TALERØRET SAMARBEJDER MED MEDICIN

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


FOTO
Rick Harris

KAFFE: I det sydlige Etiopien levede i 800-tallet en flok gedehyrder, der gjorde en ejendommelig opdagelse. Deres ellers så godmodige geder livede voldsomt op, når de spiste bønnerne fra en bestemt plante.

TEKST Jeppe von Tangen Sivertsen

Denne opdagelse gjorde hyrderne de lokale munke opmærksomme på. Munkene havde dagligt problemer med at holde sig vågne pga. deres mange natlige bønner og lavede derfor et afkog af planten, som de drak. De erfarede, at de ved hjælp af denne sælsomme gedeplante kunne holde sig vågne.
Munkene var dermed, næstefter gederne, de første til at mærke kaffens magiske egenskaber. Drikken spredte sig fra Etiopien til den arabiske verden, og kom til Europa i løbet af renæssancen. I Danmark begyndte herskabet at drikke kaffe midt i 1700-tallet. Drikken slog dog først for alvor igennem, da man i slutningen af 1800-tallet så flere og flere afholdsbevægelser, som introducerede ”kaffe og kage”-princippet som omdrejningspunktet for selskabeligheder.

I dag bliver der drukket cirka 400 mia. kopper kaffe om året. Hvor meget, de studerende i Aarhus drikker, vides ikke, men der er ingen tvivl om, at mange har oplevet samme ejendommelige effekt, som munkene i sin tid gjorde. Kaffe har i tidens løb været omdrejningspunkt for mange debatter om emner som misbrug, søvnløshed, sundhed og doping. Dette er dog på ingen måde noget, denne artikel vil beskæftige sig med. Faktisk handler den slet ikke om kaffe.

“I starten gik overvejelserne på at ansætte en berømthed til at gøre det, men i stedet opdagede vi Talerøret
Artiklen handler derimod om formidling, om hvordan A får forklaret B det, han/hun vil, uden at B står af eller mister interessen. For at gøre dette kan man anvende små tricks eller metoder. En af metoderne er forsøgt i artiklens indledning, nemlig at starte med en spændende historie og derved fange læserens opmærksomhed.

Alt dette er blot en brøkdel af, hvad de medicinstuderende i starten af marts måned havde mulighed for at lære, da de blev udsat for et lynkursus i formidling, som Medicin afholdte i samarbejde med studentervirksomheden Talerøret.

Hvem er talerøret?
Talerøret er en ét år gammel virksomhed stiftet af to antropologi-studerende, Mie Nielsen og Vibeke Christoffersen. ”Ideen til virksomheden opstod af frustration. Frustration over alt for mange gange at have glædet sig til et foredrag, sågar betalt penge for det, og ende ud med en flad fornemmelse af et spændende emne, der blev fuldstændig ødelagt af en dårlig foredragsholder,” forklarer Mie Nielsen om startskuddet til virksomheden. Det fik de to piger til at reagere og ved hjælp af Studentervæksthuset åbne deres egen foredragsvirksomhed. Ideen var at udnytte det kæmpe videns-potentiale, de studerende i Aarhus udgør, til at lave nogle alternative foredrag af høj kvalitet.
Pigerne har derfor brugt meget tid på at håndplukke en række studerende med gode ideer til et foredrag og skolet dem i formidling. Det har resulteret i, at virksomheden i skrivende stund udbyder otte foredrag om alt fra Darwin til Face-book.

Talerøret har netop tilføjet en ekstra mand til virksomheden, og udvidet deres udbud, således at de nu også laver kurser i formidling. Det er sket på baggrund af en kontakt fra Louise Binow Kjær, der er projektleder for Professionsbordet – en del af Medicin. ”Medicinuddannelsen har de seneste år gennemgået et paradigmeskift, således at uddannelsen er blevet mere moderne og dynamisk. Det kommer blandt andet til udtryk ved hyppigere og flere klinikophold og afholdelse af temadage,” fortæller Louise Binow Kjær.

Det var netop i forbindelse med en sådan temadag, kontakten til Talerøret opstod. En professor havde været til et foredrag for læger om formidling, og følte at noget lignende burde afholdes for de studerende.
Idéen til en temadag var dermed opstået. Dagen skulle forløbe således, at de stude-rende den første halvdel af dagen skulle øve sig i at holde oplæg for hinanden og i den sidste skulle være vidner til ”skoleeksemplet” på god formidling.
”I starten gik overvejelserne på at ansætte en berømthed til at gøre det, men i stedet opdagede vi Talerøret og tog kontakten,” forklarer Louise Binow Kjær.

Temadagen om formidling er netop løbet af stablen, og spørger man de to parter, om det var en succes, nikker de samtykkende og fortæller om masser af positiv feedback fra både professorer og studerende. ”Jeg startede med at fortælle om ligdans i Madagaskar for at give et eksempel på, hvordan man kan skabe opmærksomhed omkring sit foredrag. Løbende brød Vibeke Christoffersen ind og forklarede de virkemidler, jeg gjorde brug af. For at gøre læringen komplet lavede vi også eksempler på, hvordan man ikke skal gøre,” fortæller Mie Nielsen om dagens forløb.

“Faktisk handler den slet ikke om kaffe.
Netop vekslen mellem gode og dårlige eksempler var Louise Binow Kjær rigtig glad for. ”Det er vores håb, at eleverne har fået nogle redskaber dels til selv at formidle, men også til at vurdere de forelæsninger, de går til fremadrettet, således at de er i stand til at vurdere, hvad der gør en forelæsning god eller dårlig,” fortæller Louise Binow Kjær.

De studerende blev under foredraget løbende sat til at gøre brug af de forskellige værktøjer, Mie Nielsen og Vibeke Christoffersen præsenterede. Blandt andet ved hjælp af ’øhh-legen’ hvor de studerende i par blev sat til at genfortælle en historie uden på noget tidspunkt at anvende ordet ”øhh”. ”Det er vores håb, at de studerende ved hjælp af en temadag som denne vil blive bedre rustet til at håndtere de udfordringer, de vil møde efter uddannelsen, hvor mange af dem vil skulle formidle fagligt tunge emner overfor folk, der ikke har samme faglighed. Noget som vi ved, at nyuddannede læger har savnet,” forklarer Louise Binow Kjær til spørgsmålet om, hvad medicinstuderende skal med et kursus i formidling. Mie Nielsen tilføjer: ”Det vigtigste er, at få folk til at forstå det rigtige frem for at sige det rigtigt. Studerende har tendens til at føle, at de virker usaglige, hvis de forsøger at forklare noget fagligt svært på en nemmere og mere underholdende måde,” siger hun.
Om vi i fremtiden skal igennem en beretning om søpølsens parringsvaner, inden vi får stillet en diagnose hos lægen, vil vise sig. Under alle omstændigheder er det en interessant tendens, at universitets forskellige fakulteter gør brug af hinanden for at højne den generelle læring på en så direkte måde. Noget der forhåbentlig vil komme flere eksempler på i fremtiden.

Ønsker du på egen krop at opleve Talerørets arbejde, er det muligt at tage til et af deres gratis foredrag. Tid og sted for disse findes på Talerørets facebookside.

Posted in 167, Interview, Kultur | 1 Comment

KOLLEGIE LIFE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Lune boller, leverpostejsmadder, frysepizza og mænd i morgenkåber. En salig duft af bacon og en ordentlig omgang øl. Det kan du være sikker på at møde på 2.1

TEKST Linnea Fonfara

Siden 1935 har de ligget der, i den øvre del af Universitetsparken. For Parkkollegierne er fremtiden endnu uvis. Før denne artikel når AU’s mørke kroge, bliver fremtiden for Parkkollegiernes Kollegium 1, 2 og 3 besluttet.  Men hvad sker der egentlig inde bag de vedbendsbevoksede, gule mure med de små, hvide altaner? Delfinen har fået et eksklusivt indblik i livet på en af gangene.

Fra dengang til nu
Der er sket meget, siden kollegierne kun var for mænd, overnattende gæster forbudte og huslejen kun sølle, symbolske 55 kroner. Engang havde hver kollegie-omgang en rengøringsmadamme, der tog sig af værelser såvel som fællesarealer. Nu betaler vi 1850 kroner per måned, har kun rengøring på gang og badearealerne, men dog mulighed for at lade naboen følge med i vores natlige laden, gøren og stønnen gennem de  papirstynde vægge.

En sprød duft af bacon breder sig
15 værelser + et køkken + to toiletter & to brusere + syv piger + otte fyre = Kollegium 2, første sal.
Den sødlige duft af bacon strømmer lifligt næseborene i møde. Lidt opvask hist og her. Elkedlen pruster og damper; den leverer kogt vand til mangen en kop Nescafé. I køkkenbogen finder du gerne en reprimande fra ugens køkkenvagt, hvis du ikke har taget din opvask.

“Der er en særlig, herlig stemning i køkkenet
“Stop being asses and do your dishes!”, lyder det blandt andet fra forrige uge, hvor jeg havde køkkenvagt. Selvfølgelig indpakket af blomster og hjerter – tonen skulle jo nødig blive for hård. Men altså, du skal ikke lide af opvaskofobi, hvis du gerne vil bo på kollegium.

Kollegielivet er dog langt fra kun sure karklude og muggen opvask. Der er en særlig, herlig stemning i køkkenet. Der er altid en, der er god for en torsdagsøl (eller onsdagsbajer for den sags skyld). Og der er altid plads til en for- eller efterfest. Køkkenet er ikke kun reserveret abe-fest og ballade. Her ser vi også tv-serier, film, spiller spil og læser lektier (ja ja, det hedder det jo ikke på universitetet) til stearinlys. Vi diskuterer på tværs af studier, danner nye perspektiver og forlader derfor sjældent køkkenet dummere (undtagen fredag og lørdag).

Og selvfølgelig laver vi mad. Masser af mad. Masser af bacon. Og æg. Jeg tror kolesteroltallet ville nå uanede højder, hvis al vores mad blev regnet sammen. Pasta bliver der også kogt en del af. Kort sagt: Al den mad man betegner som ‘studentermad’ samt, hvad vi får af SU-venlige kulinariske cravings. Af og til – men slet ikke ofte nok – har vi fællesspisning. Forrige søndag tog vi hul på grillsæsonen med grillstegt steg og pølser til dessert.

Traditioner
Som på alle kollegier, holder vi de traditionsrige Tours des Chambres. Sidst var temaerne alt fra dansk statsborgerskab over The Big Lebowski til stalker-tema. Det er en gedigen og ganske prisværdig kollegietradition – om ikke andet, så for at se, hvordan de andre bor. Noget helt særligt, vi har på vores gang, er den årlige julefrokost. Nuvel og bevares, julefrokost er vel ikke så specielt? Jo, på 2.1. er det. Her holder vi nemlig julefrokost med alumner fra 1969-76. I slutnovember fik vi besøg af syv dejlige, lettere gråstænkede herrer 60+. De kom, festede og gik – den sidste aldeles slingrende ved 03-tiden, og bidrog naturligvis med alskens røverhistorier fra deres kollegietid foruden taler og sange.

For mig er det ret simpelt: Når du flytter på kollegium, bliver du enten forelsket i eller får et søskendeagtigt forhold til dine gangfæller (også selvom de glemmer deres opvask). Selvfølgelig er der nogle, du ikke ser så meget til, men i grove træk tror jeg, det er sådan. De slidte, og til tider beskidte, rammer du møder ved første øjekast, afvæbnes hurtigt af den stedlige charme og de venlige, imødekommende kollegianere. Da jeg skulle flytte ind på kollegierne i universitetsparken, lød det fra en veninde:

“Der har alle de bedste mennesker boet”. Jeg ved ikke, om vi er de bedste, men vi er i hvert fald en god blanding. Her er alt fra unge mænd, der ikke kan vaske deres eget tøj (og spørger til kartoffelkogning), til livstrætte, studiekyniske gamle drenge. Så piger, flyt ind!

Posted in 167, Artikler | 1 Comment

ILDSJÆL ELLER SJÆL I FLAMMER? – OM JAGTEN PÅ DET PERFEKTE CV

En ildsjæl er en person som, ofte ulønnet, arbejder begejstret og ivrigt for en sag. Men hvor langt er for langt at gå i jagten på det perfekte CV? Hvor mange kopper Merrild Specialristet skal der brygges, før drømmejobbet melder sin ankomst?

 TEKST Helle Breth Klausen

Jeg har et personificeret forhold til mit CV. Jeg ser de hårdtopvredne karkludsformule-ringer (læs: akademisk pyntede sætninger til at beskrive mit gamle piccolinejob fra 2004) som møgunger, der gør livet surt for mig. De står blege og bumsebefængte på dokumentet foran mig – på trods af mit ellers udmærkede layoutcirkus med både horisontale linjer og kontaktoplysninger hipster-bevidst sat med Helvetica oppe i højre hjørne på hver side. Jeg forsøger ihærdigt at pynte lidt på erfaringerne fra piccolinejobbet med fine sproghatte bestående af ord som ’forsendelse’ og ’arkivering’. Men når det kommer til stykket, så ved både jeg og møgungerne jo godt, at mine primære arbejdsopgaver bestod i at sætte frimærker på breve og i forbindelse med arkivering at kunne alfabetet (noget, jeg stadigvæk godt kan finde på at synge mig frem til). Men det er som om, den slags ikke slår helt til på ’det perfekte CV’.
En simpel internetsøgning på ’CV’ vidner om et til stadighed voksende behov; nemlig behovet for at få skabt sig det perfekte CV.

 “ Hvad der ikke står i de mange instruktioner, er, at jeg skal have noget meningsfyldt at fylde formen ud med.
”10 gode råd til det perfekte cv” og ”Sådan laver du det perfekte cv” er to eksempler på søgeresultater, der i blåt toner frem på min computerskærm. Der findes et utal af guidelines til, hvordan jeg rent formmæssigt får mit CV til at fremstå indbydende og fængende. Hvad der ikke står i de mange instruktioner, er, at jeg skal have noget meningsfyldt at fylde formen ud med. Og det er ligesom dér, der mangler noget. I hvert fald for mit vedkommende. Så derfor… Frivilligt arbejde? Tjek. Studiejob (nogle gange i flertal)? Tjek. Lidt for lidt søvn og lidt for meget af den førnævnte Merrild Specialristet? Tjek.

Og alligevel synes jeg ikke at ramme ding-ding-ding-jackpot i den store CV-tombola. Hvorfor ikke? Måske fordi det alligevel ikke handler om bare at få fyldt op på CV-hylderne, men måske i stedet handler om kun at lade lyset (og sjælen) brænde i den ende, hvor det stadig er sjovt (og man endnu ikke har fået kaffe-hjertebanken?)

Spørgsmålet er, om man godt kan være en ildsjæl uden at have sin sjæl i flammer? Hvor dybt må vand være, før man ikke længere er på dybt vand – men bare er på skideren? (Vil du have endnu en analogi med en tredje af grundelementerne?) Min pointe er i hvert fald, at grænsen mellem at arbejde hårdt for det, man gerne vil og stresse sig til endnu et job med usikkert afkast er skræmmende fin (men ikke på den fine måde).

 

Posted in 167, Artikler | 1 Comment

ANMELDELSE: “ÅRSAGEN. EN ANTYDNING”

Det nye forlag Sisyfos har stået for denne flotte udgivelse af Thomas Bernhards År- sagen. En antydning, der er den første i en række af fem selvbiografiske romaner, der udkom mellem 1975-1981. Forlaget planlægger at udgive hele serien, så bliver man fanget af Thomas Bernhards gale pen, kan man roligt glæde sig…

TEKST Niklas Boel Kristensen

Den afdøde, østrigske forfatter Thomas Bernhard påbegyndte i 1975 en række af selvbiografiske romaner, der, ligesom så meget andet han skrev, vakte furore, forargelse og debat. Og når man læser Årsa- gen. En antydning, der er den første i roman- rækken, skal man da heller ikke lede længe efter provokationerne.

Med udgangspunkt i Bernhards egen opvækst og skolegang tages der sigte mod Salzburg, som gennemhulles af en uforsonlig kritik. Det bemærkes ironisk et par gange undervejs, at denne kritik blot er antydet, men ikke desto mindre fulgte der i kølvandet på bogen en retssag med injurie-anklager fra en af bogens beskrevne personer. Derved planter romanen sig midt i skellet mellem fiktion og virkelighed, hvis man da kan tale om et sådan. Forfatteren påberåber sig her fiktionen ved at lade sin tekst være en erindrings-roman, hvis forpligtelse er den unge Bernhards oplevelser, frem for en mere objektiv skildring af begivenhederne.

Ungdommens traumer har sat sine spor
Det er dog ikke muligt at lave en klar opdeling mellem dengang og nu. Ungdommens traumer er og bliver uløseligt forbundet med landskabet, byen og stedet Salzburg, der selv i dag indhyller forfatteren i en depressionens tåge og manifesterer sig i et fysisk ubehag. Den unge Bernhard deler altså sin indædte modvilje og misantropiske holdninger med Bernhard senior, som det kan ses af følgende passage:

”Når jeg i dag ankommer til den [byen], hensættes jeg til den samme tilstand, føler den samme fjendtlighed, det samme fjendskab, den samme hjælpeløshed, ynkelighed, murene er de samme, menneske er de samme, atmosfæren, denne atmosfære der knuser alt og slår alt ned i det hjælpeløse barn, er den samme, jeg hører de samme stemmer, de samme lyde, lugter de samme lugte, ser de samme farver, og alle disse indtryk igangsætter ved min ankomst den sygdomsproces som under mit fravær kun tilsyneladende var ophørt, men som uafbrudt fortsætter, og som der ikke findes noget middel imod [...] Igen indånder jeg denne død- bringende luft som kun findes i denne by, igen hører jeg de dødbringende stemmer, igen går jeg på steder hvor jeg ikke længere burde gå, gennem barndommen og ungdommen. Igen hører jeg, mod al fornuft, gemene menneskers gemene synspunkter”.

Bogens fremdrift stammer fra dette uafsluttede mellemværende med byens småborger- mentalitet, der samler sig i en insisterende og uforsonlig kritik. Tilbageblikket falder på tiden 1944-1946, hvor Salzburg er præget af krigens angst, bombardementer og efterfølg- ende afmatning, men alligevel lader Bernhard ikke undtagelsestilstanden undskylde den åndsforladthed, han genkender overalt i byen. Krigens afslutning medfører da heller ikke substantielle ændringer, hvilket bliver tydeligt i forfatterens skolegang. Her erstattes krigens nazistiske forstander, Grünkranz, af den katolske Onkel Franz, men systemet er ellers det samme. Historieforfalskningen motiveres nu blot af en anden ideologi, og således skifter skolens ritualer navne, men hensigten er stadig den samme. Skolen er fortsat en anstalt, der er sat i verden for at smadre ånden og kreativiteten hos samfundets børn, og begge forstandere straffer korporligt den unge Bernhard, der møder skolens krav og dannelsesidealer med den størst tænkelige trods.

Bernhards bog er præget af et generelt sortsyn og en fremmedgjorthed overfor hele lokalsamfundet. Han stiller sig i et ekstremt modsætningsforhold til sin omverden og af- skriver enhver tænkelig værdi, der relaterer sig til Salzburg, almindelig dannelsestænk- ning, uddannelsessystemet, religion og så videre. Kritikken griber altså om sig og er et ek- stremt personligt anliggende, hvilket bidrager til intensitet i læseoplevelsen.

Bernhard spreder sine forbandelser ud over lange sætninger, der snildt kan strække sig over en halv tætskrevet side. Dette bør man nu ikke lade sig skræmme af. Man bør i stedet forsøge at nyde de mange omveje og fornemme det engagement og de fintfølende iagt- tagelser, der gemmer sig heri. For selvom bogen til tider kan virke grovkornet i dens kri- tiske skildringer, er mange af Bernhards pointer tankevækkende og præcise. Læsningen drives frem af dette spil mellem den humoristiske reduktionisme og et usentimentalt klarsyn. Bernhards mellemværende med det provinsielle Salzburg er således både morbidt-sjovt og vedkommende, men bogen byder også på stærke og gribende personskildringer (ikke mindst jegets selvskildring).

110 sider der stiller krav
Kritikken – og hele Bernhards perfide facon – kan let virke overskyggende, men den gives faktisk i bogen en årsag. I fremstillingerne af krigen og dens rædsel antyder Bernhard misantropiens arnested, og den menneskelige skrøbelighed, han her viser, nuancerer bogens utallige fortørnede svadaer.
Der er med andre ord i denne demonstrative outsiderfigur en enorm gevinst at hente for den læser, som vil imødekomme de relativt høje krav, bogen stiller både til koncentration og indlevelsesevne. Igen bør man ikke lade sig afskrække, for selvbiografiske romaner behøver nemlig ikke være megalomane mastodontværker i omegnen af 1200-siders Karl Ove Knausgård. Bernhards bog klarer den på 110 sider, hvilket må siges at være en overkommelig men kompakt mundfuld.

Posted in 167, Anmeldelser | 1 Comment

CAFE DG R.I.P.

TEKST Bjørn A. Bojesen

Når der var langt mellem tog og tog,
så var du der, Café DG
et sneboldkast fra Århus H en oase af ro,
Café DG

Urskivers jag og alarmers larm
gik op i røg i dit sollys,
som en sommerfugl på agendaen
fremtvang du øer af evighed

En rose på bordet, et grin i glasset,
en søjle af damp fra en bredrøvet kop
en stille mumlen af mildnede stemmer
et blik fra disken, et livsglad nærvær

Nu står jeg her med min kaffe to go
og savner din lune spejlsal to sit, Café DG
Sekunderne løber – nu kører mit tog!

Din dør svarer ikke, selv kaffemaskinen er stum.
Der kommer altid et tog og en smilende tjener til.
Men du havde sjæl, Café DG!

Jeg siger tak
for din varme, din tid og dit rum!

Posted in 167, Kultur | 1 Comment

KAIZERS ORCHESTRA – INDTAGER TEATRET SVALEGANGEN

FOTO: Presse

Med Kaizers Orchestras dystre univers sætter Teatret Svalegangen rammen om en dunkel og lidenskabelig forestilling: MAESTRO.

TEKST: Henriette Hammershøj

Med udgangspunkt i Kaizers Orchestras tre første album Ompa Til Du Dør, Evig Pint og Maestro opfører Svalegangen rock-teater-bastarden MAESTRO. Du kan opleve den fra d. 1. marts til d. 31. marts.

Universet omslutter publikum
Da Delfinen til pressefremvisning møder folkene bag forestillingen og fire af det norske bands medlemmer, er det fra første øjekast tydeligt, hvilket univers vi befinder os i. Med olietønder, gasmasker og tunge velourgardiner er stemningen sat. MAESTRO er en rejse ind i et univers præget af krig, mafialignende tilstande og østeuropæisk romantik, hvor druk, hor, eder og forbandelser er en del af den dystre dagligdag. Forestillingen er baseret på norske Tore Renbergs stykke Sonny, som blev opført i Stavanger i Norge (2011).
Selvom musikken til pressemødet kun bestod af klaver, kom den energiske sigøjnerrock, der kendetegner Kaizers Orchestra, stadig frem. Med hamrende koben mod olietønder skinnede bandets musik og sjæl tydeligt igennem. Når forestillingen spilles i marts bliver det dog med fuld orkestrering.

Nordmændene nyder smagsprøven
Under en smagsprøve på en af scenerne fra stykket lyder både “kanongodt” og “superfedt” fra bandets læber.”Det er kanon, at musikken og opsætningen er anderledes,” fortæller forsanger Janove Ottesen, og instruktør Heinrich Christensen kan ånde lettet op.
For selvom stykket læner sig meget op ad Kaizers Orchestras univers, er musik og opsætning noget anderledes end Sonny.

Der findes ingen rigtig historie
Instruktør Heinrich Christensen fortæller, at han især har arbejdet med relationerne mellem karaktererne i stykket i stedet for en fast historie. ”Der findes ikke nogen rigtig historie i det her univers, vel? Vi forsøger at lave re- lationerne mellem karaktererne,” fortæller instruktøren Heinrich Christensen, mens han kigger spørgende på medlemmerne fra Kaizers Orchestra. ”Det kan ikke gå op”, svarer forsanger Janove Ottesen og endnu engang griner instruktøren og resten af holdet bag forestillingen. Teatret Svalegangen vil gerne gøre sit bedste og stille det norske band tilfreds. Alt tyder på, at det nok skal lykkes.

Posted in Nyheder | 1 Comment

VOR HERRE TIL HEST

Tårnhøje huslejer, lange pensumlister, el- og internetregninger, fedtafgifter – det er dyrt at være studerende i dag.

TEKST Pernille Melander Thorsen
Foto: Bob Jagendorf og Mark Jensen

Hvad gør man, hvis man ikke har været så heldig at score et studiejob? Ja, i yderste tilfælde kan man eksempelvis give sig hen til spil. Jeg har aldrig spillet og ved ikke synderligt meget om det. Derfor har jeg valgt at se nærmere på forskellige former for pengespil. Hvad kræver de, er de sjove, og hvad er chancen for at vinde?
Den skarpe, og muligvis også kristne, læser tænker vel straks med løftet pegefinger: ”Hov hov. Væddemål – det er en synd”. Og man skal jo nødigt gøre noget, hvor man risikerer at få Vor Herre imod sig. Derfor tjekkede jeg lige Biblen igennem, før jeg begav mig videre i min jagt på ussel mammon. Som oftest er Biblen åben for fortolkning, men konkret opfordres der til afholdenhed angående kærlighed til penge (1. Tim 6:10; Hebr 13:5). Endvidere bliver der opmuntret til at afholde sig fra forsøg på at blive ”rig i en fart” (Ordsp 13:11; 23:5; Præd 5:10). Umiddelbart virker det ikke helt som om, jeg har Gud på min side, men i så fald må jeg opfordre de kristne læsere til at lade være med at efterleve det, jeg nu vil opfordre til.

Hyggelæsning om heste
For mange indeholder idéen om en væddeløbsbane kvinder med store hatte og velklædte mænd, der ryger cigarer.

“Det er aldrig morsomt at møde nederlag, så efter femte løb uden gevinst drog jeg hjemad.
Foretrækker man at beholde dette billede, bør man ikke opsøge et faktisk hestevæddeløb. Menneskene er helt normale, i bedste leverpostejs-farvede forstand. Det positive ved at tage på travbanen udenfor sæson er den gratis entré. Og så må man selv medbringe mad og drikke. Det er altså en frihed, man kun møder få andre steder. Og så til spillet: For at modarbejde Biblens formaninger om “ikke at blive rig i en fart”, gjorde jeg intet hjemme-arbejde angående staldtips. Skæbnen måtte gøre arbejdet – det virker altid på film. Desuden kan man hyggelæse lidt i den folder om hestenes seeding, man får udleveret. Det er aldrig morsomt at møde nederlag, så efter femte løb uden gevinst drog jeg hjemad og tjekkede løbsresultaterne på Internettet. Til min store sorg opdagede jeg, at jeg alligevel skulle have satset på den bundseedede Provst Meyer, som jeg ellers, grundet min kærlighed til tv-serien Matador, var brændt varm på. Og i bagklogskabens lys indså jeg, at jeg burde have undersøgt kuskene hjemmefra. Det kræver altså en portion viden og måske en smule strategisk tænkning at tjene gode penge på hestevæddeløb. Taget besværet og den lave sandsynlighed i betragtning vil jeg ikke betragte hestevæddeløb som en synd – i hvert fald ikke i spilleforstand. Når det så er sagt, er det meget hyggeligt at være der. Smukke, rolige omgivelser, og det er et meget dejligt sted at få en øl og spise et stykke smørrebrød. Mit råd er: Tag mad og drikke med hjemmefra.Det er ufatteligt bittert at miste penge på tabte løb og tilmed have ofret 50 kr. på vådt og tørt.

Afslutningsvis vil jeg lige understrege den store gevinstchance, der er sammenlignet med andre former for spil. Tilbagebetalings- procenten ligger på 62-80 %, så alle har så at sige en chance, uanset om man ved noget om heste eller ej. Som altid gælder det også bare om at have en smule held med sig.

Lotto er altså ikke ”Hyp min Lotte”
Om Lotto, derimod, har jeg ikke meget godt at sige. Skarpt i min erindring står matema- tiktimerne, hvor vi, der ellers ikke ligefrem var matematiske vidunderbørn, skulle udregne sandsynligheden for gevinst i Lotto. Den er ikke god. Langt fra, faktisk. Jeg vil nødigt hænges op på det, men vi kom frem til, at sandsynligheden for at ramme de eftertragtede syv rigtige var 1/8.347.680, og sandsynligheden for gevinst var 1/61 (med lidt hjælp fra danskespil.dk fandt jeg ud af, at resultatet stemmer).
Og ja, man kan da også sidde og drikke en øl og spise en tartelet, mens man ser lotto-tallene i fjernsynet. Kort sagt: det er uhyre dristigt, hvis man regner med at score noget i nærheden af førstepræmien. Sammenlignet med heste- væddeløb er vinderchancen temmelig lav, og vinder man, er det ofte ikke meget mere end de penge, man skød ind i kuponen. Men i mine øjne slår det ikke at stå ude i den fri natur, omgivet af frisk luft og med en spænding, der presser hjertet op i halsen, mens man nyder den sjældne frihed at kunne medbringe sine egne drikkevarer.

Min Lotto-research bragte mig omkring Danske Spils statistikker for vinderchancer, når man har med skrabelodder at gøre. Lettere opløftet af læsningen begav jeg mig ned i den nærmeste kiosk for at købe et skrabelod. Det var på mange måder en nedslående oplevelse. For det første er udvalget af skrabelodder nærmest astronomisk (læs: uover-skueligt, grænsende til det stressfremprovokerende), hvilket går dårligt i spænd med mit princip: Det skal være ligetil at kaste sig ud i spil. Jeg lukkede øjnene og pegede på en tilfældig type lod. Til min skræk blev valget et særdeles avanceret lod, som jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvordan jeg skulle håndtere. Jeg bad om en Mini Quick i stedet, der i øvrigt er i den klart billige ende blandt de øvrige Quick lodder.

Det skulle gå lidt hurtigt med skrabningen, da en lettere ildelugtende mandsperson åndede mig i nakken, bogstaveligt talt, og tydeligvis gerne ville til (kassen eller under- tegnede? Ingen ved det. Forhåbentligt det første). Jeg trøstede mig ved forvisningen om, at gevinstchancen med et Mini Quick er 1/5 – det skulle nok gå. Det gjorde det så ikke. Den ildelugtende mand blev mere og mere utålmodig, så jeg fornemmede, at jeg hellere måtte gå. Hastigt købte jeg fire lodder til, så jeg burde have statistikkerne på mine side. Over stok og sten gik det hjemad, og småsvedende og i min uldfrakke satte jeg mig i sofaen og skrabede febrilsk på mine dyrt indkøbte lodder. 20 kr. En lidt flad fornemmelse. Og æstetikken var totalt fraværende. Den ildelugtende mand blev mere og mere utålmodig, så jeg fornemmede, at jeg hellere måtte gå.

Summa summarum
Man kan sige, hvad man vil om de hellige skrifter, men lejlighedsvis forsøger de at hjælpe en fra verdens ondskab. Jeg har været på væddeløbsbanen, købt skrabelodder og – næsten – overvejet at købe en lottokupon. Og én ting står klarere for mig end alt andet: Folk forsøger altid at snyde, lige meget hvad man giver sig i kast med. Men: Alt taget i betragtning vil jeg afgjort helst tages ved røven af masterminderne bag staldtipsene og nyde spændingen og de skønne omgivelser på væddeløbsbanen fremfor at gå skamfuld og slukøret hjem fra den sure lokale kiosk – endda 50 kr. fattigere.

Posted in 167, Artikler | 1 Comment