Anmeldelse: “Min kamp 5″

Karl Ove Knausgårds store epos er nået til femte bind og mangler nu kun et enkelt. Sjette bind er udkommet i Norge, og det er i kølvandet på denne udgivelse, danskerne får lov at læse femte bind.

TEKST Christina Svendsen

Bøgerne er efterhånden blevet ganske populære herhjemme, og bind 5 har der- for høje forventninger at leve op til. Bind 4 handlede om Karl Ove Knausgårds overgang fra barn til voksenlivet, og bind 5 fortsætter, hvor bind 4 slap.
Karl Ove Knausgård er blevet optaget på Skrivekunstakademiet, hvor han er den yngste i en broget flok. Han døjer med dårligt selvværd, så al kritik fra hans medstuderende bliver taget utrolig hårdt. Man følger ham videre på litteraturvidenskab studiet og ud på arbejdsmarkedet. Han kæmper hele tiden med selvtilliden og et gennembrud med skriveriet. Imens kan han se mange af sine venner debutere og få succes indenfor den verden, han higer så meget efter.

Den alkoholiske far skygger stadig over Karl Ove Knausgårds liv. Han har nemlig selv besvær med at styre alkoholen og søger ofte beruselsen for at føle sig fri og ubesværet. Han bliver dog mere og mere klar over, at det, alkoholen tilbyder, er en falsk virkelighed, hvor det hele hurtigt kan gå grueligt galt.
I denne bog får han for første gang lidt held med kærligheden. Pigerne finder ham tiltræk- kende, og det fører til et par længerevarende forhold, hvor alkoholen dog truer med at ødelægge det hele for ham.

Femte bind holder samme niveau som de foregående bøger, dog synes den en tand for lang. Til tider bliver hans selvhad en smule trættende, fordi det får for mange sider at udfolde sig på. Mange af temaerne går igen fra bind 4 og kunne måske godt være reduceret lidt.
Det ændrer dog ikke på, at bogen er god, og jeg sluger den råt. Det er svært at sætte ord på, hvorfor den er så god, som den er. Noget af svaret kan muligvis findes i temaet om løsrivelsen fra forældrene. Det er fælles for os alle.
Sjette bind bliver afslutningen, hvor det hele skal bindes sammen, og hvor der efter sigende også kommer en forklaring på, hvorfor Karl Ove Knausgård har valgt at kalde værket “Min Kamp”.

Posted in 167, Anmeldelser | 1 Comment

Singapore – et udvekslingseventyr

Måske kender du den? Den ubeskrivelige fornemmelse af rejsefeber, der får Habermas-tekstens bogstaver til at flyde sammen og det indre øje til at forestille sig de mest eksotiske rejsemål kombineret med studie. Det gjorde vi!

TEKST og foto af Katrine Fuglsang Mortensen og Mette Damsgaard Christensen

Klokken har kun lige slået 6.00 og den irriterende alarm tone, der bare en måned tidligere varslede, at det var tid til at stå op til endnu en kold vintermorgen, er skiftet ud med fuglekvidder i 13. etages højde i Singapore.
Efter en femten timers lang flyvetur er vi, to Medievidenskabs studerende, havnet på den anden side af jorden – langt fra gule busser, vinterjakker og receptionsanalyser. Foran os har vi ikke bare udsigten til tårnhøje skyskrabere men også 4,5 måneds studier på James Cook University.
Motivationen for at rejse langt væk bunder især i muligheden for at sætte vores akade- miske kunnen på prøve, når undervisningen foregår på engelsk med et singaporeansk twist, og læsegruppens medlemmer er en god sammenblanding af nationaliteter. Men hvorfor lige Singapore? Fordi kombi-nationen af varme himmelstrøg, asiatisk punktlighed og byens gode renommé indenfor business-feltet lød yderst fristende i to danske studerendes ører. Selvom vi stadig har meget at udforske, har de første to uger i vores nye by været overvældende – men fantastiske.

“Netop de uforudsete hverdagsoplevelser er en stor tiltrækningskraft ved det at være på ud- veksling.
Tre ”live frogs” for ti dollars – slå den Netto! Trods næsten urimeligt høje forventninger til både byen og det kommende semester, har intet endnu skuffet. Tværtimod har vores nye studieby vist sig at byde på måltider til studievenlige priser og en temperatur, der gør en daglig tur i poolen obligatorisk. Samtidig kan ellers fredelige gåture i nabokvarteret føre til oplevelser, der er med til at markere det mix af kulturer, der gør byen så charmerende. En sådan oplevelse havde vi blandt andet – omgivet af farverige saronger, en intens duft af røgelse og højlydte udråb – ved en traditionel indisk ceremoni, som vi tilfældigt mødte på vores vej til supermarkedet. Den ellers triste indkøbstur i Netto med stressede kunder på tilbudsjagt er da også erstattet af delikate tilbud på tre stadig levende frøer for sølle ti Singapore Dollars! Et tilbud, der er til at forstå.
Netop de uforudsete hverdagsoplevelser er en stor tiltrækningskraft ved det at være på udveksling. Det giver mulighed for at ud- vide horisonten, sætte rutinerne på pause – ikke mindst hvad angår studie og fremtid. Vores ophold her i Singapore er et pusterum i et ellers fastlagt studieforløb, hvor vores kompetencer fra Medievidenskab pludselig sættes i et helt nyt lys i mødet med asiatiske superstræbere.

Et hoved højere end gennemsnittet
Selvom vi som blonde og blege danskere rager op i landskabet på universitetet, passer vi alligevel meget godt ind i byens ellers brogede befolkningsbillede. Singapore er nemlig inddelt, så indere, kinesere og arabere har hver deres bydel, der tydeligt bærer præg af særegne traditioner, dog uden at disse traditioner kolliderer med hinanden. Byens mange kontraster viser sig især ved et besøg i Chinatown.
Aarhus’ brostensbelagte gader virker pludselig langt væk, når Chinatowns farverige og finurlige udsmykning ses i samspil med snorlige hightech bygninger i baggrunden.
Vi har indkvarteret os i et hightech præget lejlighedskompleks, og studielejlighedens faciliteter i Aarhus falmer en smule i forhold til vores nye hjem.
Selvom vi som blonde og blege danskere rager op i landskabet på universitetet, passer vi alligevel meget godt ind i byens ellers brogede befolkningsbillede.

Her er pool, tennisbane og fitnesscenter en selvfølge. De pebrede boligpriser gør dog, at poolen skal deles med dine room-mates, hvilket kræver en vis fleksibilitet, men samtidig kaster en masse sociale og gode oplevelser af sig. Vores lejlighed tæller seks mand, heriblandt en brite, så allerede inden studiestart bliver engelskkundskaberne pudset af.

Fra Kurts mor til roof top party
Engelskkundskaberne er ikke det eneste, det er muligt at forbedre. Også danseskoene og sangstemmen kan få frit løb i Singapores natteliv. Her er det nemlig kutyme, at kvinder får gratis drinks til ”ladies night”, og at disse indtages i de højere luftlag – nærmere betegnet 72. etage – til diverse roof top parties. Enhver fan af Singstar ville desuden fryde sig over muligheden for at imponere et live-publikum på karaoke diskoteker. Er man til den mere afslappede barstemning, er der rig mulighed for at hygge sig på tykke Aladdin-tæpper i den arabiske bydel, hvor diskomusik er udskiftet med vandpibens klukken.

Singapore har som studieby meget at byde på og kommer de næste 4,5 måned bare i nærheden af vores første tid i Asiens svar på Manhattan, vil sjette semester stå som en helt speciel periode i vores studietid. En periode, hvor studiet og nye oplevelser på bedste vis går hånd i hånd, og hvor man aldrig ved, hvad der venter om hjørnet. Så sidder du derhjemme og leger med tanken om et studieophold i udlandet, har du hermed vores varmeste anbefalinger (bogstavelig talt!).

Posted in 167, Artikler, Kultur | Leave a comment

MARKEDSFØRING PÅ DE NYESTE DIGITALE PLATFORME

Primært for udviklere, Digital Design, Informationsvidenskab og Medievidenskab.

Dato: 01.05.12
Tid: 09:00 – 10:30
Sted: Creuna, Vester Allé 4, 8000 Aarhus C

Om brug af mobil, tablets og andre kanaler til at skabe tættere kundedialog
Mange marketingansvarlige er klar til at hoppe på app-bølgen og indsamle permissions via SMS. Men hvordan vil dit website klare sig, når der i 2013 er flere internetbrugere på mobile platforme end på den traditionelle computer?
Hør hvordan du opbygger en kanal-strategi, der kombinerer de individuelle kvaliteter ved apps, sms, barcodes og mail – og binder dem sammen i et strategisk roadmap med websitet i hjertet af den digitale kommunikation.

v/Simon Kibsgård, Mobile Concept Manager

Se også:

Headstart – Sociale Medietrends i 2012: Creuna from Shareplay on Vimeo.

Posted in 167, Aktuelt | 1 Comment

TRASH AND THE CITY

Foto Jes

I sidste nummer af Delfinen gravede vi ned i skraldefænomenet og opdagede, at der hos flere skraldere lå dybe overvejelser bag. Derfor besluttede to af Delfinens skribenter at udsætte sig selv for den grænseoverskridende oplevelse, det er, at samle sin mad op fra en container.

Tekst af Bonnie Hvillum og Mia Lybkær Kronborg Nielsen

En iskold aften i februar, hvor minusgraderne toppede, hoppede vi, to tætindpakkede delfiner, på cyklen og gjorde os klar til rov. De store tasker sad fastspændt på ryggen, bagagebærret var sikret, og lygterne med nye batterier lå klar i lommen. Vi var parate til at tage på eventyr ned i det ukendte og ildelugtende containermørke. Kulden var den første bekymring, vi havde. Vi anede jo ikke hvor længe det ville tage at skralde os igennem Aarhus midtby! Men med fire lag tøj, huer, to sæt handsker og det enorme skud adrenalin, der kom ud af at være på jagt, glemte vi helt de 10 minusgrader.
Inden vores tur havde vi planlagt en rute for muligt spækkede containere, så vi vidste, hvor vi skulle cykle hen. Men efter blot to af stederne måtte vi vende snuden hjemad. Vi havde absolut ikke mere plads på cyklerne. Begge vores cykelstyr blev tynget af tunge bæreposer. Mias cykelkurv blev fyldt til randen, og på Bonnies bagagebærer var der påspændt en papkasse fyldt med Dorito chips.Ved første øjekast tydede det på, at containerne var fyldt med tom og uspiseligt emballage.

“Alt det mad, vi havde fundet, kunne bare have ligget og rådnet op!

Derfor blev vi nødt til at kaste os hovedkulds ned i containerne. Og da vi fik skrabet det første lag til side, åbnede der sig en helt ny verden for os. En meget beskidt verden, men en med muligheder. Efter vores tur i to containere endte vi med ikke mindre end: 3 pakker bønnespirer, 2 pakker champignon, 2 pakker portobello svampe, 3 pakker vindruer, 1 minimælk (med 4 dages holdbarhed), 1 pakke lagekagebunde, 2 pakker tomater, 1 pakke samsø-kartofler (økologiske), 2 pakker rugbrød, 1 pakke kyllingepålæg (med 2 ugers holdbarhed), 4 pakker pink lady æbler, 2 poser á 2 kg. kartofler, 1 pakke æg (med 1 æg der var knust – men med 1 måneds holdbarhed), 1 gulerods-bamse, 2 appelsiner, 1 pose babyspinat, 1 bundt basilikum, 1 kasse Dorito chips.

Blot to timer efter vi satte ud på vores færd, stod vi med fyldte køleskabe og en smule forvirring og uforståenhed over for hele oplevelsen. Alt det mad, vi havde fundet, kunne bare have ligget og rådnet op, til gavn for ingen. Fordi vi var så høje over den overraskende jackpot, gik Bonnie direkte hjem og lavede en lækker lagkage blot for at fejre aftenens succes. Mia inviterede på 3-retters menu bestående af ovnbagte portobello svampe til forret, grøntsags tærte til hovedret og lun æbletærte til dessert. Alt sammen med hovedingrediensen: skrald.

Alt det skrald. Det burde gavne nogen. Men hvem? Vi mødte tre forhutlede mænd ved den første container, som vendte hjem med favnen fuld af mad til at brødføde deres familier. Det var tydeligt, at det ikke var på grund af kicket eller selve trendfænomenet. De gjorde det af nødvendighed og fordi, muligheden for gratis mad lå der.

Så skal man bare selv udnytte situationen og skaffe tilskud til en fuldført middag? Eller burde højere instanser sørge for, at det kommer nogen til gavn, som ikke selv kan bringe mad på bordet? Det er i hvert fald nogle af de tanker, vi står tilbage med efter at have besøgt en lettere lyssky verden. For uanset hvad: Vi oplevede et kæmpe ressourcespild, som blot ignoreres.

Posted in 167, Artikler | 1 Comment

KVADRATRODEN AF EN VERDEN AF TAL OG TABELLER

Foto Hanne Hornyak

Lad det være sagt med det samme: Jeg er et pragteksemplar på en ”lad os lige starte med at definere, hvad det er, vi vil diskutere her”-humanist. Når det er sagt, så er der noget befriende ved det der med, at der kun er ét facit og ét rigtigt svar. Ikke så meget diskussion, ikke så meget snak

Tekst Helle Breth Klausen 

På egen krop og hjerne oplevede jeg for nylig faget Kvantitativ Mediebrugsanalyse på mit studium Medievidenskab. Og kvantitativt – det skal jeg love for, det blev. Fra tekster på 100 sider med ekstra noter sirligt skrevet i højre margen med blyant, stod jeg nu over for en verden af databasetal om alt fra Bo Bedres læsere til internetdanskernes brug af nyhederne.tv2.dk. At skulle tolke en tabel fuld af tal kan faktisk godt være noget af en udfordring. Især hvis man, som jeg, er nødt til at møde op på instituttet alene en fredag aften, fordi der om dagen ikke er nok computere tilgængelige med licens til Gallup. Jeg mister hurtigt både overblikket og koncentrationen, når der 1) er SÅ mange tal og 2) er en kakaoautomat ret tæt på (og jeg har næsten 10 kr. i småmønter).

Nogle timer og en bundfaldsslat af en kop (halvgrumset) kakao senere, gav nogle af tallene dog alligevel mening, om end det ikke var dem alle sammen. For én ting er den vandrette og lodrette aflæsning af tabellen; noget andet er de såkaldte nøgletal, der angiver alt fra hvor mange personer i tusinder, der forbruger begge de undersøgte medier, man har tilføjet til en kanals dækning af forskellige dele af befolkningen og variansen af opnåede kontakter (kan du mærke, hvordan du selv netop har skim-læst og ikke forstået dén beskrivelse?).

“Tal for tallenes skyld har aldrig sagt mig noget”

Et sted mellem et uforståeligt spørgsmål og alt for mange nøgletal, der umiddelbart er udtryk for det samme (og så alligevel overhovedet ikke), opstår: Frustrationen. Og så er det, jeg prøver at finde konsensus mellem det nye ‘land of numbers’ og det, jeg kender så godt: homeaniora, sweet homeaniora. Jeg fandt ud af, at det ikke kun er humanister, der stiller (mange) spørgsmål til den empiri, de arbejder med. Det gør man også, når man har med tal at gøre. Endda i høj grad. For hvad nu hvis man ikke kan regne(!) med tallene?

Hvor man på humaniora typisk stiller flere spørgsmål for at imødekomme en problem- stilling, indsætter man i kvantitativ analyse en formel i stedet. Inklusiv kvadratrod og alt for mange parenteser på lommeregneren (hvis batterier var irret væk efter asylophold i skuffen siden gymnasiet). Jeg bliver nok aldrig bedste venner med formler, men efter en visuel fremstilling af meningen med det hele (og en pædagogisk peptalk a la ”vi skal jo finde ud af det her og det her”) gav formlen faktisk mening. Også i henhold til ”virkeligheden” – det var jo praktisk talt den, vi via tallene forsøgte at tegne et cirka-billede af. Tal for tallenes skyld har aldrig sagt mig noget. Men kombinationen af tal sammen- holdt med det efterfølgende ”hvorfor?”, fik faktisk tallene til at indgå i en naturlig kontekst, hvor jeg kunne få svar på spørgsmål som: Hvem læser hvad? Og hvor mange lytter til hvad hvornår?

En decideret hybrid af en humanist og en naturvidenskabskvinde er det nok ikke blevet til i løbet af dette statistik-for-humanister-forløb. Men som en humanist med en knivspids forståelse for tal og tabeller føler jeg mig dog – altså hvis jeg får lov at fortolke og reflektere over tallene efterfølgende, naturligvis.

Posted in 167, Klumme | 1 Comment

ANMELDELSE: CARNARGE

Carnarge (1t 20min)

Jeg er efterhånden blevet en klar tilhænger af tidlige biografture. Det er sikkert kommet af de mange dejlige formiddags-arrangementer i Øst for Paradis, hvor man flere gange kan være heldig at få både croissant og kaffe til filmen.

Tekst af Niklas Boel Kristensen

Det må være en af studentertilværelsens lyksaligheder at kunne starte en hverdag sådan: at sætte sig til rette i mørket, lade sig opsluge og lade filmen sætte sit præg på dagen. I går formiddags så jeg Roman Polanskis nye film, Carnage, om to New Yorker par, der mødes for at diskutere deres jævnaldrende sønners sammenstød.

Den ene dreng har slået den anden dreng med en kæp, som han tilfældigvis havde i hånden, og det hele lyder mere dramatisk, end det egentlig er. Dette understreges af filmens iscenesættelse af drengenes konflikt, der er filmens åbningsscene: Vi ser en park med en basketball bane, hvor en flok drenge spiller bold, et par træer i forgrunden og skyskrabere i baggrunden.

Kameraet er trukket tilbage fra hændelserne i en sekvens uden klip, og langt inde i billedet ser vi drengenes konfrontation. Det er næsten til at overse, hvis man er lidt uopmærksom og for eksempel dvæler lidt ved skylinen i baggrunden. Forældrene gør sig imidlertid ikke skyldige i uopmærksomhed overfor dette sammenstød, det er tværtimod hele omdrej-ningspunktet for deres møde, der også udvikler sig og optrappes til et sammenstød. Antydninger bliver til anklager, og bag det civiliserede ydres flotte rammer gemmer der sig – som ofte før hos Polanski – mere primitive drifter. De nydelige og omgængelige mennesker viser sig snart som både hævntørstige, rethaveriske og kyniske.

Denne transformation og optrapning er en fornøjelse at overvære, især fordi filmen leger kispus med karaktererne ved ikke at lade dem undslippe lejligheden, der er hele filmens scenografiske ramme. At lade rummet udgøre en markant afgrænsning er ikke et fremmed motiv i Polanskis bagkatalog, og man kan endda snakke om en triologi af film, der alle gør brug af lejlighedens indespærrende rum: Det gælder Repulsion (1965), Rosemary’s Baby (1968) og The Tenant (1976).

Mens lejligheds-triologien overvejende etablerer rummet som personligt og psykisk, er det i Carnage mere et fælles anliggende, der fastholder karaktererne i deres mellemværende og alle situationens pineligheder. De tvinges derved til at udspille deres ideologiske konflikter, hvad enten disse knyttes til børneopdragelse, rollemodeller, smagskoder, moral eller det eksistentielle.

Der er masser af politiske spørgsmål på spil i filmen, men der gemmer sig også grundlæggende værdidebatter og forskellige ideer om tilværelsens vilkår. Mens advokaten inkarnerer en typisk kynisk og hård opfattelse af magt, lader Jodie Fosters karakter til at være fortaler for den modsatte humanistiske, bløde magtopfattelse. Dermed er der lagt op til en konfrontation af disse yderpoler, men filmen giver os mere end det. Den undersøger samtidig også parforholdsdynamikken ved at lade de enkelte parter skifte side og lave alliancer på kryds og tværs af parrene. Og når der så kommer en flaske whisky på bordet, tager det for alvor fart, og modbydelighederne får frit spil.

Tilskuerens identifikation er ligeså rodløs og troløs som parrenes alliancer, så man tvinges ud i forskellige positioner og tager aldrig entydigt parti med nogen. Det skulle da lige være børnene – hvilket filmen også selv peger på. Dette efterlod mig med et mellemværende, et tankearbejde, man lystigt kunne diskutere på den efterfølgende spadseretur rundt i byen.

Sarkasmen og omskifteligheden er fantastisk og morsom. Og den illustrerer en væsentlig pointe i det sociale liv: Positioner og identiteter er noget, der forhandles i det sociale samspil. Samtidig viser det os en gammel traver i ny udgave – at parforholdets pæne facade er et illusionsnummer, og kernefamilien er samfundets institutionalisering og undertrykkelse af menneskets sande drifter. Filmen giver da også mindelser om Ingmar Bergmans fuldstændig fantastiske mini tv-serie Scener fra et ægteskab.

Dette spil mellem overflade og inderside iscenesættes flot i mange indstillinger, der fanger karaktererne i spejle og andre indramninger. Der peges således visuelt på karakterernes mange sider/ansigter. Filmen er en relativ kort men intens omgang. Den begrænsede scenografi og det forhold at skærmtiden næsten er det samme som realtiden, giver filmen et energisk nærvær. For mig er karakterenes stereotypi (Waltz og Foster) et minus, selvom dette nødvendigvis tilfører filmen komik samt nogle umiddelbare orienteringspunkter for tilskueren. Men det er et meget lille minus i en herlig, ondskabsfuld fornøjelse.

Posted in 167 | 1 Comment

ANMELDELSE: MIDDELMÅDIG MISSION

Mission: Impossible – Ghost Protocol er den fjerde film i rækken om agent Hunt, og det er langt fra den bedste.



Af: Matti Vlk Grabau

Den første film om Ethan Hunt (Tom Cruise) udkom i 1996, og i løbet af de 16 år har han udelukkende givet sig i kast med umulige missioner. På trods af sværhedsgraden er han i denne fjerde udgave så motiveret som altid. Plottet er som følger: Moskvas Kreml bliver bombet, og Ethan’s arbejdsgiver (IMF) bliver impliceret i attentatet. IMF bliver derfor lukket, og Ethan står efterfølgende alene med sit hold bestående af Benji (Simon Pegg), Brandt (Jeremy Renner) og Jane (Paula Patton). De skal så egenhændigt opspore den egentlige bombemand, svenske Hendricks (Michael Nyqvist), der blot brugte bombningen som afledningsmanøvre for at stjæle affyringskoder til russiske atomvåben. Dermed er scenen sat til et verdens-omspændende ræs mod tiden for at få fat i skurken og redde verden. Som altid.

Innovative effekter, men uoriginalt manus

Det, publikum mest vil huske filmen for, er scenerne fra Dubai, hvor Ethan bl.a. klatrer rundt udenpå verdens højeste bygning, Burj Khalifa, kun ved hjælp af et par højteknologiske klæbehandsker. De lyser enten blå eller rød afhængig af, om de virker; ”blue is glue, and red is dead,” som Benji forklarer. Denne kommentar vækkede i øvrigt stor begejstring i Sal 2 i Cinemaxx Aarhus. Den eneste anden replik, der formåede at vække et smil på mine læber, var i starten af filmen, hvor Ethan, halvt talende til kameraet, siger, ”light the fuse” (”tænd lunten”). Herefter skydes introen i gang med antændelsen af en egentlig lunte samt en metaforisk lunte, der ansporer den kendte titelmelodi. Det er altid rart med dobbelttydige meta-elementer.

Desværre er de sproglige finurligheder og de farverige personligheder fra den fremragende forgænger, M:I: III, blevet nedgraderet til fordel for spektakulære effekter og imponerende locations. Dette trade-off vil dog sandsynligvis falde i god jord hos mange biografgængere. Jeg vægter derimod et solidt manuskript med velovervejede replikker og gennemarbejdede karakterer langt over visuelle vidundere. Filmens primære genre er godt nok ”action-thriller”, men det behøver ikke betyde, den skal gøre køb på alle auditive elementer, der ikke indeholder musik, eksplosioner eller sammenstød (især er lyden af knytnæveslag i ansigtet bemærkelsesværdigt fremhævet).

Det være sagt, så gør filmen absolut det, den forventes at gøre. Den leverer flot action i et højt tempo uden at lave store fejl. Så er det bare ærgerligt, der er flere penge at tjene på øjnenes end på ørernes tilfredsstillelse.


Posted in 167, Nyheder | 1 Comment