Vejrguderne viste sig trods radikalt skiftende prognoser at holde hånden over Ådalen i weekenden d. 17.-19. juni, da Aarhus’ formentligt største årlige kulturelle begivenhed, NorthSide Festival, løb af stablen. Selvom festivalen på åbningsdagen ikke kunne melde udsolgt ligesom forrige år, valfartede flere tusinde gæster tre dage i streg ad Søren Frichs Vej mod Ådalen. Delfinen var naturligvis med fra start til slut.
Tekst: Karoline Kjær Hansen
Foto: Marie Linde Mayer
Dag 1
Solen havde fundet sin plads mellem himlens skyer og varmede luften og de mange festivalstilfarendes kroppe. På BikeSide havde de cyklende mulighed for at henstille jernhesten til lyden af beatdrevet musik og samtidig udnytte muligheden for at få den passet og plejet med hjælp fra én af områdets mange frivillige. Mens pladsen i løbet af eftermiddagstimerne fyldtes, underholdt Marvelous Mosell med sine energiske dansemoves til 80’er lignende hiphop-beats i sit gennemførte farverige outfit med Tue Track bag pulten på Grøn Scene. En perfekt booking til formålet, som kunne nydes med plads til skæve dansetrin foran scenen og i græsset længere bagude med weekendens første øl.
I takt med at flere skyer forsvandt på himlen til den høje, hårde og metalliske lyd frembragt af svenske Refused på Blå Scene, kom flere og flere festivalgæster til, og solen havde stillet skarpt ind på Grøn Scene, da Tue Track genindtog scenen – denne gang i selskab med Geolo G og Blæs Bukki, der tilsammen går under navnet Malk de Koijn. Af årets konferenciers, Nicholas Kawamura og Pelle Peter Jensen, blev trioen introduceret som en juvel i den danske musikskat. Stemningen var festligt forventningsfuld og stod med gruppens entré til at blive løftet yderligere, men det blev desværre med et langsomt afsæt, da Blæs Bukkis mikrofon ikke virkede fra start. De danske skattebesiddere kom dog godt efter det og satte skub i samtlige kroppe i menneskemængden foran scenen. På trods af at gruppens komplicerede og sprognørdede tekster, som stiller krav til det publikum, der foretrækker at kunne synge med, og at deres show af gruppens trofaste koncertgængere kunne kritiseres for manglende fornyelse, formåede de at holde alle til ilden ved med passende mellemrum at spille hits som ”Fågt Op I Skalle”, ”Vi Tager Fuglen På Dig” og ”Pige, Girl”.
Kort efter Malk de Koijns sidste nummer gik australske Temper Trap på Blå Scene og spillede op for en noget mere beskeden skare, som dog med bandets musikalske koncentration og spilleglæde, fik en lydoplevelse i høj klasse. Bandet afsluttede på smuk og forløsende vis koncerten med hittet ”Sweet Dispositions”, og herefter gik turen mod pladsens talrige og indbydende madboder. ”Økologisk” var et gennemgående prædikat på bodernes menutavler og vidnede om én af festivalens kerneværdier: Bæredygtighed. Kl. 21:45 gik det igen løs på Blå Scene. Denne gang var det mildest talt en bastant større flok, der havde samlet sig foran scenen, og med opsatte lysramper indtog Lukas Graham den med sit band. Et centralt spørgsmål i denne forbindelse var naturligvis, om den ghettopoppede sanger havde fået storhedsvanvid efter sit internationale gennembrud og sin massive succes i den seneste tid. Dog formåede han trods gentagende bandpræsentation, ensartede anekdoter og en glemt sangtekst at skabe en sand folkefest og spille op til nattens festligheder, mens solen gik ned bag scenen. Efterfølgende tilføjede 69 år gamle, omend ekstremt energiske og ikoniske, Iggy Pop med sin rock musik på Grøn Scene festlighederne mere kant. Med nattens indtog kom også kulden, hvilket selv ellers topløse Iggy bevidnede, da han så sig nødsaget til at låne en sweater af én af publikumsgæsterne.
Kl. 01:00 blev NorthSide igen ramt af tekniske udfordringer, da The Chemical Brothers blev stoppet blot et par minutter inde i deres planlagte sæt. Trods kortvarig forvirring foran scenen, fortsatte den engelske duo efter lidt tid sit show og rundede festivalens første dag af med dagens flotteste og mest imponerende visuelle show.
Dag 2
Mens vejrguderne på festivalens anden dag fortsat skånede Ådalen, skruede de dog på blæseknapperne og sendte en god omgang vind ind over pladsen, hvilket fik luften til at føles noget køligere end på dag 1, og samtidig matchede vejret med festivalens navn.
Første must-see-kunster på listen var The Minds Of 99 på Blå Scene kl. 16:30, men allerede 45 minutter før koncertstart havde flere til dels hipster- og retroklædte unge slået sig ned foran hegnet. Det danske post-punk band, som gæstede festivalen for tredje år i træk, spillede overbevisende. Forsanger Niels Brandt førte med korte rørende, ikke oversentimentale anekdoter an og lod sin klare vokal fuldende bandets sikre og bredt appellerende udtryk.
Efterfølgende tillod den tiltagende vind de allerede småsnalrede festivalgæster at komme hinanden mere ved i fysisk forstand, og den ellers karakteristiske danske lukkede facon syntes for en stund glemt. Kl. 21:45 indtog den lydeksperimenterende islandske gruppe Sigur Rós Blå Scene, og man kunne fristes til at sige, at de burde have byttet spilletid med The Minds Of 99. I hvert fald formåede de med deres sårbare kunstneriske lydunivers ikke at trænge igennem til det energiske og atter festklare publikum.
Anderledes forholdt det sig dog, da Beach House tog over på Grøn Scene. Trods deres også sårbare og noget melankolske musik banede de vejen frem blandt publikum og lod sig ikke slå ud af vinden, som ellers slog direkte ind mod scenen og flere gang rev hætten af duoens ene medlem Victoria Legrands store, grønnittede kappe. Mens australske Temper Trap dagen forinden opfordrede publikum til at holde i hånd, gik Beach House skridtet videre og opfordrede til kys. De formåede trods gæsternes stigende promille at udfolde og udbrede deres temponeddæmpede, stemningsfyldte musikalske univers.
Som fuldmånen erobrede sin fuldstændige plads på himlen stimlede gæster fra Grøn mod Blå Scene, hvor den britiske DJ og producer Jamie xx stod til at spille. Forløsningen blandt publikum var enorm, da han med både ældre hits som Donna Summers ”I Feel Love”, nyere herunder ”One Dance” af Drake, og egne numre som ”Loud Places”, dikterede endeløs dans og tillod publikum en tiltrængt og tilfredsstillede løssluppenhed.
Dag 3
Var man mærket efter alkoholindtag de to forrige dage eller øm i stængerne efter gårsdagens afsluttende dansefest, sørgede Velvet Volume for energien, da de kl. 15.00 indtog P6 Beat Scene og fyldte pladsen foran sig med fuldtonende rockmusik. Kvindelige kunstnere var til manges kritik stort set usynlige i årets musikprogram, men de tre ganske unge aarhusianske søstre, syntes med deres kraftfulde girl-power at sætte kvindernes manglende tilstedeværelse i relief. Pigerne stod over for deres største gig nogensinde, og de gjorde det trods en lidt for ydmyg facon overbevisende.
Søndagsstemningen var lige netop tilpas vakt, da den australske dj og producer Harley Edward Streten aka. Flume erobrede Blå Scene og hele pladsen foran sig. Han beviste med sin afbalancerede publikumsinteraktion og beatopbyggende show overlegent, at han helt uden problemer kan spille op til dans selv på en højlys søndag.
Mens Duran Duran for en kort stund tog publikum med tilbage til 80’erne og udsendte lyserød konfetti fra fyldte scenekanoner, satte flere allerede kurs mod P6 Beat Stage, hvor Ukendt Kunstner i konkurrence med Beck på Blå Scene havde fået æren af at lukke og slukke for festivalen denne gang. Hvor ukendte Coasts i bogstaveligste forstand tidligere havde haft svært ved udfylde pladsen under P6 Beat scenes pavillonoverdække, havde den danske hiphop-duo til gengæld svært ved at opretholde nogen form for illusion om anonymitet. De tiltrak derimod et stort, hovedsageligt ungt publikum, og med rapper Hans Philip i springende topform i front udviklede en voldsom dansefest sig under pavillonen. Amerikanske Beck udsendte imidlertid festivalens allersidste toner og annoncerede hermed afslutningen på årets fest i Ådalen, der samtidig markerede starten på nedtællingen til næste års valfart.
