Mission: Impossible – Ghost Protocol er den fjerde film i rækken om agent Hunt, og det er langt fra den bedste.



Af: Matti Vlk Grabau

Den første film om Ethan Hunt (Tom Cruise) udkom i 1996, og i løbet af de 16 år har han udelukkende givet sig i kast med umulige missioner. På trods af sværhedsgraden er han i denne fjerde udgave så motiveret som altid. Plottet er som følger: Moskvas Kreml bliver bombet, og Ethan’s arbejdsgiver (IMF) bliver impliceret i attentatet. IMF bliver derfor lukket, og Ethan står efterfølgende alene med sit hold bestående af Benji (Simon Pegg), Brandt (Jeremy Renner) og Jane (Paula Patton). De skal så egenhændigt opspore den egentlige bombemand, svenske Hendricks (Michael Nyqvist), der blot brugte bombningen som afledningsmanøvre for at stjæle affyringskoder til russiske atomvåben. Dermed er scenen sat til et verdens-omspændende ræs mod tiden for at få fat i skurken og redde verden. Som altid.

Innovative effekter, men uoriginalt manus

Det, publikum mest vil huske filmen for, er scenerne fra Dubai, hvor Ethan bl.a. klatrer rundt udenpå verdens højeste bygning, Burj Khalifa, kun ved hjælp af et par højteknologiske klæbehandsker. De lyser enten blå eller rød afhængig af, om de virker; ”blue is glue, and red is dead,” som Benji forklarer. Denne kommentar vækkede i øvrigt stor begejstring i Sal 2 i Cinemaxx Aarhus. Den eneste anden replik, der formåede at vække et smil på mine læber, var i starten af filmen, hvor Ethan, halvt talende til kameraet, siger, ”light the fuse” (”tænd lunten”). Herefter skydes introen i gang med antændelsen af en egentlig lunte samt en metaforisk lunte, der ansporer den kendte titelmelodi. Det er altid rart med dobbelttydige meta-elementer.

Desværre er de sproglige finurligheder og de farverige personligheder fra den fremragende forgænger, M:I: III, blevet nedgraderet til fordel for spektakulære effekter og imponerende locations. Dette trade-off vil dog sandsynligvis falde i god jord hos mange biografgængere. Jeg vægter derimod et solidt manuskript med velovervejede replikker og gennemarbejdede karakterer langt over visuelle vidundere. Filmens primære genre er godt nok ”action-thriller”, men det behøver ikke betyde, den skal gøre køb på alle auditive elementer, der ikke indeholder musik, eksplosioner eller sammenstød (især er lyden af knytnæveslag i ansigtet bemærkelsesværdigt fremhævet).

Det være sagt, så gør filmen absolut det, den forventes at gøre. Den leverer flot action i et højt tempo uden at lave store fejl. Så er det bare ærgerligt, der er flere penge at tjene på øjnenes end på ørernes tilfredsstillelse.

Anmeldelse af De Kommer Gående. Skuespillerelevernes afgangsstykke, Aarhus Teater

Tekst: Laura Mathilde Wolf Mortensen

Teaterforestillingen De Kommer Gående er en drømmeagtig montage af billeder, lyd, former og bevægelse, der bygger på Peer Hults roman Requiem (1985). Scenografien forestiller en plads eller en slags gågade. Midt på scenegulvet står der en statue på et lag af efterårsblade.

En lille violin

Ved stykkets begyndelse står Kasper Ørum stille midt på pladsen med en guitar om halsen. Klædt i en kaptajnjakke og sminket som en mimer går han i gang med at recitere et uddrag fra romanen: ”De kommer gående, i regn og slud kommer de gående”. Og sådan bliver han uden egentlig kontakt til hverken publikum eller medspillere ved med at recitere et stykke tid – ganske stillestående. Herefter kommer alle skuespillerne ind og spiller lystigt på forskellige instrumenter, bl.a. er der en der spiller violin – nogle er bedre end andre. (Jeg kan personligt ikke lade være med at undre mig over, hvorfor jeg skal se en afgangsforestilling med skuespillere, der spiller middelmådigt violin? Det kan vel ikke være det, der har været pointen med tre års skuespilleruddannelse?)

Nå, musikken forstummer og en ny lyrisk monolog begynder. Denne gang bliver monologen, ligesom før, fremført stillestående. Dog: Denne gang med hjælp fra en håndholdt mikrofon, der desværre dækker halvdelen af skuespillerens ansigt, hvilket øger afstanden mellem publikum og skuespiller betragteligt. Men der er knald på, og det vælter ud med rytmiske fraser i højt tempo. Sådan går det med en lang række af monologerne i stykket, der undervejs bliver krydret med lidt dans og orkestermusik – blandt andet kaster skuespillerne sig ud i en udgave af Oh, when the saints.

En spraglet montage

Vi kommer som publikum vidt omkring. Både indre konflikter, sorger og følelser bliver præsenteret i de lyriske monologer. Men egentlige karaktertræk når ikke at træde frem, og skuespillerne når sjældent at udvikle et internt spil. Man savner lidt en konflikt i ny og næ – en mulighed for reaktion på alle disse aspekter af livet, der bliver præsenteret i stykket. Der synges, danses, spilles og reciteres, men skuespillet vi kom efter, den klassiske leven sig ind i en rolle, dyrkelse af den og formidlingen af den, synes at udeblive. Men måske er det et bevidst valg? Skuespillerafgangseleverne vil helt åbenlyst gerne vise alt det, de har lært gennem de sidste tre år. Desværre bliver resultatet en lidt uinteressant og meget rodet forestilling, der savner en klar rød tråd.

Lyspunkter

Engang i mellem lyser de enkelte skuespillere dog op og leverer en monolog, som pludselig giver stykket liv. Især kvinderne Ulla Vejby Kristensen, Kristine Elmedal og Iza Mortag Freund får lov at blomstre i hver deres monolog. Først giver Ulla den gas på fransk volapyk, mens hun med kroppen leverer en hel klar historie. Herefter får Kristine chancen på italiensk volapyk, og med masser af vellykket mimik begynder publikum at trække på smilebåndene. Sidst men ikke mindst skal Iza også nævnes for en særdeles vellykket parafrase af den moderne karrierekvindes første graviditet.

Lidt trivielt

Der er ingen tvivl om at skuespillerne er dygtige, men iscenesættelsen rummer kun ganske få muligheder for, at publikum kan blive revet med. Den montageagtige form og de mange stillestående, anonyme monologer suger energien ud af publikum, der da også ved forestillingens afslutning lod klapsalven vente lige 3 sekunder for længe. Hvilke tanker, der gik gennem folks hoveder er svært at svare på, men for mit vedkomne sad jeg og håbede at en form for højere mening ville dumpe ned i hovedet på mig. Det skete desværre ikke.

De Kommer Gående er en forestilling om gågadens freaks og hverdagsmenneskers tanker og problemer. Desværre er der ikke nogen af de mange skæbner, vi bliver præsenteret for, der når at forholde sig rigtigt til hinanden. Derfor bliver stykket lidt kedeligt og trivielt – til trods for en skæv og opfindsom koreografi, scenografi samt et fransk inspireret kostumevalg.

Forestillingen De Kommer Gående spiller på Granhøj Dans til og med 11. februar. Billetter kan købes gennem Aarhus Teater. 

Tekst: Bonnie Hvillum og Mia Lybkær Kronborg Nielsen

Foto: Benson Kua

Skrald. Skraldespande. Gammelt mad. Virker ordene bekendte? En tilfældig hverdagsaften efter lukketid står Esben og hans kammerat ude i Hasle ved Kvicklys container. De gør sig klar til et rov i den bugnede skraldebunke – et slaraffenland for skraldere. Delfinen har gravet ned skraldefænomenet.

Pludselig hører de en lyd. Er det en rotte? De nærmer sig containeren, slår døren op – og dér står en gammel vissen mand og finder mad. Overrumplet af situationen udbryder vennen: ”Vil du have noget kødpålæg?” – og hurtigt udvikler der sig et kammeratligt
fællesskab i søgen efter én ting: skrald.

FOR SJOVS SKYLD

Esben, 23 år, er nordisk studerende og har skraldet et par gange. Og han er ikke alene om at det. Mange studerende finder kasseret mad i supermarkedernes containere for at fylde køleskabet med sprøde varer. Men Esben gør det ikke af pengenød. Han gør det derimod for nysgerrighedens og spændingens skyld: ”Man vil gerne sige at det har noget med samfundet at gøre, men i virkeligheden er det bare fordi, det er mega sjovt!”, fortæller han grinende mens han illustrerer, hvordan den sorte elefanthue skal sidde.

For Esben begyndte det en nat efter endt bytur: ”Vi stod på Mac’en og hungrede efter natmad. Men samtidig orkede vi ikke de dyre priser, så vi tog et kig ned i skraldespandene, hvor vi fik øje på sygt mange burgere! Vi åd og åd i flere timer – jeg tror aldrig, jeg har spist så meget i hele mit liv!”.

På denne måde startede Esbens bevidsthed om folks forbrugsvaner: ”Lige dér fik vi en fællesskabsfølelse med mågerne; vi blev pludselig dem, som rydder op efter de andre svin”. Han vil gerne gøre det noget mere, men det skal være for kick’ets skyld. ”Hvis det bliver for hipster, så gider jeg ikke!”

SIGNALVÆRDIEN

Men der kan også være andre holdninger til selve værdigrundlaget for dét at skralde. Antropologistuderende Ditte Lützen, 23 år, har aldrig selv prøvet at skralde, men har gjort sig nogle tanker om signalværdien: ”Man sender et signal om, at det er forkert at smide god mad ud – det er et stort ressourcespil”. Så ved at skralde mener Ditte, at man booster sin identitet og selvforståelse ved at handle ud fra nogle mere reelle værdier end bare materielle værdier. ”Det er ikke en følg-mig-ideologi, men et udtryk for, at man har fundet sig selv uden at lægge sig under for kapitalismen”, siger Ditte og fører skylden for madspildet direkte over på mainstreamkapitalismen og folks ekstremt uansvarlige forbrugsvaner i dag.

Hun skralder ikke selv, fordi hun synes, det virker for ekstremt. Hun mener, at man også kan sende signalet ved blot at være en bevidst forbruger –eksempelvis ved at købe lokalt og økologisk.

FIRSTMOVE

De studerende er ikke alene om deres iagttagelser. Flere markedsanalyser cirkulerer omkring swag’ og spritnye tendenser i samfundet, startet af såkaldte firstmovers (læs: hipstere).

Et af firmaerne her er Firstmove. Trendforsker Kirsten Poulsen fortæller, at der i dag er fokus på fællesskab og ansvarsfølelser. Men også det substantielle i, at der er en nytteværdi i det, man foretager sig, er en stor tendens for nutidens samfund. Disse værdier er med til at drive folks adfærd, og kan derfor ses som et belæg for at vi højere grad genbruger, udnytter og optimerer.

HARDSCORESKRALDEREN

For vores anonyme skralder, en 23-årig, der læser folkesundhedsvidenskab, er det ikke signalværdi og hipsterness, der er vigtig, men derimod ideen om at gøre det til en levevej: ”Jeg hørte om det fra nogle venner i København,  som faktisk levede af det, de skralde. Og jeg fik lyst til at se, om det var muligt. Samtidig  kunne jeg så få sparet nogle penge op til rejser”, forklarer han og ser ingen grund til, at god mad skal spildes.

I dag skralder han 4-5 gange ugentligt og kan derfor nøjes med at bruge ca. 100 kr. om ugen – de går for det meste til kaffe. ”Hvis jeg skulle købe min mad i supermarkederne, ville jeg leve af rugbrød og pasta. Men fordi jeg skralder, får jeg meget mere varieret mad”, fortæller han og sætter skraldesituationen lidt i perspektiv til den fattige studerendes økonomi.

Her bliver det sociale også vægtet højt som en af grundstenene for turene; ”Det er som en
aftengåtur med vennerne, hvor man møder andre mennesker i samme situation. Specielt én person møder vi tit nede ved Kiwi; han har introduceret mig til et folkekøkken oppe på Trøjborg, hvor de mødes og laver mad af det skraldede mad”, fortæller han, men forklarer også, at de faktisk har samme princip derhjemme i lejligheden efter en stor fangst. ”Hvis vi finder noget, som der er meget af, skriver vi til vores venner på facebook og inviterer på mad – vi deler med de andre.”

Tekst: Helle Breth Klausen

Siden de tidlige folkeskoledage har mit vækkeur ringet på et djævelsk tidligt tidspunkt. I hvert fald set gennem mine søvndrukne øjne. Jeg husker de mange mørke og kolde morgener som tortur; det onde vækkeurs utrættelige ringen drev min tunge krop ud af den varme seng og væk fra drømmeland.

Den dag i dag er dette scenario heldigvis kun sjældent aktuelt. Efter jeg er begyndt på universitetet, har vækkeuret, for det meste, stået helt stille, hvor det før i tiden var på over-snooze-arbejde. Det betyder, at min søvnrytme nu er under administration af mit indre ur – og ikke dikteret af gentagne mekaniske BIP-BIP-BIP-BIP.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om samtlige universitetsuddannelser, da der utvivlsomt er stor forskel på studierne, også hvad angår skemalægning og mødetider. I mit tilfælde har det dog bare fungeret således, at jeg på første år havde størstedelen af mine undervisningstimer om eftermiddagen, og altså ikke fra klokken kvart over 07, 08 eller 09 fra morgenstunden. Og netop dette har passet mig fortrinligt! Mon ikke det skyldes, at jeg er B-menneske, som i ZzzzZ-klokken-9-om-morgenen-og-12-normalsider-skrevet-omkring-midnat? Rent statistisk er det sandsynligt, at jeg er B-menneske, eftersom 15-25 % af befolkningen siges at være B-mennesker og (kun!) 10-15 % A-mennesker. Resten af befolkningen befinder sig et sted midt imellem.

Men der er noget interessant ved begreberne om A og B. For det meste associeres bogstavet ”A” med en god karakter og den førstkommende plan (Plan A). Men der er vel en grund til, at der som oftest er en plan B? Det må vel betyde, at der er tvivl om succesraten af plan A? Det er samme tendens, hvis man eksempelvis tager ordsproget ”Har man først sagt A..” – ja, så må man også sige B. Det jeg prøver at sige, er, at der ikke er noget at være træt(!) af, hvis man er B-menneske. Og den løftede pegefinger der formaner om, at man skal huske at stå tidligt op for at få noget ud af dagen, kunne man jo vende på hovedet, eller tilføje omvendt fortegn: Hvorfor ikke få noget ud af aftenen og natten i stedet? Det er korrekt, at soltimerne ofte lader vente på sig i Vinter-Danmark, men her skal rettes en tak mod den gode Thomas Edison og den teknologi, der er fulgt efter. For det er jo ikke længere umuligt at få noget fra hånden, selvom solen er en mistænksom blanding af et A-
og B-menneske om vinteren.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, eller den første, der har reflekteret over det at være B-menneske. Faktisk findes der, for dem der ikke er klar over det, et samfundsalternativ, ”B-samfundet”, som har til formål at tilgodese hvert enkelt individs døgnrytme for på den måde at skabe fleksibilitet og arbejdsspredning på arbejdsmarkedet og i samfundet. Hvorvidt det faktisk er muligt at gennemføre et sådan alternativ, undlader jeg at tage stilling til. Selvom jeg personligt er mere i B-alance, når jeg følger min egen B-døgnrytme, så drømmer(!) A-, C, D og E-mennesker jo nok om nogle lidt andre døgnindretninger

HAMLET
Aarhus Teater
Opføres t.o.m. den 22. oktober

Vurdering 4/6

Anmeldt af Jesper Arenkiel og Mia Lybkær Kronborg Nielsen

Hvis man vil være kulturel i Århus er Århus Teater et godt sted at starte og hvis man vil opleve noget kulturelt teater, hvad er så mere oplagt en Shakespeare’s klassiker Hamlet? Stykket spiller for tiden på den Store Scene i Århus Teater, hvor muligheden byder sig til at finde den fine kjole eller det nålestribede jakkesæt frem fra skabets indre, nyde et glas vin og føle sig fornem i foyéen.

Instruktør Stefan Larsson har hevet Hamlet frem til en dansk/svensk nyfortolkning anno 2011 hvilket vil sige at historien er genkendelig for de fleste, men fra første sekund fremgår det tydeligt at forventninger til fortælleform og genre vil blive brudt. Jonas Karlsson som Hamlet åbner stykket med vittige bemærkninger, hvorefter resten af skuespillerne kommer dansende frem på scenen til lyden af hårdtpumpende electronica. Stilen er lagt til noget både pudsigt og moderne, mens den traditionelle teaterform stadig brænder igennem i den alternative sceneopsætning. Det lykkes til dels at blande klassisk tragedie med folkelig komedie. Den karismatiske Jonas Karlsson stormer energisk rundt på scenen og er både sjov og fængende og han er en klar drivkraft i opsætningens succes.
Dette er Hamlet som det aldrig er set før. Stykket er dog ikke uden svagheder: En klar ulempe for de fleste er desværre barrieren til nabosproget svensk, som bliver talt af både Hamlet og Hamlets mor. Omend smukt, vil en del af publikummet sandsynligvis stå af her. Jonas Karlsson kæmper dog bravt for at holde publikum fanget med sin gribende og finurlige optræden. Også den folkelige stil og de komiske indfald kan være forstyrrende og tangerer til at være på grænsen til revy i det ellers så velfungerende drama.
Hamlet rammer et spot mellem kræs for kendere og folkelig underholdning. Man føler sig godt underholdt og i dejligt selskab hele vejen igennem. Hvis man har interesse for Shakespeare, og dramaturgi generelt, ville det være en skam at gå glip af (Husk din dansk/svensk ordbog) og for alle andre er det også værd at smide noget af din sparsomme formue og tid efter. Forestillingen kører indtil d. 22. oktober 2011 og koster 138 kr. med studierabat.

MEDINA

Vurdering: 2/6

Anmeldt af Søren Rømer

Medina er en kvinde, de fleste har en holdning til, hvilket ikke mindst skyldes hendes markante tilstedeværelse i diverse medier – primært radioen, som hun på det nærmeste har haft monopol på, siden hun smadrede hitlisterne med klubhittet Kun for mig. Siden da har hendes karriere været en sand tour de force i hitproduktion, og tredje udspil fra den aarhusian¬ske poptøs kommer næppe til at ændre stort ved det. Det er business as usual for Medina, der nok engang har gjort brug af producerteamet The Providers i sine bestræbelser på at få dansegulvene til at gynge, og den 80’er- og 90’er-influerede lyd er intakt. Ingen tvivl om, at Medina kan sit håndværk, og at hun nok engang skal få sat skub i de danske diskoteker, men det er dog selvsagt også her, albummets svaghed ligger. For nok har Medina styr på klublyden, men måske har hun i virkeligheden heller ikke styr på så meget andet.

MALK DE KOIJN

Vurdering: 6/6

Anmeldt af Søren Rømer

Som anmelder er det ganske frustrerende, når et album vrider armen om på en og tvinger en til at tilslutte sig koret af såvel kultursnobber som gadedrenge, der samstemmigt lovpriser et album til skyerne. Ikke desto mindre er det den situation, undertegnede fandt sig selv i, efter bare en enkelt gennemlytning af Malk de Koijns Toback to the Fromtime.

Ni år er der gået siden deres seneste udspil, Sneglzilla, men gud ske tak og lov er tid et anderledes statisk begreb i Malkens bizarre parallelunivers Langestrand. For selvom lyrikken til tider har fået tilsat en knivspids ekstra modenhed, er det lyriske kaos af samme skuffe som de to foregående mesterværker fra trioen, imens den musikalske side lægger sig tættest op ad debuten Smash Hit in Aberdeen.

Det eneste, der kan ærgre lidt ved Malkens comeback, er, at de rapper på et sprog, som kun en lille promille af verdens befolkning forstår. For i en tid hvor Lil’ Wayne krediteres som en af de fineste lyrikere, kan det kun beklages, at den sande elite er forbeholdt danskere.

GYRDIR ELÍASSON

Vurdering: 5/6

Anmeldt af Christina Svendsen

Mellem Træerne er skrevet af den islandske forfatter Gyrdir Elíasson, som vandt Nordisk Råds Litteraturpris for dette værk tidligere i år.

Bogen består af 47 korte noveller, der næsten alle har Islands landskab som en aktiv medspiller. Novellerne tager udgangspunkt i det nære, som for eksempel en gåtur på kirkegården, en mand der er lige ved at falde i søvn eller en køretur.

Det, der gør bogen interessant, er, hvad der sniger sig ind i det trygge. I samtlige noveller oplever hovedpersonen noget, der gør den ellers trygge verden utryg. I titelnovellen har en mand været ude for en trafikulykke, hvor den implicerede bil var fra Japan. Han filosoferer over det kyniske i, at bilen, han kørte i, var derfra, fordi han altid har dyrket alt fra Japan.

Den første novelle, Inferno, var for mig en af de mest rammende. Den tager udgangspunkt i en situation, som de fleste har stået i, nemlig en tur i IKEA. Et ægtepar er på vej i møbelhuset, fordi konen mener, at de skal have en ny stol, da den gamle ikke passer ind i deres nye hjem. Manden kan ikke se behovet, men følger alligevel stiltiende med. Man får indtrykket af et ægtepar, der ikke kommunikerer særlig godt. I IKEA’s cafeteria ser manden August Strindberg, der sidder fortabt over en øl. Han undrer sig over, hvad den døde forfatter dog laver der, men finder det derefter logisk, at han selvfølgelig har fundet helvede i IKEA på Island. Manden deler sin opdagelse med konen, der først tror, at August Strindberg er navnet på IKEA’s direktør, men så bliver hun klar over, at han taler om den døde forfatter, og trækker ham straks med ud af butikken.

I denne novelle er der to hovedemner, der også figurer i resten af samlingens noveller. Det ene er ensomhed. I alle novellerne er personerne enten alene eller har kommunikationsbesvær med den omgivende verden. Det andet emne er det utrygge, der pludselig viser sin tilstedeværelse. Personerne bemærker tilstedeværelsen af det mystiske og det utrygge, men accepterer det næsten med det samme.

Der er en gennemtrængende melankoli i novellerne, men de gemmer samtidig på en underspillet humor. Jeg blev meget påvirket under læsningen og følte også det snigende ubehag, som hovedpersonerne føler. Gyrdir Elíasson er absolut en fortjent vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, og Mellem Træerne kan varmt anbefales.

TEKST Linnea Fonfara

INTERVIEW MED THE BLUE VAN

The Blue Van har ingen blå varevogn, men til gengæld læser de masser af bøger og har et godt sammenhold. Og så taler de stadig med en snert af jysk accent.

Delfinen nåede lige at fange Per Mølgaard Jørgensen og Steffen Westmark, halvdelen af det danske band The Blue Van, til en snak om arbejde, studier, bøger og byer, inden de forvandlede Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdags store telt til et kæmpe, retrorockende fugtpalads.

Delfinen: Er det første gang, I spiller her på universitetet?

Per: Nej, vi spillede engang til en polito-logisk foreningsfest. Men det er første gang, vi spiller for hele universitetet.

Steffen: Vi spillede også til Oppenheimers Eftermiddag (musikshowcase på Voxhall, red.) engang for 30 år siden.

Nu hvor vi er på et universitet – har I så selv nogen uddannelse?

Per: Steffen har gået lidt på universitetet.

Steffen: Jeg har faktisk gået her (på AU, red.). Studeret indisk filologi. Men det holdt sgu ikke så lang tid. Det var ikke det fedeste studiemiljø. Vi var mig og så to andre mænd med indisk baggrund. Der var ingen hyggelig fredagsbar eller sådan noget. Jeg var egentlig søgt ind på Æstetik og kultur, men det kom jeg ikke ind på. Jeg kunne så vælge indisk eller fransk. Jeg skulle så have valgt fransk set i bagklogskabens lys. Men jeg syntes, det lød spændende med indisk. Det blev dog lidt nedprioriteret, og så stoppede jeg.

Hvor lang tid nåede du at læse?

Steffen: Jeg tror, jeg nåede at læse i et halvt år. Og så tror jeg, jeg nassede lidt SU et par måneder.

Hvad har I så ellers arbejdet med, inden i slog igennem?

Steffen: Arbejdet med alt det lort, de andre ikke gider arbejde med.

Per: Steffen var bartender.

Steffen: Vi har alle sammen arbejdet ved vikarbureau.

Per: Vi har alle gjort rigtig meget rent de sidste år. Vi havde jo et par år, hvor vi arbejdede. Så var der tre år, hvor vi levede af det. Så var der lige tre tørre år igen, hvor vi arbejdede med alt muligt – hjemmepleje, rengøring, bartending. Lige nu lever vi så af musikken igen.

I bor alle sammen i København, og I har boet i New York. Det var jeres pladeselskab, der syntes, I skulle tage derover. Hvor lang tid boede I der?

Per: Det var jo on and off. Første gang boede vi der i fire måneder. Så kom vi hjem. Og så tog vi tilbage igen. Og så var der to-tre år, hvor vi fløj frem og tilbage.

Steffen: Vi har nok sammenlagt boet der i et år. Fire måneder første gang, fire måneder den næste gang og så tre måneder.

Det var ikke sådan, I havde lyst til at blive boende derovre?

Per: Det var faktisk planen, vi skulle bo derovre. Men så gik vores pladeselskab konkurs. Og så begyndte vi at spille mere herhjemme. Folk begyndte også at få kærester herhjemme, og så var det lige pludselig ikke så attraktivt at flytte derover mere. Bassisten (Allan Fjeldgaard Villadsen, red.) er jo gift med en newyorker, så jeg tror gerne, han vil flytte derover igen.

Hvad synes I om Aarhus? Nu har I været lidt i New York, lidt i Hamborg. Har I noget forhold til Aarhus?

Steffen: Jeg startede med at bo lidt i København. Så flyttede jeg til Aarhus. Jeg var måske lidt overvældet af København, selvom det lyder fuldstændig forrykt den dag i dag. Jeg kunne nok godt tænke mig noget, der var lidt mindre. Jeg synes, Aarhus er en fin by, men samtidig bliver den bare super lille lige pludselig. Det gør den bare meget hurtigt. Det kan jo være fint nok, hvis man er her sammen med sine gymnasiekammerater, som er under uddannelse.

Per: Aarhus er da en fin by. Det kommer også an på, hvad dine interesser er. Kulturmæssigt sker der mange flere ting i København.

Steffen: Det var et meget pænt ikke-diss af Aarhus. Per: Hvis man kommer fra udkantsdanmark, som det er så populært at snakke om i disse tider, så tror jeg, det er fint nok at starte med Aarhus. Det er en storby, som stadig har – og det mener jeg på en pæn måde – lidt provins over sig. Så det er her, man starter, hvis man ikke har boet i en storby før. Og så passer det jo nok ret godt med, at når man så er færdig med sin uddannelse, så er det det kapitel. Så rykker man videre. Til København eller resten af verden.

Nu nævnte du lige udkantsdanmark. Hvordan har I det med udkantsdanmark og Brønderslev? Har I tænkt jer at vende tilbage til Nordjylland?

Steffen: Nej.

Per: Det ved man aldrig. Vi kommer jo ikke fra Brønderslev by.

Steffen: Vi kommer fra udkantsbrønderslev.

Per: Man ved jo aldrig, hvad der sker. Jeg har stadig en drøm om at købe et nedlagt landbrug. Jeg tror, der sker det, når man har boet i en storby i 12 år, så længes man efter landet. Når man så er på landet, så begynder man at længes efter byen. Jeg ved ikke, hvad det perfekte match er. Et nedlagt landbrug i København. På Nørrebro.

Steffen: Det kan da godt være, det bliver tiltalende. Jeg tror aldrig nogensinde, det bliver Jylland igen. Jeg kunne godt se det hyggelige i, at når man blev en del ældre, så måske Sydfyn.

Per: Det kommer jo også an på, hvordan det går med ens karriere. Hvis man stifter familie, og det virkelig kører, så kan man jo sagtens være Johnny Madsen og bo i Thyborøn. Men man kan ikke, hvis man er et yngre band, der stadig kæmper for at vinde territorium. Så kan man ikke bo i Jylland. Det kan man godt, men det gør det mere kompliceret.

Jeg har læst i et interview, at I godt kan lide at læse bøger. Hvad kan I lide at læse?

Steffen: Per læser alt. Han er den mest belæste. Alt lige fra Ibsen til…

Per: Det passer jo ikke. Jeg læser faktisk ikke digte. Men jeg læser alt andet end det. Digte er jo også noget mærkeligt noget. Der er jo ikke nogen, der gider at læse digte.

Steffen: Jeg kan godt lide at læse digte. Jeg tror også, det var for at retfærdiggøre over for sig selv, at man ikke rigtig uddannede sig til noget. Så blev man selvuddannende. Prøvede på at udforske en masse litteratur. En masse digte for at træne sig i at skrive musik og sammensætte tekster. Det er jo bare træning.

De fleste af mine yndlingsdigtere er også amerikansk- eller engelsktalende. Robert Frost er en af mine yndlings. Og T.S. Eliot. Og en lille smule Dylan Thomas.

Det er vist de to andre i bandet, der tager den hårde tjans med at læse de slibrige musikbiografier. Eller det passer faktisk ikke. Jeg blev færdig med en i går. Men den vil jeg ikke betegne som værende slibrig. Det var Just Kids, Patti Smith-bogen, som er helt fantastisk. Som ikke engang er en musikbiografi. Det er det også, men den kunne også godt bare være en historie om en pige, der kommer til New York i 70‘erne. Den er virkelig godt skrevet. Og så det, at den er sand – det er jo bare ti gange federe. Sjovt nok er jeg aldrig blevet fanget af hendes musik.

Per: Sådan har jeg det nemlig også.

Steffen: Jeg prøver virkelig. Det lyder så pisse interessant, når hun skriver om det. Men det er ikke så let tilgængeligt. Og så er det alligevel noget af det, men det bliver lidt for tacky. Men nu har jeg puttet to af hendes albums på min iPhone.

Man kunne ellers godt forestille sig, at I læser om musikere, I selv godt kan lide. Men det gør I også?

Steffen: Det gør vi.

Per: Der er jo fx den der biografi om Mötley Crüe, The Dirt. Jeg kan ikke lide Mötley Crüe. Jeg har virkelig forsøgt, men jeg kan ikke. Det er en fantastisk bog.

Steffen: Det er jo alle rockklichéerne taget til ekstremer.

Hvis I nu ikke lavede musik, hvad ville I to så have lavet? Der er måske ingen plan B?

Per: Nej, det er der ikke.

Steffen: Ikke sådan p.t. Det tænker man jo altid over, men hvis jeg skulle vælge noget andet, så ville det stadig ligge inden for den samme risikogruppe, hvor der ikke er de store penge at hente. Jeg kunne godt tænke mig at være maler. Eller skrive et eller andet.

Er det så de frie rammer, der tiltaler dig? Det, at der ikke er nogen, der stiller krav til din tid?

Steffen: Ja, det har jeg altid haft det svært med. Meningsløst arbejde. Man føler jo, man kan bruge sin tid så meget bedre.

Per: Der har jeg det lige omvendt.

Er det, fordi du så bare kan slå hjernen fra og bare gøre noget?

Per: Ja, det er det. Hvis nu vi stoppede (med musikken, red.), så ville jeg ikke begynde at læse eller studere noget, medmindre jeg fandt noget, jeg virkelig havde lyst til. Jeg nægter at begynde at læse noget, bare fordi man skal have en uddannelse. Så ville jeg hellere finde et godt arbejde på et lager, måske i en musikforretning eller rengøring. Et sted, hvor jeg bare kan passe mit arbejde, og så når klokken er 15, så har jeg fri. Og så er det dét. Det har jeg ikke noget imod. Så længe jeg ikke skal snakke med
andre. Det er nu ikke, fordi jeg ikke kan lide at snakke med andre.

Er det måske en kontrast til, at I er ret vilde, når I spiller live? At du så samler din energi der?

Per: Ja, det er det måske nok. Det kan man faktisk godt sige. De der perioder, hvor vi har arbejdet, der har vi også spillet torsdag, fredag, lørdag. Så man har jo udlevet en masse der. Så jeg tror, grunden til, at jeg godt kan lide det – fx det rengøringsarbejde, jeg havde et par år – er, at det bare er så firkantet.

Hvad er jeres næste mål for bandet?

Steffen: En del af det næste mål er at blive ved med at stige i graderne. Vi er jo ved at være med, men det er sgu svært at sætte grader på, hvor stor man er i Danmark.

Per: Vi er ved at være et forholdsvis kendt navn, men vi kan sagtens blive større.

Steffen: Vi vil jo pisse gerne op i sådan en Tim Christensen/Kashmir-kategori. Der, hvor man næsten altid er på Grøn Koncert og har alle de andre festivaler. Samtidig vil vi også gerne blive store andre steder. Det arbejder vi hele tiden på. Ikke nødvendigvis Amerika til at starte med.

Per: Tyskland.

Steffen: Ja. Prøve at overvinde Europa. Egentlig også bare for hele det økonomiske aspekt. Selvfølgelig kan man jo overleve godt på, hvad man tjener herhjemme. Eller ikke godt. Man kan overleve på det. Det vil være fedt at have nogle andre græsgange, hvor man har et marked, hvor man faktisk kan tjene penge. Det tager sgu også meget arbej-de. Danmark er et ret lille land. Tyskland er et fucking stort land. Hvert land har sit specifikke musikmarked. England er fucking svært at komme ind på.

Per: Hvis ikke man går hen og får et kæmpestort hit, så kræver det jo den gammeldags metode med at arbejde sig frem. Det kunne vi jo se, dengang vi holdt op med at turnere i USA og kom hjem til Danmark. Det var først, da vi begyndte at spille i Danmark, det be-gyndte at gå fremad her. Det kræver også en tilstedeværelse, og det koster penge i opstartsfasen. Men så er det godt, det ikke er så langt væk, Tyskland.

Er der noget publikum, I specielt godt kan lide?

Per: Spanien. De er rimelig sjove at spille for.

Steffen: Ja, fordi de er for sindssyge.

Per: De er vilde i varmen. De er varmblodige.

Steffen: Jeg synes generelt også, at tyskere egentlig er fine at spille for. Hvis man har et godt setup, fx hvis man spiller i et land, hvor man ikke er sådan ret kendte, at man så har en god opvarmningsturné, hvor man spiller for tusind mennesker eller sådan noget, som er der for hovednavnet. I og med at vi altid prøver at give et skidegodt show, så bliver folk i 90 procent af tilfældene revet med. Og så bliver det et skidegodt publikum. Du får et publikum, som bliver overrasket over, at supportbandet ikke bare er et eller andet, der spiller i tre kvarter, som man bare skal sidde og vente igennem.

I er virkelig til stede, når I spiller. Det må tage enormt mange kræfter. Får I dem igen, når I spiller? Selvfølgelig er man fysisk udmattet, men er det bare så fedt, at man gør det igen?

Steffen: Det er i hvert fald ikke en act.

Per: Det er egentlig bare rockin’ out to the music. Det er altid kommet meget let.

Steffen: Jeg tror, det startede for nogle år siden med, at vi tænkte på, vi kunne gøre det vildere, og nu kan vi så bare ikke stå stille.

Per: Jeg tror faktisk, det startede med, at Allan fik en kommentar til en ung-domskonkurrence, vi var med i for mange, mange år siden, hvor vi bare stod stille. Den tog han til sig, Allan. Så begyndte vi bare at give los. Jeg sidder jo sådan set bare ned (bag tommerne, red.) – det er ikke mig, der løber rundt. Det ville også være mærkeligt, hvis vi bare stod stille. Steffen: Det er jo en blanding af, at man spiller større og større steder, og folk går endnu mere amok og kan vores sange, hver gang vi spiller. Det giver jo et kæmpe kick. Man fodrer publikum med noget energi og noget musik. Så får man energi tilbage. Ikke nødvendigvis beundring, men den der fest, vi prøver på at skabe hver gang.

Jeg husker, da I spillede på Bispetorv til Festugen sidste år. Der væltede I klaveret rundt.

Steffen: Lige præcis den koncert var også en af mange, som bare var mega-fede. Når du stod der på scenen og kiggede ud over publikum. Der var fandeme mange. Selvfølgelig var det et gratis arrangement osv. Det var festuge, og folk er i godt gemyt. Der har nok været 5.000 eller sådan noget.

Per: Og det er mange.

Steffen: Lige præcis. Så bliver man overvældet. Og så bliver man glad. Så bliver man sådan: ’Jeg skal jeg gøre det endnu bedre’. Det er helt sikkert en visuel Red Bull. Jo højere indsatsen bliver, jo mere spændende bliver det.

Per: Så var der fx også i lørdags, hvor vi spillede i Horsens for 150 i et lille lokale, hvor folk gik helt amok. Der var så varmt. Det er jo mere det der galskab.

Steffen: Der lugter af galskab.

Til sidst er der så noget, I vil berige Delfinens læsere med?

Per: Få en uddannelse.

Steffen: Ja. Lad være med at spille musik.

***

The Blue Van optrådte til Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag den 9. september 2011 i Uniparken.

***

The Blue Van er en dansk rockgruppe fra Brønderslev. De spiller old school rock’n’roll inspireret af 60’erne, især navne som The Small Faces, Cream og The Who.
Bandmedlemmerne er Steffen Westmark (vokal og guitar), Søren Christensen (guitar, keyboard og kor), Allan Fjeldgaard Villadsen (basguitar) og Per Mølgaard Jørgensen (trommer og kor).
Kilde: Wikipedia

TEKST Martin Møller Aamand
FOTO Studenterrådet

ARTIKEL

Festen for Fremtidens Aarhus Universitet 17. juni var placeret, så ikke alle studerende endnu var færdige med deres eksamener. Delfinen har spurgt de ansvarlige hvorfor.

Fredag den 17. juni 2011 holdt AU fest for at fejre, at man med egne ord i fremtiden ”bliver et universitet med større sammenhæng”.

Festen, der bl.a. bød på koncerter med D-A-D, L.O.C. og Camille Jones i Uniparken, var efter intentionen ”for alle medarbejdere og studerende”.

Men det var ikke alle, der kunne deltage.

Debat på Facebook
På AU’s officielle Facebook-side skrev en studerende den 16. juni 2011 en kommentar til AU’s indlæg om festen den næste dag: ”[D]et skal siges der er tale om rigtig god planlægning, i og med alle studerende ved AU ikke har fået sommerferie endnu.”

Den kommentar var to andre personer åbenbart enige i og klikkede derfor på ”Synes godt om”.

Et kvarter senere skrev en anden studerende følgende svar til kommentaren: ”Hvis det skal nås inden folk tager på Roskilde og ferie er det denne weekend. [Jeg er] heller ikke fær dig men så må man jo bare disponere sin tid ”.

Det svar fik ligeledes to tommelfingre opad. Den ene, der syntes godt om svaret, var forfatteren selv, mens den anden var Aarhus Universitet – altså administratoren (eller en af administratorerne) på AU’s Facebook-side, som redigeres af AU Kommunikation.

Nogle dage senere tilføjede en tredje studerende sin mening om sagen og gav udtryk for sin manglende forståelse for den forklaring: ”Ja da, det er vigtigere at tage hensyn til at folk skal på Roskilde, end at de skal til eksamen. Wtf…”.

Den kommentar var der ingen, der reagerede på.

Mest hensigtsmæssig dato
Sussi Staugaard fra AU Kommunikation, der var projektleder på festen den 17. juni, mener ikke, at arrangementet kunne være placeret anderledes.

”Den 17. juni blev valgt som den mest hensigtsmæssige dato set i forhold til, at der kunne holdes en stor udendørs koncert, inden mange medarbejdere og studerende gik på ferie, og at langt de fleste eksamener var overstået på dette tidspunkt,” skriver hun i en mail til Delfinen.

Ifølge Sussi Staugaard gjorde man sig i planlægningen umage for at mindske generne ved festen så meget som muligt for de studerende, der skulle læse til og være til eksamen.

”Derfor fik vi lagt de nødvendige lydprøver så sent på eftermiddagen som muligt, og derfor orienterede vi de eksamensansvarlige om festen, så vi sikrede os, at ingen eksamener ville opleve generende støj fra lydprøverne,” skriver hun.

En fest umiddelbart efter sommerferien ville ifølge Sussi Staugaard falde sammen med Aarhus Festuge, Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag samt universitetets årsfest. Derudover blev fakulteternes traditionelle personalefester, som normalt afholdes sidst i juni, slået sammen med festen 17. juni.

Ingen nedskreven Facebook-politik
AU Kommunikation, som redigerer AU’s officielle Facebook-side, har ifølge Sussi Staugaard ingen nedskreven politik for anvendelse af “Synes godt om”-funktionen på Facebook. Sussi Staugaard skriver i sin mail til Delfinen, at funktionen typisk bruges til at henlede opmærksomhed på ting, som redaktionen synes er relevante for sidens brugere.

”I det nævnte tilfælde erkender vi, at det ser mærkeligt ud, at vi har ‘Syn[t]es godt om’ en bestemt kommentar, og det har bestemt ikke været hensigten at fremhæve den ene kommentar frem for den anden,” skriver hun.

Alle kommentarer på Facebook-siden vil ifølge Sussi Staugaard blive hørt:

”Jeg vil gerne understrege, at vi naturligvis evaluerer hele festens forløb, og at kommentarerne vedrørende valg af dato naturligvis indgår i denne evaluering.”