieret menneskehob, der kommer i alskens udgaver: Hooligans, demonstranter, utaknemmelige studerende, strejkende arbejdere, shopperne på strøget til ByNight og Orangescene fyldt til bristepunktet.

Sine forskellige udtryk til trods, går det fælles kendemærke igen: massens uhyrlige størrelse.  Og dette indtryk er vel netop et særkende ved menneskets moderne antropologi. Ikke individet, men menneskets tilbøjelighed til forsamling i abnorme mængder. Og dermed sagt mødes massen med det udefrakommende og iagttagende blik, som i al sin konfronterende og objektiverende beskrivelse forsøger at male et skræmmebillede frem – og måske med rette.

Men indefra tager massen sig øjensynligt anderledes ud. Her gnubbes og gnides kroppene mod hinanden. Friktionen udvisker og ophæver de personlige kendetegn i det oprørte og brusende massehav af kroppe. I denne bølgende organisme kan kroppene ikke længere identificeres; de undgår en kvalitativ vurdering, idet alle individuelle træk opløses i mængdens sanselige rus og forførende bevægelser. Og hvilken fryd er det ikke, når det skrøbelige og beslutningstunge liv endelig kan smides på møddingen til fordel for én fælles vilje? Den symbiotiske masseekstase har hverken begyndelse eller afslutning i det moderne samfund. Væk er også berøringsangsten og de individuelle særegenheder, når man overgår fra at være ét enkelt hoved i en hovedløs verden til at være en hovedløs krop i en masseverden. Og det er vel det, vi alle frygter i disse populistiske tider: Massens lokkende ekstaser. Ingen kan vide sig sikker. Tør du eksempelvis snige dig ud på internettets mørke afkroge i en tid, hvor Svend Brinkmanns kræmmerpsykologiske horde eller slænget fra ”dyrenes beskyttelse” ligger på lur? – parate til at hverve din sjæl og legeme, og forvandle dig til en del af arméen, før du nåede at sige fra? – Nej vel.

Massen tilgodeser ingen, tromler ufortrødent videre – som en snebold sat på formel – thi enten overgiver man sig til massens ekstatiske udslip, eller også står man alene. Historiebøgerne beretter da også om stærke og standhaftige personligheder, der betragtede den massive menneskemasse som et tilflugtssted for svagere sjæle. Disse enere er selvsagt historiens og samfundets ulige numre. Men hvad med de lige numre? Massens enkeltdele, dens menneskelige råstof. De, som står på tærsklen til den berusende opløsning; med den ene fod solidt plantet i selvrefleksionen og den anden i menneskemassens skyttegrav.

Det er i grænselandet mellem individ og opløsning, at masseekstasen fascinerer: Kunne jeg finde mig selv være forrest på barrikaderne? Trykke på aftrækkeren? Ville jeg gå til ekstremer, hvis massen krævede det af mig?

Vi rammer nu et spekulativt moment. Indtil videre hersker der ingen tvivl om, at massen som sådan er folkeforførende i sit rette element. Spørgsmålet må derfor være, hvad får den enkelte til at søge massens ekstatiske niveau?

En art af forblindelse, må man formode. For heri ligger der en dobbeltbevægelse: Masseekstasen forblinder, idet individet mister sin evne til at se klart, når omgivelserne smelter sammen og ikke længere kan skelnes fra hinanden. Men massen forblænder også. Den fremstiller virkeligheden anderledes end den er og i al sin forhekselse mister man virkeligheden af syne.

Således frarøvet refleksion og dømmekraft, byder massen op til dans, hvor vi brøler kroppene væk i kor og forsvinder ind i larmen.

Den Svære Beslutning – Hvilket Pokémon Go Hold Skal Jeg Vælge?

Tekst: Vassili Stroganov

Foto: Pixabay

Det første spørgsmål Pokémon Go-spillere oftest stiller hinanden er: hvilket hold er du? Dette identitetsspørgsmål er så afgørende for din Pokémon Go personlighed, at det ofte bliver stillet før andre vigtige Poké-spørgsmål som f.eks., hvor mange forskellige Pokémon typer man har fanget, eller hvilket level man er i. Dit valg af enten Team Instinct, Team Mystic eller Team Valor siger ikke alene noget om, hvem du er som person, men det fortæller også noget om din livsfilosofi. Du bliver repræsentant for dit hold og sættes i samme boks som dem. Hver eneste kamp du vinder, og hvert eneste gym du overtager, er på vegne af dit hold. Hvis du er Team Valor, som har farven rød, så er det bare med at overtage så mange af de blå og gule gyms som muligt, som er farverne på Team Mystic og Team Instinct. Men hvilket hold skal du vælge?

Er du en, der ikke tænker for meget over tingene, og handler ud fra din mavefornemmelse- så er det Team Instinct, der er det rette hold for dig. Hvis du er den mere velovervejede og brainy type, som er god til at holde hovedet koldt i pressede situationer, så er Team Mystic det rigtige valg. Sidst, men ikke mindst, er der Team Valor, som er for dig, der er til råstyrke og vildskab. Man behøver selvfølgelig ikke at vælge sit hold udelukkende på grund af holdets ideologi. Dette er bare en af mange måder, man kan vælge sit hold på. En anden metode er at vælge ud fra hvilken af de tre legendariske fugle, man bedst kan lide; for hvert af de tre hold har en af følgende fugle som logo: Team Instinct har strømfuglen Zapdos, Team Mystic har isfuglen Articuno og Team Valor har ildfuglen Moltres.

Jacob Seirup Nielsen, der for kort tid siden afleverede speciale i Digital Design her på Aarhus Universitet, valgte sit Pokémon Go hold netop ud fra dette princip:

”Jeg valgte det blå hold, Team Mystic, fordi logoet er baseret på Articuno, som altid har været min yndlings blandt de tre legendariske fuglepokémons fra den første generation,” fortæller Jacob Seirup Nielsen.

Den første generation af Pokémons er de 151 klassiske Pokémons, som de fleste sikkert kan huske fra deres barndom, hvor mange samlede på kortene og havde et af de tre Game Boy spil. Generation et er indtil videre den eneste, der er med i Pokémon Go, og her er de tre legendariske fugle eksempelvis ikke tilgængelige endnu.

Hvis man nu er lidt ligeglad med de 3 sjældne fuglepokémoner og holdenes ideologier, men til gengæld er stor fodboldfan, så kan det være ret nemt at vælge sit hold. Denne Pokémonhistorie sniger sig udenfor AU’s vægge og smutter en tur hen på ”djævleøen”:

”Jeg valgte blåt hold, fordi jeg er stor FCK-fan, og for at der ikke skulle komme for mange gule hold, da det jo er Brøndbys farve,” fortæller Sebastean Wojakowski, der arbejder som pædagog til daglig. Pokémonholdfarven alene kan altså afgøre ens valg, hvis det nu er ens yndlingsfarve, eller som i dette tilfælde ens yndlings fodboldholds farve. Mon ikke der kommer nogle heftige Pokémon kampe imellem Team Mystic og Team Instinct, i hvert fald i fodboldmæssig forstand?

Alle Pokémon Go spillere har deres egen historie om, hvordan de startede med at spille det, der i dag er et sandt fænomen verden over. De flestes Pokémon historier startede dog langt før Pokémon Go kom til verden. Nicolaj Lykkegaard, som er kandidatstuderende i Digital Design ved Aarhus Universitet, startede som så mange andre sin Pokémonhistorie tilbage i 90’erne:

”Jeg elsker Pokémon og har siden 1996 drømt om det i virkeligheden. Ej fuck det er cheesy, men det har vi sgu da allesammen. Den del tændte mig helt vildt. Når man så fatter algoritmen, og at der f.eks. ikke er nogen Pokémoner ude, hvor der ikke er mennesker, falder det hele lidt til jorden, men jeg spiller nu stadig i et stædigt forsøg på at nå de 142 mulige Pokémoner i Europa,” siger Nicolaj Lykkegaard, som i sin tid valgte Team Valor på baggrund af holdfarven, som er rød, fordi hans yndlings Pokémon var ildpokemonen Charmander.

Det er dog ikke team Valor, der har flest medlemmer på verdensplan, det er nemlig Team Mystic, der suverænt er i førersædet her. Ifølge en undersøgelse foretaget i juni og juli 2016 af Brand Watch, som er en virksomhed, der overvåger sociale medier så som Facebook og Twitter, var 43 procent af alle Pokémon Go spillere medlemmer af Team Mystic på verdensplan, imens 33 procent var Team Valor, og kun 24 procent var Team Instinct. Så hvis du vil være på den sikre side for at være i overtal, så er Team Mystic det åbenlyse valg, men hvis du derimod gerne vil være lidt af en underdog og synes de gule mangler lidt hjælp, så er Team Instinct lige dig.

Uanset hvad, kan det være svært at vælge et hold, og der er bestemt mange måder man kan vælge på, men nu har du hørt nogle af dem. En ting er dog sikkert, og det er, at når først du har valgt et hold, så kan du ikke vælge om igen, med mindre du skriver ind til Pokémon Go, hvorefter man skal gennemgå en lang og irriterende proces, der kun måske vil føre til, at du kan få lov til at skifte hold. Men det er kun, hvis du har en usædvanlig god begrundelse for dit nye valg.

Du har allerede besluttet dig

Det er aldrig svært at træffe en beslutning, men det kan være svært at handle på den. Når tvivlen gnaver, er det fordi der er opstået en splittelse mellem ønsket om et bedre liv og ønsket om tryghed.

Tekst: Susanne Christensen

Chokolade eller appelsin? Samfundsfaglig eller humanistisk linje? Slå op eller blive?
Du kender den godt. Du er nået til en skillevej, hvor du er nødt til at beslutte dig for, hvilken vej, du skal gå. For den ene vej udelukker naturligt den anden.

Måske går du nu rationelt til værks. Skriver en for- og imod-liste. Vejer tyngden af kortsigtede og langsigtede konsekvenser af dit valg. Du søger information om det, du går og overvejer. Følelsen af tvivl trænger sig på. Du ved ikke rigtig, hvad du skal gøre. Eller… gør du?

Ja, det gør du faktisk. På et splitsekund bearbejdede din hjerne flere milliarder impulser til et sted mellem fire til syv forskellige temaer og gav dig en løsning, der syntes at være bedst. Du har allerede besluttet dig for at spise appelsinen, søge ind på samfundsfaglig linje og tage en snak med kæresten.

Så hvad er det, der er så svært? Coach og ejer af firmaet Aquity World, Henrik Wenøe, har en forklaring:

”Min erfaring er, at de fleste beslutninger er taget, inden folk ved, at de er taget. For rigtig mange mennesker er den store udfordring ikke at tage beslutningen, men i virkeligheden at begynde at handle på den.”

Følelserne har afgjort det

Selvom du hævder at være et rationelt tænkende mennesker, er der klar konsensus blandt forskere indenfor psykologi, neurologi og etnologi verden over, at følelser er en afgørende del af beslutningstagning.

Antonio Damasio, der er forsker og professor i neurovidenskab ved USC, har studeret mennesker med hjerneskader, og har i sit studie opdaget, at de ofte bliver ude af stand til at beslutte noget så enkelt som, hvor de skal spise middag.

”De beror udelukkende på logiske overvejelser, som: ’Der er ikke så mange mennesker, dét sted. På den ene side, betyder det nok, at maden ikke er så god. På den anden side, så er det nemt at få et bord.’ Så de kommer aldrig ud at spise, for overvejelserne har ingen ende,” siger han.

Dermed ikke sagt, at fornuft ikke spiller med i beslutningsprocessen. Bag enhver beslutning ligger en massiv mængde data af blandt andet din kultur, normer, relationer til familie og venner, evner, økonomi, social status og konsekvenser. Alle disse data bruger hjernen til at kalkulere succesraten.

Men selv om succesraten logisk set er god, kan din hjerne umuligt kalkulere med alle data, der findes. Hjernen baserer derfor løsningen på et givent dilemma på følelser, som er umiddelbare og let tilgængelige. Det er din mavefornemmelse.

Flere forskere hævder, at det i reglen er en god idé, at du lytter til din mavefornemmelse, når du vælger, om du vil føre en beslutning ud i livet. Men ikke altid. For dine egne følelser kan sagtens være en stopklods for handling.

Erfaring sender dig på flugt

Du har muligvis engang drukket dig så fuld i vodka, at du blev syg og kastede op, fik blackout eller skulle til udpumpning. Derfor kan du til dato ikke udstå lugten af vodka. Du kan måske ikke engang se flasken uden at få en følelse af væmmelse. Det er fordi hjernen har lagret vodkaen som en erfaring, der giver dig væmmelse. Resultatet er, at du aldrig drikker vodka igen.

Har du haft erfaring med eksempelvis chokolade, et studievalg eller en konfrontation af kæresten, ligger denne også lagret i hjernen. Når du bliver stillet i en situation, der ligner en situation, du har erfaring med, fortæller din mavefornemmelse dig, hvordan du bør tackle den.

Den mekanisme er 20.000 år gammel, hvor erfaringerne gjaldt om overlevelse. Din hjerne tror altså, at valget mellem appelsin og chokolade gælder liv eller død. Præcis som valget mellem at spise giftige og ikke-giftige bær gjorde dengang. Hvis du vælger den rigtige beslutning, lever du. Hvis ikke, dør du.

For at overleve har du to muligheder: Angrib eller flygt. Det lyder dramatisk, men lidt forenklet sagt er ’angrebet’ blot at vælge til, hvor ’flugten’ er at vælge fra. Og for at få dig til at vælge chokolade fra, som var det giftige bær, genkalder den en tidligere erfarings følelse af vrede, sorg, skuffelse, had eller frygt.

Så når du tror, du ikke kan beslutte dig, er det i virkeligheden fordi hjernen igennem denne mekanisme sidder i dit hoved og skriger:

”Stop, for Helvede! Det her vil gøre dig skuffet! Det skete sidst, du skulle have samfundsfag på A-niveau!”

Uoverensstemmelse fremkalder tvivl

Som alle andre mennesker har du et medfødt behov for tryghed i dit liv. Måske meget, måske ikke så meget, men ikke desto mindre et ønske. Når der er overensstemmelse mellem din erfaring og dit valg om flugt eller angreb, bliver dette ønske opfyldt. Du er i din komfortzone.

Paradokset er, at når du tænker, du står ved en skillevej, er det fordi, du samtidig har et ønske om at opnå bedre. Du har et ønske om at kunne deltage i din families børnefødselsdage, arbejde som event manager og slippe for evig og altid at gøre hele huset rent selv, mens kæresten sidder på sin flade.

Din beslutning handler i virkeligheden ikke om, hvad du skal gøre. For det ved du allerede. Det, der fremkalder tvivlen er, hvad du ønsker mest. At opnå noget bedre eller trygheden. Det oplyser professionel vanebryder og virksomhedskonsulent Torben Wiese fra firmaet Habitmanager.

”En beslutning er ofte funderet i, om den underbygger vores behov for tryghed. Det skulle gerne blive bedre end før, gøre os lykkeligere (eller mindre ulykkelige), give os noget, vi ikke har. Dette bevirker, at vi langt oftere vælger det kendte end det ukendte, selv om vi måske har en følelse af, at ’det bedre’ venter lige om hjørnet.”

Han understreger samtidig, at det kan have store personlige konsekvenser, hvis du ikke af dig selv handler på den beslutning. Du kommer ikke til familiens børnefødselsdag, du får et job som pædagog, du står alene med oprydning, tøjvask og støvsugning hver dag.

”Det er blot en illusion at tro, at man kan undgå at træffe store beslutninger og bare lade tiden gå. Det kan man måske for en tid, men træffer du ikke selv beslutningerne, er der andre, der gør det for dig. På en måde kan man sige, at det er en større beslutning at lade være at træffe beslutningen,” siger Torben Wiese.