24-årige Liv Holm Andersen lever et helt specielt studieliv. Hun er nemlig folketingsmedlem for Det Radikale Venstre og kombinerer dermed et studie på Statskundskab med et liv i magtens centrum

TEKST Jeppe von Tangen Sivertsen

En gråkold aprilmorgen tog Delfinen turen fra Danmarks midte til magtens centrum. 4 timer i tog og en lille bustur og pludselig var den der, Borgen, Christiansborg. Slottet der brændte, blev bygget op igen, så brændte for igen at blive bygget op. Hjemmet for de 179 folkevalgte, der dagligt værner om demokratiet. Her skal vi møde hende, en af de folkevalgte, den århusianske studerende Liv Holm Andersen. I bedste statslige stil havde vi aftalt en velkomst på trappen foran Christiansborg

Men da Delfinens skribent ikke kunne kende forskel på den store flotte indgangstrappe, og den bagtrappe personalet benytter, opstod der en smule forvirring. Efter et telefonopkald og lidt vejvisning lykkedes det dog at mødes, og Delfinen kunne træde indendørs.

Delfinen indtager Christiansborg

Efter af have passeret den dobbeltsikrede dør mødes vi af en lille storsmilende vagt, der spørger Liv, hvad det nu er, hun hedder, tydeligvis en smule flov over ikke at kunne huske navnet på samtlige folketingsmedlemmer. Delfinens skribent får udleveret et gæsteskilt, og Liv fører sikkert an mod sit kontor.

Hun er smart klædt i en sort kjole, sølvgrå bluse, turkisgrøn cardigan og kortklippet rødt hår. I hånden har hun sin iPhone, hvorpå hun hurtigt overskuer nogle mails, mens hun fortæller:

”Mit kontor ligger på ”Lyserød gang”, eller den hedder egentlig ”Ministergang-en”, men der er nu ikke nogle ministre her”.

Kontoret er stort, flot og hyggeligt, bestående af et stort hæve/sænke skrivebord, et spisebord med rødternet dug og endelig en sofa. I den brede vindueskarm mellem potteplanterne står et stort grønt B, så der ingen tvivl om, at det er her, de radikale hører til.

Vi vælger at sætte os ved spisebordet. Liv skænker kaffe og sætter en lille skål slik på bordet, iPhonen lægges til side, og interviewet kan starte.

At være i Folketinget er ikke en badeferie

Det står hurtigt klart, at Liv ikke er kommet i Folketinget for at slappe af. Hun har mange bolde i luften og fortæller således om sin hverdag:

”En typisk hverdag er på 10-11 timer. Først har vi et ministermøde, som er et møde, hvor ordførerne mødes med ministrene og snakker de aktuelle ting igennem. Dette efterfølges af et gruppemøde, hvor partiet samles. Så går turen ned i Folketingssalen for at stemme, måske deltage i nogle ordførerdebatter. Flere møder følger, det kan være møder med forskellige interesseorgannationer. Herefter laver jeg noget værdipolitisk arbejde, og endelig skal jeg som regel snakke med pressen. Er der tid, arbejder jeg også lidt på nogle oplæg og taler,” remser hun op. Dog er det ikke alle dage, der ser ens ud.

”Mandagen er dog helt anderledes. Der er Folketinget nemlig lukket, så politikerne har mulighed for at rejse hjem til deres valgkreds og lave noget arbejde der. For nyligt var jeg eksempelvis på besøg på Risskov og Holmstrupgård,” fortæller hun.

Med så mange ting at skulle tage sig af, er det også vigtigt for Liv at holde en dag om ugen helt fri.

”Ellers er det jo en historie, der aldrig ender,” slår hun fast

It’s learning by doing

Solens stråler trænger problemfrit ind gennem de store vinduer og oplyser det i forvejen lyse rum. Liv snupper en miniskildpadde fra slikskålen, mens hun tålmodigt venter på, at Delfinens skribent får noteret færdig. Hun virker rolig og afslappet, men øjnene glider uvilkårligt mod telefonen.

Liv har i skrivende stund fem ordfører-poster: Kommuner, bolig, integration, psykiatri samt udsatte børn og unge. Derfor går der en del tid med debatter, møder og afstemninger i salen. Netop tiden i folketingssalen er noget af det Liv anser som værende rigtig hyggeligt i Folketinget og samtidig en hovedingrediens for det sunde danske demokrati.

”Sammenligner man den danske folketingssal med den græske, er der kæmpe forskel. I Grækenland kan de ikke udstå hinanden og er nærmest ved at rive hovederne af hinanden, når der er debat. I Danmark er vi også ofte uenige under debat, men vi kan rigtig godt lide hinanden, og vi snakker tit sammen på tværs af partierne. Jeg spiser tit min frokost med folk fra både Socialdemokraterne og Venstre. Der er altså bred enighed om at bevare en god og saglig tone trods politiske uoverensstemmelser, og det tror jeg, er en vigtig kilde til et godt demokrati,” forklarer Liv smilende i et roligt og overskudsagtigt tempo. Netop den verbale fremtoning er noget af det, Liv har arbejdet med, efter hun blev valgt:

”De fleste af de evner man skal besidde som politiker, lærer man hen ad vejen. Vi har dog et pressekontor, hvor det er muligt at indhente gode råd og lignende. Det var også her jeg fik noget hjælp af en talepædagog til at blive mere tydelig i mit sprog. Især endelserne var jeg slem til at springe over, og det dur jo bare ikke, når man eksempelvis bliver interviewet til radio. Der har man kun én chance til at sige tingene ordentligt. Men ellers er det meget ”learning by doing” herinde. Man skal lære at håndtere pressen, og alle skal have en dårlig historie,” fortæller Liv, der også selv har en dårlig oplevelse med i kufferten.

”Jeg blev eksempelvis selv udsat for ”DR-update effekten” engang, hvor jeg blev interviewet omkring boligpakken. Journalisten blev ved med at spørge ind til det samme, og man vil jo helst svare noget nyt hver gang. Derfor havde vi til sidst kredset så meget om emnet, at han fik mig til at sige noget, der mindede om det, jeg egentlig ikke ville sige, og så var det dét klip og den vinkel, han brugte til sin historie. Det skal man bare lære at håndtere,” fortæller Liv.

Personsager gider vi ikke

Generelt kan Liv berette om to forskellige billeder af Christiansborg: Det man får i TV og det en daglig gang på stedet giver. De mange personlige sager er ikke noget, politikerne lader sig mærke af eller bruger tid på i deres daglige arbejde.

“Jeg kan have gået op og ned ad nogen hele dagen, for først at opdage at der kører en stor personlig sag om dem, når jeg kommer hjem og tænder mit tv.

Der er mange af de sager, som jeg synes, der er vigtige og fantastiske, man aldrig hører noget som helst om i medierne, højst en halv side et tilfældigt sted i avisen. Det er en skam, men vi laver jo ikke politik for mediernes skyld. Noget jeg synes, de ofte glemmer,” fortæller hun.

Kaffen og slikket er så småt forsvund-et fra det rødternede spisebord, og Liv tilbyder Delfinens skribent en lille rundvisning. Et tilbud der straks takkes ”ja tak!” til. På vej gennem de fra tv velkendte rum fortæller Liv om de rundvisninger, hun til tider giver gymnasieklasser.

”Lige da jeg var startet herinde, havde jeg selv lidt svært ved at finde rundt. Det skete nogle gange, at jeg pludselig kunne stå midt i en rundvisning og ikke vide, hvor jeg var,” fortæller Liv grinende, mens vi drager mod Folketingssalen, hvor hun fra den Kongelige Balkon udpeger sin faste plads i salen.

Liv savner fordybelsen

Liv savner til tider livet som studerende, især det sociale liv og muligheden for at fordybe sig i en meget konkret sag:

”Herinde er der aldrig rigtig tid til at fordybe sig så meget i sagerne, som jeg gerne ville. Jeg ser nogle gange mig selv for mig, hvor jeg løber ned ad gangen og forsøger at gribe alle de bolde jeg har i luften,” fortæller hun blandt andet derfor har Liv, som en del af sit nye liv, fået en sekretær der kan hjælpe hende med de mere formelle ting som bestilling af rejser og udskrifter.

”Det var meget underligt at skulle overlade de ting til en anden. Jeg var ligesom vant til selv at stå for det hele, da jeg havde mit virke i det ungdomspolitiske,” siger hun.

Så er der påskeferie

Efter rundvisningen, der blandt andet indbefattede en tur forbi den radikale gruppes pressekontor, der af uransalige grunde var fyldt med balloner, hvortil Liv bemærkede: ”Dét der giver lige lovlig mange minder om valgkampen”, ender Liv og Delfinens skribent igen ved den lille vagtmand. Han er stadig mindst ligeså smilende, og vinker til afsked, mens vi passerer den dobbeltsikrede dør. Udenfor tages der afsked. Liv har overstået den sidste opgave som politiker i denne omgang og kan drage hjemad på en lille velfortjent påskeferie. 

Går lyset i mit køleskab ud, når jeg lukker lågen? (Og er det mon muligt at tjekke efter?) Hvor mange biler kører der forbi mit vindue på en gennemsnitlig torsdag eftermiddag? Er der egentlig sket noget på Facebook siden sidste login for 7 minutter og 52 sekunder siden? Nogle af livets store spørgsmål tænker du nok. Det kunne det have været, men der er nu i virkeligheden tale om et fænomen, der er udbredt blandt mange studerende: de famøse overspringshandlinger

TEKST Helle Breth Klausen

Det er ikke altid, jeg lige vil indrømme det, men sidst jeg slog et smut forbi en boghandel, opsøgte jeg rent faktisk den selvudstillende (og/eller selvud-slettende?) ’selvhjælpshylde’. Ikke fordi jeg ledte efter bøger á la Sådan overvinder du lavt selvværd (for den ejer jeg allerede), men fordi jeg var på jagt efter en gang velduftende, knasende papir med en håndfuld kloge ’aha-ord á la B.S. Christiansen’ gemt et sted på side 112 (som i 911-help-me). Jeg havde brug for en opsang, der skulle få mig ud af mine overspringshandlingers kløer. Jeg brugte ligeså lang tid på ærinder, der på ingen måde var presserende, som på den teoritekst, der faretruende blev ved med at smide sine kloge (og lidt spidse) fremmedord efter mig.

”Først og fremmest skal man huske, at det er utroligt menneskeligt at lave overspringshandlinger,” forsikrer en klog dame mig om i bogen Travle kvinders guide til mere tid.

Men derfra og så til den klassiske devise om at jeg selv skal finde ud af, hvad der skyldes mine overspringshandlinger, er der altså langt. For så snart der går psykolog i den, og jeg aktivt skal til at soulsearche mig selv, så er det, at overspringshand-lingerne sætter ind. Og når selvhjælps-hyldelæsningen, til at starte med, faktisk var en overspringshandling, så er vi allerede ude i en overspringshandling i andet led i det øjeblik, jeg pludselig finder mig selv bevæbnet med ovnrens og skuresvamp. Ifølge diverse coaches skal man forsøge at komme sine overspringshandlinger til livs ved at finde ud af, hvad der ligger til grund for den pludselige kaffehentning midt i en e-mail, eller hvad der skyldes den spontane vinduespudsning midt i eksamensopgavens problemformulerings-stadie. De samme coaches peger på, at det i manges tilfælde er lavt fagligt selvværd, der er skyld i de mange overspringshandlinger. Måske skulle jeg så alligevel genlæse Sådan overvinder du lavt selvværd? Eller også skulle jeg vende hele problematikken på hovedet og værdsætte, at jeg i overspringshandlingerne faktisk får nået meget af det, jeg ellers ikke ville have nået? Såsom at få skrevet denne klumme. Den ville aldrig være blevet til, hvis ikke det var fordi, jeg skulle læse et EU-direktiv på 27 sider med en skriftstørrelse på 8.

Selvom overspringshandlinger ofte beskrives som irrelevante handlinger, der træder i stedet for det, man egentlig havde planlagt at udføre, så er vejen til helvede måske alligevel ikke brolagt med overspringshandlinger. For mon ikke de for det meste har en (halvpraktisk) gavnlig funktion? Du sidder sikkert lige nu og læser denne klumme som et led i din daglige (eksamens?)cyklus af overspringshandlinger – og det har jeg ikke noget imod. Faktisk vil jeg vove at påstå, at netop denne form for overspringshandling hører til de mere konstruktive af slagsen. Og så må man godt. Må man ikke?

FOTOS Anne Ranegaard Clausen

Den charmerende lyshårede Huxi Bach er aktuel med sit one man show Huxi Bachs store kærlighed. Derfor har Delfinen mødt ham til en lille snak om kærlighed, studietiden og det at springe ud i noget helt nyt.

TEKST Henriette Hammershøj

Da Delfinen træder ind af døren på Råbar sidder han, Huxi Bach, med ryggen til, stille og roligt, alene ved et lille bord. Med gråt halstørklæde, blå termojakke og rå støvler ligner han en gennemarbejdet hipster. Men der er ikke det mindste smart-i-en-fart at spore i hans personlighed. Huxi Bach vil bare gerne tale om kærlighed.

Delfinen: Vi er jo studerende, og vi har masser af forelæsninger, men du fortæller, at dit show er en uautoriseret forelæsning. Hvad er det?
Jamen det kommer sig af, at jeg aldrig har gået på universitetet. Jeg har jo aldrig gået til forelæsninger, så jeg ved sådan set ikke, hvad en forelæsning er. Jeg har en idé om det, og derfor tænkte jeg, at det skal da ikke stoppe mig. Derfor har jeg kastet mig ud i at lave mit bud på en forelæsning. Og så har jeg kaldt det uautoriseret for ikke at træde nogle rigtige forelæsere over tæerne. Plus at ved at kalde det uautoriseret dækker man lige sin ryg lidt, hvis der er noget, der ikke er helt korrekt. Så kan jeg sige: ”nå ja, men det er uautoriseret”. Så går det nok. Men jeg synes nu faktisk, jeg har forberedt mig meget godt. Jeg har læst utroligt mange ting om alt muligt for at være godt forberedt.

Du skriver, at ”kærlighed kommer til at drive værket”. Kommer du ind på kærlighed i studietiden?
Nej. Jeg synes ikke, jeg har noget at sige om kærlighed i studietiden som sådan. Så bliver det sådan nogle lange fuldemandshistorier fra dengang, jeg gik på journalisthøjskolen, og dem er der ikke så meget interessant ved. Der kan man tage ned på en stand-up klub og høre nogen snakke om kønssygdomme… Lød det som om, jeg havde kønssygdomme på journalisthøjskolen, da jeg sagde det?

Huxi Bach læner sig ned mod optageren: Jeg havde ikke kønssygdomme, da jeg gik på journalisthøjskolen. Men ellers i folkeskolen og efter – voldsomt.

Men du droppede også ud fra journalisthøjskole?
Jeg blev smidt ud.

Hvorfor blev du smidt ud?
Jeg havde fire års fravær, og det synes de var i overkanten. Så fik jeg et brev, hvor der stod, at nu kunne jeg betragte mig selv om officielt frameldt uddannelsen. Så tænkte jeg faktisk ikke så meget mere over det. Så tog jeg på arbejde. Der var jeg for længst startet på Danmarks Radio. Og det var ligesom dér, jeg gerne ville ende, så jeg havde ikke det helt store behov for at komme tilbage på journalisthøjskolen.

Det var der, du ville ende, men nu er du et helt tredje sted?
Ja, men det er jo mange år siden. Der gik jo ti år på Danmarks Radio, og nu har jeg så taget en lille pause. Jeg kommer sikkert tilbage på et eller andet tidspunkt. Jeg er jo barn af Danmarks Radio. Jeg har jo ikke prøvet andet. Jeg er jo uddannet og opvokset i Danmarks Radio, jeg har trådt mine barnesko der. Så jo, jeg kommer nok tilbage. Men jeg vil gerne opfordre alle til at gøre deres uddannelse færdig.

Har du nogle kærlige minder fra din studietid?
Jo altså. Jeg mindes fredagsbaren på journalisthøjskolen utroligt kærligt. Der var en fyr, og jeg vil ikke nævne hans navn, fordi han arbejder som sportsjournalist. Han var sådan en fast installation til fredagsbaren, fordi man vidste, han på et tidspunkt i fredagsbaren ville komme løbende ind nøgen og rulle hen over billardbordet og løbe ud igen. Og man sad bare og ventede. Man vidste ikke, hvornår det skete, men det skete altid.

Hvorfor var det ikke dig, der kom rullende ind over bordet?
Jeg synes ikke, jeg havde noget at byde på. Det havde han egentlig heller ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Men det så festligt ud. Ikke så høj og rødhåret kan jeg huske, han var. Jeg kan også godt huske, hvad han hedder, men det siger jeg ikke. Den lader vi hænge, ikke.

Kan du huske et minde, hvor du selv har været ekstra kærlig?
Jeg ved faktisk ikke, om jeg var speciel kærlig på den måde i min studietid. Det tror jeg, jeg var uden for studiet. Jeg kan huske en masse situationer, hvor jeg måske havde brug for lidt mere næstekærlighed. Eller der trængte jeg jo til et los i røven. For eksempel dumpede jeg jo stopprøven på journalisthøjskolen. Jeg lavede ikke en skid det første halve år. Efter et halvt år skal man lave en udredende artikel, og jeg skrev en lorte-artikel dagen før og tænkte: ”Det går nok”. Men det gjorde det ikke. Der vil jeg sige, jeg måske savnede lidt næstekærlighed.

Men kan man godt have kærlighed til læring?
Ja det kan man sagtens. Jeg kan da nævne en ting, jeg også nævner i mit lille show: Ordet filosofi betyder jo kærlighed til viden. Kærlighed til indsigt. Det er sindssygt vigtigt, og det synes jeg faktisk, jeg har. Det tror jeg, alle mennesker har. Der skal bare prikkes lidt til den. Altså man skal lokkes. Man skal dufte det på en eller anden måde. Det er i virkeligheden det allervigtigste, en lærer kan gøre. Ikke bare stå og remse en masse ting op, og så skal man kunne det uden ad. Jeg tror, det allervigtigste som underviser er, at man kan sætte sine elever i gang med selv at ville vide mere.

Manglede du kærlighed fra din lærere?
Ja det gjorde jeg. Både kærlighed til deres eget fag og i en eller anden forstand kærlighed til mig, hehe. Jeg ville gerne elskes af mine lærere. Det lyder også meget bizart.

Ja, det kunne godt vendes lidt forkert. Det skal vi nok lade være med.
Det må i gerne, hehe.

Nu hvor du er en uautoriseret forelæser i kærlighed, har du så nogle gode råd til studerende om kærlighed?
Jeg vil egentlig gerne sige, og det er lige før, det er et råd til  præ-studerende, at man skal vente med at begynde at studere, indtil man er sikker på, hvad man vil. Og hvis man er studerende nu og har en følelse af, at det man er i gang med, ikke er helt rigtigt, så skal man faktisk lade være. For man spilder sin egen tid, og man spiler jo alles tid på en eller anden måde. Så det der med, at det skal gå ekstra stærkt, og at der er ekstra SU, hvis man bliver hurtigt færdig, det, tror jeg, er en dårlig ide. Fordi sådan som det bliver lagt op nu, så skal man jo som 15-årig, når man går ud af niende klasse, til at være fuldstændig afklaret med, hvad det er, man gerne vil, når man er 30. Det er der ingen, der kan. Og de 15-årige der kan det, de skal medicineres. De er jo galninge. Det, tror jeg virkelig, er usundt. Man ved jo ingenting. Jeg anede ikke et klap, da jeg var 15 år.

Du er 30 nu ikke sandt?
Jeg er 34. Men tak fordi du skød på 30. Meget meget dejligt. Huxi Bach læner sig igen ned mod optageren: Jeg er lige blevet skudt til 30, det skal stå i en faktaboks.

Hvad troede du selv du ville blive som 30-årig, da du var 15?
Da jeg var 15, var jeg lige begyndt at spille guitar og kunne godt tænkte mig at blive rockmusiker. Det er der mange 15-årige, der kan. Men ganske ganske få 15-årige bliver det. Og det er rigtigt godt. Og der er virkelig ganske få 15-årige, der har talent til det. Og der er jeg ekskluderet fra den gruppe, der har talent til det. Men for at vende tilbage til kærligheden, hold kæft hvor skal man også bare elske sig selv i det. Man skal huske sig selv.

Handler det både om kærlighed til sig selv og næstekærlighed?
Ja

Er det ikke lidt svært at styre?
Jo. Men ikke alting er nemt. Det skal man også huske. Der er mange ting, der er svære, og det skal man bare acceptere. Så må man arbejde med det. Bortset fra at næstekærligheden, når den er kogt ind, jo er virkelig nem: Elsk din næste som du elsker dig selv. Det er ikke fordi, jeg er et specielt kristent menneske. Faktisk overhovedet ikke. Men det er jo bare stadig en smuk og nem tanke.

Er der noget i dit liv lige nu, du har specielt meget kærlighed til?
Ja, det synes jeg. Der er sådan forskellige ting. Lige nu har jeg kærlighed til, at jeg har kastet mig ud i noget, som jeg aldrig har prøvet før. Det lægger jeg sådan ret meget arbejde og passion i. Passion er et stort ord, men det er det på en eller anden måde. Jeg bruger virkelig meget tid på det og har det også rigtigt sjovt med det. Nu har jeg lige startet turné, og det er skide sjovt. Det er jo en virkelig mærkelig og på en måde ærefrygtindgydende følelse at komme ud nogle steder og stå.
For eksempel i Holstebro i går aftes, hvor jeg stiller mig op i en gammel teatersal, hvor der så sidder nogle mennesker, som har betalt penge for at komme og se mig stå og sludre i halvanden time. Det er en mærkelig fornemmelse. Det er virkelig rart, men det forpligter jo også. Det kan jeg mærke, at jeg ret godt kan lide. Det gør at man er nødt til at tage sig sammen. Der mærker jeg lidt kærlighed, for der var jo ikke nul, så havde det været lidt ærgerligt. Der kom nogen faktisk.

Hvordan har været at springe op på scenen helt alene?
Det har været skide sjovt og lidt nervepirrende. Jeg har glædet mig til det. Jeg har prøvet det sådan i det små før. Det har jo været noget nyt, men nogle gange skal man prøve noget nyt.

Hvordan har det været med nerverne?
Det har været sådan ok, synes jeg. Altså jeg har prøvet en del før. Jeg har stået på scener før – også foran mange mennesker. Lige den del af det, har jeg ikke været så nervøs for. Og så har jeg, synes jeg selv, været sådan rimelig ordentlig i forhold til at forberede mig godt. Så jeg har været rimelig tryg. Og jeg har prøvet det af. Jeg har lavet en masse små hemmelige prøvejobs for lige at være sikker på, om det virkede.

Men denne her gang er det jo også sig selv, der skal præsentere noget på en anden måde, end hvis du nu havde været vært på et show, ikke?
Jo det er rigtigt. Der er kun en at klage til, og det er mig. Så jeg trækker ikke andre med
ned i faldet.

Hvilke forventninger havde du, før du startede på det her projekt?
Det er svært at sige, for jeg anede jo ikke, hvad jeg kastede mig ud i. Det jeg har været mest spændt på, er reaktionerne. Hvordan ville folk tage imod det? Var der overhovedet nogen, der gad komme?  Jeg havde et håb om, at der var nogen, der havde lyst til at se noget, som var humoristisk, men som også var lidt alvorligt. Noget andet end stand-up. Jeg synes, der var en lille niche, hvor jeg lige kunne hoppe ind og lave noget andet. Men det betyder ikke, at det skal være kedeligt. Jeg synes godt, at man kan formidle noget alvorligt på en sjov måde, og det har jeg prøvet med det her.

Er showet belærende eller øjenåbnende?
Hvis jeg på nogen måde skal pinpointe det, jeg laver, så er det et satire show. For mig handler det om at pege på nogle ting, som på mange måder er åbenlyse. Men almindelige mennesker har travlt. Der er kone, børn og arbejde. Der skal købes ind og alt muligt. Man får ikke altid tid til at læse alt, hvad Troels Lund Poulsen eller Villy Søvndal har sagt af bizare ting. Og der påtager jeg mig den opgave at pege på nogle ting: ”Det der, det er virkelig mærkeligt”. Det kan vi gøre bedre. Og mange af de ting handler om kærlighed.  Meget af det handler om næstekærlighed, og måden vi behandler hinanden på og taler til hinanden på. Jeg fortælle lidt om homoseksuelles rettigheder. Jeg synes det er virkelig glædeligt, at de får lov at gifte sig i kirken. Men der er jo stadig nogle, der synes det er en forfærdelig idé. Hvorfor? Det giver jo ikke nogen mening. Ikke ifølge mig. Der vil jeg ligesom gerne pege på nogle ting og sige: ”Jeg synes, at det her er helt absurd”. Så kan man tage stilling til det. Jeg vil ikke prædike eller omvende nogen, jeg vil bare prøve at udpege nogle ting, som jeg synes, er helt skøre.

Nu har jeg ikke hørt om en uautoriseret forelæsning før, men hvis du nu skulle sammenligne dig med en, som har lavet noget lignende?
Det er jo sådan en blandingsgenre. Der er folk, der har stillet sig op og snakket i en mikrofon før, og der er også folk, der har brugt billeder før. Jeg føler ikke som sådan, at jeg skaber en ny genre. Men jeg vil sige, jeg tror jeg har ladet mig inspirere af alle mulige mærkelige. Der er helt sikkert nogle elementer af stand-up i det. En engelsk komiker som Ricky Gervais bruger også en gang i mellem billeder. Ikke så mange og ikke helt så forelæsningsagtigt. Jeg bruger mange billeder. Jeg bruger faktisk PowerPoint.

Det er vi jo også vant til som studerende
Jamen prøv at hør, i vil føle jer så hjemme. Men altså det er sådan en blanding af alt muligt. Og så har jeg så prøvet at ryste posen og lave det lidt til mit egen lille smoothie.

Med rødbeder og kærlighed?
Hehe, ja der er lidt rødbeder. Præcis.

Så studerende kan godt gå ind og se der her uden at tænke: ”Åh nej, endnu en forelæsning”?
De skal tænke: ”Hvor er det en glimrende forelæsning. Vi vil gå tilbage til vores rigtige forelæsere og foreslå, at man godt kan bruge humor til at formidle alvorlige ting.

Hvordan har din rødbedesmoothie været?
Den har faktisk været udmærket. Vil du smage?

Ellers tak, jeg er ikke så pjattet med rødbeder
Det er i orden. Men den smager kun lidt af rødbeder faktisk

Har du noget du lige vil sige på falde-rebet?
Huxi Bach bemærker stemplet på Delfinens udsendtes hånd.
Ja. Hvad har du hørt på Train?

Med den sidste bemærkning er det klart at Huxi Bach er vågen for sine omgivelser, og måske netop derfor er kærlighed et nærliggende emne at tage op for den unge charmør. Han har den nemlig selv.

“Film med håndskrift”

TEKST Niklas Boel Kristensen

Christian Braad Thomsen er en uomgængelig skikkelse i den danske filmkritik og har gennem årene utrætteligt leveret formidlende analyser af filmkunstens enere og deres – til tider – svært tilgængelige værker. Han har skrevet en glimrende monografi om Alfred Hitchcock og med Kameraet som pen (1994) gav han en fremragende indgang til 1960’ernes franske nybølge, der er et helt afgørende kapitel i filmhistorien. I Thomsens nye udgivelse Film med håndskrift trækkes der igen veksler på nybølgens tanker om filmen som kunstart og den personlige brug af mediets muligheder. Derfor gives der først et kort rids af disse tanker, inden der bagefter stilles skarpt på bogen.

Nybølgens instruktører – som blandt andet talte Jean-Luc Godard og Francois Truffaut – var samtidig kritikere, der udfoldede deres opfattelser om filmmediets muligheder og tidligere generationers uduelighed i tidsskriftet Cahiers du Cinéma. Her blev film diskuteret, kritiseret og elsket – og værdidommene gik ofte på tværs af de gængse opfattelser. Således blev den franske kvalitetstradition, der overvejende består af filmatiseringer af litterære forlæg, nedvurderet til fordel for underlødige Hollywood-instruktører som Alfred Hitchcock og Howard Hawks. Disse to amerikanere formåede, indenfor underholdningsindustriens strikse rammer, at skabe personlige filmiske udtryk, hvor paradoksalt dette end kan lyde. Selv i bestillingsarbejdet og indenfor genreskabeloner, fornemmes filmskaberens personlige aftryk i stilen, og dermed bliver filmens iscenesættelse – snarere end dens litterære forlæg – det interessante.

Selv udfoldede nybølge-instruktørerne deres eksperimenter med filmsproget mere direkte, idet filmene blev lavet for relativt få penge og med hjælp fra venner og bekendte. Her leges med konventionerne, som det eksempelvis ses i Godards film, hvor man både kan finde genrepasticher og nye måde at klippe scener op på. Hele den filmopfattelse som nybølgen sætter i sving, kan samles under betegnelsen auteurteorien – selvom den nu først og fremmest må betegnes som en holdning snarere end teori. En auteur er en forfatter, og betegnelsen bygger på en sammenligning med litteraturen, der som etableret kunstart udlåner sit vokabularium til filmmediet, der derved hæver sin status. Auteurideen foreskriver, at en instruktør bør anvende kameraet som et ligeså personligt udtryksmiddel, som en forfatter anvender sin pen. Dette er programerklæringen, og med denne enorme frihed følger et kunstnerisk ansvar. Auteurteorien har således været afgørende for, at filmen (og gamle mestre som Hitchcock) har vundet i status og gjort plads til det personlige udtryk.

Auteurteorien er i dag i modvind, og denne kontekst skriver forfatteren frem i bogens polemiske og skarpe forord. Ideerne om – og tiltroen til – instruktøren som kunstner er i krise, hvilket Thomsen blandt andet lokaliserer ved den måde, branchen har indrettet sine støtteordninger. Filmbranchen har stirret sig blind på seertallene, der har fået status som kvalitetsstempling og som det afgørende succeskriterium. Det er med andre ord økonomiens logik, der dikterer kvaliteten og dermed også den førte politik. Faldgruben er her, at filmene bliver rene investeringer, hvor kun afkastet er det interessante, og at der således tilskyndes til at følge åndsforladte skabeloner. Det kan lyde som en gammel velkendt smøre, men Thomsen viser faktisk også, at den økonomiske tænkning i branchen opfylder sine egne profetier: Ved at give en dårlig lancering af en ”smal” film eller kun at gøre den tilgængelig i ganske få biografer besegles dens forudsete skæbne.

Det er på mange måder tiltrængt med denne kritik, og den er såvel oplysende som engageret. Forfatterens indgående kendskab til og erfaringer fra filmbranchen (han har selv instrueret, skrevet, importeret og formidlet film) kvalificerer kritikken, men afslører også, at lysten driver værket. Det illustrerer forfatterens metode: at gå i skarp, lyststyret og kritisk dialog med tingene frem for at holde sig på en forestillet objektiv afstand. Som enhver anden metode har den både fordele og ulemper.

Bogens hoveddel består af seks instruktørportrætter af henholdsvis Nils Malmros, Jytte Rex, Lars von Trier, Simon Staho, Pernille Fischer Christensen og Christoffer Boe. Disse instruktører formår alle at styre uden om faldgruberne, der findes både i det kommercielle systems ligegyldighed og i avantgarde- og kunstfilmens selvtilstrækkelighed. Og som man fornemmer, er det en broget skarre af mere eller mindre etablerede – men også eksperimenterende – personligheder. Jytte Rex befinder sig således snublende nær kunstfilmen, og man kan problematisere den manglende afgrænsning mellem kunstfilmens rene visuelle forpligtelse og spillefilmens mere narrative karakter. Imidlertid har Thomsen en pointe med det manglende skel: Der er ikke væsensforskel på de to ting, og grænsen er flydende. Deri ligger også et opgør med tanken om et modsætningsforhold mellem spillefilm og filmkunst – og det er netop den slags systematik, som filmstøtten og branchen foreskriver.

Thomsen er med andre ord idealistisk i sin kritik og vil i stedet for systemer lade kritikkens fornemste organ, nemlig smagen, dømme. Det er en flot tanke, der dog ikke ligefrem har udsigt til at blive iværksat lige med det samme. I hele projektet fornemmer man samtidig et vist oplysende og didaktisk mål. Filmkritikken skal være formidlende, den skal, groft sagt, lære os kunstfilmens velsignelser. Derfor finder vi også en konstant argumentation for kunstfilmens plads både i biograferne og fjernsynets sendeflade. Også selvom den ikke umiddelbart kan lokke horder af seere til sig.

Men tilbage til instruktørerne! For hvorfor lige dette udvalg? Enhver udpegning af en kanon indebærer naturligvis en række fravalg, for hvad med alle de andre instruktører? Susanne Bier er en af tidens mest omtalte instruktører, men hun afvises i en bisætning som ugeblads-agtig. Nicolas Winding Refn får rosende ord med på vejen, men det er for hans Pusher-film, og succesen med Drive kommenteres end ikke. Det, udvælgelsen afspejler, er forfatterens smag på godt og ondt, men selvfølgelig udtrykker det også et alment pladshensyn. Det havde vel næppe heller været nogen fornøjelse – hverken for læser eller kritikker – at fylde bogen med pligtstof. Til gengæld bør man under læsningen holde sig denne udvælgelse for øje og se det som et forbehold. Men har man accepteret præmisserne, kan man have stor gavn og fornøjelse ved Thomsen tankevækkende læsninger, humoristiske indfald og sproglige godbidder. Det er endvidere svært ikke at lade sig imponere at det utrættelige engagement, der lægges for dagen.

De seks afsnit kortlægges tematiske og visuelle signaturer hos instruktørerne, og læsningerne er grundige, idet der både inddrages filmhistoriske referencer, tekniske virkemidler og kontekst-ualiserende fortolkninger. Man er som læser i kvalificeret selskab, og det hele leveres med et smittende overskud og som regel også en personlig anekdote.

Når det er sagt, har forfatteren sine faste briller, som tilværelsen og filmene ses igennem. Og her er det en fordel, hvis man som læser har en svaghed for Bob Dylan og Freuds psykoanalyse, idet denne dynamiske duo er uomgængelig i Thomsens optik. Er man ikke fortrolig med disse, bør man ikke frygte. Thomsen leverer nemlig ikke fortænkte eller teoretiske eksempler, ligeså lidt som hans læsninger er det. Der er en levende og ærlig no-nonsense tilgang hos ham, der er befriende og uprætentiøs, og man er aldrig i tvivl om, hvad han synes om et værk. Dette vil nogen givetvis lægge ham til last, men det er for mig at se hans styrke. Det gør ham til et kompas, man selv kan navigere efter.

Bogens inddeling gør den egnet som et opslagsværk eller en art håndbog, der kan guide gennem en instruktørs oeuvre (red. samlede værk) og nemt kan give et overblik over et bestemt værk. Og det kan blive en tro følgesvend for enhver, der har lyst til at fordybe sig i dansk film, og som ikke bare tager rygterne om dens påståede krise og forfald for gode varer. Her kan bogen tjene som et katalog, men er i sig selv mere end det. Vedlagt med bogen er nemlig en DVD med kortfilm af flere af de omtalte instruktører, og her kan man få syn for sagen. Dette er en flot appetitvækker, der i hvert fald har givet undertegnede smag for mere og for flere danske film.

]]> http://delfinen-magasin.dk/2012/04/anmeldelse-film-med-handskrift/feed/ 1 http://delfinen-magasin.dk/2012/04/sma-fragmenter-af-hverdagen/ http://delfinen-magasin.dk/2012/04/sma-fragmenter-af-hverdagen/#comments Fri, 13 Apr 2012 07:27:21 +0000 Redaktionen http://delfinen-magasin.dk/?p=3934 Continue reading →]]>

Mange af de studerende i Nobelparken drømmer om at blive husket for noget en dag – en roman, en idé, et talent. Men ikke alle når længere end bare at drømme. En af de studerende, der er gået hele vejen og har fulgt sin drøm, er den 22-årige Anne Skov Thomsen, som til dagligt læser Nordisk Sprog og Litteratur. Hun har skrevet bogen Ejnar om den lidt uheldige og meget boglige Ejnar.

TEKST Maria Oien

”Således færdig trykker Ejnar på startknappen og skal til at sætte sig til rette med sin bog, idet han får øje på en plakat med illustrationer til brug af stedets vaskemaskiner […] Han springer op, flår den lille beholder ud og begynder febrilsk at forsøge at skovle pulveret op med fingrene fra det ene rum og over i det andet.”
Livet i den store by er ikke nemt for den 22-årige Ejnar, som endelig har forladt sin mors trygge favn og er flyttet hjemmefra. Der venter flere udfordringer end først antaget, og at mor ikke er der til at lave mad og vaske tøj, gør det kun værre.

Historien om Ejnar er, udover blot at være en humoristisk fortælling om en ung mand der skal klare sig selv, også en historie om at være ung i det moderne samfund. Man følger ikke kun Ejnars gøren og laden men også hans refleksioner over verdens forunderlighed, og det er ikke så små tanker endda. Forfatteren bag denne bog, Anne Skov Thomsen, mødte jeg til en lille snak om dét at skrive en bog, og hvorfor resultatet netop blev bogen Ejnar.

At skrive en bog er ikke bare noget, man lige gør
Anne Skov Thomsen fortæller at hun, før studiet og før friåret som lærervikar, gik på forfatterskolen i Brønderslev. Drømmen om at skrive en bog, har sådan set altid eksisteret. Det var også herigennem, at drømmen skulle blive til virkelighed. Skolen holdt nemlig kontakten til den tidligere elev.
”På et tidspunkt skrev de ud, at der var et nyt forlag, som gerne ville have nye manuskripter, og så tog jeg det ligesom et projekt. Jeg tror ikke nogensinde fra starten, at jeg havde forestillet mig, at det ville lykkedes,” fortæller Anne Skov Thomsen. I bogen er Ejnar en meget eftertænksom karakter, og en bog om samfundsteorier spiller en stor rolle i hans tanker. Jeg spurgte Anne, hvorfor dette var tilfældet. Pludselig bliver stemningen mere alvorlig.“Det er selvfølgelig også mit værk ”Det var lidt en reaktion på det, jeg havde beskæftiget mig med i gymnasiet, sådan med samfundsteorier, og alt det her med et moderne samfund og individualitet, og jeg savnede ligesom den der afhængighed mellem mennesker – at den trods alt betyder noget, selvom idealet er noget andet,” fortæller Anne Skov Thomsen.

Forholdet mellem Ejnar og Anne
Når nu det er hendes egne tanker og meninger om samfundet, der har sat hele processen i gang, kunne man også sagtens forestille sig, at romanen er bygget på hendes eget liv og udfordringer.
”Altså, der er jo scener eller samtaler, som optræder helt uredigeret, eller som jeg selv har oplevet. Og det er selvfølgelig også værdimæssigt nok ret meget mig, der skinner igennem. Men ellers så tror jeg da, at karakteren altid afspejler et eller andet. Det er selvfølgelig også mit værk,” fortæller Anne Skov Thomsen og griner stolt.
Bogen er skrevet samtidig med, at hun arbejde som lærervikar, og Anne Skov Thomsen skrev som regel, når hun ikke lige blev kaldt på arbejde. ”Jeg brugte faktisk kun 2-3 måneder.  Når jeg var sådan rimelig koncentreret, så skrev jeg et kapitel eller sådan,” fortæller hun.

Disciplin er en dyd
Som så mange andre har Anne Skov Thomsen selvfølgelig fået blod på tanden og arbejder allerede nu på et nyt projekt. ”Det kan godt være den bliver mere seriøs, men der er noget af det samme med mennesker og sprog – de små iagttagelser,” fortæller hun.
Hendes råd til dem der sidder derude med drømme om at skrive en bog, er at huske, hvor man befinder sig og huske, at man læser sammen med en masse andre litteraturinteresserede.
”Få en masse til at læse det man skriver. Det kan godt være lidt grænseoverskridende, men, ja, få nogle reaktioner på det man skriver,” råder Anne Skov Thomsen andre til.

Samtidig mener hun også, at disciplinen skal være i højsæde, for når man samtidig er fuldtidsstuderende, er det nemlig nødvendigt.
”Jeg tror, man skal beslutte sig for, at man vil gennemføre noget. Altså, det der med disciplinen. Beslut dig for at du vil gennemføre!”, opfordrer Anne Skov Thomsen.

 5 HURTIGE OM ANNE:
Jeg bryder mig ikke så meget om hekse.
Hvis jeg fik chancen, ville jeg gerne møde Fjodor Dostojevskij.
Når jeg skal nyde livet, indgår god mad (vigtigt!), musik og mennesker, jeg holder af.
Jeg vil gerne huskes for at have vakt eftertanke.
Som barn læste jeg Pippi!

FOTO

De startede 12 bands. Så var de 5. Men kun ét band vinder hovedpræmien i årets Student Music Award, som er at optræde til Danmarks Største Fredagsbar i Universitetsparken d. 14. september 2012

TEKST Helle Breth Klausen

Student Music Award 2012 er en musikkonkurrence arrangeret af aoa.dk og Studenterhus Aarhus. Konkurrencen har til formål at sætte fokus på det musikalske studiemiljø i Århus. 12 bands blev udvalgt til konkurrencen om publikums stemmer, hvor alle indtil d. 25. marts havde mulighed for at stemme på deres favorit på aoa.dk. De 5 bands med flest stemmer er gået videre til finalen, der afholdes d. 26. april i Studenterhus Aarhus. En ekspertjury bestående af repræsentanter fra Studenterhus Aarhus, NorthSide Festival, SPOT, Gaffa, Rock Aarhus og Broken City vil herefter afgøre, hvem den endelige vinder bliver.Præmien er en koncertoptræden til Danmarks Største Fredagsbar i Universitetsparken den 14. september i år – potentielt foran 10.000 studerende. Desuden får vinderbandet et betalt spillejob af Mediehus Aarhus, hvor koncerten bliver optaget til både radio og tv. Til finalen den 26. april vil der desuden blive uddelt en publikumspris på baggrund af stemmer fra det tilstedeværende publikum.

Fra Byens Bedste Studieband til ’Student Music Award’
Det er ikke første gang, musikkonkurrencen Student Music Award løber af stablen. Sidste år gik arrangementet dog under navnet Byens Bedste Studieband. Dengang var konceptet på forsøgsbasis, men det viste sig hurtigt at være en stor succes med mange tilmeldte bands og stor interesse blandt publikum.
“Konceptet henvender sig specifikt til studerende, der i deres fritid spiller musik, men det betyder ikke, at der bliver slækket på musikkvaliteten. Arrangementet i år går derfor grundlæggende ud på det samme, men det er dog blevet ’boostet’ med et nyt navn og større armbevægelser i forhold til markedsføring og præmie. Til forskel fra sidste år er niveauet blandt de deltagende bands også højere i år.

Konceptet henvender sig specifikt til studerende, der i deres fritid spiller musik, men det betyder ikke, at der bliver slækket på musikkvaliteten i årets Student Music Award – faktisk tværtimod. Den ekspertjury, der på finaleaftenen vil afgøre, hvilket band, der løber med sejren og æren, kigger efter især tre faktorer: sangskrivning, performance og sammenspil. Og som nævnt består juryen ikke alene af repræsentanter fra Studenterhus Aarhus men i høj grad også af folk udefra. Det er et af arrangementets kerneformål i år, at det netop ikke handler om at fastholde de talentspirende studerende på universitetsgrund, men i stedet handler om ikke at lade sig begrænse af beskæftigelsen som studerende og turde satse på musikken.

Fokus på musik, talent – og mødet mellem de studerende
Man kan fristes til at tro, at videreudviklingen af arrangementet, qua det nye navn og visionerne udadtil, tyder på, at arrangørerne bag Student Music Award ønsker en konkurrence, der indbyder til at række længere ud end til de studerende. Men selvom sidste års danske arrangementstitel nu er skiftet ud med et mere internationalt klingende af slagsen, så er visionen for Student Music Award ikke at blive større – eller for den sags skyld mere international. Der er planer om en videre-førelse af arrangementet til næste år, men formålet vil være det samme som det er i år: et fokus på musik, talent-udvikling og mødet mellem de stude-rende fra forskellige videregående uddannelser i Århus.

Du kan komme med som publikum til finalen i Student Music Award! Du skal blot møde op i Studenterhus Aarhus den 26. april. Tjek studenterhusaarhus.dk for mere information.

The Seducers er et af de deltagende bands i årets Student Music Award. Delfinen har taget en snak med forsangeren fra bandet
Studiebandet The Seducers beskriver deres musik med tillægsordene ’lalleglad, sjov og hyggelig’. Men er formålet med at deltage i Student Music Award ’bare’ sjov og ballade – eller er der seriøse stjernedrømme i maverne på de 5 glade gutter?

The Seducers består egentlig af Alexander og David, der sammen skriver og producerer bandets sange, men live spiller Dennis, Johan og Christian med. Alle læser de på videregående uddannelser. Tre af bandets fem medlemmer har deres daglige gang på Aarhus Universitet, og de to øvrige medlemmer læser på Aalborg Universitet.
Bandets ene forsanger, Alexander, svarer her på spørgsmål om alt fra, hvor inspirationen til de glade sange kommer fra, til hvordan han tager musikken brandalvorligt.

Hvad er historien bag The Seducers – sådan helt kort?
David og jeg selv havde før spillet i band sammen, men besluttede os på et tidspunkt for at lave noget lidt anderledes musik. Vi spillede på daværende tidspunkt i et elektronisk rockband, men kunne godt mærke, at det ikke længere var den slags musik, vi interesserede os for. Vi satte os derfor sammen i en weekend og indspillede en sang, jeg havde skrevet. Den blev smidt ud på internettet nogle dage efter, og vi fik rigtigt god respons. Derfor besluttede vi os at køre videre med det og har set det som vores lille, musikalske legeplads lige siden.

Hvorfra får I inspiration til jeres musik og tekster?
Vi er meget inspirerede af en del forskellige tidsperioder. Lige fra The Beatles og Beach Boys til den moderne indiepop. Fra starten var The Seducers et konceptband, hvor konceptet omhandlede interaktionen imellem mand og kvinde. Alle vores tekster skulle handle om et eller andet stadie i mødet mellem mand og kvinde, om det så var attraktionen i byen eller det at blive gift. Det afspejler sig også i musikken, der er glad og til tider lidt skør.

Hvorfor har I valgt lige at deltage i Student Music Award 2012?
Vi synes det lød som en super spændende konkurrence. Vi er inde i en periode for tiden, hvor vi rigtigt gerne bare vil spille en masse koncerter, så derfor var det en oplagt mulighed. Samtidig lød det super spændende at komme til at møde nogle andre aarhusianske bands, da vi mest har begået os i Aalborg, hvor vi oprindeligt kommer fra. Det kunne være super dej-ligt at vinde, men vi gør det mest af alt for oplevelsens skyld.

Har I deltaget i andre lignende musikkonkurrencer?
Vi har før deltaget i Band Battle på Skråen i Aalborg, hvor vi vandt bandcoachprisen (en 2. plads så at sige).

Hvor store chancer spår I The Seducers i sammenligning med konkurrencens øvrige deltagende bands?
Vi synes det er nogle super dygtige bands, vi er oppe imod, så vi forventer ikke det store. Det eneste, vi håber på, er først og fremmest at komme til at spille på Studenterhuset og så ellers give en fed koncertoplevelse. Skulle vi gå hen og vinde, ville det bare være en ekstra bonus.

På aoa.dk beskriver I jeres musik som ’lalleglad, sjov og hyggelig’ – er det et udtryk for den tilgang, I generelt har til konkurrencen, til musikken, til hinanden, til livet?
Vi ser The Seducers som vores musikalske legeplads. Det er her, vi har mulighed for at prøve alle mulige forskellige musikalske kombinationer af uden at skulle stå til regnskab for nogen. Det betyder dog ikke, at vi ikke tager musikken 100 % seriøst. Vi er meget seriøse omkring vores koncept og vores musik men mener også, at publikum skal have mulighed for at tage del i denne verden. At musikken kan beskrives som  lalleglad, er bare et udtryk for, at forførelse er en sjov og dejlig ting, som ikke skal tages så bundseriøst, men skal tages med et smil på læben.

På trods af den festlige og ’lalleglade’ musik er jeres deltagelse i Student Music Award så alligevel et udtryk for nogle seriøse stjernedrømme i bandet?
Meget. Vi er der for at give folk en musikalsk og fed koncertoplevelse. Vores mål vil altid være at få en pladekontrakt, så bare fordi man gerne vil sprede glæde og hygge med lidt sjov- og ballademusik, betyder det ikke, at vi ikke tager musikken brandalvorligt.

Scenarie: Du kommer gående forbi en tilfældig opslagstavle og stopper op med et strejfende blik på følgende reklame for sæd donation: ”Har du god sædkvalitet – så kan du hjælpe de barnløse og få et supplement til SU’en”, hvorefter du videre bliver meddelt, at du kan tjene op til 3.000 kr. om måneden ved at være sæddonor

TEKST Bonnie Hvillum

Delfinen har sat sig for at undersøge, hvad der ligger imellem linjerne på denne iøjefaldende reklame, og hvad der synes at være det mest lukrative for den studerende: penge eller næstekærlighed?

Nordisk Cryobank reklamerer
Nordisk Cryobank, der er en dansk sædbank, har valgt at satse stærkt på de unge studerende, og hvis du ikke har set reklamen endnu så tjek lige den nærmeste opslagstavle: Den babyblå baggrund går fint i spind med ordene om at hjælpe barnløse, og de mange tal gør samtidig alt for at understrege, hvor rig du kan blive, hvis du vælger en karriere som sæddonor. Men er reklamen bondefangeri? Nej, mener Nordisk Cryobank, nærmere en reklame, hvor kortene bliver lagt på bordet, og hvor der bliver åbnet op for en dialog om ’cool facts’ imellem sædbank og donor.

Mange studerende er sæddonorer
Ifølge Nordisk Cryobank er 70-90% af deres donorer studerende. Både fordi de er meget fleksible, men en stor grund skyldes også deres uovertrufne sædkvalitet. Alligevel er udvælgelsesprocessen streng. Ud af 100 unge mænd, som marcherer ned til klinikken, er det kun 5, som går derfra med dollar-tegn i øjnene. Grunden er simpelthen, at de har for dårlig sædkvalitet. Så skru op for æggepunchen og ned for Ceres Top, hvis du vil være sæddonor.

Du skal huske at læse det med småt
”Ja, ja”, tænker du. ”Hvad så hvis jeg har god sædkvalitet, og gerne vil hjælpe dem, der ikke selv kan få børn, og samtidig gerne vil tjene lidt penge?” Jamen så skal du da bare være sæddonor. Du skal bare lige huske at læse linjerne med småt nederst på kontrakten, hvor der vil stå lidt om den ikke-eksisterende fortrydelsesret.
Nordisk Cryobank sammenligner det at donere sæd med at det at donere sin nyre: Når du først har afleveret den, har du ingen krav på at få den tilbage igen. Sæden bliver nemlig underlagt vævsdirektivet. Fair’n sqair. Men hvad gør du, hvis du en dag opdager et defekt område på sin krop, og derfor ikke vil sætte flere børn i verden med samme dysfunktionalitet, hvilket desværre bliver svært at undgå, da du har afleveret dine 6-10 donationer om måneden gennem et helt år? Ja så er det bare ærgerligt.

Økonomien betyder meget
Vi spoler lige væk fra dette mareridt og tilbage til begyndelsen: Reklamen fra Cryobank med den babyblå himmelbaggrund. Ekstern lektor i idéhistorie på Aarhus Universitet, Raffaele Rodogno, mener, at den ellers flotte reklame kan ses som værende en smule mani-pulerende. Og hans argument er meget logisk: Økonomien betyder en del mere for studerende end for folk med en stabil indkomst, hvilket betyder, at de nemmere bider på krogen.

Vi må have en mere åben debat
Raffaele Rodogno løfter diskussionen et niveau ved at pege på en grundlæggende problemstilling: Hvorfor skal penge fungere som en overvejende faktor i en situation, hvor formålet er at hjælpe sine næste?
Raffaele Rodognos svar er en mere åben og offentlig debat, hvor der bliver gjort opmærksom på problematikken. For er denne relativt nemme løsning for sædbankerne dobbeltmoralsk set i lyset af bloddonation, som er ubetalt?
”I et demokrati burde der startes en diskussion, som er intelligent og netop ikke følelsesbaseret,” afslutter han.

VOXPOP – STUDERENDE
Hvad synes du om reklamen fra Nordisk Cryobank?
”Den appellerer lidt til det økonomiske aspekt. Det er sikkert meget effektivt, men det er måske ikke den rigtige grund til at vælge at gøre det. Men jeg tror, det er det, der virker. Jeg synes det er ok – det er svært at blive sæddonor uden at overveje, hvad der følger med” Kristian og Jonas, 8. semester på Nordisk Sprog og Litteratur

”Det er lidt at sælge sin sjæl på de forkerte grundlag – for hvem kunne ikke godt bruge et supplement til SU’en?” Randi, 6. Semester på Religionsvidenskab

”Jeg synes umiddelbart, den er rigtig god, fordi jeg får meget hurtigt øje på ordet “sæd”, så jeg ved, hvad den handler om. Den er aktuel og relevant for en – det er en god måde at fange på. Hvis jeg var interesseret i sæddonation, er jeg sikker på, at den ville fange mig!” Julius, 8. semester på teologi

”Jamen den lover jo guld og grønne skove, og man kan hjælpe barnløse – det kan nærmest ikke blive bedre! Faktisk har jeg snakket med min kæreste om det, og jeg synes, det er den gode side af sagen, der bliver fremstillet. Man overvejer det da! Hvis der er god rådgivning, så synes jeg, det er i orden.” Jeppe, 2. semester på Statskundskab

”Hvis det nu var mig der var sæddonorbarn, og jeg selv ville finde ud af hvordan og hvorledes, så vil det være mærkeligt at opdage, at ens donor-far valgte dette for at tjene nogle nemme penge. Jeg synes det er forkert, at det bliver gjort til en kommerciel sag.” Lise, 2. semester på Statskundskab

”Jeg synes, den er okay. Sæddonation hjælper jo folk, som ikke kan få børn. Selvfølgelig er det vigtigt, at de mænd der lige bliver tjekket, om de er nogle ok typer. Altså jeg ville da klart overveje det, hvis jeg var mand. Men 6 til 10 gange om måneden er godt nok mange børn at have rendende rundt!” Signe, 6. semester på Jura

FOTO Rick Harris

KAFFE: I det sydlige Etiopien levede i 800-tallet en flok gedehyrder, der gjorde en ejendommelig opdagelse. Deres ellers så godmodige geder livede voldsomt op, når de spiste bønnerne fra en bestemt plante.

TEKST Jeppe von Tangen Sivertsen

Denne opdagelse gjorde hyrderne de lokale munke opmærksomme på. Munkene havde dagligt problemer med at holde sig vågne pga. deres mange natlige bønner og lavede derfor et afkog af planten, som de drak. De erfarede, at de ved hjælp af denne sælsomme gedeplante kunne holde sig vågne.
Munkene var dermed, næstefter gederne, de første til at mærke kaffens magiske egenskaber. Drikken spredte sig fra Etiopien til den arabiske verden, og kom til Europa i løbet af renæssancen. I Danmark begyndte herskabet at drikke kaffe midt i 1700-tallet. Drikken slog dog først for alvor igennem, da man i slutningen af 1800-tallet så flere og flere afholdsbevægelser, som introducerede ”kaffe og kage”-princippet som omdrejningspunktet for selskabeligheder.

I dag bliver der drukket cirka 400 mia. kopper kaffe om året. Hvor meget, de studerende i Aarhus drikker, vides ikke, men der er ingen tvivl om, at mange har oplevet samme ejendommelige effekt, som munkene i sin tid gjorde. Kaffe har i tidens løb været omdrejningspunkt for mange debatter om emner som misbrug, søvnløshed, sundhed og doping. Dette er dog på ingen måde noget, denne artikel vil beskæftige sig med. Faktisk handler den slet ikke om kaffe.

“I starten gik overvejelserne på at ansætte en berømthed til at gøre det, men i stedet opdagede vi Talerøret
Artiklen handler derimod om formidling, om hvordan A får forklaret B det, han/hun vil, uden at B står af eller mister interessen. For at gøre dette kan man anvende små tricks eller metoder. En af metoderne er forsøgt i artiklens indledning, nemlig at starte med en spændende historie og derved fange læserens opmærksomhed.

Alt dette er blot en brøkdel af, hvad de medicinstuderende i starten af marts måned havde mulighed for at lære, da de blev udsat for et lynkursus i formidling, som Medicin afholdte i samarbejde med studentervirksomheden Talerøret.

Hvem er talerøret?
Talerøret er en ét år gammel virksomhed stiftet af to antropologi-studerende, Mie Nielsen og Vibeke Christoffersen. ”Ideen til virksomheden opstod af frustration. Frustration over alt for mange gange at have glædet sig til et foredrag, sågar betalt penge for det, og ende ud med en flad fornemmelse af et spændende emne, der blev fuldstændig ødelagt af en dårlig foredragsholder,” forklarer Mie Nielsen om startskuddet til virksomheden. Det fik de to piger til at reagere og ved hjælp af Studentervæksthuset åbne deres egen foredragsvirksomhed. Ideen var at udnytte det kæmpe videns-potentiale, de studerende i Aarhus udgør, til at lave nogle alternative foredrag af høj kvalitet.
Pigerne har derfor brugt meget tid på at håndplukke en række studerende med gode ideer til et foredrag og skolet dem i formidling. Det har resulteret i, at virksomheden i skrivende stund udbyder otte foredrag om alt fra Darwin til Face-book.

Talerøret har netop tilføjet en ekstra mand til virksomheden, og udvidet deres udbud, således at de nu også laver kurser i formidling. Det er sket på baggrund af en kontakt fra Louise Binow Kjær, der er projektleder for Professionsbordet – en del af Medicin. ”Medicinuddannelsen har de seneste år gennemgået et paradigmeskift, således at uddannelsen er blevet mere moderne og dynamisk. Det kommer blandt andet til udtryk ved hyppigere og flere klinikophold og afholdelse af temadage,” fortæller Louise Binow Kjær.

Det var netop i forbindelse med en sådan temadag, kontakten til Talerøret opstod. En professor havde været til et foredrag for læger om formidling, og følte at noget lignende burde afholdes for de studerende.
Idéen til en temadag var dermed opstået. Dagen skulle forløbe således, at de stude-rende den første halvdel af dagen skulle øve sig i at holde oplæg for hinanden og i den sidste skulle være vidner til ”skoleeksemplet” på god formidling.
”I starten gik overvejelserne på at ansætte en berømthed til at gøre det, men i stedet opdagede vi Talerøret og tog kontakten,” forklarer Louise Binow Kjær.

Temadagen om formidling er netop løbet af stablen, og spørger man de to parter, om det var en succes, nikker de samtykkende og fortæller om masser af positiv feedback fra både professorer og studerende. ”Jeg startede med at fortælle om ligdans i Madagaskar for at give et eksempel på, hvordan man kan skabe opmærksomhed omkring sit foredrag. Løbende brød Vibeke Christoffersen ind og forklarede de virkemidler, jeg gjorde brug af. For at gøre læringen komplet lavede vi også eksempler på, hvordan man ikke skal gøre,” fortæller Mie Nielsen om dagens forløb.

“Faktisk handler den slet ikke om kaffe.
Netop vekslen mellem gode og dårlige eksempler var Louise Binow Kjær rigtig glad for. ”Det er vores håb, at eleverne har fået nogle redskaber dels til selv at formidle, men også til at vurdere de forelæsninger, de går til fremadrettet, således at de er i stand til at vurdere, hvad der gør en forelæsning god eller dårlig,” fortæller Louise Binow Kjær.

De studerende blev under foredraget løbende sat til at gøre brug af de forskellige værktøjer, Mie Nielsen og Vibeke Christoffersen præsenterede. Blandt andet ved hjælp af ’øhh-legen’ hvor de studerende i par blev sat til at genfortælle en historie uden på noget tidspunkt at anvende ordet ”øhh”. ”Det er vores håb, at de studerende ved hjælp af en temadag som denne vil blive bedre rustet til at håndtere de udfordringer, de vil møde efter uddannelsen, hvor mange af dem vil skulle formidle fagligt tunge emner overfor folk, der ikke har samme faglighed. Noget som vi ved, at nyuddannede læger har savnet,” forklarer Louise Binow Kjær til spørgsmålet om, hvad medicinstuderende skal med et kursus i formidling. Mie Nielsen tilføjer: ”Det vigtigste er, at få folk til at forstå det rigtige frem for at sige det rigtigt. Studerende har tendens til at føle, at de virker usaglige, hvis de forsøger at forklare noget fagligt svært på en nemmere og mere underholdende måde,” siger hun.
Om vi i fremtiden skal igennem en beretning om søpølsens parringsvaner, inden vi får stillet en diagnose hos lægen, vil vise sig. Under alle omstændigheder er det en interessant tendens, at universitets forskellige fakulteter gør brug af hinanden for at højne den generelle læring på en så direkte måde. Noget der forhåbentlig vil komme flere eksempler på i fremtiden.

Ønsker du på egen krop at opleve Talerørets arbejde, er det muligt at tage til et af deres gratis foredrag. Tid og sted for disse findes på Talerørets facebookside.

Lune boller, leverpostejsmadder, frysepizza og mænd i morgenkåber. En salig duft af bacon og en ordentlig omgang øl. Det kan du være sikker på at møde på 2.1

TEKST Linnea Fonfara

Siden 1935 har de ligget der, i den øvre del af Universitetsparken. For Parkkollegierne er fremtiden endnu uvis. Før denne artikel når AU’s mørke kroge, bliver fremtiden for Parkkollegiernes Kollegium 1, 2 og 3 besluttet.  Men hvad sker der egentlig inde bag de vedbendsbevoksede, gule mure med de små, hvide altaner? Delfinen har fået et eksklusivt indblik i livet på en af gangene.

Fra dengang til nu
Der er sket meget, siden kollegierne kun var for mænd, overnattende gæster forbudte og huslejen kun sølle, symbolske 55 kroner. Engang havde hver kollegie-omgang en rengøringsmadamme, der tog sig af værelser såvel som fællesarealer. Nu betaler vi 1850 kroner per måned, har kun rengøring på gang og badearealerne, men dog mulighed for at lade naboen følge med i vores natlige laden, gøren og stønnen gennem de  papirstynde vægge.

En sprød duft af bacon breder sig
15 værelser + et køkken + to toiletter & to brusere + syv piger + otte fyre = Kollegium 2, første sal.
Den sødlige duft af bacon strømmer lifligt næseborene i møde. Lidt opvask hist og her. Elkedlen pruster og damper; den leverer kogt vand til mangen en kop Nescafé. I køkkenbogen finder du gerne en reprimande fra ugens køkkenvagt, hvis du ikke har taget din opvask.

“Der er en særlig, herlig stemning i køkkenet
“Stop being asses and do your dishes!”, lyder det blandt andet fra forrige uge, hvor jeg havde køkkenvagt. Selvfølgelig indpakket af blomster og hjerter – tonen skulle jo nødig blive for hård. Men altså, du skal ikke lide af opvaskofobi, hvis du gerne vil bo på kollegium.

Kollegielivet er dog langt fra kun sure karklude og muggen opvask. Der er en særlig, herlig stemning i køkkenet. Der er altid en, der er god for en torsdagsøl (eller onsdagsbajer for den sags skyld). Og der er altid plads til en for- eller efterfest. Køkkenet er ikke kun reserveret abe-fest og ballade. Her ser vi også tv-serier, film, spiller spil og læser lektier (ja ja, det hedder det jo ikke på universitetet) til stearinlys. Vi diskuterer på tværs af studier, danner nye perspektiver og forlader derfor sjældent køkkenet dummere (undtagen fredag og lørdag).

Og selvfølgelig laver vi mad. Masser af mad. Masser af bacon. Og æg. Jeg tror kolesteroltallet ville nå uanede højder, hvis al vores mad blev regnet sammen. Pasta bliver der også kogt en del af. Kort sagt: Al den mad man betegner som ‘studentermad’ samt, hvad vi får af SU-venlige kulinariske cravings. Af og til – men slet ikke ofte nok – har vi fællesspisning. Forrige søndag tog vi hul på grillsæsonen med grillstegt steg og pølser til dessert.

Traditioner
Som på alle kollegier, holder vi de traditionsrige Tours des Chambres. Sidst var temaerne alt fra dansk statsborgerskab over The Big Lebowski til stalker-tema. Det er en gedigen og ganske prisværdig kollegietradition – om ikke andet, så for at se, hvordan de andre bor. Noget helt særligt, vi har på vores gang, er den årlige julefrokost. Nuvel og bevares, julefrokost er vel ikke så specielt? Jo, på 2.1. er det. Her holder vi nemlig julefrokost med alumner fra 1969-76. I slutnovember fik vi besøg af syv dejlige, lettere gråstænkede herrer 60+. De kom, festede og gik – den sidste aldeles slingrende ved 03-tiden, og bidrog naturligvis med alskens røverhistorier fra deres kollegietid foruden taler og sange.

For mig er det ret simpelt: Når du flytter på kollegium, bliver du enten forelsket i eller får et søskendeagtigt forhold til dine gangfæller (også selvom de glemmer deres opvask). Selvfølgelig er der nogle, du ikke ser så meget til, men i grove træk tror jeg, det er sådan. De slidte, og til tider beskidte, rammer du møder ved første øjekast, afvæbnes hurtigt af den stedlige charme og de venlige, imødekommende kollegianere. Da jeg skulle flytte ind på kollegierne i universitetsparken, lød det fra en veninde:

“Der har alle de bedste mennesker boet”. Jeg ved ikke, om vi er de bedste, men vi er i hvert fald en god blanding. Her er alt fra unge mænd, der ikke kan vaske deres eget tøj (og spørger til kartoffelkogning), til livstrætte, studiekyniske gamle drenge. Så piger, flyt ind!

En ildsjæl er en person som, ofte ulønnet, arbejder begejstret og ivrigt for en sag. Men hvor langt er for langt at gå i jagten på det perfekte CV? Hvor mange kopper Merrild Specialristet skal der brygges, før drømmejobbet melder sin ankomst?

 TEKST Helle Breth Klausen

Jeg har et personificeret forhold til mit CV. Jeg ser de hårdtopvredne karkludsformule-ringer (læs: akademisk pyntede sætninger til at beskrive mit gamle piccolinejob fra 2004) som møgunger, der gør livet surt for mig. De står blege og bumsebefængte på dokumentet foran mig – på trods af mit ellers udmærkede layoutcirkus med både horisontale linjer og kontaktoplysninger hipster-bevidst sat med Helvetica oppe i højre hjørne på hver side. Jeg forsøger ihærdigt at pynte lidt på erfaringerne fra piccolinejobbet med fine sproghatte bestående af ord som ’forsendelse’ og ’arkivering’. Men når det kommer til stykket, så ved både jeg og møgungerne jo godt, at mine primære arbejdsopgaver bestod i at sætte frimærker på breve og i forbindelse med arkivering at kunne alfabetet (noget, jeg stadigvæk godt kan finde på at synge mig frem til). Men det er som om, den slags ikke slår helt til på ’det perfekte CV’.
En simpel internetsøgning på ’CV’ vidner om et til stadighed voksende behov; nemlig behovet for at få skabt sig det perfekte CV.

 “ Hvad der ikke står i de mange instruktioner, er, at jeg skal have noget meningsfyldt at fylde formen ud med.
”10 gode råd til det perfekte cv” og ”Sådan laver du det perfekte cv” er to eksempler på søgeresultater, der i blåt toner frem på min computerskærm. Der findes et utal af guidelines til, hvordan jeg rent formmæssigt får mit CV til at fremstå indbydende og fængende. Hvad der ikke står i de mange instruktioner, er, at jeg skal have noget meningsfyldt at fylde formen ud med. Og det er ligesom dér, der mangler noget. I hvert fald for mit vedkommende. Så derfor… Frivilligt arbejde? Tjek. Studiejob (nogle gange i flertal)? Tjek. Lidt for lidt søvn og lidt for meget af den førnævnte Merrild Specialristet? Tjek.

Og alligevel synes jeg ikke at ramme ding-ding-ding-jackpot i den store CV-tombola. Hvorfor ikke? Måske fordi det alligevel ikke handler om bare at få fyldt op på CV-hylderne, men måske i stedet handler om kun at lade lyset (og sjælen) brænde i den ende, hvor det stadig er sjovt (og man endnu ikke har fået kaffe-hjertebanken?)

Spørgsmålet er, om man godt kan være en ildsjæl uden at have sin sjæl i flammer? Hvor dybt må vand være, før man ikke længere er på dybt vand – men bare er på skideren? (Vil du have endnu en analogi med en tredje af grundelementerne?) Min pointe er i hvert fald, at grænsen mellem at arbejde hårdt for det, man gerne vil og stresse sig til endnu et job med usikkert afkast er skræmmende fin (men ikke på den fine måde).