Kategoriarkiv: Delfinen anbefaler

Illustration: Tine Eltved

Delfinen deler ud: Bedste eksamensråd

Så er det endnu engang læseferie og alligevel er intet helt, som det plejer. De fleste har siddet hjemme i ensomhed, kedsomhed og med manglende motivation. Og hvordan får man så lige den motivation tilbage til eksamen? Vi vil herfra Delfinen gerne give dig alle vores bedste eksamensråd, så vi sammen endnu engang kommer i eksamensmood. Vores bedste tips er…

Tekst: Johanne Sandal
Illustration: Tine Eltved

Skab nogle gode rammer

“Brug læsesalen. Selv kom jeg alt for sent i gang med at bruge de faciliteter, der bliver stillet til rådighed, og nu fortryder jeg, at jeg først har fået øjnene op for det nu. Man arbejder meget mere koncentreret, og man kan mere have en hverdag, hvor man arbejder effektivt fra 8-14 uden at blive distraheret” – Amanda

“Få fastlagt et tidsrum hvor du arbejder på eksamen – og vær god til så at holde fri, når du har fri. Ved at have fastlagte arbejdstider kan man også lettere komme den dårlige samvittighed til livs.” – Sofie

“Ordnung muss sein!. Skemaer er ens bedste ven, da det er den bedste rettesnor, som man kan give sig selv. Hver dag inden seng, så kan man lige lægge en plan for kommende dag – at man i perioden 8-10 læser, 10-11 går en tur osv. Det hjælper så ufatteligt meget på, at man ikke udskyder, og at man får tid til alt det, man har lyst til (som ikke blot er skole)” – Oskar

“Mit bedste råd er helt sikkert at lave overskuelige to-do lister. Og med det mener jeg, at man hellere skal give sig selv få opgaver end for mange, for så er man langt mere glad, hvis man når en opgave, der egentlig først var på listen til i morgen, i stedet for at banke sig selv oveni hovedet for ikke at have nået 20 ting i dag. Og så er mit råd for at nå sine opgaver selvfølgelig at bruge læsesal eller fjerne distraheringer derhjemme med enten app’en Forest til mobilen og Selfcontrol til computeren.” – Johanne

Kom i gang

“Jeg tror at et godt råd er at gå i dybden med det du skriver om eller skal op i, og ellers bare glemme alt det andet. Jeg synes selv det kan være overvældende at have en ambition om at skulle vide alting i éns fag, og for mig ender den ambition altid i noget halvfærdig og forhastet, der forsøger at få alt med. I virkeligheden tror jeg at eksamen er en mulighed for at undersøge dybt ned i én enkelt ting og blive særligt interesseret lige netop den ting.” – Lise

“Hvis man har svært ved at komme i gang med skrivningen, er mit bedste råd bare at skrive NOGET. Selv hvis du føler, at det, du skriver, er alt for dårligt, og ikke kan bruges, så bare skriv alligevel. Det kan altid laves om og rettes til senere. Det vigtigste step er at komme i gang og komme videre, og så skal de rigtige ord nok komme senere.” – Isabell

Hold fri, når du har fri

“Prøv at fordele arbejdsbyrden over en længere periode. Så er der plads til kortere studiedage og til at tage fri, de dage du bare ikke gider!” – Tine

“SOV SOV SOV. Få nok med søvn, så du ikke er halvflad og prøv at få en god døgnrytme. Og så var der en der engang foreslog mig, at hvis man tit havde en masse tanker der fløj rundt om ditten og datten og om, hvad man skulle huske i dag og i morgen og om et år, og derfor kan have svært ved at holde koncentrationen, fordi man ikke kan slippe de små inputs, så hav en lille blok ved siden af dig, og skriv tanken ned når den kommer – så kan man bedre slippe den/dem og vende tilbage til dem senere.” – Josephine

“Gør dit allerbedste, og så prøv igen én ekstra gang bagefter det, og så tag fri” – Martin

Husk dig selv 

“Mit bedste råd er at gøre noget hyggeligt ud af eksamensarbejde: Læs sammen med et par af dine medstuderende og hold frokostpause sammen, skiftes til at tage snacks med, skiftes til at hente kaffe og ja i det hele taget prøve at gøre det at studere til noget hyggeligt. At snakke med sine medstuderende fungerer også rigtig godt, hvis der er noget man ikke forstår.” – Mathias

“Noget jeg prøver at huske på er, at en eksamen ikke betyder alt for ens fremtid – så lad være med at lægge for meget værdi i, om eksamen går godt eller ej. Den er “bare” en del af det at studere. Selvfølgelig kan man forberede sig grundigt til eksamen og gøre sit bedste, men det kan være, at den stadig ikke går så godt som ønsket. Heldigvis er den bare et udsnit af pensum og viser slet ikke alt, hvad vi kan og ved – så har man gjort hvad man kunne, så chill out, er mit bedste råd. Man kan evt lave noget ekstra self love-agtigt i skrivepauserne, både for at opretholde motivationen, så alt ikke bliver surt, men også fordi vi altid er gode nok som vi er – uanset karakterer” – Camilla

Illustration: Sofie Bredal Andersen

Vi har prøvet: En stoisk uge med frihed og disciplin

Et moderne eksperiment i stoisk livsførelse

Illustration: Sofie Bredal Andersen
Tekst: Camilla Svenblad og Erik Fyhring

Den antikke græske livsfilosofi stoicisme er på kommerciel fremmarch. Svend Brinkmann vælter sig i facebookfløde fra sin voksende fanskare, og lederkurser og selvhjælpsbøger i stoisk filosofi hitter som aldrig før. De gamle stoikere vægtede fornuften, disciplinen og vanens magt højt og havde altid menneskets forestående død i betragtning. Dette kan lyde lettere ubehageligt, men med denne artikel vil vi kaste os ud i at påvise, hvordan denne ældgamle tankegang faktisk kan være brugbar for dig.

Vi tager udgangspunkt i bogen ”Det hele handler ikke om dig – antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening” af Niels Overgaard. Overgaard giver råd til, hvordan man kan leve stoisk fra dag til dag. I blot en uge forsøgte tre af os på redaktionen at leve efter nogle af principperne, for at teste hvad stoicismen kan lære os. Dette skriv er derfor en form for performativ anmeldelse af stoisk livsstil. Selvom en uge ikke er meget, har det givet os nogle overvejelser og indsigter i, hvordan stoicisme kan være en hjælp for alle os, der godt kunne bruge et par holdepunkter i livet. Vi har lagt vægt på nogle få elementer af den stoiske livsfilosofi i denne artikel.

Disciplin kan gøre dig fri

Kun de disciplinerede er frie i dette liv. Hvis du er udisciplineret, er du en slave af dit humør og din lidenskab, mener stoikerne. En central del af det stoiske værdisæt indebærer opfattelsen, at disciplin kan gøre dig fri. Disciplinen kan aktivt indøves og bruges til at oparbejde viljestyrke, så man har nemmere ved at overkomme modstand i sit liv. Sådan kan man opnå, hvad man ønsker. Når vi mennesker får det for behageligt, lammer det os, mener stoikerne. Og afslapning med afslapning på, bringer ikke lykke – men koma! Lyder det genkendeligt fra corona-karantænen?

I den forgangne uge har vi her på redaktionen rettet os efter de her tre råd: 

Stå konsekvent tidligt op

Tag et iskoldt bad om morgenen

Fix dagens mest trælse gøremål først

Det er en pointe hos stoikerne, at det er sundt at gøre noget man egentlig ikke har lyst til, for at træne disciplinen. At holde sig beskæftiget, er som en nøgle til at undgå afslapningskoma, der ellers nemt kan indfinde sig. Især her i coronatiden. Det er så nemt at stå halvsent op og sumpe dagen væk i Netflix, porno og gaming. Måske med en snert af dårlig samvittighed over ikke at få mere ud af dagen. Her kan stoicismen komme dig til undsætning. Disciplinen hjælper dig til at opøve gode vaner, og vanerne var helt centrale for stoikerne.

Som filosoffen Will Durant siger;

Vi er, hvad vi gør igen og igen.

Durant

Og derfor er det vigtigt at bygge gode vaner. Chefredaktør frøken Lise øvede blandt andet sin disciplin ved timelange walk’n’talks i isnende koldt vejr. Selvom tæerne var ved at fryse af, fortsatte hun med beslutsomhed i vintermørket. Kulden skulle bestemt ikke sætte en stopper for den daglige gå- eller løbetur. 

Om at spise frøer

Overgaard opfordrer til, at vi starter dagen med at gøre de ting, vi har mindst lyst til. Vi skal bare sluge frøen. Forestil dig, at du skal spise en frø hver eneste dag, og at der ikke er nogen vej udenom. Så er det bedste måske bare at få det overstået med det samme, for ellers kommer det til at rumstere i dit baghoved hele dagen og præge dit humør negativt (med mindre man nyder et frølår selvfølgelig). Frøen er selvfølgelig en metafor for alle de sure pligter og opgaver.

For den ene skribent (mig, Camilla) forløb dette stoiske tip forrygende. Jeg lavede to-do lister hver morgen med ting, der skulle ordnes, som jeg i ugevis har fejet ind under gulvtæppet. De første par dages lister var fyldt med trivielle gøremål som rengøring af bestikskuffen og sortering af firs forskellige slags sorte sokker. Pludselig havde to dage været mere produktive end store dele af corona-karantænen. Og det føltes godt at få udrettet noget, også selvom tingene i sig selv ikke var særligt sjove at udføre.

Det føltes befriende ikke længere at skulle se på de små krummer i bestikskuffen og have dårlig samvittighed over, at de lå der og stirrede tilbage. Eller at skulle bøvle med at finde en identisk sok blandt hundrede vagt forskellige slags sokker i mit sokkeorgie af en sokkeskuffe. Efter et par dage faldt produktiviteten dog, da der simpelthen ikke var en ting tilbage i lejligheden, jeg ikke havde organiseret – og så faldt jeg atter i komahullet af Netflix, porno og gaming.

Forestil dig det værste

Negativ visualisering er centralt hos stoikerne. Det lyder paradoksalt. I stoicismen er det en god ting forestille sig det værste, der kan ske, før man gør noget. Det er blandt andet fordi det gør dig gladere, når de frygtede ting ikke sker. Det kan give dig mod til at face det dårlige, der sker; og det kan gøre dig gladere for det, du faktisk har.

Den anden skribent (mig, Erik) har prøvet at bruge negativ visualisering, før jeg skulle ud på mit lagerarbejde. Jeg har forestillet mig, at tingene ikke ville virke, at tiden ville gå alt for langsomt, og at jeg derfor ville udvikle den mest indebrændte irritation. Derudover ville alle omkring mig brokke sig hele tiden.
Modsat, viste det sig utroligt nok, at det ikke blev så slemt overhovedet. For eksempel var det ikke alt, der ikke virkede, men kun nogle ting, og det var også kun nogle , der brokkede sig, og ikke alle. Jeg har selv en dårlig vane med at brokke mig på arbejdet, og det har jeg stoppet mig selv i flere gange i i ugens løb.

Det hjælper faktisk på humøret at visualisere negativt – hvem skulle have troet det?! Ifølge stoikerne hviler vores egen lykke grundlæggende på vores indstilling til livet, som derfor også definerer den måde, vi kommer til at håndtere tingene på. Så nu har jeg faktisk fået et mere positivt perspektiv på mit arbejde, fordi jeg har indset at det kunne være værre.

Døden er din ven

Vi skal alle dø. Det er nok det eneste, vi med sikkerhed ved, men mange af os tænker nok ikke over det på daglig basis – men det gør stoikerne. For dem var erkendelsen af døden essentiel, fordi den sætter livet i perspektiv og gør os opmærksomme på, at livet en dag slutter. Derfor må man bruge sin tid fornuftigt. Du har kun x antal dage tilbage at leve i – måske 22.673 dage, måske en enkelt. Ingen ved det. Og derfor skal du tænke over, om du bruger din tid, som du allerhelst vil.

Jeg, Camilla, afprøvede den lettere morbide øvelse, at forestille mig min egen død, hver morgen.
Øvelsen går ud på, at man skal kigge på sine hænder, mens man forestiller sig livet, der langsomt forlader dem, og hvordan de så vil se ud, når man er død – temmelig bistert! Det var faktisk ikke nemt. Det krævede en stor mængde fokus at skulle se for sig, hvordan hænderne langsomt skifter farve fra moderat hvide (min radiator var gået i stykker) til kridhvide og døde. Nok træner man sit fokus, men for mig var øvelsen ubehagelig. Jeg blev simpelthen trist.

Det er selvfølgelig pointen hos stoikerne, at man skal føle denne tristhed, acceptere den og herefter konkludere, at hænderne en dag vil være døde, men at man så herfra vil være bedre i stand til at tage beslutninger i sit liv i forhold til, hvad man virkelig helst vil bruge sin tid på, idet man ved, den er begrænset. Alle beslutninger, du tager i løbet af dagen, er dyrebare for dit liv. Fordi du har begrænset tid at leve i, er du nødt til at være selektiv med, hvad du bruger din tid på.

Se derfor nærmere døden som din ven end din fjende. Bevidstheden om døden vil hjælpe dig med at cut the crap i dit liv.

Mange af os bruger vores tid ukritisk ved at stene diverse sociale medier og internetafkroge. Overgaard mener, at hvis man vil leve bevidst, skal man være meget varsom med alt, der tager ens opmærksomhed og stjæler ens tid. For når vi bruger tiden uden at tage stilling, kommer vi lettere til at spilde den. Og vi vil derfor have mindre tid til at leve det liv, vi rent faktisk ønsker. Som Seneca beskriver:

Det er ikke, at vi har kort tid af leve i, men at vi spilder meget af den. Livet er langt nok, og det er blevet og givet i generøse mængder, så vi kan opnå de største ting, hvis vi investerer det hele godt. Men når livet spildes gennem blød og ubekymret livsstil, og når det er brugt uden nogen værdig stræben, kommer døden til sidst, og vi indser, at det liv, vi ikke bemærkedes undervejs, er passeret forbi

Seneca

Hvorfor tørster det moderne menneske efter stoisk juice?

Grundlæggende kan det virke som om, at stoicisme bare handler om at have en virkelig hård morgen – tidligt op, tage et koldt bad, gøre det, du mindst har lyst til først, og så lige forestille dig din egen død – så er dagen ligesom i gang! Men der er faktisk en mening med galskaben.

Hvis du inkorporerer den stoiske tankegang i dit liv, kan det være en rettesnor, som kan hjælpe dig til at tage mere bevidste valg og gøre dig mere viljestærk og modstandsdygtig. Mange af os tørster måske efter den stoiske juice, fordi den med dens vitaminindsprøjtning af fornuft, disciplin og afmålt pessimisme faktisk kan bringe en positiv forskel for vores energi og humør. Hvis vi er mere bevidste om, hvad vi bruger vores tid og energi på, og hvis vi nedjusterer vores forventninger og indstilling, er der kun positive ting at hente. Vi, artiklens skribenter Erik og Camilla, vil med opøvet stoisk ro og disciplin tage disse principper med videre og bruge dem aktivt (før vi dør).

Hamborg – musik, natteliv og madglæder til overkommelige priser

Foto: Jörg Modrow

Nordtysklands internationale metropol er et nærmere bekendtskab værd

Har du et par fridage i studiekalenderen, eller trænger du måske til en lille pause fra studierne? Den nordtyske millionby Hamborg – Tysklands andenstørste by – er perfekt egnet til et weekendophold. Den er både international, afslappet, har et spændende natteliv og meget forskelligartede bydele, lige fra det hippe til det multietniske, samt et kæmpe udvalg af barer, caféer, restauranter, butikker og loppemarkeder. Tag vennerne med til en weekend rig på oplevelser og nye indtryk.  

Berlin har Berghain – men også Tysklands andenstørste by har masser at byde ind med, når det gælder et spændende natteliv, nemlig Reeperbahn og bydelen St. Pauli. På et areal svarende til to kvadratkilometer finder man landets største live-club miljø med f.eks. den lille tætpakkede Indie-Club Molotow, Mojo Club og store koncertlokationer, hvor der danses til vilde techno-rytmer til langt ud på de små timer. Alle tænkelige musikstile og subkulturer har hjemme i St. Pauli, der også har et imponerende antal barer i alle afskygninger, fra lettere afdanket til super trendy. På St. Pauli er der aldrig langt til den næste bar, og det hele kan klares på gåben.

Det var også på St. Pauli at The Beatles´ karriere tog fart for over 50 år siden. I dag er det især Reeperbahn Festival, der hvert år i september trækker internationale musikstjerner og omkring 30.000 musikfans til byen. I forbindelse med Club-festivalen bliver 70 lokationer i omegnen af Reeperbahn til et potentielt springbræt til noget større for omkring 400 newcomer-bands fra hele verden.

Kreative og forskelligartede bydele

Før i tiden var St. Pauli, der ligger lige ud til en af Europas største havne, et berømt og berygtet red-light district. Nattelivet og table-dance barerne er stadig et yndet trækplaster, men derudover finder man også mange teatre, gallerier og gode restauranter i området. I de små sidegader folder street- og urban-art kunstnerne sig ud i det offentlige rum, og har man tid til at gå lidt rundt, vil man også støde på unge designere og små spændende og anderledes butikker – alt dette gør St. Pauli til et oplagt mål for en fototur om dagen. Det ofte sete hvide piratkranie på sort baggrund er bydelens uofficielle logo, der stammer fra fodboldklubben FC St. Pauli. Klubbens omkring 30.000 kreative, tolerante og politisk aktive fans sørger hver 14 dag for ekstra god stemning, når der spilles hjemmekampe på det nærliggende stadion.

Populære samlingssteder for studerende, kreative sjæle og kunstnere finder man i St. Paulis tilstødende bydele Schanzenviertel, Karolinenviertel og Altona/Ottensen, der sagtens kan nås til fods. Søger man derhen, søger man samtidig væk fra mainstream. Hyggelige barer og caféer gemmer sig ofte mellem de gamle huse og inde i baggårdene, og gode shoppingmuligheder er der også rigeligt af. I Feldstraße i Karolinenviertel er højbunkeren fra 2. Verdenskrig blevet omdannet til et musikklub- og mediehus. Klubben Uebel & Gefährlich har en stor tagterrasse og er flere gange blevet prisbelønnet og udråbt til at være en af landets bedste. Længere nede i bunkeren har flere netradiostationer og musikstudier til huse. I det tidligere slagteri (”Schlachthof”) på modsatte side af gaden kan man købe den musik, som produceres dér, samt tegneserier og lokalt design i butikken Hanseplatte. Sammesteds afholdes der hver lørdag et stort loppemarked, og lidt længere henne starter Marktstraße med dens sammensurium af vintage- og genbrugsbutikker, pladeforretninger, sneakershops, unge designer stores samt fair trade og økologisk mode.

Fuld valuta for pengene

Millionbyen Hamborg er et oplagt valg for studerende på smalt budget, for ligesom Berlin, som ligger halvanden times togrejse fra Hamborg, ligger prisniveauet her langt under det man møder i byer som München og Stuttgart længere mod syd. Især de madglade kan se frem til et enormt udvalg af internationale spisesteder, der ikke koster det store. For tiden oplever byens burgerrestauranter et veritabelt boom, tæt fulgt af det vegetariske/veganske køkken, der også er oppe i tiden. Den globale trend til kortrejst mad er også tydelig at spore i Hamborg, hvor der i stigende grad arbejdes med lokale og regionale produkter, uanset om det er en 3-stjernet restaurant eller en pølsebod. Alt andet ville være spild af ressourcer – Hamborgs frodige opland bugner af friske råvarer. Ølbutikker med produkter fra lokale mikrobryggerier popper op alle vegne og giver de etablerede mærker voldsomt baghjul. Prøv også de lokalt fremstillede limonader og softdrinks – Hamborg er storproducent i den retning.

Kunst, kultur og festivaler

På Hamborgs såkaldte ”Kulturmeile” mellem Galerie der Gegenwart og Deichtorhallen bliver der budt på stor kunst for små penge – med Kunstmeilen-passet er der fri adgang til alle museer. Hamborgs alternative kunstnermiljø kan bl.a. opleves i Gängeviertel, hvor en række kunstnere i 2009 besatte husene for at forhindre nedrivningen – i dag afholdes der bl.a. udstillinger, koncerter, parties og bogarrangementer. Kulturfabrikken Kampnagel i den nordlige del af byen er hjemsted for internationale Performing Arts-kunstnere, og som særligt highlight kan nævnes den internationale sommerfestival, der finder sted hvert år i august.

Et kig i byens festivalkalender afslører dog, at der er god grund til at aflægge byen en visit hele året. For udover Reeperbahn Festival og den internationale sommerfestival på Kampnagel er der bl.a. også musik- og kunstfestivalen MS Dockville, masser af julemarkeder og DOM – Hamborgs svar på Tivoli (tre gange om året).

Maritimt og afslappet

Hamborgs studerende holder gerne til på Elbens bredder („Elbufer“) lige overfor havnekranerne, hvor man kan gå ture eller sidde og se gigantiske containerskibe og store luksuslinere sejle forbi med jævne mellemrum. Tag f.eks. en af de små færger til stranden i Övelgönne, oplev solnedgangen og udsigten over havnens rå industrimiljø fra din plads under de kunstige palmer i Park Fiction i St. Pauli eller nyd en sval øl i en af de mange strandklubber omkring Landungsbrücken.

Vel mødt og velkommen i Hamborg!

 

Nærmere informationer:

http://www.hamburg-travel.com/

www.wheretheheartis.com

http://hamburg-ahoi.com/

www.reeperbahnfestival.com

 

Lej en cykel

En rigtig god og billig måde at danne sig et overblik over Hamborg på er at leje en rød bycykel på en af de over 100 cykelstationer i hele byen. Hamborgs stinet til cyklister hører til de bedste i Tyskland. Det er gratis at tage cyklen med i metroen, S-togene og havnefærgerne, så er man træt eller kniber det med tiden, er det nemt lige at tilbagelægge en længere strækning uden at skulle træde i pedalerne.

 

Henrejse:

Med tog via København

Det bedste i verden er gode historier

Shanghai – The Never Ending Big Band Experience blander musik, visuel scenografi og spoken word i et nyskabende scenisk format, hvor det vigtigste formål er at fortælle publikum en god historie.

Tekst: Agnete Schleicher Bønnerup, festivalmedarbejder

Foto: Esben Kjær Ravn, Ulla Bjulver &  Laura Rathschau Nielsen. 

Folkeuniversitetet og Kong Orange præsenterer forestillingen Shanghai – The Never Ending Big Band Experience, som er en af de helt store koncert- og vidensoplevelser til Århundredets Festival 2016. Komponist Signe Bisgaard har skabt det musikalske lydbillede, som i samspil med bigbandet Blood Sweat Drum+Bass, designer og scenograf Laura Ratschaus’ visuelle billedside og spoken word fra historiker Søren Hein skaber en helt særlig audiovisuel oplevelse. Publikum er garanteret, at sanserne kan få frit løb i en historie, der tager udgangspunkt i det dunkende hjerte af Shanghai i 1927.

Tænksomme Søren 16-02 16

Harmoni mellem det svævende og konkrete

Koncerten består af musikalske, visuelle og historiske fortællinger, som tilsammen skal skabe en helt særlig stemning og giver publikum en oplevelse ud over det sædvanlige. For Signe Bisgaard er det vigtigt, at der er en balance mellem koncertens musiske og visuelle del og de konkrete historiske fakta, som Søren Hein bidrager med.”Vi svæver over historien, og forholder os kunstnerisk til den – og det giver et interessant clash med Sørens meget konkrete fortællinger. Og så er det jo spændende at få det til at hænge organisk sammen, så det ikke bare bliver en kasse af musik efterfulgt af en kasse med Søren og så musik igen”, siger Signe Bisgaard. Bigbandet Blood Sweat Drum+Bass spiller Shanghai-inspireret jazzmusik, som sammen med oprindelige fotografier på billedsiden skaber en harmonisk interaktion, der skal understrege historiens handling i 1920’ernes Shanghai.

Vi føler for det, vi husker

Både for Signe Bisgaard og Søren Hein er det vigtigste formål med koncerten at give publikum en god oplevelse og at vække en nysgerrighed om Shanghai. ”Jeg synes, det vil være fantastisk, hvis folk har haft en spændende kulturel oplevelse og samtidig også har haft en oplevelse af at lære noget og fået åbnet deres øjne for Shanghai i 20’erne – et emne som de fleste ikke kender noget til på forhånd” siger Signe Bisgaard. Søren Hein mener også at for at huske en historie, skal man kunne mærke den, ”Det bedste i verden er gode historier, og det er det, vi trækker med os og føler for.” Søren Hein ved som historiker og tidligere underviser på Aarhus Universitet, at man skal få folks opmærksomhed og inddrage dem i historierne, så de kommer til at betyde noget. ”Hvis du ikke giver folk en god oplevelse i bred forstand – det kan være en gribende eller en tragisk oplevelse – så vinder du dem ikke for noget som helst. Er du ikke i dialog, så er det bare envejstale.” Forestillingens forskellige audiovisuelle dele formidler den gode historie og gør, at publikum bliver draget og på eget initiativ får lyst til at opleve og interessere sig for historien på en anden måde.

Verdens fedeste by

Koncertoplevelsen tager udgangspunkt i den digitale tegneserie Pigen fra Shanghai, som er interaktiv og indeholder små kortfilm, historisk kildemateriale og en lydside. Søren Hein fortæller, at ideen til historien opstod efter, at han havde været på en rejse til Shanghai ”Jeg var i Shanghai, og syntes det var verdens fedeste by.” Sammen med hans personlige oplevelse lå interessen også i at lave en historiefortælling, som ikke foregik i Danmark.”Vi kom på, at det var interessant at lave noget om Kina i mellemkrigstiden, fordi Kina er så vigtig i dag, men vi kender jo ikke meget til historien.”

Signe Bisgaard står for tegneseriens lydside, og det særlige ved den er, at den består af tre forskellige lag, som skal passe til tegneseriens sideantal uden at læseren opdager, at musikken gentager sig igen og igen. ”Musikken følger handlingen på et antal sider og på en bestemt side ryger man videre til næste stykke musik. Det betyder, at musikken skal kunne repeteres” fortæller hun.

Shanghai – The Never Ending Big Band Experience bliver en blanding af de tre stykker musik, som Signe Bisgaard har komponeret. Efter koncerten sorterer og udvælger hun i det store musikmateriale og skaber på den måde den endelige lydside til tegneserien. Signe Bisgaard understreger, at koncerten er en selvstændig del, som tager udgangspunkt i tegneserien, men som i sig selv kommer til at formidle sin egen historie.

Forventningerne til koncertoplevelsen er tårnhøje hos både Signe Bisgaard og Søren Hein, som glæder sig til at give publikum en god oplevelse og skabe en historie ud over det sædvanlige. ”Ideelt set får du en kombination af flere verdener, både kunst og viden på en eller anden facon” indskyder Søren Hein til sidst.

FAKTA

Signe Bisgaard er forestillingens komponist og pianist

Søren Hein er historiker og optræder i et væld arrangementer under festivalen. Oplev ham også til Historieslabberas – Populærkultur og nye medier http://www.aarhundredetsfestival.dk/program/torsdag-10-3/populaerkultur-og-nye-medier-1611-465.aspx

Shanghai – The Never Ending Big Band Experience spiller både 11/3 kl. 19.30-21.00 og 12/3 kl. 15.00-16.30 i Musikhuset

Århundredets Festival 2016 tager udgangspunkt i Danmark i 1900-1950 og foregår fra 4/3-13/3. Se det fulde program:

Click to access %C3%A5rhundredets-festival-danmark-1900-1950.pdf

Pris 125 kr.

Relevante Revenant Ræser mod 4-5 Oscars

Tekst: Vassili Stroganov

Foto: Indiewire.com

Efter at have set The Revenant, er der en ting der er helt sikker – dette er filmen der endelig kommer til at bryde Leonardo DiCaprios Oscar forbandelse. DiCaprio’s præstation i The Revenant overskygger alle hans tidligere præstationer inklusiv hans enestående optræden i den legendariske the Titanic, der vandt 11 Oscars. 11 Oscars vinder The Revenant ikke, men den kan sagtens komme op på en 4-5 stykker. DiCaprio vinder uden tvivl i kategorien best actor, Tom Hardy vinder best supporting actor, derudover vinder filmen for best cinematography, best director, og best costume design. Disse 5 forventede Oscar statuetter vidner om filmens tårnhøje kvalitet hele vejen rundt, og samlet set er det bestemt en fantastisk film, som man helt klart bør se, selvom den til tider er utrolig barsk, voldelig og dyster.

The Revenant er instrueret af Oscarvinderen Alejandro González Inárritu, som i 2014 bla. vandt ”best motion picture” for Birdman. Filmens hovedroller spilles af Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, Domhnall Gleeson and Will Poulter. Alle fire stjerner gør et formidabelt stykke arbejde. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at de virkelig levede i 1820’erne. Filmen får premiere i Danmark den 21. januar.

The Revenant er den sande historie om en Amerikansk soldat og tæppevæver ved navn Hugh Glass, der i 1820’eres USA overlever en fæl kamp med en bjørn, hvorefter han bliver efterladt til døden midt om vinteren i Lousiana’s vildmark af sine medsoldater. Hugh Glass’s skader inkluderer bla. et brækket ben, og gør at han ikke selv er i stand til at gå – dette er grunden til at hans medsoldater efterlader ham. Tæppevæveren overlever på mirakuløs vis kulden samt sine mange bjørneflænger og andre skader ved bla. at sætte sin brækkede knogle i sit ben på plads med sine egne hænder. Glass vil gøre alt for at finde de soldater der forrådte ham. Den viljestærke tæppevæver kæmper nu for at få sin hævn.

Selve ordet ”revenant” er fra 1900-tallets Fransk og betyder en der vender tilbage efter et langt fravær, eller en person der er genfødt. Navnet The Revenant er derfor meget passende til Hugh Glass, der gjorde det umulige og vendte tilbage fra at være halvt begravet i den iskolde jord af sine medsoldater midt ude i vildmarken, til at nå frem til den nærmeste Amerikanske soldatercamp – en tur der strakte sig over 320 km. Det var herefter at han fik navnet The Revenant.

Hvis man ser på DiCaprio’s eminente skuespil, er man villig til at tro, at det ikke er skuespil og at instruktøren har sat ham til at gå 320 km i den kolde sne – så godt gør DiCaprio det i denne film. Skuespillerens ansigtsudtryk og især den måde han med sine nærmest sygelige øjne er i stand til at udtrykke komplet rædsel, som han f. eks viser i bjørnekamps scenen, er noget andre skuespillere bare ikke kan gøre på samme niveau. DiCaprio har igennem hele filmen en formidabel situationsfornemmelse, og en tilstedeværelse der gør, at seerne lever sig endnu mere ind i filmen.

En anden skuespillers præstation, som man bestemt ikke kan komme udenom, er Tom Hardy’s. Hardy spiller en temperamentsfuld herre, der er alt andet end den gode mønstersoldat, som adlyder alle ordre fra sine overrangerende. Hardy’s evne til at vise rendyrket aggression og vildskab er fra en anden verden, en vildskab der gør hans karakter til mere dyr end menneske – et sandt fyrværkeri af vrede, der kan eksplodere når som helst.

Det er langtfra kun skuespillet, der er i en klasse for sig i denne film, kinematografien er nemlig ligeså mærkværdig. Først og fremmest er filmen utrolig flot lavet med nogle fantastiske naturscener i form af øde vildmarker dækket med sne, mægtige bjerge samt kæmpe skove, og her formår instruktøren virkelig at fange naturens skønhed med kameraet. Samtidig får man nærmest en følelse af isolation fra omverdenen, når man ser det kæmpemæssige landskab. Filmens instruktør Alejandro González Inárritu kan meget andet end at vise flotte landskaber på den rigtige måde, han ved også hvordan man ved hjælp af forskellige kameravinker og uordinært kameraarbejde kan fortælle en unik historie. Dette kan kun ses og ikke forklares.

Inárritu har skabt et sandt mesterværk, og det vil ikke være overraskende, hvis han vandt en Oscar for best director. Sidst men ikke mindst er kostumerne i filmen lavet til perfektion, hvor de ud over at være ekstrem tidstroværdige, også fortæller os noget om de forskellige personer i filmen. Eksempelvis har nogen af soldaterne forskellige dyreskind på, der symboliserer deres personlighed eller de ting de har opnået i deres liv. Tom Hardy’s karakter John Fitzgerald var f. eks en kendt bjergklatrer, så han har et bøffelskind på der repræsenterer the Great Plains – et område tæt på Rocky Mountains.

Hele vejen rundt er filmen i særklasse, men hvis der er en lille ting, som man kan klandre filmen for, er det fejlcastingen af Domhnall Gleeson som kaptajnen Andrew Henry. Gleeson er uden tvivl en dygtig skuespiller, men han duer ikke til at spille ”leder roller” eller roller, hvor han skal udvise en kolossal mængde vrede. Han er simpelthen for meget af en nice guy, og det skærer tydeligt igennem hele vejen, så når han skal spille en stor autoritet blandt soldaterne og skal skælde dem ud, er det utrolig svært at tage ham seriøst.

Hvis man ser bort fra nice guy dillemaet, så er filmen perfekt, og ikke kun perfekt, men også relevant for nutiden. Selvom filmen finder sted i 1820’erne, så er filmens hovedtema præcis ligeså relevant i dag som den var for Hugh Glass i 1820’erne. Denne episke fortælling handler i bund og grund om viljestyrke, fighterspirit, håb, overlevelse, fanden i voldskhed og troen på sig selv. Disse elementer overlapper hinanden og kan alle bruges til at beskrive filmens hovedtema. The Revenant handler om aldrig at give op uanset hvad, og altid tro på sig selv. Tro kan flytte bjerge og kombineret med vilje og fighterspirit, er det en opskrift på succes. Selv om man i livet kan komme ud i situationer, hvor man tror, at det hele er håbløst, så skal man blive ved med at kæmpe og tro på, at det hele nok skal gå, og at tingene vil ændre sig.

Det er lige meget om man er en tæppevæver fra 1820’erne, eller en studerende på Aarhus Universitet i 2015, filmens tema gælder os alle sammen uanset tid og sted. I dag står verden over for flere trusler end nogensinde før – trusler som ISIS, flygtningekrisen og global opvarmning. Hvis vi lader os skræmme, lægge os ned og give op, så dør vi, ligesom Hugh Glass ville dø, hvis han bare blev liggende ude i vildmarken i stedet for at kæmpe for sit liv. Filmen The Revenant kunne ikke være mere relevant for nutiden, og dette er en af grundende til, at den kommer til at gøre det mere end rigtig godt ved årets Oscar ceremoni, hvor den kommer op på mindst 4-5 Oscars.

Det var en sand fornøjelse at se denne film, der uden tvivl er en af de bedste film ikke bare i 2015, men i de seneste fem år. Jeg giver denne film 9,5/10 stjerner, fordi den er enorm stærk på alle filmkunstens facetter – en genial film. Dette mesterværk skal ses.

Musikguide

Kære læser, hvis du stadig mangler at komme i den rette melankolske stemning, giver Delfinen dig her et par forslag til musikalske herligheder, du kan smække i ørene, mens du læser.

Gorillaz – Melancholy Hills. Titlen siger det hele.  

The Cure – generelt, The Cure var emo før, der var noget, der hed emo.

Kira skov – Netop ude med det nye album May Your Mind Explode A Blossom Tree, som er inspireret af digtere som Walt Whitman og Charles Bukowski.

Adele – Hello. En sikker vinder, hvis ulykkelig kærlighed og forliste forhold bringer melankolien frem i dig.

Amy Winehouse – Back to Black. Legenden som med sin tidlige død meldte sig ind i klub 27 og med talentet som er svært at benægte. Skal du helt ind i melankolien, så se den fremragende dokumentar “Amy”, og kom helt ind under huden på mennesket og hendes dæmoner.  

Nick Cave and the Bad Seeds – Lyt gerne til albummet Murder Ballads, som simpelthen er et helt album om…ja mord. Især Where the Wild roses Grow med gæsteoptræden fra Kylie Minogue er en klassiker.  

Beatles – Yesterday.  

The Verve – Bittersweet Symphony

Pearl Jam  – Black

David Bowie – Space Oddity

Vinterens survival kit

Tekst: Susanne Christensen

Illustrationer: Christian “Rigo” Poulsen

Det skete igen. Sommeren sluttede. Som hvert år. Men i år før den overhovedet var begyndt, kom rigtigt i gang eller for alvor foldede sig ud i sine skønne flor af letpåklædte, solbrændte mennesker på stræder og strande, ved koncerter og caféborde, sludrende, smilende, flirtende, benovet af solens ulidelige lethed og bogen om tilværelsen af samme navn. Skyerne hang over landskabet som en trussel imod det enkle, dog ekstravagante liv. Kun med en paraply som mediator vovede vi os ud i det fugtige betonlandskab til en forsigtig øl med vennerne.

Og så kom vinteren. Ikke meget anderledes end sommeren, men vi havde ikke den gyldne kulør at falde tilbage på, ingen flygtige kys i den lune aftensol, ingen grillfester med minigolf og sladder og kulørte lamper på snor. Intet. Nu ligger vi ensomme og blege under dynen og stirrer ind i en flimrende skærm med tørre neglebånd og fugtige øjne. Trætte. Triste. Hungrende efter slik og kage slutter vi os til de fem procent, der hvert år rammes af en vinterdepression. Livet er miserabelt nu, og det kunne ikke blive værre, om så en meteor ramte vores hjem og udslettede resten af vores ynkelige tilværelse. Det kunne selvfølgelig også blive bedre.

For selvom vinteren ligger og lurer bag vindueskarmen, så er der hjælp at hente. Her kommer et par gode råd til, hvordan du undgår at synke helt ned i depressionens omklamrende svøbe.

Stå ud af sengen

Det gøres helt enkelt ved, at du ruller om på siden – den mest ergonomiske stilling for din ryg og den letteste at snegle sig videre i – flytter dynen væk, vipper benene ud over sengekanten og rejser dig op. Gør det hurtigt, som når du river et plaster af, så du ikke får trang til at kravle tilbage under dynen. 

Tag en sviptur til Gran Canaria

Bag en vinterdepression gemmer sig nemlig en overproduktion af det lysfølsomme hormon melatonin, der sætter i gang, når solen og varmen forsvinder. Hvis din studenterøkonomi bløder, og kontoen er lutter minusser, kan du kompensere ved at tænde alle lamper derhjemme, trække gardinerne fra og skrue helt op for radiatoren.

Begynd at ryge

Hvis du ikke allerede gør det. Den stramme rygelov i Danmark dikterer nemlig, at du ikke må genere andre med din klamme røg. Du er derfor tvunget til at gå udenfor, mens solen og lyset stadig er fremme. Sollys er et fantastisk middel mod vinterdepression, da det hæmmer produktionen af melatonin. Er den hel gal, kan du forsøge dig med lysterapi, der går ud på at sidde og kigge ind i en specialkonstrueret lampe, der lyser med 10.000 lux.

Spis en bøf

Ifølge læger har signalstoffet serotonin en betydning for dit humør om vinteren. Jo mere, jo bedre. I serotonin findes aminosyren tryptofan, som du får ind gennem kosten. Tryptofan findes i proteinrig kost som for eksempel kød. Så steg en bøf og spis det hele. Tilføj råstegte kartofler, pebersauce og et stort glas rødvin. Det sidste har ingen effekt. Men det er lækkert.

Omgiv dig med grøn

Grøn er godt for øjnene, siger ordsproget. Og det siger flere amerikanske studier også. Grøn er en farve, som er forbundet med sommerlig natur, og den kræver ingen tilvænning for dine øje eller din hjerne. Så mens du sidder og skal skrive dit hundrede siders speciale, lukket inde på dit deprimerende lille værelse, kan du jo med rette ændre indstillingerne for sidefarven til en grøn, du godt kan lide. Så undgår du måske samtidig den berygtede specialesump.

Bol

Det kan ikke siges tit nok. Hverken af forskere, professorer, læger eller andre eksperter: Sex er godt – for alting. Lige fra knogleskørhed til uren hud. Ikke alene forbrænder du tusindvis af kalorier ved den fysiske akt, men din hjerne udskiller samtidig endorfiner og oxytocin, henholdsvis lykke- og kærlighedshormon. Så tag fat i din kæreste, elsker, ven, date eller en anden og kom i gang med at bolle. Nu!

Sig ord med c, v, x, z, æ 

Smil til verden. Det får din hjerne til at udskille endorfiner og nedsætter stress. Hvis du om vinteren ikke synes, at der er meget at være glad over, kan du hjælpe dit smil lidt på vej ved at bruge masser af ord med c, v, x, z og æ. Kroppen kan ikke altid kende forskel på et ægte smil og et forceret, og disse bogstaver vil trække dit ansigt op i en smilende grimasse. Vi anbefaler: Celestial, vaskekælder, exkæreste, zebra, æstetisk. Se! Du har det allerede lidt bedre, ikke?

Hyg dig med Gabriel Iglesias

Aka Fluffy. Uden tvivl den sjoveste komiker, kendt af menneskeheden. Hvis du end ikke kan trække på smilebåndet af denne amerikansk-mexicanske charmetrold, så anbefaler vi meget stærkt, at du opsøger professionel hjælp. Du kan starte din Youtube-spree her: https://www.youtube.com/watch?v=mtk5Ej-xLsM

The Messerschmidt Drinking Game

Hvis intet andet virker, kan du overveje at anlægge dig en snert af alkoholisme i vinterhalvåret. Langt den sjoveste måde at gøre dette, er i selskab med Danmarks egen linselus EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt. Saml venner og bekendte foran fjernsynet, og gense hans kampagne op til afstemningen om retsforbeholdet.

Reglerne er simple: Sæt rammen med nissehuen om skærmen. Der tages en tår, hver gang nissehuen sidder på Messerschmidt hoved. Hvis det ikke er nok til at oparbejde en god brandert, kan I eventuelt tage et shot, hver gang Messerschmidt siger: ”Det her er en §20-afstemning”, ”EU skal tilbage til at være en handelsunion” og ”Danmark kan få en parallelaftale på Europol-området.”

Et poetisk vredesudbrud og opgør med nutidens perfektionistiske kropsfiksering og intolerante, unaturlige strømlining

Anmeldelse: NIKE af Caspar Eric, Gyldendal, udgivet d. 13. august 2015

Af Karoline Kjær Hansen

Den unge danske poet Caspar Eric debuterede sidste år med digtsamlingen 7/11, hvori han i et ultra moderne sprog og med en yderst aktuelt popkulturel referenceramme satte ord på det at være ung anno 2014. Han formåede i høj grad med sin debut at reaktualisere og modernisere den klassiske poetiske form og tematik og leverede det første eksemplar af hashtag-generationens svar på en digtsamling. I sin anden udgivelse NIKE kredser Eric i et langdigt fortsat om kærlighed og individualisering, om end han i langt højere grad fremsætter en skarp samfundskritik af nutidens håndtering og ekskludering af individer med et handicap.

At leve med et handicap

Digterjeget hedder Caspar, er 28 år og spastiker. Han er som forfatteren selv født med cerebral parese, hvorfor han har et invalidt ben og derfor går atypisk og unormalt. Ligheden mellem digterjeget og forfatteren efterlader ingen tvivl om, at der er tale om et autofiktivt værk, hvilket også babybilledet karakteriseret som et portræt af kunstneren som ung cyborg i værkets begyndelse også vidner om. På blottende og arrig vis fremmales en række gængse og hverdagslige situationer, hvor jeget har følt sig begrænset af sin egen krop grundet omverdenens vurderende blikke, og alt det, som han føler, at han bør gøre, men af fysiske årsager ikke evner. Han bevæger sig springende i tid og sted fra gymnastiktimerne i skolen og løsslupne dansegulve, intime relationer, dating og sex til shopping-situationer, der af såvel praktiske som mentale årsager synes komplicerede, fordi ”i American Apparel på / Washington Avenue / kunne ekspedienterne virke / utrygge over hvorvidt jeg / nu planlagde / at halte rundt/”, og fordi ”det er så upraktisk for mig / at gå i sneakers / det er et reelt økonomisk / problem at jeg slider dem / så hurtigt og skævt”. Men han forsøger at give en fuck ”eller ikke at give en fuck / det kan være det samme”. Langdigtet kan således ses som et stort ud- og opråb til alle popkulturens og kapitalismens gruppeekskluderinger og Hollywoodversioner om at pakke sammen og fucke af, et forsøg på løsrivelse fra ufrivillig rollefastholdelse og et indspark til en debat om nutidens italesættelse af handicappede, idet han gang på gang formår at drage paralleller fra det individuelle plan og sin egen omverden til det kollektive og de overordnede samfundstendenser.

En krigs- og kærlighedserklæring sendt fra en iPad

NIKE er tilegnet ekskæresten Viktoria, og henvendelsen er direkte til hende, idet hun agerer digtets du. Deres brud synes at være endelig katalysator for kropsopgøret, der netop starter med Caspars egen forligen sig med sin kriselignende og særligt sårbare situation: ”og du har ret det kan godt / være at jeg aldrig finder en / der er så smuk / og god som du var / og som accepterer mig / selvom jeg er handikacappet”. Selvom Caspar i flere passager forbander både sig selv og Viktoria langt væk, ender han med at konkludere, ”at jeg har brug for dig / også på trods af / at det gør ondt”, og digtet og således kærlighedserklæringen afsluttes med ”knus Caspar / sendt fra min iPad”. Med digtets titel NIKE refereres både til det populære sportsbrand og sejrsgudinden Nike i den græske mytologi. Tilfældigt sammenfaldende kan det næppe være, at den tilsvarende gudinde i romersk mytologi hedder Victoria. Den dobbelte reference, som titlen bærer, kan synes paradoksal, idet brandet Nike forbindes med bevægelse, mens gudeafbildningen i form af en statue er det ultimative stilstandssymbol. Sammenligningen mellem det statiske og det dynamisk levende projiceres over på jegets egen krop, der med en ”permanent kontraposto” associeres med den græske statue. De to forskelligartede universsymboler, som er indskrevet i titlen, forenes blandt andet på elegant vis i følgende passage: ”jeg trækker streger / i sneen med mine sneakers / som Hefaistos / den forkrøblede gud / der skulle vogte over ilden”.

Kærlighedserklæringens plads i værket bør absolut ikke undervurderes, ej heller måden hvorpå Caspar Eric med referencer til kapitalismekæder, popidoler som Beyoncé og Frank Ocean og hypede spillefilm formår at inkorporere elementer fra nutidens popkultur og den postmoderne hverdag. Herved bidrager han til moderniseringen og reaktualiseringen af poesien og ligeledes nutidens sprogbrugs globalisering og digitale klang, idet han poetiserer et udtryk som for eksempel ”MobilePay’e”. Et tiltrængt litterært træk, om end hans topmoderne udtryksmåde et par steder ikke synes at række tilstrækkeligt i den ellers så brutale og rørende verbale blottelse. Dette gør sig for eksempel gældende i følgende passage: ”men hvad fuck / skulle det hjælpe / hvis man har en tendens / til at føle at verden er / meget fuckd hvilket / slet ikke virker fuckd / men nærmere meget rigtigt / at synes verden virker fuckd / er nogle jeg nogle gange føler”.

Caspar Eric har skrevet en flot anden udgivelse, hvori han har bibeholdt væsentlige sproglige og stilistiske kvaliteter fra sin debut 7/11, men samtidig overbevisende leverer et klart budskab i forsøget på at bryde et tabu og igangsætte en tiltrængt samfundsdebat, som rækker ud over digtets egen form. Han har herved sat sig selv et højt ambitionsniveau, og han efterlader læseren med store forventninger til hans eventuelle fremtidige udgivelser. Jeg håber, at han kan indfri dem og er spændt på, om han har mere på hjerte og i så fald hvad.

Mediterranea – en uhyggelig aktuel film

Billederne af lille, druknede Aylan, giftige debatter om flygtningekvoter, Europa i oprør, aldrig har en film som Mediterranea syntes så forbandet aktuel. En stærk film, der sætter navne og ansigter på to unge skæbner, der, som tusindvis af andre, vover livet i kampen for at skabe sig et nyt og bedre liv i det forjættede Europa.

Af Anna Eva Heilmann 

I filmen møder vi de to hovedpersoner, Ayiva og Abas, i Algeriet, hvor de netop er ankommet fra hjemlandet Burkina Faso. Herfra følger vi dem på en lang og farefuld færd på fods gennem ørkenen mod den libyske kyst, hvor en båd skal tage dem til Italien. Mod Europa vil de, for at tjene penge til familien derhjemme, og for finde det Europa de har oplevet gennem billeder på Facebook.

Båden når de, efter at blive overfaldet af banditter, og herefter følger en turbulent tur over Middelhavet, hvor de kun i sidste øjeblik bliver reddet af den italienske kystvagt, givet tre måneder til at finde en lovlig arbejdskontrakt og et koldt, vådt telt at sove i.

Ayiva og Abas finder sort arbejde på en appelsinplantage, og begynder langsomt at tjene penge nok at opgradere teltet til et lurvet kammer, og ordentlige arbejdshandsker. Især Ayiva kommer godt ud af det med chefen, og han stiger i graderne nok til at blive inviteret til middag hos familien, en arbejdskontrakt bliver det dog aldrig til. Abas har det sværere med at forene det romantiserede billede af Europa, med den våde, hårde og kolde realitet, og i frustrationen falder han i selskab med andre lige så frustrerede unge mennesker – prisen bliver grufulde italienske tæsk.

Mediterranea er filmet som en dokumentar, er observerende og usentimental. Der er ikke de store plot-twists eller klimaks, selv voldsomme scener synes naturlige og ikke overraskende. Det er måske dette, der gør Mediterranea så uhyggelig. Man sidder med den ubehagelige fornemmelse, at denne historie på ingen måde er speciel eller unik, at den finder sted lige nu, mange steder, tæt på os.

Mediterranea handler om hvordan det er at ankomme til et fremmed land, hvor man ikke er videre ønsket. Den handler om mødet med venlige mennesker, men også mødet med had og fjendtlighed, om kampen mod hjemlængsel og frustrationen over ikke at være i stand til at ændre særligt meget. Det er en hård film, en højaktuel film, en afsindig vigtig film.

Øst for Paradis Filmimport har besluttet, at de første 4 ugers indtægter fra den kommende film ”MEDITERRANEA” vil blive doneret til Dansk Flygtningehjælp. Filmen får premiere 15. oktober ibiografer landet over, og for hver billet, der sælges i hele landet, går importfirmaets andel ubeskåret til at hjælpe de syriske flygtninge. Det er håbet, at filmen udover at give økonomisk afkast til Dansk Flygtningehjælp også vil være med til at give et mere nuanceret billede af ”de fremmede”.

Når livet slutter før det rigtig er begyndt

Me and Earl and the Dying Girl er en lille perle midt i mængden af meningsløse ungdomsfilm. På finurlig vis formåede den at få undertegnede til både at grine højt og græde som pisket. Den vækker elegant og detaljeret eksistentielle følelser og tanker hos sin tilskuer og drager en ind i sit magiske univers.

Tekst: Trine Møller

Det regner og rusker, da jeg begiver mig mod Øst for Paradis’ fomiddagspremiere på Me and Earl and the Dying Girl. Det er et to-filmsarrangement, hvor 45 years  ligeledes har premiere. Der serveres lækre crossainter og varm sjælevarmerdrik inden filmene og tilskuerne får sig en kop the eller kaffe med ind, når de putter sig i de bløde, røde biografsæder.

Greg er titlens I, en kvik fyr ustyret med et lavt selvværd, som distancerer sig fra verden og hvis fornemste mission på gymnasiet er ikke at få et tilhørsforhold til nogle grupper, at være usynlig. Sammen med kammeraten Earl bruger han det meste af sin tid på at lave små film- parodier på gamle klassikere. Her skinner hans distancerede jeg-dur-ikke-til-noget-attitude også igennem, og han referer til filmene som værende virkelig dårlige. Da hans mor tvinger ham til at tilbringe tid sammen med pigen Rachel, som netop har fået konstateret leukæmi bliver han nødt til at forholde sig til andre mennesker og forholde sig til selve livet.

Kemien mellem de tre hovedrolleindehavere er rigtig god. Thomas Mann er charmerende som den kejtede Greg. RJ Cyler er overbevisende som vennen Earl , som kommer fra et lidt hårdt mijø og samtidig er bundfornuftig. Olivia Cooke er tryllebindende som den kræftsyge Rachel med de kæmpe store brune øjne.

Oveni ses nogle skønne birollepersonligheder. Gregs far er en verdensfjern sociologi-professer, som bruger det meste af sin tid på at spise specielle ting iført sin morgenkåbe. Det er ham, der har introduceret drengene til de gamle filmklassikere. Rachels mor er også en skæv karakter med sin kroniske småfuldskab og sin flirtende tilgang til de unge drenge.

Filmen kunne have udviklet sig som en kærlighedshistorie melle Earl og Rachel, men istedet vælger den at hylde venskabet. Midt i sit triste tema formår den at være yderst humoristisk og livsbekræftende. Og Greg lærer, at han bliver nødt til at engagere sig i verden og modnes stille og roligt gennem filmen. Alt i alt er filmen en stor oplevelse, som man ikke skal snyde sig selv for.

Litterære humoristiske lækkerier – En miniguide til humoristisk litteratur

Humor er et humanistisk, komplekst, mangefacetteret og ikke mindst individualiseret fænomen. Når en roman karakteriseres som humoristisk eller ej, bygger det således på en subjektiv dom. Alle fire nedenstående værker er derfor blot forslag, som bygger på min personlige læseoplevelse. Men er du på jagt efter en letlæselig og vittig roman til pauserne fra studiebøgerne, til de regnfulde efterårsdage eller natbordet, så kan du med fordel læse videre og lade dig inspirere.

Af Karoline Kjær Hansen

DopplerErlend Loe: Doppler. Gyldendal, oversat af Susanne Vebel, 2005, 176 sider

Doppler er fortællingen om den ambitiøse familiefar, Andreas Doppler, der en forårsdag styrter voldsomt fra sin mountainbike på en cykeltur gennem skoven og umiddelbart herefter oplever en uvant ro. En ro, som han beslutter sig for at forfølge, hvorfor han opgiver sit hidtil begavede og tilpassede stræberliv og flytter ud i en skov uden for Oslo for at finde sig selv, gøre op med alle sine kundskaber og ”kompetencer” og dyrke ensomheden, ligesom hans afdøde far på sin egen mærkværdige og tankevækkende måde gjorde det. Her knytter han sig hurtigt til elgkalven, Bongo, efter han i sin jagt på føde har dræbt dens mor, men forpligtelserne er ikke nemme at ryste af sig og konfrontationen med den civiliserede leveform er i den nyfundne hverdag ikke til at forudsige. Skoven bliver med tiden mere befolket, og udviklingen er ”mildt sagt uheldig”, som Doppler selv konstaterer. Den pessimistiske Doppler er dog ikke nem at sætte ud af kurs og kæmper stædigt videre mod alle kompetencerne; en kamp, som i høj grad er anbefalelsesværdig at følge.

Norske Erlend Loe fremsætter på ekstremt iscenesættende vis i Doppler en skarp kritik af det senmoderne samfund og dets idealer samt det moderne individs evindelige forsøg på at leve op til disse. Med sit minimalistiske og direkte sprog tegner Loe konturerne af en antihelt og sætter herved nutidens helteideal på spidsen. Doppler er ikke blot en morsom og underholdende, men også en moralsk fortælling, som ikke kun den midaldrende mand i eksistenskrise kan lære noget af.

Alt bliver oplyst

Jonathan Safran Foer: Alt bliver oplyst. Tiderne Skifter, oversat af Jan Hansen, 2003, 319 sider

Den, i fortællingen, amerikansk-jødiske forfatter Jonathan Safran Foer er i sit forsøg på at opsøge den kvinde, som eftersigende reddede hans jødiske bedstefar fra nazisterne under Anden Verdenskrig rejst til Ukraine. Med på sin eftersøgning har han den ukrainske tolk, Alex, hvis halvblinde bedstefar agerer chauffør, der ligeledes har medbragt sin ustyrlige førerhund Sammy Davis Junior Junior, som den unge forfatter er dømt til at dele bagsæde med. Denne konstellation er skyld i mange komiske sammenstød og anekdoter, som jeg-fortælleren, Alex, beretter læseren om. Samtidig får læseren et indblik i rejsen gennem til dels ærlige og venlige, men samtidig selvoptagede og ikke mindst underholdende breve skrevet på gebrokkent engelsk sendt fra Alex til forfatteren efter hans hjemrejse til USA. Disse morsomme situationsbeskrivelser – grænsende til komiske kultursammenstød – står i skarp kontrast til den parallelle fortælling. Heri indføres læseren nemlig i historien om den ukrainsk-jødiske by Trachimbrod og følger dens beboere i 150 år frem til 1941, hvor nazisterne på brutal vis udryddede disse.

Foer formår på original vis at forene denne tragiske fortælling med de komiske aspekter, som står frem i rammefortællingen, og gennem sin særlige fornemmelse for sproget karikerer han det ukrainske folkefærd på morsom vis. Hvorvidt denne karikatur er velbegrundet eller ej, er så en anden diskussion.

VANGEDE BILLEDERDan Turèll: Vangede billeder. Borgens Forlag, 1975, 200 sider

Den danske avantgardist Dan Turèll fik i 1975 med genrehybriden Vangede billeder sit folkelige gennembrud, og værket lever endnu højt på sin storhedstid. Turèll skildrer med afsæt i sin egen barndom livet i Vangede, som det tog sig ud i 1950’erne; et arbejderkvarter, som hovedsageligt var beboet af tilflyttere fra Nørrebro og Vesterbro. På baggrund heraf karakteriseres Vangede som ”skyggen mellem Gentofte og det begyndende forstads-København”, hvor proletariatet med stolthed dyrkede sin mentalitet, kollektivitet samt kæmpede for det geografiske ståsted. På anekdotisk, sproglig autentisk og troværdig vis guides læseren gennem gaderne i Vangede. Turèll optegner kvarteret komplicerede geografi (for Vangede hører officielt ind under Gentofte, men dette er ifølge vores fortæller og kvarterets øvrige beboere en frygtelig fejltagelse) og præsenterer dets kendisser og særlinge, som ikke er et fåtal. Man skal trods værkets skarpe og gennemførte humoristiske karakter ikke læse sig langt ind i romanen for at fornemme, at Turèll ser tilbage på sin barndom med nostalgi. Det er et erindringsværk, som hylder arbejderklassens uhøjtidelige, lettroende og – i kontrast til overklassens borgerlige konservatisme – smagløse livsstil.

Og bageren i Vangede var fuldstændig cool, og engang da Mor havde været ved at knække brødkniven på et franskbrød han solgte hende, og det viste sig at der var et halvt kosteskaft i franskbrødet og hun så gik derned med brød og kosteskaft, så sa’e han bare: »Åh, tusind tak – det var sateme dejligt De fandt den og kom med den . . . De aner ikke hvor jeg har savnet dén blomsterpind« . . . – Og Mor fik sgu ikke engang et andet brød.

 

Hjerte17-300-coverStine Pilgaard: Min mor siger. Samleren, 2012, 168 sider

Handlingsforløbet i Min mor siger er centreret om en ung, specialeskrivende kvinde, som netop er blevet forladt af sin kvindelige kæreste og derfor har set sig nødsaget til at flytte hjem til sin far og bosætte sig på hans præstegård. Derfor synes det ikke umiddelbart oplagt at karakterisere Stine Pilgaards debutroman som humoristisk. Kærestesorg, afvisning og nærhedsønsket, som ifølge jeg-fortælleren opstår hos os alle, idet navlestrengen efter fødslen blev klippet over, og som herefter for altid står som et urealiserbart ønske, er et centralt tema i fortællingen. Men den hjerteknuste jeg-fortæller iklæder sig romanen igennem et så tykt lag af selvmedlidenhed, at den gang på gang kammer over i selvironi. Pilgaard formår således at behandle det melankolske på underholdende vis og skildre fortvivlelsen over tabt kærlighed på en fornyet og mådeholden facon, hvorved hun kommer helt tæt på essensen heraf. Mens jeg-fortælleren forsøger at bearbejde sin hjertesorg og forlige sig med sine mange mislykkedede relationer, finder hun sig selv fanget mellem sin fars barmhjertighed og sin mors overfladiske bekymring, ærlige naivitet og resultatorientering samt sin egen sygelige fascination af sin læge. Hun formår som resultat heraf gang på gang at rode sig selv ud i misforståelser, fordi ”misforståelserne er det eneste der findes”. Den ene misforståelse efter den anden resulterer i en kæderække af kiksede situationsbeskrivelser og megen – bevidst eller ej – klodset kommunikation, som sammen med den gennemgående ironiske tone og selvironiske distance gør det svært for læseren ikke at samle læberne i et sympatiserende smil.

Hun har altid syntes at prins William virkede så tiltalende. Han er lige blevet gift, siger jeg. Kate er en døgnflue, siger min mor, hun går i et med tapetet. Jeg siger at jeg nægter at sidde og diskutere hvorfor jeg ikke er gift med prins William. Det handler om indstilling, siger min mor, det gælder om at være åben.

Ironi og indie fra veloplagte Mac DeMarco

Foto: Steffen Jørgensen

Tekst: Jacob Krag Linde

Foto: Steffen Jørgensen

Man aner ikke, hvor man har Mac DeMarco og resten af hans canadiske indie-tropper. Man aner det simpelthen ikke. Med deres lallede attituder udstråler de alt andet end kunstnerisk perfektionisme på denne torsdag aften i et udsolgt Voxhall. Alligevel bliver aftenens 14 sange alle leveret med både rimelig finesse og effenhed.

MacDeMarco

Forvirringen er total, når bandets bassist iklædt Jurrassic Park-kasket det ene øjeblik fortæller, at en nær ven er syg og på dødens rand. Så hvis publikum lige vil sende lidt god energi afsted mod ham, ville det bare være for fedt. Det næste øjeblik kaster hele bandet bagværk ud til publikum, mens de på britisk formaner ”you got to eat”.

Jeg tror faktisk, at de scenemænd med andre ord kan kaldes trolls.

Ironi så tyk som tandsmør

Mac DeMarcos musik er blevet kaldt for ”lo-fi indie pop rock”, hvad end det betyder. Lo-fi (low fidelity) indikerer, at den musikalske æstetik bevidst er lettere skramlet eller lav i kvaliteten. (Nogle opfatter det som havende en autentisk effekt. Lidt ligesom når det påstås, at vinylskiver har en ”varmere” lyd…)

Sangenes opbygning, instrumenteringen og lyrikkens kærlighedstematikker er alle meget velkendte – originaliteten ligger i stedet i leverengen. Og den er indsmurt i ironi så tyk som tandsmør.

Frontmanden Mac er en legesyg charmetrold, som elsker at parodiere. Som en shapeshifter ændrer han stemme, accent og hovedbeklædning. Det er meget bemærkelsesværdigt og kan næsten – men også kun næsten – fjerne fokus fra den 25-åriges store og åbenlyse talenter.

MacDeMarco

Han er en dygtig vokalist og en yderst kapabel hitmager. Det kommer ikke mindst til udtryk, da det dansable smaskhit Freaking Out the Neighborhood sætter ild i publikum. Salens kroppe – som indtil nu har svajet og rokket til musikken – hopper lystigt op og ned til den sang, som enhver ’indie party-liste’ med respekt for sig selv bare have med. Altså.

Gemmebogen og glemmebogen

Enkelte begivenheder, som udspiller sig, men som denne anmelder ikke har evnet at flette ind i den ovenstående tekst, er værd indføre i gemmebogen. For eksempel den kebabrulle, som bliver kastet op på scenen under åbningsnummeret The Way You’d Love Her.

Eller at rummet mellem forsangerens to fortænder er så stort, at det kan ses fra bagerste række i salen. Eller at aftenens eneste ekstranummer er et obskurt cover af Enter Sandman, hvor Mac bytter Metallicas oprindelige tekstbid ”take my hand” ud med ”suck my dong”.

MacDeMarco

De mange absurde indslag, som koncerten bød på, var uden tvivl komiske. Men det havde også den logiske følge, at musikken som anledning til en åndelig oplevelse havde mindre betydning. Det var da sjovt nok, bevares, men den famøse form-og-indhold-balance tippede lidt rigeligt til formsiden med de konstante ironiske indramninger.

MacDeMarco

Sjæleafsøgning og sorgforløsning i mørkets varme

På terrassen i mørket af Hanne Ørstavik, oversat af Karen Fastrup, Gyldendal, udgivet d. 22.09.2015

Hanne Ørstavik sætter endnu en gang ord på kærlighedens og begærets former og beskriver på rørende vis og med tindrende ærlighed, hvordan den sorg, som opstår, når kærligheden og begæret ikke gengældes hudløst, føles og kan gennemsyre et menneskes krop og bevidsthed.

 

Foto: Gyldendal
Foto: Gyldendal

Tekst: Karoline Kjær Hansen

Paula er 44 år og socialantropolog, mor til syge Mathilde og gennem de sidste to år kæreste med Jostein. Men forholdet har aldrig været helt eller lykkeligt, for Jostein har aldrig fuldt ud gengældt hendes begær eller udvist seksuel interesse, men har derimod søgt tilfredsstillelse af sit seksuelle begær hos andre kvinder. Selvom forholdet nu er slut, kan Paula ikke genkende eller forstå sig selv. Hun føler sig opløst, delt og fragmenteret og den længsel, som hun har båret rundt på, siden hun mødte Jostein første gang, er med tiden blevet erstattet af noget, som hverken er lyst eller ulyst. Hun er derfor rejst til Sydspanien, hvor læseren møder hende siddende en aften på terrassen til det gæstehus, som hører til Malagas universitet, og hvor hun er blevet indlogeret. Om aftenen sidder hun her i mørket sammen med biologiforskeren Vera fra Ecuador, alt imens hun i forsøget på at forstå sin egen kærlighed udfører et såkaldt forskningsorienteret feltarbejde, som består i at tilbyde escortydelser og dermed sælge sig selv. Det uofficielle mål med projektet er at finde en ny måde at elske en mand og få gengældt kærlighed og begær på: ”Jeg mener en måde at elske på hvor jeg ikke forsvinder. Hvor jeg ikke kun får ved at give, nærmest inducere den følelse jeg har brug for at få, ind i den anden, så den anden kan sende den tilbage til mig”.

Bevidsthedens billeder og sorgfuldhedens sprog

Romanens indhold afspejles i stilen, og Ørstavik kan med denne forening og sit litterære greb siges at mestre noget, som kun de færreste kan. Hun skildrer Paulas uforståenhed, opløsning og følelse af at falde fra hinanden gennem et eksperimenterende, fragmenteret og ærligt sprog, som kan illustreres gennem blandt andet følgende passage: ”Jeg føler ikke andet, ikke noget mere. Føler bare det, at jeg skal være i det stærke der hos dem, i billederne. Og så er jeg der. Men der er jeg ikke”. Gennem sin jeg-fortæller og sprogets blotte ærlighed skaber Ørstavik en særlig form for nærhed til læseren, som synes effektfuld i læserens indførelse i de billeder, som fremkommer i Paulas bevidsthed, og som hun selv forsøger at sætte ord på, behandle og forstå.

Længselsfulde kvinder i overgangsstadier

I forsøget på at hele og forlige sig med sit kærlighedsbehov, sit begær og sin seksualitet spekulerer Paula over de øvrige relationer, som hun har og har haft. Tilbagevendende bliver hendes syge teenagedatter, som hun i Norge bor alene sammen med, og forholdet til sin far og den mor, som forlod familien, da Paula var blot tre år. Overgangen fra barn til voksen, fra lille pige til kvinde, bliver således et centralt udgangspunkt for Paulas projekt. Men behandlingen af overgangen overskrider det biologiske aspekt og bliver således et spørgsmål om overgange fra flere forskellige stadier; overgangen fra at opdage en grænse til at overskride denne, overgangen fra frygt til hengivelse, fra at føle kærlighed og elske et andet mennesket til at blive besat af dette og overgangen fra opløsning til at blive hel igen. Foruden denne tematiske behandling af overgangsstadier, befinder Paula sig selv i en overgang, der handler om overgangen mellem to måder at elske mænd på: ”Jeg er ikke nået frem til den endnu. Men jeg er kommet til overgangen, det sted hvor jeg begynder at svinge, som på en gynge, frem og tilbage.” Og kun i det varme mørke på terrassen kan overgangen opbygges og den endelige overgivelse finde sted: ”Dette er som mørket nede i jorden, der hvor noget gror. Hvor man ikke ser, men bare må have tillid til at det sker.”

Paula minder på mange måder om den kvindelige jeg-fortæller i Ørstaviks forrige roman Der findes en stor åben plads i Bordeaux, som udkom sidste efterår. Den længselsfulde kvinde, som portrætteres heri, er rejst til Frankrig for at opsætte en kunstudstilling og spekulerer på om hendes kæreste, som ikke kan gengælde hendes seksuelle begær, mon dukker op til ferniseringen. Denne kvinde synes endnu ikke at have brudt endeligt med manden i sit liv og kan siges at befinde sig i stadiet før et definitivt brud. Paula har derimod til dels allerede bearbejdet dette stadie og bevæget sig til et nyt, idet hun giver sig i kast med sit egoistiske projekt og udelukkende undersøger og arbejder med sig selv og sin egen måde at elske på.

Selvom skildringen af Paula siddende i mørket er en tilbagevendende scene i romanen, så er det hverken et køligt eller dystert mørke, som Ørstavik lader hende opholde sig i. Det er derimod et sted, hvor mørket er varmt, åbent og roligt og frygten for foragt eller afvisning forsvinder. Et sted, hvor det absolut er værd at tage med hen og sidde med Paula for en stund.

Hanne Ørstavik kan mødes i Aarhus lørdag d. 3. oktober, hvor hun deltager i litteraturfestivallen Løve’s Litterære Dage, som afholdes d. 2.-4. oktober på Løves Bog- og VinCafé.  

Daniel sad fanget i Syrien

Untitled-1Læs, hvordan den danske fotograf Daniel Rye Ottosen har forsøgt at få sit liv og sin identitet tilbage efter 13 måneders indespærring som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien. Et skridt på vejen tilbage er fotoudstillingen ’Recovery’ på Aarhus Kunstakademi 17.-18. oktober.

Tekst: Jacob Krag Linde
Foto: Daniel Rye Ottosen

D. 19. juni 2014 kunne den hårdtprøvede fotograf Daniel Rye Ottosen ånde lettet op. Dette var dagen, hvor Daniel slap fri fra sit fangenskab i Syrien hos den ekstremistiske terrorgruppe Islamisk Stat. Efter 13 måneder som gidsel blev han løskøbt og er nu vendt tilbage til Danmark, til livet og til fotograferingen.

En fotoudstilling om Daniels liv siden løsladelsen løber d. 17.-18. oktober af stablen på Aarhus Kunstakademi i Aarhus. ’Recovery’ er navnet på fotoudstillingen, men også på den proces, Daniel har været i gennem siden opholdet som gidsel i Syrien. Den genvundne mulighed for at fotografere har fungeret som en slags terapi ovenpå fangenskabet.

”De fleste ved nok, jeg har været i gennem noget traumatisk. For at komme mig over det og for at komme videre i mit liv, har jeg villet fotografere igen. Sammen med venner og familie har jeg haft kameraet med, så jeg kan føle mig så normal som muligt”.

Daniel1


Selvterapi i Skotland

En af de steder, Daniel har brugt sit kamera, er i Skotland. I selskab med en Citroën Berlingo, et trangiasæt og en nær ven, som Daniel sad gidsel sammen med i 9 måneder, drog de afsted for at dække valget om skotsk selvstændighed.

”Det handlede om at være sammen med min ven og komme os over vores oplevelse. Vores interne sprog og humor forstår ingen andre. Vi er vant til at være sammen i en stram situation, og det har virket. At vi hang ud er bedre og vigtigere end at snakke med psykologer,” fortæller Daniel.

Det var mens, Daniel var i Skotland, at han fik at vide, at hans amerikanske ven fra fangenskabet i Syrien, James Foley, var blevet halshugget af selvsamme fangetagere, som havde taget ham gidsel året før. Venneparret fór ind i Berlingoen, kørte langt væk og satte sig i græsset for at koge noget mad.

Jeg vil ikke være et offer, det kræver jo ingenting. Det kræver meget mere hårdt arbejde og engagement at være fotograf

daniel1


En ny identitet
En af de største udfordringer siden frigivelsen har været at slippe af med identiteten som gidsel. For Daniel gælder det ikke blot om at komme tilbage fra Syrien til Danmark. Det gælder også om at komme tilbage fra identiteten som gidsel til identiteten som fotograf og som menneske.

”Fotograferingen er et forsøg på at vinde min identitet tilbage. I billedet. Jeg vil ikke være et offer, det kræver jo ingenting. Det kræver meget mere hårdt arbejde og engagement at være fotograf,” siger Daniel, der hellere vil være ’ham fra udstillingen’ end ’ham fra fangenskabet’.

 En vigtig historie er én, der ikke bliver fortalt. Så ender man i Syrien

IMG_3089-copy

Vejen til Syrien
”En vigtig historie er én, der ikke bliver fortalt. Så ender man i Syrien,” siger Daniel, der forud for rejsen havde brugt masser af tid og penge på at forberede sig og forsikre sig.

Planen var at dække den store strøm af mennesker, der flygter til Tyrkiet som resultat af massakrerne i den syriske borgerkrig. Daniel har altid været drevet af en ukuelig passion for sit arbejde.

”Det er vigtigt bare at gøre det. I stedet for at forsøge at blive bedre, have de rigtige kontakter eller det rigtige udstyr skal man bare gøre det,” siger han. Sådan har det været siden gymnasiet, hvor fotografiopgaverne nemt overskyggede skolearbejdet.

Det store spring var dog, da Daniel blev personlig assistent for den internationalt anerkendte og prisbelønnede fotograf, Jan Grarup. I efteråret 2012 tog de begge til Mogadishu i Somalia for at dække borgerkrigen. Grarup var imponeret over Daniels evne til naturligt og menneskeligt at omgås med krigens implicerede.

Det var den samme passion for mennesket og for det humanistiske, der drev Daniel til Mellemøsten, hvor mange hundredetusinde syrere er flygtet over grænsen til Tyrkiet siden 2012.

Men kun fem dage efter, Daniel var landet i Tyrkiet, blev han kidnappet. Sammen med en tolk og en chauffør havde han krydset grænsen til Syrien, hvor han d. 17. maj 2013 blev bortført og taget til fange.


Daniels fotoudstilling ’Recovery’
– Fotografen Daniel Rye Ottosen udstiller d. 17.-18. oktober på Aarhus Kunstakademi i Aarhus billeder fra tiden efter gidselevakueringen. Fotoudstillingen er en del af en større, gratis kortfilms- og fotofestival under navnet Aarhus Independent Pixels. Der er gratis adgang til både fotoudstillingen og til kulturfestivalen.

– Udstillingens fotografier indeholder motiver fra Daniels rejse til Skotland, hverdagsbilleder af familier og venner, en tur til Norge samt et karneval i London.  

– Billederne sælges i størrelserne A3 og A3+. Pengene skal gå til dække den gæld, som er opstået i forbindelse med evakueringen fra Syrien.

– Daniels søster,  som har været tovholder for forhandlingerne om at få ham fri, vil åbne fotoudstillingen. Daniel er ikke tilstede, da han skal til begravelsen af kollega og ven James Foley.