Spring til indhold
Hjem » Artikler » Væddeløb i fugleperspektiv

Væddeløb i fugleperspektiv

Af Susanne Christensen

GRÅ

Dagen er solrig og stille, som lastbilen triller ind på en rasteplads i det nordlige München. Kun en let vind får græstotterne, der har kæmpet sig op gennem asfalten, til at rasle. Inde bag lastbilens presenning foregår dog en anden tumult. Tap fra små kløer, ryst af fjerdragten og intens kurren fra tusind duer, der gør sig klar til at gå på vingerne.

De er installeret i små plastikbure, op til fem duer per bur. Hunner og hanner mellem hinanden. Fra Danmark, Tyskland, Holland, Belgien og England. De har adgang til foder og vand, og et ventilationssystem kører konstant, så de er friske og veludhvilede efter en flere timers lang kørsel til rastepladsen.

Iblandt duerne er Grå. Han er to år gammel, så han er et stykke inde i sin voksne levetid. Som alle de andre i lastbilen er han en kapflyvningsdue, også kendt som en brevdue. Tidligere brugte man denne art af tamduer til at bære vigtige budskaber over store afstande, svært fremkommeligt terræn eller endda bag fjendens linjer, som under Første Verdenskrig. I dag bruges de primært til luftens svar på sportsvæddeløb. Det går ud på, at duerne bliver kørt til en bestemt lokation, hvor de bliver sluppet løs. Herfra skal de hurtigst muligt finde hjem til deres dueslag. Fordi dueslagene er fordelt over hele Europa, måler man ikke tidspunktet, de vender hjem, men registrerer gennemsnitshastigheden via en elektronisk ring om duens ben. Duen med den højeste gennemsnitshastighed vinder.

Faktisk er Grå ikke hans navn. Kapflyvningsduer får sjældent et navn, medmindre de har gjort sig bemærket som favoritter. Men hans fjer er grå. Samme grå som de vilde duer, der lever i byerne. Derfor betragter han sig selv som Grå. Han er heller ikke favorit. I Danmark foregår kapflyvning kun på hobbyplan. Andre steder, som i Holland og Belgien, er det en regulær sport. Her betaler entusiaster gerne sekscifrede beløb for en god due med den rigtige stamtavle. Mindst lige så mange penge bliver postet i de rigtige faciliteter, de rigtige diæter og de rigtige trænere. Disse nederlandske duer er klare favoritter. Det er dem, Grå skal konkurrere imod.

En mand stiger ud af lastbilens førerhus. Han trasker om til ladet, hvor han stille og roligt begynder at fjerne presenningen. Han er både duernes chauffør og rejseledsager. Det er ham, der sørger for deres velbefindende turen igennem. Det er også ham, der sørger for at sende dem sikkert afsted. Kapflyvningen skal starte klokken tre, men hvis han mener, at der er noget til hinder for duernes sikkerhed på rejsen, udsætter han starten til alt er i orden. Her er det hovedsageligt vejrforholdene, han tager højde for. Hvis det ikke er rejsevejr, som det kaldes, udsætter han startskuddet.

Lyset strømmer ind over plastikburene. Som et tegn på vitalitet og styrke puster Grå fjerdragten op. Han har før deltaget i kapflyvninger, men kun i Danmark, hvor han til daglig bor i Viby, lidt uden for Århus. Denne eftermiddag, den 12. august , skal han på én nat tilbagelægge omkring 1000 kilometer fra München i Tyskland til Viby. I dag er den store dag, der skal vise om vingerne for alvor kan bære.

Om hans ene ben sidder en ring med ni cifre, adskilt to steder af en bindestreg. Det er hans registreringsnummer. Hvis han bliver væk under den lange tur, kan et menneske, der finder ham sørge for at få ham hjem. Hvis han bliver fundet.

Ruten indeholder nemlig en lang række farer. Elkabler, der bliver usynlige i solen, kan stoppe hans hjerte på stedet. Pludselige skift i vejret kan slå ham ind i træer og buske, så hans vinger bliver skadede. Han kan slet og ret miste orienteringen og blive væk, dø af sult. Hunde, katte, ræve og mårer ligger på lur for at sætte tænderne i ham. Men den værste af alle farer, Grå kan møde på sin vej fra München til Viby, er vandrefalken.

Vandrefalken lever naturligt over hele Europa, primært i bjergrige områder. Men op gennem 50’erne og frem til 70’erne blev bestanden kraftigt reduceret. Dels fordi æg og unger blev indsamlet til falkonérvirksomhed. Vandrefalken har med svingende popularitet været blandt de mest eftertragtede rovfugle benyttet af falkonerer. Dels på grund af insektbekæmpelsesmidlet DDT, der blev flittigt brugt af de europæiske landmænd. DDT medførte, at æggenes skal blev for tynd til, at unger kunne udruges. Flere steder, blandt andet i Danmark, forsvandt bestanden af ynglende vandrefalke fuldstændigt. Kun på grund af et omfattende redningsarbejde og et generelt forbud mod mange insektbekæmpelsesmidler og sprøjtegifte lykkedes det at stabilisere bestanden.

Selv om vandrefalken ikke længere er en truet art, findes der stadig tiltag for at fremme den i Europa. Dens smukke fjerdragt og dens uforlignelige evner udi luftakrobatik har gjort den til et eftertragtet syn blandt ornitologer. Derfor bliver der sat redekasser op på steder, som er tilpasset vandrefalkens behov. Også steder, hvor den ikke tidligere har levet. Risikoen for at Grå møder en vandrefalk på sin vej er derfor overhængende.

Med sit et-meters vingefang, sylespidse klør og en topfart på op til 390 kilometer i timen i dyk, er vandrefalken et kilos stensikker død. Og den har smag for mellemstore fugle som tamduer. Grå vil kun lige nå at sanse en skygge på himmelen, før det er for sent.

Startskuddet lyder. Ikke i form af et pistolskud, men i form af manden, der hiver i et håndtag. På én gang åbner alle lågerne i plastikburene sig, luften brøler af tusind duers vingeslag, en vanvittig sværm stiger imod himmelen. Et øjeblik maler de himmelen sort. Så er de væk.

Fugleflugt

Grå flyver i en stor flok af duer. De skal alle nordpå. En del af dem kender han i forvejen. Han har fløjet imod dem før. Nogle af dem er fra Danmark, som ham selv. Nogle af dem er konkurrenter fra andre lande. Senere vil deres rute skille dem. Men lige nu syner de som en stor, homogen masse, der alle følger den samme retning.

De er alle i topform. Slanke og muskuløse som elitesportsudøvere. Allerede tre uger inden kapflyvningssæsonens start i maj, var det bestemt, at de skulle deltage. Derfor har de alle trænet ved kortere flyvninger i deres hjemland tre gange om ugen. Grå har ofte fløjet turen fra Langeland til Viby. Vingerne føles stærke, som han skiftevis basker, skiftevis glider igennem vinden. Under ham strækker et skakbræt af marker sig så langt øjet rækker. Mellem dem rækker byer hist og her sine tage imod himmelen.

Som regel flyver han med 60 til 80 kilometer i timen. På en god dag, hvor vejrforholdene er gunstige, kan han nå op på omkring 120 i timen. Det har han brug for. En kapflyvningsdue, der ikke præsterer, bliver aflivet. Selv om konkurrencerne er en hobby for danskere, ser de færreste ejere en grund til at ofre penge på en due, der smøler eller holder for mange pauser under sin flyvning.

Grå er resultatet af et ihærdigt avlsarbejde, der gennem generationer har raffineret tamduens udholdenhed og uovertrufne navigationsevne. Forskere er stadig ikke sikre på, hvordan det lykkes duer at finde vej. Man kender meget lidt til deres navigationssystem. Dog er der forsøg, der har peget på, at en due i et rum, hvor den ikke har mulighed for at se solen, vil søge nærmeste kunstige lyskilde. Som følge heraf, vil duen flyve i en anden retning end dens dueslag, når den bliver sluppet løs. Solens position kan altså have noget at sige for duens navigation.

Det tænker Grå nu ikke så meget over. Det eneste, der optager hans bevidsthed, er, at han skal nå sit mål. Dueslaget i Viby.

Kunne man høre hans tanker, ville han formentlig tænke noget i retning af: ”Hjem, hjem, hjem, hjem, hjem…”

Duen har, som andre fugle, et ekstraordinært veludviklet sanseorgan i hjernen. Det er det sanseorgan, der gør, at Grå kan udvælge sig de bedste stykker mad i skålen. Ydermere gør det, at han er i stand til at navigere i det 3D-rum, luften er. Modsat mennesker, der kun kan navigere på en 2D-flade, altså frem, tilbage og til siderne, kan Grå også navigere op og ned. Derfor opfatter han markerne under sig glide forbi meget langsommere end mennesker gør. Det er årsagen til, at han vil reagere meget senere end et menneske ville, når han står overfor en potentiel fare. Eksempelvis en bil der er på vej imod ham.

Grå søger altid at optimere sin flyvning. Når han passerer over Tysklands store stykker skov, vælger han at følge en god opvind langs kanten. For ham er det bedre at glide end baske. Det sparer ham for værdifuld energi. Han kunne aldrig finde på at flyve ind over vand, hvor han ikke kan se bredden på den anden side. Det er meningsløst at kæmpe imod den hårde vind. Ser man Grå og de andre oppefra, kan man se, at de flyver i let zigzag-bane. De søger hele tiden at gøre flyvningen så afslappet for sig selv som muligt.

Solen sænker sig i horisonten. Grå er efterhånden alene. Vinden er blevet kraftigere. Nogle af hans konkurrenter er stadig inden for synsvidde. Andre er drejet, fra efterhånden som målet for deres rejse trak dem i andre retninger. Grå er ikke så glad for at være alene. Han har det bedst i selskab med andre. Det betyder tryghed. Flere øjne spotter bedre en ræv eller en vandrefalk.

Inden han blev kørt til München, tilbragte han et kvarters tid med en hun, han har dannet par med. Ud over fornødenheder som mad og læ, er hun også en vigtig del af det, der trækker.

I kapflyvningsverdenen kalder man det ’Enkemandssystemet’. Man lader udelukkende hannen i et duepar deltage i flyvningen. Rationalet er, at han vil flyve lidt hurtigere for at komme hjem til sin mage. Tidligere var det en udbredt praksis, men i dag lader man ofte begge duer i et par deltage i konkurrencerne. Hvis de har unger, lægger man dem ind under en såkaldt ammedue. Duer har ikke noget imod at passe på hinandens unger, så ungerne lider ikke skade, mens forældrene er væk. Det har vist sig, at ungerne somme tider er en større motivationsfaktor for at få en due til at skynde sig hjem end magen.

Grå skynder sig. Men inden solen er forsvundet helt, tanker han vand op til natten. Træfsikkert dykker han ned over den første å, han ser. Glidende langs vandspejlet, stikker han næbbet ned og suger vandet i sig. Så er han videre.

Daggry

Natten er stjerneklar. Grå flyver, men han flyver i modvind. Endnu en due er faldet fra. En hun, der er langt ældre. Syv år, i fin form, men ikke længere så ærgerrig efter at vende hjem så hurtigt som muligt. Hun har maksimalt et år tilbage, inden hun bliver permanent taget ud af kapflyvningen. Så Grå er snart alene. Han er træt og sulten. Og hans vinger mister deres udholdenhed og styrke. Han må ned. Han må hvile sig lidt.

Grå sætter sig i et træ i en lille bevoksning. Han ryster sig og pudser fjerdragten. Hele tiden kigger han sig omkring. Nervøst. Han er ikke tryg helt alene. Lydene fra bevoksningen er ukendte. Han vil tilbage i sit dueslag. Han vil nå det mål, han er blevet sat ud for at nå. Nogen rasler i træet overfor ham. Sorte fugle lander på grenene. Vilde, sorte fugle.

Kragerne kommer direkte imod ham. Grå tænker sig ikke om en ekstra gang, men tager flugten med det samme.

Fordi krager har for vane at plyndre hinandens reder, er det helt essentielt, at de kan koordinere et forsvar. Ganske vist er august ikke den måned, hvor de ligger på rede, men de er stærkt territoriale og hævder det gerne, hvis det bliver nødvendigt. Nu er Grå forfulgt af både hannen og hunnen, der vil have ham ud af deres bevoksning.

Han basker og bakser og kæmper mod vinden det bedste, han kan. Kragers flyveteknik er anderledes end duers, og de skærer igennem luften med større hast. En klo i halefjerene advarer ham om, at han ikke skal vove at vende tilbage.

Efter et stykke tid falder roen over Grå igen. Vinden har taget af. Men der er noget galt. Landskabet er ikke, som det skal være. Der er sket det, der ikke måtte ske; Grå er kommet på vildspor. Under forfølgelsen er han kommet væk fra sin rute. I det store billede syner det ikke af meget, men for Grå kan det vise sig katastrofalt. Det er nu, hans evner udi navigation for alvor skal komme ham til gode. Han sætter sin fulde lid til, at han er i stand til at finde sin vej, til trods for at han ikke med sikkerhed ved, hvor han skal hen.

Gennem alle tider har mennesker haft tillid til duers evne til at finde vej. I Biblen kendes historien om den hvide due, Noa sendte ud for at søge efter land. Efter fyrre dage kom den tilbage til arken med en olivenkvist i næbbet. Dermed var Syndfloden overstået og en ny tid kunne begynde. Men også under både Første og Anden Verdenskrig blev brevduer brugt til at flyve budskaber igennem fjendens territorium. Duerne var netop opdrættet og sat i krigstjeneste, fordi man havde mere tillid til dem end til den teknologi, soldaterne havde med sig. Og ikke uden grund. Adskillige brevduer er blevet tildelt Dickin’s Medal of Honour for at have reddet liv under deres tjeneste.

Selvfølgelig finder Grå vej. En omvej, der har kostet en del energi. Men han har fundet vej. Under den stjernespækkede himmel har han fløjet hele natten igennem. Nu ser han de rosa pletter af morgenen, der er ved at gøre sit indtog. Han er træt, udmattet, lidt sulten. Han stopper ikke med at flyve. Baske og glide, baske og glide. Hele tiden fremad. Tre-fire tag ad gangen. Et sted foran ham ligger den dansk-tyske grænse. Grå er snart hjemme.

Hunnen, der faldt fra i går aftes, indhenter ham. Hun har muligvis også fløjet hele natten. Bare uden omvejen. Langt mere erfaren end ham ved hun, at hun ikke skal hvile vingerne i nærheden af krager. Grå har det bedre nu. Han har fået selskab. Og han er snart i mål. Vejret er fint. Solen skinner og vinden er frisk. Op ad formiddagen vil han nå hjem til sit dueslag. Her vil den elektroniske ring om hans ben registrere, at han er hjemme. Den vil også registrere, hvor hurtig hans gennemsnitshastighed har været. Tallet i den lille ring afgør, om han fortsat er egnet som kapflyvningsdue eller ej. Den afgør hans fremtid.

Og så sker det. En skygge for solen suser lydløst gennem luften. Fra sin højde har vandrefalken kastet sig i et dødsforagteligt styrtdyk. Klar til at torpedere ham med hele sin vægt. Hvis den rammer, vil kollisionen brække hans ryg.

Grå har set den. Øjnene på siden af hans hoved gør, at han er i stand til at se næsten hele vejen rundt om sig selv. Han basker med vingerne, ramt af instinktiv frygt. Han søger nedad. Den eneste fordel han har. Grå beror på sin udholdenhed og styrke, på at få fart nok. Vandrefalkens høje hastighed gør derimod, at den må bero på splitsekunders præcision. Kløerne er allerede fremme. Grå har sat kursen imod nærmeste træ. Stadig nedad. Denne gang flyver han ikke bare for at undslippe knubs. Han flyver for sit liv. Han mærker den aerodynamiske krop hale ind på sig. Og så skifter han kurs.

Lige inden vandrefalken når ham, tager han et skarpt sving opad. Undgår døden. Flyver ind gennem en trækrone. Så én til. Han er i sikkerhed. Kun tyve procent af alle vandrefalkens angreb resulterer i et bytte. Grås held.

Han når dueslaget. Slutter sig til sin flok. Han er i god behold. Ikke nummer et. Ikke nummer chok. Han finder sin hun. Spiser sig mæt. Drikker. Hviler på en pind i slaget. Hviler ud for denne gang. Han kommer til at konkurrere i kapflyvning igen.